af Mads Knigge, Lektor HF & VUC Fyn Odense

I starten af sommerferien 2025 opdagede jeg, at Danny Boyle havde lavet en ny zombiefilm – 28 Years Later, med cinematografi af den ikke-så-danske-men-alligevel Anthony Dod Mantle. Og da jeg er vild med at gå i biffen i arbejdstiden, så tænkte jeg at kaste mig over Zombiegenren som grundlag for min nye didaktiske tilgang. Zombiefilmen lever et stille liv, med få klassikere og utrolig mange virkelig dårlige sequels og rædderlige spin-offs. Det er en “under-under-blandingsgenre” (mellem “survival of the fittest”, bodyhorror´en og postapokalypsen) med flere interessante, men også temmelig nørdede selvstændige genre forgreninger.

Præproduktionen

Jeg har, i de seneste år, lykkedes med at sammensmelte det klassiske fiktionsforløb med det endnu mere klassiske introforløb til filmiske virkemidler. Altså at eleverne lærer at analysere samtidigt med, at de lærer om den valgte genre. Ulempen ved dette er, at man ikke får vist eleverne alle sine klassiske yndlingsklip. Fordelen er, at alt hvad eleven laver i undervisningen, er direkte brugbart i forhold til eksamensanalysen. Som HF lærer er vi jo garanteret en eksamen, så derfor er det godt at inddrage dette i undervisningen. Jeg er ikke for fin til at inddrage – Teaching for the test.

Et sådant intro-genreforløb fylder i min læreplan syv gange af 3 gange 45 minutter. Typisk har jeg opdelt det med fire gange i forhold til de fire analytiske overskrifter: Framing, kamera, redigering og lyd. Heri består den klassiske gennemgang af de 54 filmiske virkemidler, som er beskrevet i Levende Billeder (grundbogen fra Systime). Mine citater er typisk valgt ud fra, hvordan de så tydeligt som muligt viser brugen af de relevante filmiske virkemidler, som vi arbejder med. Forløbet slutter med én undervisningsgang om spænding og fremdriftskomponenterne og den sidste gang med en komplet værklæsning (allerhelst en biograftur), med fokus på den dramaturgiske opbygning (berettermodellen, 3-akter modellen osv.). Den kloge læser kan se, at det kun er seks gange.

Jeg går altid med livrem og seler, da elevgruppens trivsel samt min skoles mange aflysninger og omlagt undervisning ofte ændrer planen undervejs. Derfor regner jeg altid kun med 80% norm. Så er det bare bonus, hvis jeg rent faktisk har tid til præproduktion etc i produktionsfaserne.

Undervisningspraksis

Min metode var typisk, at timerne startede med et perspektiverende citat, som jeg analyserede og satte ind i den relevante genrekontekst. Herefter en gennemgang af dagens analytiske virkemidler og lektionerne afsluttede med en gruppeøvelse, hvor eleverne selv skulle analysere på et citat med udgangspunkt i dagens virkemidler. Undervisningen på vores skole er i udgangspunktet lektiefri, så der skal være tid til, at eleverne får læst om enten analysen eller konteksten i timerne.

Modulerne tager altså udgangspunkt i næranalysen, hvorefter jeg giver forløbet krydderi med konteksten, som eleverne ikke analyserer direkte ud af det enkelte citat. Konteksterne ville eleverne, i princippet, dermed kunne fortælle om til eksamen uanset citatets indhold. Konteksten bliver en teoretisk perspektivering af forløbet. Min fornemmelse, fra mine censoropgaver er, at dette er en forholdsvis almindelig måde at gå til kontekstbegrebet på.

Benspændet

Som jeg tidligere har skrevet om (Mediefag i KONTEKST – HF Turbo-Eksamen i mediefagskontekst 2.0), så er det meget svært for HF turbo-eleverne at lære så meget nyt fagsprogligt indhold i starten af deres ungdomsuddannelse. Jeg oplever, at den naturlige forståelse af levende billeder, som jeg tidligere så hos de unge elever, er blevet mindre tydelig og at de har sværere ved at omsætte redegørelsen til en god næranalyse. Om det skyldes TikTok, mistrivsel krisen, HF-elev typen eller andet, det skal vi ikke diskutere her, men en afstand til mediefagsstoffet er der i hvert fald kommet. De seneste år har jeg kørt hold igennem med genreforløb. Samme opbygning men nyt emne: “Dystopien”, “komedien” og “fantasyfilmen”. Jeg er altså landet et sted, hvor jeg har fået turbo-HF til at fungere, således at forløbet har to kontekster (genrens kendetegn og den dramaturgiske opbygning (med fokus på anslagets betydning for værket) og eleverne har delvist medbestemmelse på årets genrevalg. MEN, dem som kender mig ved, at jeg ikke bare kan læne mig tilbage.

