Af Nina Holst Nielsen, Nykøbing Katedralskole

 

I starten af september løb Medielærerforeningens Årskursus igen af stablen. Vi var 130 mediefagsundervisere samlet i Svendborg på Fyn til tre dage med faglig fordybelse og kollegialt samvær. Jeg har været den eneste mediefagslærer på min skole indtil august i år, så det er rigtig givende og vigtigt med den faglige sparring, som man oplever på årskurset.

I år strakte kurset sig over tre dage. Ud af det tætpakkede og spændende program har jeg udvalgt tre indslag, som jeg vil skrive lidt om.

Den første dag var der votering af eksamensfilm på programmet, og det er altid spændende og interessant at høre, hvad andre undervisere lægger vægt på i bedømmelsen af elevproduktioner. Vi så en flot og humoristisk produktion om en gymnasielærer, der bijobber som lejemorder (eller var det omvendt?), en kortfilm om en ung kvinde, der finder ud af, at hun er homoseksuel, og en kampagne for Livslinjen, der bestod af tre mindre film. Vi diskuterede filmene i grupper og gav individuelt filmene karakter via en afstemning på Facebook. Eksamensfilmene var anledning til stor diskussion, men heldigvis var vi i stort set enige om karakteren. Langt størstedelen af stemmerne var for alle tre films vedkommende fordelt på to karakterer. Det er jo betryggende, og jeg synes også, at det viser, at vurderingskriterierne i humanistiske fag ikke altid er så flydende, som de måske har ry for. Selvom der er tale om en kreativ og måske personlig produktion, kan man altså godt vurdere den ud fra nogle fælles kriterier. Og det er jo godt, når det er det, vi skal som mediefagsundervisere i en eksamenssituation. Livslinjen-kampagnen blev diskuteret i et panel bestående af tre lærere, som sad ved et bord på scenen. De tre små film blev grundigt vendt og drejet og til sidst blev der givet karakter. Filmene gav anledning til en diskussion af, hvor meget man som underviser kan kræve af eleverne. Denne øvelse ligner jo meget voteringssituationen ved en eksamen, men her var der god tid og mulighed for at gå i dybden med elementer, som de tre undervisere var uenige om.

Med undervisere fra hele landet samlet til ét fælles kursus er der altså her mulighed for at få et slags fælles fodslag i forhold til afgivningen af karakterer på nationalt plan. Øvelsen er virkelig god, og det er vel også derfor, den er fast indslag på årskurserne.

Om aftenen holdt filminstruktør Ulaa Salim oplæg. Han er nyuddannet fra den danske filmskole og dyrker blandingsformer: han blander det dokumentariske og det fiktive. Han fortalte, at man skal skrive og lave film om det, man kender, og han mener, at fakta gør fiktionen mere ægte. Han arbejder meget intuitivt, og han fortalte, at han ikke bryder sig om regler i forhold til at lave film. Man må gøre alt, og man kan mærke, når noget virker. Salim arbejder blandt andet med det korte format, som han fortalte kan bruges til at fortælle noget stort eller universelt. Salim fortalte, at man ikke behøver dramaturgi, men at man skal lede efter den naturlige historie og prøve at finde det uventede i det almindelige. Han talte for en ”simpel kompleksitet”, hvor man kobler sin intellekt med mavefornemmelse. Vi så to af Salims film. Først så vi Vore fædres sønner, som er en poetisk kortfilm om generationskløften, der måske især viser sig, når man er vokset op i Danmark og har en far, der kommer fra et andet land. Derefter så vi Salims afgangsfilm fra Den Danske Filmskole; Fædreland. Filmen handler om en ung mand, der er vokset op i Danmark, og som rejser til sine forældres hjemland Jordan for at genopbygge relationen til faderen og få ham med hjem til Danmark. Det var et rigtig spændende oplæg og brugbart i mediefag, hvor vi jo netop arbejder med fakta, fiktion og blandingsformer. Det lød også til, at oplægget gav anledning til diskussion flere steder især i forhold til det, Salim sagde med, at man ikke har brug for dramaturgi. Det er måske rigtigt for en uddannet instruktør, der har idéudvikling, manuskriptskrivning og storyboard-tegning siddende på rygraden, men den går nok ikke i mediefagsundervisningen. Salim sagde, at man skal lede efter og dyrke den naturlige historie, og er det egentlig ikke dramaturgi? Salim forklarede, at der i ”den naturlige historie” ligger idéen om en start, en midte og en slutning og en simpel storyline med komplekse karakterer. Det tror jeg, vi ville kalde dramaturgi i mediefag.

Næste dag startede med et oplæg om korte formater i praksis ved et lille selskab, der kalder sig Instafilm. Selskabet består af Abbi og Jesper. De fortalte, at de startede deres selskab, fordi de oplevede, at der var et misforhold mellem produkt og medie. De så store og dyre reklamefilm på Facebook, hvor folk scroller hurtigt ned over deres Facebook-feed, og en film har få sekunder til at fange brugerens interesse. Store reklamefilm med lange introer egner sig ikke til Facebook, mente de. Derfor startede de Instafilm ud fra en idé om, at det ikke behøver være stort og dyrt. De laver reklamefilm til Facebook, og de har fokus på, at det skal være autentisk og ærligt. Det handler ikke så meget om produktet, men hellere om den gode historie. Autenticitet først – teknik sekundært, sagde de. De fortalte, at de arbejder uden storyboard og manuskript. Det gør de, fordi der ikke er skuespillere eller replikker, fordi deres film tit består af klip af de mennesker, de reklamerer for.

Det virkede som om, oplægget provokerede lidt, fordi de to virkede som om, de dyrkede det uplanlagte. Og hvis der er noget, man som mediefagsunderviser forsøger at lære eleverne, er det nok, at jo mere arbejde og planlægning, de lægger i en produktion – jo bedre bliver den. Man kan ikke bare lige finde på replikker og fede kameravinkler, når man står ude og optager. Men jeg tror, man kan bruge samme pointe som i forhold til Salims oplæg. Abbi og Jesper planlægger nok mere, end de måske selv regner med. Jesper, der er kameramanden, fortalte, at han er opmærksom på at filme nærbilleder, dækbilleder og establishing-shots, når han er ude og filme en historie eller et event. Så der foregår altså en eller anden form for ubevidst planlægning eller så rutineret planlægning, at den ikke specificeres eller præciseres. Men den er der. Jesper ved godt, hvad der kræves, og hvilke indstillinger, han ville komme til at mangle ved klippebordet, hvis de ikke var der. Og det ved vores elever jo ikke. Så man skal nok ikke smide planlægningen helt ud af vinduet.

Efter oplægget skulle vi selv ud og lave en praktisk øvelse og prøve det, som Instafilm laver til dagligt. Det var en virkelig sjov øvelse og dejligt selv at komme ud og lave film. Ideelt set burde man vel lave film selv hele tiden, så man er up to date og vant til at arbejde med kameraet og redigeringsprogrammet, som vi sætter eleverne til at bruge. Men det er nok tvivlsomt, om der er tid til det. Så det var fedt, at det var et indslag på årskurset. De små film, vi lavede i grupper, blev samlet på Google Drive, og vi så et par af filmene i fællesskab. Ligesom når man ser elevproduktioner i undervisningen, var det anledning til stor morskab – men det var også tydeligt, at mange havde gjort sig stor umage for at tage Instafilms instruktioner til sig.

Afslutningsvist vil jeg sige, at det var et rigtig godt årskursus med mange gode snakke og relevante oplæg – selvfølgelig også ud over de tre oplæg, jeg valgte at skrive lidt om – der gav direkte inspiration til mediefagsundervisningen derhjemme.