“Det diskriminerende strukturerede patriarkat”

Af Mads Knigge af HF og VUC FYN 

“Som heteronormativ cismand har jeg været en rigtig ærgerlig eksponent for et aggressivt og diskriminerende struktureret patriarkat, der er både magtsygt og perverteret”. 

Den fiktive person, Bo Høxenhaven, Orkestret E3, DR1. Spillet af Frederik Cilius, instrueret af Mikkel Munch-Fals

Enhver medieudøvers nødvendige mareridt – KILL YOUR DARLINGS. 

Vi kender det – når vi bruger begrebet over for eleverne: At de har lavet den smukkeste Long-Take eller det irrelevante droneskud, som ikke tager historien nogen steder hen. 

Endnu værre er det, når det handler om én selv – av! 

Når vi er nødt til at fjerne eksamenscitater, der er kvalitetsmæssigt (og måske også tidsmæssigt) outdatede. Så kan citaterne lige få lov at leve et par år mere, nu som øvelsescitater, da de bare er SÅ gode at analysere på. Som grantræet, der taber sine nåle i H. C. Andersens Grantræet, og dermed langsomt mister sin værdi.

Når vi til sidst er nødt til at indse, at vores referencerammer ikke går i tråd med eleverne og tidsånden, og vi derfor ikke kan tale filmhistorisk nørderi med de unge mennesker længere. 

Det, vi ser som almen medieviden, er blevet historisk medieviden for eleverne. 

De ting, jeg ville nørde, kan ikke længere nørdes, for det kræver netop KONTEKST at nørde mediefag.

Konsekvenserne for mig er, at jeg har reformuleret min tilgang til elevernes forståelse: “Ingen forventninger – mød eleven i øjenhøjde”. 

Det lyder plat – det er også plat og udfordrer læringens taksonomiske højeste niveau voldsomt, da vi jo også gerne vil tage de unge mennesker op i KONTEKSTEN. Hvor selve medievidenskaben begynder, og vores eget universitetslivs døre åbner sig.

Vores bekendtgørelse er heldigvis ret åben, så vi har muligheden for at undervise i mediemæssige forhold, som eleverne har noget kontekst til. TikTok-trends, influencere, Fake News, reels, shorts og tweets osv.

Udfordringen: Tjaa – den er tydelig nok. 

Teoriens udfordring: JEG har ingen kontekst til de nye medier! 

Det er svært at producere lærebogsmateriale, da de nye medier jo er flygtige og umulige at fastholde længe nok til at bundfælde sig i min undervisnings-bevidsthed. Den teori, der findes, er lige så ny for mig som for min undervisning. Jeg har aldrig selv skrevet opgaver eller lavet medieanalyser af nye medier.

Praksissens udfordring: Jeg opnår heller aldrig den KONTEKST til at forstå de nye medier, hvis jeg ikke interesserer mig for dem, og det gør jeg bare ikke nok. 

Derved er vi ved Bo Høxenhavens selvironiske undskyldning fra den fremragende komedieserie Orkestret. I omskrevet medielærer-forstand, kan det lyde sådan her:

Jeg underviser i det pensum, jeg selv har nørdet og analyseret på – men tiden er løbet fra mig – samtidigt vil jeg ikke anerkende det, og jeg skyder derfor skylden på ungdommen, som bare ikke forstår at lære noget!

Selv om vi har talt nye medier og kontekst de sidste mange år på FIB, mediefagskurserne og på EMU´en, så er min fornemmelse, at det aldrig rigtigt er lykkedes at komme i gang med undervisningen i nye medier. 

Mine erfaringer er sparsomme selvfølgelig, men jeg har trods alt været en del ude som censor, været på FIB og besøgt mange kurser.

Det er endnu voldsomt begrænset, hvor mange jeg har set, der har fokuseret på nye medier, og hvor eksamenscitaterne har været fra tiktok, youtube eller lignende. Da kontekstbegrebet kom med i læreplanen, var det ellers netop en måde at forsøge at forstå de nye medier. 

Jacob Isak Nielsens mediekredsløbsmodel, som også er at finde på EMU´en (https://www.emu.dk/stx/mediefag/fra-fagkonsulenten/kontekster?b=t6-t1094-t6384) er et fremragende redskab til at forstå nyere medier og den platform, de er udsprunget af.

Den nye medietekst kan aldrig stå alene, da den ikke kan forstås alene. 

En youtubevideo er jo altid både et produkt og en reklame for influenceren selv – samtidigt med at der kan være en product placement-afsender, samtidigt med at der kan være genkendelige genretræk fra filmhistorien osv. osv.

Faktisk er hele pointen med de nye medier, at selve medieproduktet ofte er temmelig dårligt, og næranalysen bliver simpel eller svag. Men når konteksten er stærk, har det alligevel en stor reach og går rent ind hos den unge målgruppe.

Medieanalysens fokus er mere på Affordance og tværmedialiteten end på næranalysen. Hvilket jo ikke er nemt på 30 minutter til eksamen, og så rammer det jo ved siden af fagets kernefaglighed.

I de mere “klassiske” forløb, som passer til den eksamensform, som mediefag har nu, er det næranalysen af medieproduktet, der står i centrum. Konteksten bliver et tillært appendix til eksamen for eleven. Sådan som det altid har været med en perspektivering til materiale kendt fra undervisningen.

På mediefagslærernes årskursus sidste år snakkede jeg med gode kollegaer, som sagde, at der skal være en “krog” til eleverne i det skriftlige materiale, der vedlægges citatet til eksamen.  For ellers kan eleven ikke gennemskue og tale om konteksten. Det er med “klassiske” medieforløb meget svært at finde eksamenscitater, hvor analysen og konteksten kan ses i samspil uden en forklarende tekst – en “krog” til eleverne. 

Det har jeg også selv haft for øje, f.eks. med et zombieforløb, som jeg har skrevet om her (https://cutmagazine.dk/zombien-i-kontekst/)

I seneste udmelding fra fagkonsulenten (feb. 2026) blev denne problematik diskuteret på baggrund af erfaringerne fra vinterens turbo-HF eksamener. Fagkonsulenten påpeger, hvordan det anbefales i bekendtgørelsen, at der ikke skrives for meget til citatet, men at eksamen skal have fokus på citat-analysen (https://www.emu.dk/stx/mediefag/fra-fagkonsulenten/nyt-fra-fagkonsulenten-i-mediefag-februar-2026).

Vi underviser altså i det vi plejer, og det vi kan lide. Det passer med den forståelse, der er givet os på universiteterne, da vi læste verdens bedste fag.

Men vi er samtidig dermed netop også eksponenter for et diskriminerende struktureret patriarkat, som Bo Høxenhaven ironisk siger.

Løsning: Kill your Darlings

”I 2017 ville man også styrke fagligheden. Resultatet var, at man i nogle fag puttede for mange faglige mål eller for meget stof ind i læreplanerne uden at tage noget ud. Jeg vil anbefale, at man kigger på alle læreplaner og rydder op i dem.” Kristine Heckser, Gymnasieskolen, december 2015.

EPX´en kommer. 

Os på VUC´erne og de rene HF-skoler ved det rigtig meget. Vi læser alle små og store nyheder om den nye skole. 

Kommer der mediefag på EPX – hvordan skal det se ud, hvornår ved vi noget, bliver jeg fyret? Usikre tider med en usikker fremtid foran os. 

De kunstfaglige foreninger er aktive og skriver til Gud og hver mand, i håbet om at netop vores kreative kunstneriske fag får lov at fortsætte på EPX´en. 

Kontekstbegrebet og det nye medielandskab er mediefagets nye faglige mål. Det er relevante og aktuelle mål. Hvis vi begynder at se på, hvad eleverne ser og begynder at undervise i øjenhøjde med dem, er det vejen at gå. Så måske skal vi komme ned fra vores “nørde”-hest og begynde at anerkende den virkelighed, vi underviser til.

Det er en udfordrende og dannelsesrelevant diskussion, for er det virkelig de 16-årige, der forstår sig på medievidenskab, eller er det os dannede mennesker, som tog uddannelsen i 1990´erne? Diskussionen er svær.

Mit input er i forlængelse af de to eksperter fra seneste “Gymnasieskolen”, at det praksisnære og almendannende ikke må forsvinde. At faglighedens normer gør den type af elever svagere.

Mediefag er netop faget, som kan gøre dette. Både på EPX og STX. 

Men det kræver en ordentlig omgang KILL YOUR DARLINGS.

Mit forslag er helt simpelt: Fjern fiktionsdelen fra læreplanen… 

Det er alt, hvad jeg elskede ved medievidenskabsuddannelsen og har nydt at forsøge at lære fra mig igen til den nye generation: Mine scifi-forløb, mine zombieforløb, mine dystopiske actionfilmforløb, mine komedieforløb, mine auteurforløb – GONE!

Men belært af de seneste år, hvor jeg ser flere og flere elever på Turbo-HF, der dumper mediefag, noget jeg ellers havde tænkt umuligt tidligere, må jeg sige, at læreplanens krav om kontekst, samt den meget komplekse øvelse, det i forvejen er at analysere levende billeder, når man ikke har nogen forforståelse (ligesom at eleverne ikke kan analysere tekster, hvis de ikke læser bøger længere), gør, at jeg ikke længere finder den samme glæde i at undervise i historiske fiktionsforløb.

Nu skal læring jo selvfølgelig ikke baseres på lærerens “glæde”. Men læreplanens krav er baseret på en forforståelse, som jeg ikke længere synes, eleverne har.

Eleverne vælger ikke mediefag mere på samme begejstrede måde. Både på VUC´erne og i STX er mediefag i frit fald. Der er mange årsager, og måske er én af dem, at fagene netop skal åbne for elevernes faglige trivsel, ikke lukke den.

De mediefaglige faktaforløb er relevante for almendannelsen. 

At lære eleverne at kunne skelne virkeligheden fra Fake News, at diskutere manipulation i fakta er meget vigtig læring i urolige tider. Det er den åndelige oprustning!

Min erfaring med eksamen er, at dokumentarfilmens eksamenscitater ofte ikke er så analytisk mættede som fiktionsfilmene, hvorfor en dokumentarfilms-eksamination faktisk nemmere kan flyttes over i en kontekstsnak, hvor eleven skal bruge sin erfaring fra undervisningen direkte med udgangspunkt i egen analyse.

Faktacitaterne er faktisk bedre til at håndtere læreplanens kompleksitet for eleverne end fiktions-citaterne. Derfor er mit forslag. Mød eleverne mere på deres hjemmebane – fjern fiktionsdelen fra læreplanen i det nye Mediefag C på STX. 

Så må filmhistorie, genrekendskab, og dramaturgiske overvejelser i forhold til medieplatformene komme på et Mediefag B, som vi kender det i dag.

Faget har dermed et mere almendannende fokus: Eleverne lærer om Fake News, fakta og manipulation. 

I det praksisnære forløb som nu kan få meget mere plads, kunne fokus fx være: Eleverne laver en produktion, som skal bruges til noget (kampagne, dokumentar, reklame, youtube-snapchat-tiktok-serie eller andet som har afsæt i nutidens virkelighed), en produktion som har budskab, afsender, målgruppeovervejelser og alt det andet som hører til mediekredsløbs-modellen.

Mediefag er jo stadig en del af de kreative valgfag, hvorfor faget jo netop bør have fokus på dette – at være kreativt! Men i den virkelighed, hvor eleverne befinder sig, og hvor de skal være i deres liv – mine elever går ikke på universitetet, hvor næranalyser og genrenørderier er hverdagen.

De har til gengæld set tonsvis af reklamer, insta-reels, product placement og influencer-content. 

Det kender eleverne. Det bør være “krogen” som (måske – forhåbentligt) kan fange eleverne tilbage til vores fantastiske fag.

Denne “forsimpling” af fagets faglige pensum, til fordel for praksisnær åndelig oprustnings af forståelsen af den aktuelle virkelighed er også det, som kan åbne dørene for Mediefag på EPX´en, hvor fagligheden skal ned, og virkelighedens erfaringer skal op op OP!

EPX bliver ikke et andet ord for HF, tror jeg. EPX bliver noget nyt, noget helt andet – så vi skal tænke helt anderledes. 

Så hvis EPX-mediefag og Mediefag C skal have fælles pensum, så er dette en vej. Måske ikke den vej vi håbede på, med vores dejlige universitetsnørdede tilgang til mediehistoriens filmuniverser og medielandskaber. Men en realistisk vej.

Vi må og bør ændre fokus i mediefag. – KILL YOUR DARLINGS!