Når der er nyt i læreplanerne, så vil jeg også have det med i undervisningen – også selvom HF-elevgruppen og læreplanernes kompleksitet ikke er et særligt godt match. Så med afsæt og god inspiration i de fine eksempler fra EMU´en, omkring Netflix, Musicals, Tarantino og Ungdomsfilmene, besluttede jeg mig for at gentænke min metodetilgang til genreforløbet. Og dermed er vi tilbage til benspændet: Genreforløbene skal have omdrejningspunkt i konteksterne i stedet for næranalysen.

Det betyder, at der skal være en kontekst, som kan analyseres direkte ud af citaterne i hvert modul, og at eleverne skal kunne gennemskue konteksten, de arbejder med som en del af næranalysen. Konteksten bliver en del af det næranalytiske, frem for en teoretisk overbygning. Det betyder hos mig, at konteksten skal konkretiseres, som en tjekliste for eleverne, som de kan søge (=analysere) efter i citatet, på samme måde som de filmiske virkemidler. Konteksten må altså ikke kun være noget, de læser sig til på det vedlagte eksamenspapir.

Så her kommer mit bud på et genreforløb, hvor konteksten OG næranalysen begge er i fokus for eleverne, når de analyserer. Benspændets didaktiske konsekvens er derfor, at alle kontekster skal kunne analyseres og trækkes tydeligt ud i de enkelte citater. Dog, ikke sådan at alle kontekster kan ses i alle citater, men alle citater skal have mindst én kontekst, som er tydelig at analysere.

Held og lykke med det, sagde ingen…

Begyndelsen

Zombiegenren tager sin begyndelse i USA´s unge filmår i 1930’ernes horror-æra. Men til forskel for mange af de andre filmmonstre fra den tid (Dracula, Frankenstein osv.), har zombien ikke et bogforlæg. Der er altså ingen horror-regler for monsteret endnu, og ingen dramaturgi at basere filmene på.

Den første zombiefilm er “White Zombie” fra 1932 af Victor Halperin med Bela Lugosi i hovedrollen. Bela Lugosi var netop blevet alles yndlings-horror-skuespiller efter succesen med Dracula i 1931. I “White Zombie” spiller Lugosi en voodoo-doktor som kan omdanne mennesker til en slags levende døde. Dette udnytter en ung mand, da han vil forføre en anden mands smukke hustru efter ankomsten til et sted i Caribien. Voodo-doktoren er dog selv fascineret af den unge kvindes skønhed, og det hele ender selvfølgelig grueligt galt. Filmen er så gammel, at den ligger frit tilgængelig på YouTube. Hermed er den første kontekst oplagt – Den gotiske horror. En klassisk boglig horror-genre, som stadig kan ses i filmuniverser i dag. Tænk blot på Netflix Serien Wednesday eller andre af Tim Burtons produktioner. I mit forløb defineret med tydelige nedslag, som eleverne kan genfinde i citaterne:

Den Gotiske Horrors kendetegn er:

• Et Øde og forladt (uhyggeligt) sted: Fremmede lande, slotte, skove, bjerge, hemmelige gange og mørke kældre.
• En ung og smuk (uskyldig) kvinde, som skal reddes (ofte flere gange) af en flot helt (hvid mand)
• En tydelig ond skurk, som fascineres af den unge kvindes skønhed og uskyld.
• En skurk med overnaturlige (magiske) kræfter.

På grund af WW2 og den efterfølgende kolde krig med våbenkapløb, rumrejser og atombomber lever zombien et stille liv de næste mange år. Biograferne er fyldt med science fiction, rumvæsner og nukleare monstre, som jeg på C-niveau turbo har valgt at forbigå. Men skulle man en dag lave en B-niveau udgave af forløbet, hvor filmhistorien inddrages mere, kunne film som, “Invasion of the Body Snatchers”, Don Siegel 1956 og “Teenage Zombies”, Jerry Warren 1957 sagtens inddrages, da de er med til at præge de horror-regler, som senere kommer til at kendetegne zombiefilmen.

