Julie Mejse Münter Lassen, Docent, ph.d. , Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Har du set Bamses billedbog, UltraNyt, Klassen, Gift ved første blik eller X factor? Har du lyttet til P3, Radioavisen eller Genstart? Hvis svaret er ’ja’, har du benyttet dig af et public service-tilbud. I Danmark og en lang række andre lande over hele verden har vi det, der kaldes public service-medier. De har en særlig opgave i samfundet og skal levere indhold til hele befolkningen. DR, Danmarks største og ældste public service-institution, kunne i april 2025 fejre 100-års fødselsdag. Og det er måske en god anledning til at reflektere over, om noget man syntes var en god idé at etablere i 1925, stadig er relevant at holde fast i, når vi har fået eksempelvis Netflix, TikTok og Google. Skal vi stadig betale for nogle bestemte medieinstitutioner, når vi har fået så mange tilbud at vælge imellem? Hvilket indhold skal de levere? Og er det en god idé, at de tilbyder os personaliserede tjenester? Sådanne spørgsmål åbner denne artikel for, men der kommer ikke nogen definitive svar. For hvis der er noget, vi kan blive enige om, når det gælder public service, så er det, at der er rigtig mange meninger.

’Noget for noget’

Det er en politisk beslutning, at vi har public service-medier, og de aktører, der udfører public service-opgaven, er underlagt forskellige former for regulering. Lov om radio- og fjernsynsvirksomhed danner den overordnede ramme for, hvilket indhold der skal leveres, og hvor det skal udkomme. I lovens kapitel 3 § 10 kan man læse, at der skal være et bredt udbud af programmer, der omfatter nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst og underholdning, og at disse programmer skal sendes ud via radio, fjernsyn, internet eller lignende. Det sidste, ”eller lignende”, er centralt, for det betyder, at DR og de andre public service-aktører gerne må udvikle apps og andre tjenester, der følger medieudviklingen, uden at der skal ændres i lovteksten. Mens der sjældent foretages større ændringer af loven, laves der mediepolitiske aftaler omtrent hvert fjerde år, og disse har direkte indvirkning på public service-institutionerne. De mediepolitiske aftaler forhandles som forlig på Christiansborg, og indholdet i disse aftaler vedrører, ud over public service-medierne, bl.a. støtteordninger til dagbladene, rammerne for Medierådet for børn og unge, medieansvar og senest også tiltag over for globale tech-giganters påvirkning. Alt det, politikerne beslutter for public service-medierne, bliver efterfølgende integreret i public service-kontrakterne for DR og TV 2-regionerne og i TV 2’s public service-tilladelse. Kontrakterne og tilladelsen er en forholdsvis detaljeret regulering af institutionerne, hvori det bl.a. fremgår, hvor mange timers nyproduceret dramatik der skal vises, hvor mange danske film DR og TV 2 skal engagere sig i (dvs. bidrage økonomisk til), omfanget af tegnsprogstolkede nyhedsudsendelser, og at der stilles krav om en digitalisering af programarkiver. 

Med alle disse generelle og specifikke forpligtelser kan det måske undre, at især DR i den offentlige og politiske debat ofte anklages for at have det for nemt. Men årsagen hertil er, at public service helt grundlæggende er en ’noget for noget’ ordning. For til gengæld for at skulle leve op til de forpligtelser, der forhandles omtrent hver fjerde år, får public service-institutionerne to ting: sendetilladelse og finansiering. Hvor alle kan vælge at udgive en avis, skal man nemlig have tilladelse til at sende tv og have tilladelse eller lade sig registrere hos Radio- og tv-nævnet, hvis man ønsker at sende radio. Og hvert år skal public service-institutionerne indlevere en redegørelse til Radio- og tv-nævnet, hvoraf det fremgår, hvorledes de har opfyldt deres forpligtelser. Finansieringen bestod indtil 2019 i, at alle dem med et apparat, der kunne modtage tv og/eller radio skulle betale licens. Siden 2019 har vi betalt for public service-indholdet gennem skat, og det fastsættes i finansloven, hvor mange midler der går til public service. 

