Mandag den 11. maj 2026
Kære medlemmer
Regeringsforhandlinger står stadigvæk på, og det kan føles som at være i en lang telefonkø – altså en af dem uden mulighed for at blive ringet op, når det bliver din tur. Vi må væbne os med tålmodighed, indtil en ny minister og regering indfinder sig, og vi kan blive klogere på, hvordan det nye uddannelseslandskab skal tegnes. Indtil da forsøger vi i bestyrelsen at forberede os så godt, vi kan.
Vi arbejder i bestyrelsen med mediefag i to spor i dette landskab, henholdsvis et epx-spor og et reform-spor, da der i 2030 også kommer en reform af de treårige gymnasiale uddannelser. Der er nedsat to grupper i bestyrelsen til at se på de to spor. Her arbejdes der med forskellige tilgange.
I epx-sporet tænker vi lige nu i retning af et andet mediefag, der beholder vores grundlæggende vekselvirkning mellem teori og praksis. Vi synes nemlig helt grundlæggende, at vores didaktik flugter rigtigt godt med tankerne bag epx, hvor det praksisnære er i højsædet. Til gengæld skal faget nok også vinkles og tænkes lidt anderledes i epx-sammenhæng, så der fx er lidt mindre filmkunst 😉 De drøftelser har vi taget hul på ved sidste møde, hvor gruppen præsenterede sine ideer for bestyrelsen, og nu fortsætter arbejdet. Men uanset hvordan vi vender og drejer det, så kommer der en kæmpe opgave med at præge beslutningerne vedrørende epx. Her vi skal råbe højt og klart (og på det rigtige tidspunkt) for at komme til orde, for der er mange interessenter, dagsordner og uløste/uklare elementer. Vi vil selvfølgelig prøve alt det, vi kan, men træerne vokser nok ikke ind i himlen.
I reform-sporet arbejder vi på at blive skarpere på, hvilke input vi som forening kan komme med til arbejdet med reformen af de treårige gymnasiale uddannelser. Her forventer vi, at der skal laves en ny læreplan. På sidste møde præsenterede udvalget deres tanker og det gav anledning til at drøfte mere konkret det mediefag, vi ser vi for i fremtiden.
Dette – begge spor skitseret ovenfor – er også et arbejde, som vi gerne vil have input eller kommentarer til. Derfor bliver det et punkt på årskurset. Vi modtager også gerne input, kommentarer og tanker inden da – fx på mail: medielaererforeningen@gmail.com
Programmet til vores årskursus i Svendborg den 10-11. november er ved at være helt på plads. Det bliver sendt rundt i sin nuværende form per mail og slået op i Facebook-gruppen. Årets tema er dokumentar – bl.a. med oplæg fra DOX:WORLD (en dokumentar filmskole – https://doxworld.dk/) og Jesper Dalgaard (Kandis for livet og Mors drenge). Tilmeldingslink sendes med rundt på mail, men hvis du allerede har hørt nok, kan du også bare hoppe direkte ind og tilmelde dig her.
Til sidst en glædelig nyhed, fordi der er kommet gang i DIY-kursuspuljen. Der er afholdt et kursus og Facebook-gruppen er allerede sat i sving ift. et andet kursus 😊 Det er fagligt netværk, når det er bedst! Vi er glade for, at I griber bolden, og vi har forsøgt at gøre informationen om puljen mere synlig ved at sætte den fast i toppen af Facebook-gruppen og uddybe det lidt. Så læs med i gruppen, skriv, spørg og tag med på kursus 😉
Vi håber, I får en god eksamensperiode og sommerferie, når I kommer dertil!
Niklas Boel Kristensen
Seneste kommentarer