Af Gunhild Moltesen Agger, professor emerita, Dr. phil., Aalborg Universitet

Riget Exodus og andre dramaer

Den 9. oktober 2022 havde Riget Exodus, sidste sæson af Lars von Triers længe ventede og omtrent opgivne afslutning på Riget, premiere på Viaplay. Det er sigende for medielandskabet, at DR pænt måtte vente med at bringe Riget Exodus til 10. januar 2023, selvom DR sammen med Zentropa og NENT havde været medfinansierende. Med udgangspunkt i denne lille, men illustrative, case vil jeg diskutere, hvor dansk public service-drama er på vej hen i en periode, hvor streaming har ændret produktion, distribution og reception radikalt.

Riget begyndte sit liv på DR i 1994 og markerede et vendepunkt. For første gang i lang tid turde man tænke ud over den (social)realistiske spændetrøje, der havde domineret produktionen i 1970’erne og 1980’erne. Man gik for alvor om bord i genrerne, både de rendyrkede som krimi og komedie, og de muligheder, der lå i blandingerne. Spændvidden i den nye orientering viste sig fra slut-90’erne. Gennem TAXA (Stig Thorsboe 1997-1999) udforskede DR en model, der kombinerede serielt melodrama med samtidsrealisme og komedie. På samme tidspunkt bidrog 2. sæson af Riget til genrefesten – til fryd for nogle, forvirring på et højere plan for andre. Den vildtvoksende genreblanding, hvor det groteske trumfede det gyselige, videreførte eksperimentet fra første sæson, men pegede samtidig på genreblandingens grænser. 

Riget og TAXA indvarslede en vital periode for DR’s tv-drama og dermed for public service-drama. Fra slutningen af 1990’erne frem til slutningen af 2010’erne havde DR det ubestridte lederskab. Det udmøntede sig i en lang række produktioner, der fungerede som nationens samtalerum om alt, hvad der foregik i verden – fra krigen i Irak og samtidshistorien til danskernes modtagelse af flygtninge samt kvindernes historiske og aktuelle frigørelse. Højdepunkterne står i kø. Tænk bare på Rejseholdet (Peter Thorsboe m.fl. 2000-2004), Krøniken (Hanna Lundblad og Stig Thorsboe 2004-2007), Forbrydelsen (Søren Sveistrup 2007-2012), Borgen (Adam Price 2010-2013 + 2022), Arvingerne (Maya Ilsøe, 2014-2017), Herrens veje (Adam Price 2017-2018) og Bedrag (Jeppe Gjervig Gram 2016-2019). 

Efterhånden bidrog også den kommercielt finansierede public servicestation TV2 til samtalen, for eksempel med socialt engageret og ikke mindst lokalt og regionalt forankret politidrama som Anna Pihl (Adam Price, Dorthe Warnø Høgh m.fl. 2006-2008), Dicte (Dorthe Warnø Høgh og Ida Maria Rydén 2013-2016) og Norskov (Dunja Gry 2015-2017). Det væsentligste og mest indflydelsesrige bidrag fra TV2 blev Badehotellet (Hanna Lundblad og Stig Thorsboe 2014-2024), der tog konkurrencen op med DR’s højhellige Matador (Erik Balling, 1978-1982). Mon ikke DR ærgrede sig godt og grundigt over, at man lod det begavede manuskriptforfatterpar Hanna Lundblad og Stig Thorsboe gå? 

Alt i alt betegnede perioden en genrefest. Krimi, historisk drama, politisk drama, familie- og melodrama blev udforsket med dryp af komedie ind imellem (se Agger 2020). Det var også en fest for public service-drama, der stillede et aktuelt samtale- og refleksionsrum til rådighed for nationen. Og ikke kun det – for det viste sig, at de samtaler og overvejelser, dansk tv-drama lancerede, hurtigt fik gennemslagskraft internationalt. Det private, det politiske, det historiske, det komiske og det kriminelle var nok nationalt forankret, men absolut genkendeligt og appellerende i en international sammenhæng, og der blev da også kvitteret med BAFTA- og Emmy-priser.

I slutningen af 2010’erne skabte streamingtjenesterne som bekendt en helt ny konkurrencesituation, baseret på kolossale, kommercielle, transnationale producenter og distributører, hvis algoritmer i hidtil uset omfang beslaglagde befolkningernes tid. Muligheden for streaming betegnede en gevaldig lussing til såvel flow-tv som traditionelt public service-drama. 