Genren fødes

Mit filmhistoriske kontekst-nedslag nummer to bliver 1970’ernes fokus på Zeitgeist og den moderne zombiegenres fødsel. Zeitgeistbegrebet (eller tidsånden) er svært at benytte analytisk, da det, som med dramaturgiske modeller, ofte kræver, at man ser hele værket for at forstå det. Så denne kontekst bliver desværre mere teoretisk end analytisk på trods af benspændet. Zeitgeist-konteksten, synes jeg dog stadig, er nødvendig at have med i forløbet, da den moderne kritik af samtidens USA netop er det, som hele George A. Romeros første zombietrilogi er struktureret omkring og som også er typisk for både horror- og science fiction-genren (Levende billeder-grundbogen kalder denne analysemetode for den “historiske analyse”).

Og et zombieforløb fungerer ikke uden zombiens Grand Old Man – George Romero. Metodemæssigt kunne forløbet godt starte med Romero, men jeg synes personligt, der er noget charmerende ved de gamle film, og det lokker eleverne ind i genren og faget uden at være skræmmende.

Genreanalysen

Kendere af genren vil nu gennemskue, at dette er skabelonen for stort set alle zombiefilm i dag. Zombiegenren handler om menneskers sammenhold i en postapokalyptisk verden. Erling Sørensens fremragende bog om “Genrefilm og filmgenre” fra Systime, indeholder en fin analytisk tjekliste for genrefilmen, som eleverne kan bruge i deres analysearbejde:

Sørensen opdeler analysen i ikonografi (visuelle kendetegn for genren), struktur (genrens typiske dramaturgiske opbygning) og temaer (genrens overordnede typiske temaer).

For zombiegenren kunne et bud på dette være:

Ikonografi:

• Zombien som monster, med alle dens horrorregler.
• Lokationen, det isolerede, men kendte nabolag.
• Gruppenaf stereotyper.
• Skiftet mellem denpsykologiske opbyggende terror og den voldsomme eksplicitte bodyhorror.

Strukturen:

• Anslag/Den indledende hændelse: Mødet med det ukendte – zombierne kommer, jorden går under.
• Præsentation: Gruppen af forskellige mennesker tvinges sammen på et skjulested.
• PONR/Uddybning: Der opstår en konflikt om magten i gruppen.
• Konfliktoptrapning: Det endelige opgør ulmer inden for gruppen, samtidigt med at zombierne begynder at nærme sig.
• Klimaks: Zombierne bryder ind. Den interne magtkamp når sit klimaks. Alle flygter og mange dør – ofte ender filmene tragisk ved at “de gode” må ofre sig.

Temaer:

• Menneskets kamp for overlevelse i en verden, der er gået under.
• Fællesskab vs individualisme: De overlevende skal finde sammen og bruge hinandens evner.
• Ofringen: For at overleve, er nogen nødt til at ofre sig for fællesskabets bedste.

Den moderne zombiegenre lever videre i dag, med værker som “Train to Busan”, Zack Snyders zombie-produktioner, The Walking Dead osv.

Intermission

Resident Evil universet siger også meget om zombiefilmens underlødige B-filmskvaliteter som for nogen, er det interessante ved genren, men som også gør, at zombiefilmen ikke bliver vist i de finere saloner – som man siger! Min idé var, at den tydelige (altså når jeg forklarede det for eleverne) brug af franchise-, tværmedialitets- og interetekstualitetsbegreberne her skulle lokke eleverne ind i mediefagsuniversets tværfaglige nørderier. Mit naive håb var at eleverne ville blive fagligt fascineret af de intertekstuelle hyldester og remake-klippede indstillinger i filmen. Samt det, for den tid, mørke og moderne computerspilsunivers med de mange flotte og uhyggelige valg af kameravinkler. Sådan er vi nok altid som lærere – håbefulde og naive i forhold til elevernes nørde-interesse i vores fag…

MEN desværre oplevede jeg, at en mindre, men klassekontrollerende række elever blev ret følsesmæssoigt påvirket af den voldsomme bodyhorror, som citaterne også indeholdt og derfor blev de ikke fascineret af noget af det fag-nørdede. Det førte til en fin snak i klassen om, hvad elever synes, der må blive vist i et undervisningslokale. Kompromisset heraf har været, at de citater, jeg udvalgte fra de moderne og postmoderne zombiefilm, er mindre uhyggelige end ellers planlagt.

Dog skal det siges at jeg ofte arbejder med anslag, så her måtte jeg insistere på at vi skulle se nogle anslag, for at få den kontekst med også. Om dette så er problematisk, da en del af genrens ikonografi jo netop er zombiens udseende og alle monsterets regler – tjaa måske. Jeg synes nok monsterfilm uden monsteret er kedeligt, men hellere at alle kan tåle at se citaterne, end at eleverne motiveres til mere fravær pga blod, indvolde osv.

