af Jeppe Laugesen, Lektor på Vejen Gymnasium
Her følger nogle korte teoretiske overvejelser om akronologi. Udtrykket dækker også over der mere almindelige udtryk non-lineære fortællinger, men kan også indeholde andre former for tidslig manipulation. Lad os dele ordet op i dets bestanddele for at afgrænse det. Ordet starter med negationen a- bagefter -krono-, altså ”tid”, og så til sidst -logi som er ”viden om”. Ordet betyder derfor viden om alternativer til den normale fremadskridende tid, vi oplever i vores liv.
Udtrykket dækker alle former for tidslig manipulation som vi oplever i forbindelse med film. Et eksempel på akronologisk analyse er den klassiske plot og story populariseret af Bordwell og Thompsons. De to udtryk oprindeligt stammer fra russisk litteraturteori, og prøver at adskille filmens egentlige kronologiske fremadskridende handling ”story” og den rækkefølge den blev præsenteret på lærredet ”plot”. Derudover findes der en række klassiske fortællemæssige greb, såsom ”rammefortællinger,” og ”flashbacks” der også benytter tidslige forskydninger til at opretholde eller intensivere spænding i en fortælling.
Desuden udelukker film i deres natur mere tid fra fortællinger end de inkluderer. Der er altså visse tidspunkter i en histories forløb, der får lov at være med, og rigtig mange der ekskluderes: det gælder toiletture, søvn, transportsituationer og lignende. Dette omtales oftest som forskellen på fortælletid og fortalt tid. Akronologi er mest interessant, når det optræder på plotniveau, men der vigtigt at forstå, at alle niveauer i en film beskæftiger sig med manipulation af tid.
En form for tidslig manipulation af historier er med fremkomsten af streamingtjenester blevet mere og mere almindelig og det er den manipulation seeren udsætter oplevelsen af et værk for ved at trykke pause på tidspunkter, hvor det ikke var hensigten. Det er en ny virkelighed for værker på nettet, der har konsekvenser for indholdet og for modtagelsen. Man kunne kalde det akronologisk forbrug. For at dykke lidt ned i sådanne brud på den intenderede oplevelse og indlevelse kan man vende sig mod reader response-teoretikere, der arbejder med mødet med litteratur og hvordan de udfolder sig i læseprocessen.
Wolfgang Iser er en af de mest toneangivende reader response-teoretikere og han mener, at man i læseprocessen befinder sig i en proces, hvor man hele tiden efterprøver forestillinger, man har om resten af en film, og at de forestillinger, man har, hele tiden revideres baseret på nye indtryk fra det, man læser. Han mener også, at en del af fornøjelsen ved at læse er den spænding, der er mellem ens forestillinger omkring et værks helhed og så værkets gradvise udfoldning og dets aldrig helt dækkende behandling af karakterer, miljøer og handlinger. Disse huller kan udfordre læserens forståelse på uventede måder. Iser understreger, at gode forfattere altid efterlader et vist rum, hvor læseren får lov at digte videre, og det er denne sidste pointe, at en central udfordring ved den ændrede mediebrug kommer til udtryk.
Når en seer kan afbryde en film eller et afsnit af en serie i en vilkårlig scene, mister instruktøren magten over, hvordan seerne interagerer med deres værk, det samme er tilfældet, når seere spoler hen over sekvenser, de betragter som kedelige. Instruktøren kan med andre ord ikke styre, hvor lang tid, der går mellem en scene og en anden, for tiden kan potentielt være uger lang for en ikke investeret seer. Spænding, der er opbygget i en scene, kan være komplet forduftet i næste scene for en seer, der trykkede pause på et tilfældigt tidspunkt. Dele af den hypotese en seer har opbygget omkring en tv-series udtryk, altså den forestilling, som langsomt skulle udvikle sig i den form for pingpong, der er mellem seer og værk kan altså falde fra hinanden. Den dialogiske oplevelse, som Iser beskriver, hæmmes af, at seeren måske helt har glemt dele af handlingen, karaktererne ellers deres motivation.
For at at sikre publikums forståelse, kan man måske se sig nødsaget til at sørge for, at karakterer er selvforklarende og kan forstås umiddelbart. Det kunne komme til udtryk i mere arketypiske karakterer som en omsorgsfuld mor, en udfarende far, en klovn eller andre karakterer, som mere er typer end uddybede, runde karakterer. Disse flade karakterer kender man fra Plautus romerske teaterstykker, vaudeviller, revy-scener og andre former for let underholdning. De har, og det må nok være forfatterens egen vurdering, ikke været almindelige på tv og i film før i tiden udover måske i visse sitcoms og animationsserier.
Ironisk nok kan akronologisk forbrug lede til færre projekter, der benytter akronologiske fortællegreb, da de i sagens natur kræver en større forståelse af filmens helhed for at kunne samle brikkerne. Man er med andre ord nødt til at have hele plottet i frisk erindring, for at begribe story i historier, der benytter sig af en rammefortælling. Spørgsmålet er, om man kan se disse tendenser udspille sig på streamingtjenester i dag. Der er trods alt en del mennesker, der er vant til flow-tvs ugentlige afsnit af dramaserier, og nogle streamingtjenester benytter stadig den formel. Man kan forestille sig at Netflix, der ofte lægger hele sæsoner op, lægger op til en mere tilfældig starten og stoppen, der mere er styret af folks kalendere og kropslige behov end af afsnittenes længde. Derimod leder HBO MAX og Disney+s strategier til et andet forbrugsmønster, om end kun i forbindelse med præmierer og ikke i forbindelse med gensyn eller ældre serier.
Jeg har her ikke gjort mig tanker om TIKTOK, Youtube Shorts og InstagramReels indvirkning på forbrugsmønstre, men mon ikke de ekstremt korte formater vænner folk til kortere tids indlevelse i en serie og derfor en styrkelse af Netflixs tilgang. Asynkrone fortællinger kan være spændende, men jo mere komplekse de bliver jo mere kræver de et helt almindeligt fremadskridende og sammenhængende kronologisk forbrugsmønster. Det forbrugsmønster kan blive udfordret i fremtidens mediebillede, hvis tjenester og formater fortsætter med at prioritere kortfattethed, at ligestille succes med antal minutter set fremfor antal værker set og lignende.
Seneste kommentarer