Af Inge K. Thøgersen, Herning HF og VUC
I de seneste 5-10 år er der kommet en del serier og film om menneskers overlevelse – ikke i kraft af fællesskabet, men via genfindelsen af grundlæggende menneskelig kunnen. Det er fortællinger om mennesker der forliser på et isoleret og øde sted og som skal kæmpe for at overleve. Hvor kom de fra og kommer de videre igen? Hvad er det for et menneske som er strandet, hvilke hemmeligheder har de med i bagagen, hvilke oplevelser definerer dem – Ja, hvad har formet deres liv i civilisationen? Flashbacks er en glimrende måde at bidrage til den ensomme og ensidige skildring af ’livet på øen’, hvor de måske er mindre fortabt end før forliset. Det kan være et dramaturgisk greb at bruge akronologi som spændingsskabende, og som et element til at udvide fortælleuniverset.
Lost in the Wilds
Tv-serien Lost fra 2004 og den nyere The Wild har centrale lighedspunkter i deres grundpræmis: En gruppe forskellige mennesker forliser på en strand. De bærer alle på hemmeligheder og omstændighederne omkring forliset er foruroligende uklare. Hemmelighederne har hobet sig op, og de afsløres langsomt gennem episoderne, som er orkestreret akronologisk – især gennem flashbacks.
Ultranær af et øje åbner episode 1 i Sæson 1 i Tv-serien Lost, og beskueren er landet in medias res. Karakteren Jack Shepard vågner på øen – ’The Island’ og i frenetisk løb gennem jungleskov ankommer han til panik omkring det brændende nedstyrtede fly. Anslaget til Lost har fæstnet sig hos mange og ikke uden grund. Det er filmisk veldrejet og hiver beskueren ind i seriens narrative labyrint.
The Wilds (2020) åbner også intenst. En tempofyldt montage af indstillinger af nærbilleder, der emmer af kaos, og stopper ved et nærbillede af pigen Leah, som lytter til den voice over der i følgende indstilling kan placeres hos en interviewer i rammefortællingen, der er komponeret i symmetrisk trekantskomposition. Beskueren opfordres fra begyndelsen til at ænse, at der er hemmeligheder i det puslespil af indstillinger – og intet er som det ser ud til. Montagen består af tidsforløb fra en lægeundersøgelse, som man antager er efter redning, og inden interviewet og vidner om dramatiske oplevelser fra øen. Disse oplevelser signalerer, at hun har været i kamp for overlevelse. Sæson 1 i streamingserien fra Amazone Prime handler om en gruppe piger, der tror de skal på ’retreat’ på Hawaii, men de ender på en øde ø efter et flystyrt – eller det er hvad det fremstår som. Pigernes forskelligheder bryder hurtigt ud i konflikter. I løbet af serien får vi indsigt i de enkelte pigers forhistorie og hvorfor de kom med på turen. Leah, Fatin, Shelby, Dot, Toni, Martha, Rachel, Nora og Jeanett har hver deres mentale bagage, som i løbet af episoderne afsløres i flashbacks. Pigernes forskellighed er afsæt for episodebuerne i seriens konflikter, når en ny civilisation skal opbygges. Hvorimod seriebuen spændes ud over omstændighederne for deres fælles forlis.
I episode 1 indleder Leah, en af de centrale karakterer i pigegruppen, i et interview med ’what happend out there… yeah there was trauma’ og udvider svaret med at ’but being a teenagegirl in normalized america was the real living hell’. Netop pointen med at traumet er afledt af at være ung i hverdagens Amerika og ikke som overlever af et forlis, er væsentlig for fortællingen, og man må antage at hensigten er at udvide civilisationsfortællingen med en kritik af det eksisterende samfund.
Leahs baggrundshistorie fortælles i de første flashbacks til før forliset. Leah har et knust hjerte efter et forhold til en ældre forfatter, som afbryder forholdet. Seeren erfarer, at Leah husker hans mobilnummer fremfor bare at gemme ham under kontakter. Denne information fungerer som set-up til senere, da hun alene opdager en mobil, og fra denne næsten døde mobil taster hans nummer ud fra hukommelsen. Hvilket ikke medfører redning fra øen, da hun fryser i røret, og håbet slukkes. Den knuste Leah er passiv i flashbacksne og hendes apati forsvinder på øen og på den måde vokser hun af at være strandet. Hun agerer, og hun fortsætter med at prøve at italesætte, at noget er galt. Der er noget i forliset og den situation som de står i, der ikke giver mening – som for eksempel, at de får den medicin de har brug for pakket ned som forlist bagage som flyder ind med bølgerne. Flere små ting får hendes røde lamper til at blinke – for flere ting og situationer på øen giver ikke mening – heller ikke for det at være strandet på en øde ø efter et flystyrt.
Fortælling om strandet fællesskab
Robinsonade – Genrebetegnelsen kommer fra Daniel Dafoes roman ’Robinson Crusoe’ (1719). I den konkrete forståelse af genren er en karakter strandet alene et øde sted, afsondret fra civilisationen. Det centrale motiv i subgenren ’robinsonade’ er overlevelse. For netop her udvikler karakteren sig og tilegner sig nye egenskaber. Et oplagt greb til at lade beskueren få indsigt i karakteren er flashbacket. Her kan beskueren møde hovedpersonens tidligere handlingsadfærd og oplevelser og på den måde få en større forståelse for karakteren, og dermed også bedre er i stand til at kunne følge filmens fremdrift i de valg og konflikter som opstår.