Den postmoderne (zombie-) film

• Modernismens filmgenre nedbrydes, fragmenteres og sammenblandes:
• Jeg-opløsningen – Der byttes rundt på modernismens helte og skurke. Aktantmodellen går i opløsning.
• Det moralske forfald – antihelten opstår, hvor den moralske afviger-person pludselig befinder sig i en “helte”-rolle.
• Metafiktionen – nedbrud af den 4. væg. Hovedpersonerne og filmene begynder at “tale” direkte til publikum
• Intertekstuelle referencer: Medieteksterne “stjæler” og refererer til hinanden.

Her er det vigtigt at stoppe op og huske på hvad dette zombie-genre projekt egentlig handlede om. Hele dannelsesrejsen omkring zombiegenren var jo at nå frem til, at jeg kunne gå i biografen og se “28 Years Later” i arbejdstiden. Derfor er konteksten omkring den postmoderne filmforståelse vigtig at inddrage i zombiefilmforløbet. Det var netop omkring årtusindeskiftet, at der skete magiske ting på Zombiefilmområdet. Fire postmoderne zombie-mesterværker blev skabt nærmest samtidigt:

ZombieFILMEN er jo blevet til zombieSERIEN (The Walking Dead + spin offs, The Last of Us, Black Summer, ZNation osv.). Hele denne moderne kontekst omkring seriedramaturgi, streaming osv. må komme med næste gang. Denne kontekst har jeg heller ikke helt gennemskuet at konkretisere. Jeg mener ikke, eleverne kan se om citaterne er en serie eller en film, eller om det er Netflix eller TV2, som har produceret det. Serialitetskonteksten blev for teoretisk for mig og eleverne i denne omgang.

Opsamling

De selvvalgte kontekster, som eleverne har at vælge imellem til eksamen, bliver så:

• Den gotiske horror
• Zeitgeist
• Zombiengenrens kendetegn
• Postmodernismens kendetegn
• Anslaget

Det gode ved forløbet er, at det har tydelige kontekst-tjeklister og at konteksterne er mulige at finde som en del af næranalysen i citaterne. Til eksamen vil citaterne overvejende være nye værker i blanding mellem de postmoderne og de moderne, så nogle kontekster vil, på trods af min indsats, stadig blive en teoretisk overbygning (den gotiske horror og Zeitgeist-begrebet).

Mit håb er, at eksamen dermed bliver mindre opdelt i næranalysen først og den selvvalgte og ofte teoretisk tillagte kontekst som en slags litterær påklistring efterfølgende. At det bliver en mere flydende næranalytisk samtale, hvor det hele hænger bedre sammen.

Det udfordrende ved forløbet, som jeg i skrivende stund først lige er blevet færdig med at undervise i (efterårsferien 2025) er, at der er rigtig mange begreber, som eleverne skal lære for både at kunne analysere med filmsproget og kontekst-sproget samtidigt.

Eksamen

Jeg er nok lidt kritisk over for eksamenssituationen. Og desværre ikke sikker på, at det lykkedes for eleverne at nå i mål med den komplekse forståelse, som det store kontekstbegreb i dette forløb har bearbejdet og som bekendtgørelsen lægger op til. De har alt for travlt med at være HF-elever, som lige er startet i skole: Fravær, klasserums-kaos, forskellige individuelle udfordringer og udredninger, pædagogisk relationsarbejde og alt det andet, som er nødvendigt, og som hører til rollen som HF-turbo lærer, men som tager tiden væk fra læring udfordre elevernes læringspotentiale (jf.  80% norm som udgangspunkt for læreplanen). De prøver, de kæmper og de ser min passion. Men de har samtidigt typisk fravær i tre ud af syv undervisningsgange om zombien, hvorfor den taksonomiske opbygning af forløbet jo er tabt.

De kommende års arbejde med EPX´ens bekendtgørelse bliver afgørende for om mediefag har en plads i EPX-universet. Jeg håber det. Og jeg håber også, at der også stadig bliver plads til at undervise eleverne i klassiske filmgenre på EPX´en. Det hele må ikke kun blive praksisnær medieforståelse, men at der også bliver plads til lidt nørderier og dannelse. Men det skal være på elevens præmisser, synes jeg.

Hvorfor EPX-mediefags bekendtgørelsen forhåbentligt modtager en rundbarbering i forhold til, hvordan den ser ud i dag.

Outro

Da skoleåret 25/26 gik i gang, var filmen “28 Years Later” allerede taget af plakaten i biograferne i Odense, så vi kom aldrig af sted. Og i skrivende stund er den stadig ikke på streaming i Danmark, så det blev faktisk aldrig til noget med den visning…

Litteraturliste: