af Mia Egander Skov, lektor ved Sønderborg Statsskole

Når mine mediefagshold skal reflektere over deres produktioner, støder jeg ofte på to problemstillinger:

1. Eleverne har svært ved at få øje på de små detaljer, der gør deres egne film grimmere.
2. Eleverne har svært ved at give feedback på det, der gør de andre gruppers film grimmere.

Sidstnævnte problem kan have flere årsager. Først og fremmest kan det virke voldsomt at skulle kritisere andres arbejde – især hvis man ved, at de har arbejdet seriøst med opgaven. Øvelsen kræver tillige, at man har de faglige forudsætninger for at udpege og begrunde, hvad der ikke fungerer i de andres produktioner.

Hvad angår refleksionen over egen produktion, er der nok en tendens til at stirre sig blind på produktet. Man ved jo selv, hvad præmissen er, og hvordan det er tanken, at filmen skal tolkes. Det kan nogle gange spænde ben for en refleksion over, om dette rent faktisk kommunikeres hensigtsmæssigt til seeren – i billeder og lyd, der spiller konstruktivt sammen med dramaturgien.

Her er ikke tale om de allersørgeligste eksempler på elevfilm (hvor seks produktionsmoduler resulterer i 90 sekunders tarvelige halvtotaler, udsat for ophavsretsbeskyttet underlægningsmusik og krydret med en komplet mangel på præmis for fortællingen). I disse tilfælde kan eleverne faktisk godt selv se, at filmen ikke er tilfredsstillende. Problematikken omfatter snarere om de film, som er blevet ”nogenlunde”. De produktioner, hvor man som mediefagslærer til en vis grad forstår tankerne bag de filmiske og dramaturgiske valg, men hvor små grimheder løbende har sneget sig ind: jumpcuts, vindstøj, varierende lydniveau, brud på 180-gradersreglen, telling frem for showing, ”darlings” og alle de andre sædvanlige syndere.

Elevernes vurdering af deres færdige film er ofte kortfattet, unuanceret og koncentreret om produktionen som helhed: ”Vi er ret tilfredse” eller ”Vi synes, at vi kom godt i mål med det, vi havde tænkt os”. Skal de finde svagheder, fokuserer de typisk på noget banalt, fx: ”Marcus havde ikke den samme trøje på, da vi filmede anden gang”. Naturligvis skal Marcus have tjek på garderoben, for det skaber bestemt forvirring, hvis en karakter skifter kostume undervejs i en scene. Det er dog sjældent det væsentligste problem. Langt værre er det, hvis karakteren Marcus er blevet etableret så mangelfuldt, at jeg som seer er komplet ligeglad med, om han bliver ”myrdet i sin bedstemors lade” om få minutter.

Jeg bilder mig ind, at jeg ikke står alene med disse oplevelser og overvejelser. Spørgsmålet er, hvorfor eleverne ikke selv kan se de små glimt af grimhed i deres produktioner. Vi har jo typisk vist dem et hav af uddrag fra gode film, der gør det hele helt rigtigt. De har set, hvordan det skal se ud. Så burde det vel være ligetil at følge de gode eksempler – eller hvad?

Måske skal vi vende bøtten på hovedet: Kunne det tænkes, at elevernes forståelse for filmisk og dramaturgisk kvalitet bliver stærkere, hvis vi først styrker bevidstheden om det grimme – altså det, der ikke fungerer?

Med udgangspunkt i denne tanke har jeg planlagt et undervisningsforløb til brug for mediefag på C-niveau. Min tilgang bygger på to grundlæggende antagelser:

1. Hvis vi bruger grimheden som analytisk indgangsvinkel og kigger på eksempler fra spillefilm og serier, der åbenlyst er dramaturgisk eller filmisk utilfredsstillende, lægger dette naturligt op til en snak om, hvad man kunne have gjort i stedet. Dermed bliver eleverne opmærksomme på de filmiske og dramaturgiske konventioner, som sædvanligvis tages for givet, når vi sætter os med popcornskålen og en blockbuster på tv’et lørdag aften. Dette kan forhåbentlig styrke elevernes bevidsthed om ”de gode valg” i fremtidige produktionsprocesser.
2. Idet vi i første omgang arbejder med grimme eksempler fra den etablerede film- og tv-verden (frem for elevfilm), reduceres risikoen for, at eleverne forbinder konstruktiv kritik med noget ubehageligt. Når selv professionelle produktioner kan indeholde elementer, der er mislykkede eller problematiske, bliver det mindre skræmmende at se kritisk på egne og andre elevers valg. Dette åbner givetvis for en mere kvalificeret refleksion over det færdige produkt, når eleverne i fremtiden viser deres film på holdet.

Jeg vil for god ordens skyld nævne, at jeg endnu ikke har afprøvet forløbet, da ideen er opstået gennem refleksioner over temaet om grimhed i den aktuelle udgivelse af CUT.  Det er dog min intention at gennemføre forløbet i det kommende skoleår, og hvis andre kunne have lyst til at hoppe med på den grimme vogn, kommer mit foreløbige udkast til forløbet her.

Forløbet består af 6 moduler (á 90 minutter):

God fornøjelse med at få de grimme filmiske (fort)ællinger til at forvandle sig til smukke (s)vaner!