af Claus Hasle Larsen

Olsens Elevens fjerde kup er en glimrende opdatering

Næste år er det 20 år siden, at Levende Billeder første gang så dagens lys. Siden bogen udkom første gang er den revideret et par gange – seneste i 2020 og bogen er udkommet i en onlineplatform, som Systime nu bare kalder et digitalt eksemplar.

25.000 eksemplarer er røget over disken og nu har Mimi Olsen og banden på 11 fuldgode fagkollegaer smidt en 4. udgave på bordet. Der er vist første gang, at den tidligere fagkonsulent, står alene som redaktør.

Helt i tråd med den forrige udgave er Levende billeder delt ind i seks kapitler fra analyse, over produktion, film, tv, nyere medier og medieteori.

Bogens layout har fået en overhaling og er måske lidt smartere. Der er skiftet ud i billedmaterialet, så de fremstår lidt nyere. Så må vi se, hvor lang tid Mr. Beast holder.

Den digitale udgave har gode nyheder

Analyseafsnittet, hvor alle gode fagbegreber ift. den filmiske analyse, bliver præsenteret er ikke ændret væsentligt. Det var en god forbedring sidste gang. Dog er der i toppen af hvert kapitel noget så simpelt som et link til sidens indhold. Kapitlet er stadig bygget op over en analyse af Underverden – og det var der heller ingen grund til at ændre på.

Til gengæld er der en ny feature i den digitale udgave. Der er nemlig placeret en lang række interaktive opgave som fx “Placer dine skærmvaner på en skala”, hvor man kan undersøge de sidste seks film eller udsendelser, man har set og placere dem på en skala fra fakta til fiktion, hvilket jo kræver noget refleksion, for hvor placerer jeg lige “Forræder” ,“Først til verdens ende” og “Clueless” og “Michael” (autentiske eksempler). Man kan få eleverne til at reflektere over placeringerne og vupsi har man med et snuptag lokket noget skriftlighed ud af dem, på samme måde som, når man skjuler grøntsager i kødsovsen for de mindste kræsenpinde.

Der er flashcards med beskæringerne som eleverne kan øve hjemme eller i par. Der er testøvelser, hvor skal kombinere begreberne med definitioner. Der er analyseøvelser med billedkomposition, hvor man tegner med to farver og skal skrive lidt til.

Dramaturgiafsnittet er heller ikke umiddelbart ændret voldsomt meget – igen skal det dog nævnes, at der er kommet opgaver og “Dragemodellen” til serielle formater også introduceres ligesom der i afsnittet om analysemetoder er tilføjet en række nye, som man kan lege med.

Man bruger stadig Chernobyl som eksempel og nu kan man også springe et par led over i arbejdet, fordi bogen nu fx har indlejret traileren til Chernobyl, så man kan arbejde med den uden at skulle åbne Youtube. Og når undervisningen i alle dramaturgiens svære begreber er færdig, kan man slutte af med en omgang vendespil.

Didaktikken i praktikken

Jeg synes altid det praktiske har været det vanskeligste og mest tidskrævende at didaktisere. I Systimes nyere udgivelser som “Shorts” er der et par redigeringsøvelser lige fra bogen og i “Mediefagplay” er der et helt redigeringsforløb, som er lige til at gå til. Det kunne man måske med tiden også få i Levende Billeder.

Til gengæld er AI budt indenfor i præproduktionen. Selvfølgelig. Og det velkurateret så eleverne bruger AI som en kreativ makker og ikke en løsning. Selv hvor AI er en gråzone er den blev budt indenfor og med de forbehold, der nu er. Det er en hel fin tilgang til det store monster.

Det store fine filmgenreafsnit er opdateret med nyere eksempler og indlejrede film. Man har samlet fiktion- og dokumentarfilm i samme kapitel og tilføjet body horror og en enkelt opgave samt en ret lækker interaktiv tidslinje over filmens historie.

Det samme gælder TV-genren, hvor opgaven om “flow-tv” er skrottet. Og udfra samme devise er afsnittene fra seneste udgave slanket ned til fakta, fiktion, dramadokumentar og underholdning og så den nyeste TV-historie fra 2004 opdateret og garanteret forandret inden året er omme. Bedst i den afdeling er opdateringen omkring DR, hvor alene de sidste 4 år er sket fx det at P3 producerer levende billeder og at finansieringen er ændret.

Det nyeste nye

Det kapitel der umiddelbart har fået den største revision, er kapitlet om nyere medier. Grundlæggende er kapitlet stadig bygget op over NM-modellen – altså en model for nyere medier. Modellen er selvfølgelig udvidet med fx reels og explainers. Content creator går nu under navnet influencers og afsnittet herom er udvidet sammen med et tiltrængt afsnit om digital dannelse. I mange tilfælde vil eleverne være skarpere end læreren.

Det afsluttende medieteorikapitel putter sig lidt til allersidst. Det er en skam. Måske burde man faktisk begynde faget med at læse det.

Skal man investere i bogen?

Levende Billeder er i essensen fuldstændig den samme bog som forrige udgave. Selvom man faktisk får næsten 50 sider mere for pengene.

Men den digitale udgave er i mine øjne fremtiden. Jeg ser ikke Levende Billeder som en taskebog, fordi konceptet nu er udvidet med interaktive øvelser. Og det er måske også her kommende udvidelser kan ske, så der fx kan indlejres klippeøvelser af originalt materiale som fx “ Shorts”. Blot et ønske.

Kort og godt: Den 4. udgave er helt nødvendig, men bedst er altså det digitale eksemplar, som kan fungere til alle elever, der har mediefag på STX, HF, HTX, EUX, GUX og HHX. Og faktisk også i et par andre fag. Alle de nye øvelser skal man tage til sig med kyshånd. Der kan spares bunkevis af timer, mens man prøver at få lamineringsmaskinen til at makke ret til flashcards. Der er skriftlighed i stride strømme. Der er hjemmeøvelse og små refleksioner til at udfylde de pinlige pauser, når eleverne lige har spurgt om de må få tidligere fri.

Næh, I kan lige teste jeres viden i fortællingens karakterer! Capisce!