Af Tina Bødker, Roskilde Katedralskole
”Jeg tror ikke det er gået helt op for undervisningssektoren, hvor vildt det her kommer til at være.” Hvis du gerne vil vide hvordan Keld Reinicke fik talt sig derhen, mens vi talte om tværmedialitet, så er du nødt til at læse hele artiklen.
Det var en søndag aften i september. Midt i Herrens Veje – og min telefon ringede. Det var Keld Reinicke, og han spurgte mig ”Nu forstyrrer jeg midt i Herrens Veje”, som om han havde valgt opkaldstidspunktet med vilje. ”Nej nej” sagde jeg, ”jeg ser det på DR`s player senere”. Løgn! Jeg er en sucker for at se Herrens Veje, Den Store Bagedyst, Landmand Søger Kærlighed og Kender du Typen præcis når DR eller TV2 sender dem på deres kanaler. Men samtidig, ser jeg også HBO og Netflix lige, når det passer ind. Et analogt barn, voksen i en verden af streaming. Tilbage til Keld: Jeg ville gerne have ham til at skrive en artikel for os, som skulle fokusere på tværmedialitet, så vi havde skrevet lidt frem og tilbage over Facebook. Keld Reinicke er en af tv-branchens mest erfarne skikkelser, cand.phil i medievidenskab fra Københavns Universitet, tidligere programchef for TV2 og i dag freelance mediekonsulent. Han er en travl herre, så kompromisset blev et interview.
Først – kan du forklare os med dine egne ord hvad tværmedialitet er?
”Tværmedialitet er et rigtig dansklærer- og mediefagslærer ord. Det er ikke et ord, man bruger mere i mediebranchen. Det vigtigste i forhold til tværmedialitet er, at tilgængeligheden er på alle platforme. Det handler mere om distributionsformer og tilgængelighed. Det nytter ikke noget at man laver en masse ting og så lægger det på en TV-kanal, og så kan brugeren ikke finde det, der hvor brugeren er. I gamle dage kunne ens program (her menes også reklamen herfor) ligge under ens brand på eksempelvis ens hjemmeside og ens facebookside, men i dag laver man et program og så gælder det om at få det ud så mange steder som muligt. Eksempelvis har Carlsberg Fondet meget fokus på videnskab og undervisning. De har arbejdet på at udbrede viden om pH-skalaen, som blev opfundet på Carlsberg og patentet er blevet givet til hele verden. I gamle dage ville de have lavet en hjemmeside, hvor de kunne fortælle om pH-skalaen. Den side ville kunne findes via en Google-søgning. Sådan fungerer det ikke i dag. I dag laver man forskellige historier om rigtige mennesker, der bruger pH-skalaen til forskellige ting. Eksempelvis har man fundet børnelæger i alle de lande, hvor Fondet er gået ind i og lavet film om dem og deres brug af skalaen. Grundhistorien kommer således ud i mange små varianter, i forskellige distributionsvariationer, til en masse lande og brugere. Det tror jeg, er det nye – milliarder af variationer. Det der begynder at fungere på Instagram er en anden form for historiefortælling end det der sker på Snapchat – og omvendt. Det der fungerer på Musically, en voksende platform blandt folkeskoleelever i Danmark (pt. større end Snapchat, red.), er noget andet, end den historiefortælling det der sker på Facebook. Forståelsen af, at hvert medie er sit eget medie og har sin egen fortælling, samtidig med at brandet skal have en rød tråd igennem alle medierne for ellers kan man ikke forstå. hvor fortællingen kommer fra – det er vigtigt.”
Okay, så lige meget hvad man udkommer med, så skal der være en rød tråd i det man udkommer med, der hvor man udkommer med det?
”Ja, og så det med at distributionen bliver vigtigere. For hvis en fortælling udkommer flere steder, så skal de have hver deres eksistens og skal kunne opleves uden at man er tvunget til at følge med i fortællingerne på alle distributionskanalerne. Og det er fordi vi ser at der er brugere som lever af Snapchat og de skal have deres historier og fortællinger her. Men der er også brugere som lever af Instagram og andre som lever af Facebook.”
Jeg kan godt forstå, hvis det er overvældende for gymnasielærere i mediefag nu skal undervise deres elever i distributionsformer – jeg mener bare: Musically, det har jeg aldrig hørt om før du nævnte det.
”Den kender du ikke, eller hvad? Det skal du nok lige sætte dig ind i (vi griner begge to, red.). Det er en meget populær app blandt børn i indskolingsalderen, og jeg forventer at den vokser med børnene. Det er en app hvor du optræder og danser til musik. Det er gået så godt for appen, at dem der har lavet den, har lavet den til en distributionsplatform, hvor de laver programmer og sender dem ud til brugerne – før var det børnene der lavede små videoer og lavede indholdet til appen. Jeg tror også at kommende computerspil vil få deres egne distributionsplatforme – i det hele taget tror jeg at mange nye distributionsplatforme i fremtiden vil komme fra helt andre steder end hvad vi lige nu og i klassisk forstand betegner som distributionsplatforme. Det vil nok gøre det hele endnu mere kompliceret.”
Det er alligevel stærkt nok at fange børn i indskolingen. Jeg har selv forsøgt at holde trin med, på hvilke distributionskanaler serier som Klassen og SKAM breder sig ud over. De kan noget som er ret nyt og ret unikt. Er det vejen frem for at fange de unge seere?
”Jeg tror at SKAM fra starten af er tænkt helt rigtigt. Webansvarlig bag serien, Mari Magnus, er en af de dygtigste i Skandinavien, og hun har gennemresearchet hvordan gymnasieelever bruger medier. Hun har ikke brugt bøger, hun har sat sig ned sammen med gymnasieklasser og spurgt: Hvor vi du gerne høre denne historie henne? Det er der ikke nogen som har gjort før. Man har gået efter hvad der stod i bøgerne eller brugt sig selv om reference. Det der så er interessant, det er, at hvis du interviewer en 3. klasse, så får du slet ikke det samme svar, som du får fra gymnasieeleverne. Brugen af medier og ønsket om hvor fortællinger skal udkomme, flytter sig hurtigere, end vi lige går og tror. Dem der går i gymnasiet i dag er den sidste generation af analoge danskere. De er ikke digitale, de er tvunget digitale, men de er analog født. Da de blev født havde alle deres forældre et fjernsyn hvorfra børnene så tegnefilm fra Cartoon Network og Disney – og de så TV med deres forældre. De rigtige interessante danskere i en tværmediel kontekst er dem der er født digitale. I forbindelse med et projekt hvor jeg undersøger hvilken betydning digitaliseringen har for det sammenhold som public service har haft, så interviewede jeg en 3. klasse i Sorø. 40% af klassens elever havde ikke TV-kanaler – de havde fjernsynsskærme, men ikke den klassiske kanalpakke som vi kender det. Det vil sige at deres forældre altså ikke sidder og zapper rundt på kanaler. Så når de børn kommer i gymnasiet, så vil vi se en ændring, som vi i dag slet ikke fatter.”
Noget af det der kan få mine elever til at se DR er programmer som Gina Jaqueline – en sugardaters fortælling. For eleverne er hun interessant, fordi de kan finde og følge hende på Snapchat, Instagram og hendes blog. Hun er så tilgængelig. Og der er alligevel tale om en relativ billig og nem produktion.
”Det er et godt eksempel på det samme som SKAM kan – at man mærker tilgængeligheden. Samtidig med at Instagram-fortællingen er anderledes end den fortælling dokumentarserien giver. De fortæller forskellige vinkler af samme historie. I sidste ende samler brugeren fortællingerne om personen. En anden interessant ting er når man på Instagram eller Facebook sender live. Så er det sjovt for brugeren at følge med i de kommentarer der skrives i kommentarfeltet. Det bliver en ekstra fortælling oveni den oprindelige fortælling. Jeg tror ikke, at vi endnu er dygtige nok til at forstå, hvad sådan et ekstra lag kan – for det kan noget helt specielt i modsætning til at se noget, som ikke er live og uden kommentatorspor.”
Hvis vi så lige glemmer de gymnasieelever vi har lige nu og tænker på de digitaliserede elever som kommer. Hvad vil du råde fremtidige producenter til? Jeg forestiller mig at flow-TV dør. Skal man så til at tænke i flow-stream?
”Jeg tror ikke at TV eller flow-TV dør. Jeg tror, at det bliver både og. Eksempelvis hører vi i dag både radiokanaler og deres flow, men vi hører også Spotify. Jeg tror ikke, at det bliver så firkantet. Producenterne skal fortsat tænke i aldersgrupper. Jeg tror, at de danskere, der er over 50 år nu, de vil fortsat se TV, mens de danskere, der er under 50 vil ikke se flow-TV på samme måde. Det betyder ikke ,at de ikke vil se dansk indhold, men lige nu har vi ikke helt styr på at lave noget til dem. Public service pengene bruges også primært til at lave programmer på seerne, der er 50+ og ikke til at udvikle den næste SKAM – det er nok også her problemet er. De unge mennesker kan med rette sige, at de ikke får nok indhold og programmer til dem.”
Er der noget som du gerne vil sige til alle de gymnasielærere som læser med? Et sidste ord på vejen i forhold til tværmedialitet og distributionsformer?
”Jeg tror, at det er så vigtigt og få det her ind i undervisningen. Vores unge skal forstå de mange platforme og distributionsformer. De skal kunne fortolke og analysere dem og se deres styrker og svagheder og se, hvad der er sandt og hvad der er falsk. Vi er og bliver en visuel kommunikerende befolkning, så eleverne skal undervises i at få deres egne værktøjer, så de kan blive gode brugere af alt det, der er og alt det der kommer i fremtiden. Jeg tror ikke, at det er gået helt op for undervisningssektoren, hvor vildt det her kommer til at være. Mediefagslærerne skal ikke være bange for ikke at kunne følge med alle de apps og kanaler som udvikles. Der vil være nogle basisudviklinger eller grundfaser, som en lærer skal orientere sig i og som jeg kan se at I allerede har styr på. Når jeg interviewer gymnasieelever, så har mediefagseleverne ret godt styr på eksempelvis distribution, men dem der ikke har mediefag, de ved stort set ikke noget. Og det er mærkeligt, for alle har behov for denne viden senere i livet. De danske TV-kanaler (DR og TV2) kan ikke sende hvad der passer dem. Staten er med til at styre, således at der for eksempel ikke sendes propaganda. Men Youtube, Facebook og Instagram er privatejede der er og forståelse for, at de selv kan bestemme hvad de sender ud. Det er rigtig vigtigt at vores unge også lærer at forstå og navigere i det.”
*Interviewet med Keld Reinicke er ikke gengivet i sin fulde længde og der er redigeret i hans svar. Redigeringen er ikke meningsforstyrrende, tværtimod.
Seneste kommentarer