Mens flow-tv gradvist aftager i betydning, gælder det samme ikke nødvendigvis for public service-drama. Samtidig rejser den skærpede internationale konkurrencesituation unægtelig spørgsmålet om, hvad man skal forstå ved begrebet i dag. Er det fortsat relevant i en situation, hvor der er frit valg på alle hylder? Public service-begrebets historie viser, at der er substans i begrebet, og at det også har været tilpasningsdygtigt over tid.

Public service før og nu

I min disputats Dansk tv-drama – Arvesølv og underholdning (2005) tager jeg udgangspunkt i Broadcast over Britain (1924). Det udgangspunkt er stadig oplysende for, hvad public service er. BBC’s første generaldirektør, John Reith, definerede det som “a public utility service”, der i modsætning til kommercielle radiovirksomheder havde til opgave at sørge for “the public interest” (Reith 1924, 57). Den bærende vision blev senere fortolket på følgende måde: ”at gøre hele nationen til sit publikum, dvs. at fungere som en samlende national kraft i forhold til alle borgere, uanset social placering, etnisk tilhørsforhold, køn, region og generation. Opgaven gik ud på at skabe en fælleskultur, der kunne appellere til alle dele af samfundet, og som hele samfundet kunne føle sig omfattet af.” (Agger 2005, 132. Se også Scannell og Cardiff 1991, 6). 

Allerede fra begyndelsen definerede public service-begrebet sig op mod kommercielle stationer – dengang var det radio, senere blev det tv. For John Reith var det skræmmende, hvis radioens udbud alene skulle bestemmes af markedet. Kampen om radioen og fjernsynet var kulturpolitisk, og det blev den ved med at være, også selv om public service i flere omgange blev redefineret. Det skete med tidsforskydninger både i England og i Danmark. I overgangsperioden mellem monopol og flerkanalsystem udspillede der sig i 1980’ernes Danmark en kulturpolitisk kamp om især amerikansk tv-fiktions mængde og kvalitet på de danske kanaler, ofte formuleret som et skisma mellem ‘oplysning’ og ‘underholdning’. Oplysning blev i fjendebilledet forstået som statsligt formynderi, og underholdning blev i det modsatte fjendebillede forstået som tanke- og værdiløst flimmer.

I Norden blev public service taget for givet gennem en lang periode, også i en situation, hvor medierne undergik en globalisering, der skabte adgang til et væld af internationale kanaler og til internettet (Syvertsen 1991). Public service-begrebet blev fortrinsvist tilkoblet nyheder, dokumentarer og oplysning, mens det i forbindelse med drama blev formuleret mere vagt, forankret i alsidighedsprincippet. Tidligere DR-dramachef Ingolf Gabold forsøgte at udmønte, hvad public service-drama var: “At kunne tilbyde dén danske dramatik, vi tror, seerne gerne vil have – og derudover forsøger vi, som en særlig udfordring, på at tilbyde seerne den dramatik, som de måske ikke troede, de ville have” (dr tv/drama nyt 2. halvår 2000, 3). Med denne formulering blev et moderniseret public service-begreb kombineret med en ambition om ny udvikling inden for tv-drama.

Udfordringen fra streamingtjenesterne

Med dereguleringen blev public service-begrebet udfordret, men med streamingtjenesterne antog udfordringen en alvorligere karakter. Streamingtilbuddene lægger magten i hånden på seeren, ligegyldigt hvilken formidlende tjeneste og hvilken platform vedkommende foretrækker. At nå ud til alle var en væsentlig del af public service-forståelsen. Denne problemstilling er i dag vendt om. I kraft af, at streamingtjenesterne praktisk talt er tilgængelige for alle, bliver det individuelle valg trumf. Imens skrumper fællesskabet, og hvad bliver der så af samtalerummene, den livsvigtige udveksling af synspunkter og muligheden af ”at tilbyde seerne den dramatik, som de måske ikke troede, de ville have”? Måske støder man tilfældigt på den i sin vej hen over streamingtjenesternes talrige muligheder, men hele tiden banker algoritmerne på og truer med at låse seerne inde i den én gang valgte kategori, hvad enten det er romance eller 2. Verdenskrig. I en situation præget af utroværdig formidling og kunstig intelligens har vi samtidig mere end nogensinde brug for pålidelig information om hvad vi skal se – altså kritisk vejledning ud fra public service-principper.

Ifølge Frederik Hoff (2024) er Netflix er den helt store sejrherre på det danske streamingmarked. Streamingtjenesterne har da også produceret danske serier, både med velmeriterede instruktører som Bille August (Ehrengard, Netflix 2023), Christoffer Boe (Forhøret, Viaplay 2019) og Søren Sveistrup (Kastanjemanden, Netflix 2021) – og med nye instruktør- og skuespillergenerationer, for hvem det har været en chance for at komme hurtigere i gang. Spørgsmålet er naturligvis, hvilken balance der kan etableres mellem det internationale niveau, der i høj grad udgør streamingens raison d’être, og det nationalt-kulturelle niveau, herunder det historiske og sproglige.

Hvad nu?

Jeg har ikke løsningen på den aktuelle situations dilemmaer. Men jeg er opmuntret over, at den offentlige samtale, der tidligere blev ført i dansk tv-drama, ikke er død endnu. 

Én tendens har været, at den socialrealisme, der med brask og bram blev forkastet i 1990’erne, er genopstået. Det så vi i DR’s Ulven kommer (Maja Jul Larsen 2020). Man kan mene om den type tendensdrama, hvad man vil, men det er effektivt som generator for debat. Et andet eksempel er TV 2’s Efterforskningen (Tobias Lindholm 2020), der handler om opklaringen af det sensationelle ”ubådsmord” på journalisten Kim Wall i 2017. Seriens fokus afmonterer den traditionelle krimis forestillinger om efterforskning ved at turde være gentagende og kedelig! Mange dage sker der absolut ingenting. Af etiske grunde afstår Efterforskningen fra at inddrage gerningsmanden, ubådskaptajnen Peter Madsen (se Gemzøe 2021). Æstetisk kompenserer serien for sin utraditionelle dramaturgi gennem de fascinerende billeder af havet, der spejler efterforskernes søgen.

En anden tendens er udforskning af alternative genrer, der kan kaste nyt lys over aktuelle problemstillinger. Den danske Netflix-serie The Rain (Jannik Tai Mosholt, Esben Toft Jacobsen og Christian Potalivo 2018-2020) udspillede sig i et postapokalyptisk grænseområde, hvor evnen til at klare både den ydre og den indre natur blev sat på hårde prøver. Genren er velkendt i en amerikansk sammenhæng, men overførslen til Norden gav et nyt blik på, hvordan for eksempel København ville tage sig ud efter en kombineret natur- og kulturkatastrofe. 

Naturens kræfter og kulturens uregerlighed var også tematikker i Thomas Vinterbergs Familier som vores (TV2 2024), hvor en kontrolleret klimakatastrofe udspiller sig. Hele Danmark skal opløses og dets indbyggere eksporteres til andre nationer. Den genremæssige klangbund er dels flygtningedokumentaren, dels roadmovien. Danskerne forvandles til flygtninge, der fordeles ud i Europa efter et kvotesystem. På baggrund af den flygtningedokumentariske genre virker mange af de emotionelt ladede afskeds- og adskillelsesscener genkendelige. Roadmovien benyttes til at stille skarpt på forholdet mellem sted og stemning, kulturelle ligheder og forskelle. 

Public service-drama findes. Endnu. Det fortjener at blive dyrket. Omstillingen har både i DR og TV2 givet sig udslag i en satsning på infrastruktur – opbygning af streamingtjenester. Det har været dyrt. I en situation, hvor seer-vanerne har ændret sig markant, har det også været nødvendigt. Men infrastrukturen kan være ligegyldig, hvis ikke den huser et markant udbud af public service-drama.

Litteratur

Agger, Gunhild. Det grænseløse tv-drama. Frederiksberg: Samfundslitteratur, 2020.

Agger, Gunhild. Dansk tv-drama. Arvesølv og underholdning. Frederiksberg: Samfundslitteratur, 2005.

Gabold, Ingolf. “TV-Drama – for de mange og for de få”. In Nedergaard, Lene (red.). dr tv/drama nyt. København: DR, 2001.

Gemzøe, Lynge Stegger. “The Kim Wall Murder Serialized: Ethics & Aesthetics in High-Profile True Crime”. Series – International Journal of TV Serial Narratives, 7(1). 2021. https://doi.org/10.6092/issn.2421-454X/12483

Hoff Frederik. ”Her er Danmarks bedste streamingserier og film”. EKKO 31.10.2024.https://www.ekkofilm.dk/artikler/top-10-over-dansk-streaming

Reith, John C.W. Broadcast over Britain. London: Hodder and Stoughton, 1924.

Scannell, Paddy & Cardiff, David. Serving The Nation. A Social History of British Broadcasting. Vol. 1 1922-1939. Oxford: Blackwell, 1991.

Syvertsen, Trine. Public Television in Transition. Levende bilder nr. 5/92. Oslo/Trondheim: KULTs skriftserie nr. 10, 1992.