I skrivende stund er det DR, TV 2’s hovedkanal, de regionale TV 2-stationer, Radio IIII samt lyduniverset for børn Huligennem, der laver public service-indhold. Her er det værd at bemærke, at TV 2 drives kommercielt. Det vil sige, at TV 2 ikke modtager skattefinansiering, men driver sin virksomhed gennem abonnements- og annonceindtægter. Dette gælder både hovedkanalen, der er underlagt public service-forpligtelser og de øvrige TV 2-kanaler, der ikke er en del af public service-tilladelsen. Hvor tv-stationerne er stabile institutioner, har der på radioområdet været tale om fireårige udbud, der kunne vindes. Derfor har der de senere år været en del forandringer på radiomarkedet, hvor Radio24syv og Radio Loud (senere 24syv) har været public service-tilbud. Ud over de etablerede institutioner findes Public Service Puljen, der administreres af Det Danske Filminstitut. Puljen udgøres af et tocifret millionbeløb, og midlerne kan søges af tv-stationer, streaming-tjenester og udbydere af lydprogrammer. Det indhold, der vises af DR og TV 2 regionskanalerne kan ikke modtage støtte, men flere af TV 2’s store dramaserier er produceret med støtte fra Public Service Puljen.

Hvad karakteriserer public service?

I Europa – især Nordvesteuropa – er der mange public service-institutioner. Men også i Australien, Japan, New Zealand og USA findes public service-medier. Fordi de er en del af meget forskelligartede mediesystemer, er der store forskelle mellem dem i forhold til eksempelvis hvordan de er finansieret, og hvilket indhold de må og skal levere. Der er dog ofte enighed om nogle grundlæggende værdier og idealer for public service-opgaven, og disse gør sig også gældende i en dansk kontekst. Først og fremmest er public service-medierne et universelt tilbud. Det vil sige, at der skal leveres indhold til hele befolkningen: både forstået som at alle skal have adgang, at der skal være noget for både børn, unge og ældre samt at der skal være noget indhold, der er mainstream, altså til den brede befolkning, og noget for forskellige niche-publikummer. Dette hænger sammen med en anden grundlæggende værdi, nemlig at public service-medierne skal levere et alsidigt og mangfoldigt tilbud. Alsidighed og mangfoldighed måles på flere parametre: Der skal være forskellige programtyper (nyheder, sport, fiktion, dokumentar osv.), forskellige genrer (eksempelvis forskellige sportsgrene og dokumentarfilm om forskellige emner), forskellige politiske overbevisninger/geografiske områder/køn/alder mv. repræsenteret, og der skal bruges forskellige æstetiske udtryk i programindholdet. Derudover er der typisk krav om, at public service-institutionerne skal være upartiske, understøtte demokrati, samfund og national identitet samt levere indhold af høj kvalitet. Men hvor der typisk hersker enighed om disse værdiers vigtighed, er der forskelle på, hvad der opfattes som mest betydningsfuldt. Og der kan sagtens være uenighed mellem eksempelvis politikere og public service-institutionerne selv om, hvad der er vigtigst. En ny regering, minister eller generaldirektør vil typisk have sin egen prioritering inden for den bredtfavnende public service-opgave. I Danmark har der de senere år være forholdsvis stor enighed om, at public service-institutionerne er vigtige for samfundet på især tre områder: at understøtte demokratiet med faktuelle og upartiske nyheder, at understøtte national sammenhængskraft og fællesskab(er) samt at tilbyde dansk indhold. Disse prioriteter skal ses som modvægt til det store udbud af udenlandsk indhold. 

Konkurrence

Det går egentlig ganske godt for public service-medier i Danmark: TV 2 Play (hvor noget af indholdet er public service fra hovedkanalen og de regionale TV 2-stationer, og noget kommer fra de øvrige TV 2-kanaler) og DRTV er de mest populære audiovisuelle streamingtjenester, der endda har overhalet Netflix, og DR sidder solidt på radiolytningen. Alligevel bliver dansk indhold ofte anset som truet. Og det er da også et forandret mediesystem, de danske public service-institutioner indgår i, hvor mange flere aktører konkurrerer om vores opmærksomhed og tid. Engang var DR1 – DRs hovedkanal – automatisk placeret som knap nr. 1 på fjernbetjeningen. Nu skal der træffes mange til- og fravalg før vi måske vælger et program fra DR1 fra den store buffet af on-demand-indhold: Vil jeg se tv, game eller tjekke SoMe? Vælger jeg Disney+, YouTube eller DRTV? Orker jeg at se TV-Avisen eller vil jeg hellere binge Gift ved første blik UK?

Tidligere betød programlægningen meget for et programs succes. Hvornår på ugen og dagen blev et program sendt? Hvilke programmer kom før eller efter? Det kunne have stor indflydelse på seertallene, hvis et program blev placeret i primetime op ad andre populære programmer. Det klassiske eksempel er den korte TV-Avis, der blev sendt i pausen under X factor. Nu ses mere indhold on-demand, så vi ikke bliver siddende og ser nyheder. For både tjenester og programmer er det vanskeligere at blive valgt til, og det er en udfordring at fastholde brugerne. Den mærkbare konkurrencesituation får derfor også betydning for indholdet, hvor nogle programtyper ikke længere produceres og hvor anslag og dramaturgi justeres i forsøget på at fastholde brugerne.

Engang blev der sat lighedstegn mellem dansk indhold og kvalitetsindhold. Hvis noget var amerikansk, blev det anset for at være noget bras. Sådan er det – helt åbenlyst – ikke længere. Selvfølgelig gælder, at blot fordi noget er dyrt, er det ikke ensbetydende med, at det er af høj kvalitet. Alligevel spiller det en rolle for kvaliteten, når Amazon kan poste hvad der svarer til astronomiske 2,9 milliarder danske kroner for alene første sæson af Lord of the Rings: The Rings of Power, mens det samlede budget for dansk public service-indhold lyder på 4,7 milliarder for 2025. Danskhed er de sidste år igen blevet italesat som et kvalitetsstempel af politikere og public service-institutionerne. Men nu er det i kontekst af troværdighed, genkendelighed og sammenhængskraft.

Udfordringer for public service

Som beskrevet ovenfor, er det en grundlæggende værdi, at public service-medierne leverer et universelt tilbud. Men det store internationale udbud af medieindhold udfordrer idealet om, at vi har fælles oplevelser og diskussioner gennem de nationale medier. Dette ses ved, at stadig færre programmer når op på en million seere – det tal, der længe har været indikator for et programs seertalssucces. Desuden ser vi, hvordan flere og flere public service-tjenester vælger at personalisere udbuddet ved at stille krav om login. Og man kan sætte spørgsmålstegn ved, om personalisering er foreneligt med public service, der skal nå ud til og samle hele befolkningen. Dog er der – foreløbigt – markante forskelle på, hvordan eks. DR personaliserer sine tjenester og den personalisering, vi ser hos Netflix og andre kommercielle aktører. Den belgiske public service-institution VRT bruger ligefrem algoritmer til at forsøge at fremme et alsidigt forbrug. Så når du har set adskillige episoder af Gift ved første blik UK, kan algoritmen foreslå dig at se en dokumentar, et kulturprogram, eller noget tredje.

Børn og unge har altid været en særlig målgruppe for public service-medierne. Både i form af forpligtelser til at levere målrettet indhold til disse målgrupper, og ved at der stilles krav om, at børn beskyttes mod skadeligt indhold. Med dagens mediebrug står DR, TV 2 og andre public service-medier med et udfordrende dilemma: Mange børn og unge anvender primært tjenester som YouTube, TikTok, Instagram, Snapchat mv. til at få deres medieindhold. Derfor vil det være relevant for public service-institutionerne at være til stede på disse tjenester, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at nå børnene og de unge. Men når man deler indhold på bl.a. YouTube og TikTok, er man underlagt disse mediers regler – eller mangel på samme – så public service-institutionerne har ikke kontrol over deres indhold og hvilken sammenhæng det bliver vist i. Der er altså mange overvejelser der ligger bag, når det besluttes hvor og hvordan indhold distribueres.

100 år – hvad så nu?

Der er sket utrolig mange forandringer på mediemarkedet og i samfundet siden Statsradiofonien (som DR hed dengang) for 100 år siden sendte de første radioprogrammer. Det er helt på sin plads at overveje, om der stadig er behov for offentligt finansierede medier, når vi kan vælge og vrage mellem så mange tjenester og så meget indhold. Skal vi have dem? Hvilke opgaver skal de løse? Hvor skal de sende deres indhold? Samtidig kan man i tider med krige, kriser og en overflod af informationer, hvor det kan være vanskeligt at gennemskue kilden, argumentere for, at det er vigtigt, at vi som samfund har nogle medieinstitutioner, der er forpligtede på at levere upartiske og faktabaserede nyheder, der laver indhold fra en dansk kontekst som vi kan spejle os i, og nogen der sørger for, at der er noget for enhver smag og alle målgrupper, også børnene og de ældre.

Julie Mejse Münter Lassen