Robinsonadens kronologi er som standard som eventyrets: Hjemme – ude – hjemme. Den centrale scene er ’den øde ø’, der er alt andet end hjemme. Det er en location som er ukendt og utryg. Ofte bliver fortælletiden opbrudt kronologisk, både for at øge spændingen og skabe fremdrift, men også for at lære karaktererne at kende. Beskueren tilbydes en forståelse for karakterernes handlemåder, styrker og svagheder i form at flashbacks fra tiden før forliset.
- Livet før øen/ civilisationen
- Forlis/ at sidde fast på location
- Øen/ afgrænset location udforskes
- Livet på øen/ opbygning af ny civilisation/ location
- Farlige oplevelser/ ydre og indre forhindringer
- Redning/ undergang
Fortællingens fremdrift udspiller sig mest på øen. I ønsket om at overleve, og i takt med dette civilisere livet på øen, opstår prøvelser. Karaktererne møder ydre forhindringer som regn, fremmede og farlige dyr, skader, vejr, finde mad – det tydeliggøres i deres kamp for basal overlevelse. Samtidig udfordres de af egne indre forhindringer, og disse lærer beskuerne at kende gennem flashbacket. Redningen trækkes i langdrag eller bliver et mislykket last-minute-rescue, hvor de ikke er blevet set alligevel, eller redningstropperne bliver afledt af andre omstændigheder. I brugen af flashback er brugen af set-up/ pay-off oplagt, da beskueren på denne måde får en idé om hvilke reaktioner, der er typiske for en karakter. Med denne viden ved beskueren, hvad der er i vente i nutiden. Legen med suspense og surprise er oplagt. Beskueren ved i The Wilds mere end de nødstedte og denne merviden fastholder en spænding. Surprise kommer i form af de løbende afsløringer af hvordan det hænger sammen. I Lost er brugen af set-up det samme, men surprise skabes også i gyserens form, når det overnaturlige lurer. En robinsonaden afsluttes normalt med, at hovedkarakteren reddes. I Tv-serierne skal fortællingen trækkes i langdrag, så derfor bruges andre narrative konstruktioner. Hvis de frelses og vender tilbage til samfundet, så etableres fortælleuniverset i ny form. I The Wilds bliver pigerne reddet, hvilket vi ved fra begyndelsen – sæson 2 erstattes deres fortælling med drenge, som gennemlever samme scenarie på en anden øde ø. Hvad skæbnen bringer for de strandede i Lost, lader vi ligge for nu.
Robinsonadens genremarkører
Tematik: Grundmotivet er overlevelse, ofte bliver en person i forliset frarøvet sin trygge, civiliserede hverdag og skal på et øde sted genskabe en hverdag, hvor det helt centrale er at overleve. I flere er det en gruppe mennesker, som sammen skal finde løsninger på deres situation. Der er både tale om individets overlevelse på egen hånd, men også i samspil med et fællesskab.
Setting: Robinsonadens miljø er i den originale udformning den øde ø, men location vil ofte være en vildmark, et stort mennesketomt areal, eller et småt afgrænset rum – en slags ’escaperoom’. Det kan altså både være det nærmest uendelige tomme, åbne rum og det afgrænsede lukkede isolerende sted. Robinsonadens location er i konventionel forstand den øde ø’s strandbred, men udvides til naturens vildmarker og forladte vidder. Samtidig kan det i blanding med sci-fi blive til et stort verdensrum (Gravity, The Martian). En dyb klippesprække i Utah i 127 timer, der er baseret på virkelige hændelser. Robinsonaden kan optræde i blanding med mange genrer og er ikke stedbundet i den ene genre.
Ikonografi: Rekvisitter har et begrænset omfang. Simpelhed er en pointe for at understrege ’de overlevendes evner. Naturen tilbyder flora og fauna defineret af ’den øde ø’s setting. Naturens udbud suppleres af kulturelle rester. Kulturens spor er menneskelige efterladenskaber – tomme vandflasker, snor, plastikstykker. I de forskellige undergenrer af robinsonaden udvides repertoiret med genstande fra forliset. Det er vragstumper fra fly eller skib, det er vraggods, der har flydt rundt på havet i lang tid, er skyllet op på strandbredder eller viklet ind i mangrover. Kostumer er det samme tøj, som gennem de ekstreme udfordringer på øen og konstant slid medfører at kostumet bliver mere og mere laset, optrevlet og misfarvet. Tøjet er det de går og står i, når de forliser, men det hænder, at en kuffert skyller i land med ’ny garderobe’, eller personerne opdager nye påklædningsmuligheder af øens materialer. Kostumer bør være tydelige i signalværdi og personens karaktertræk. I Cast Away (2000) strander Tom Hanks I en sweater og vi bemærker at tiden går mens hans påklædning reduceres til et lændeklæde. Han tilpasser sig sin situation på den øde ø. Mens tøjet går til og skægget vokser, passerer tiden, men vi fornemmer også hvordan han genopbygger sig selv som menneske. Jack fra Lost begynder i jakkesæt, Fatin fra The Wilds i ’Bad bitch printet Tshirt’ og her sås kim til at fornemme, hvor de kommer fra og senere se hvordan det udvikler sig.
En subvariant af robinsonaden med et strandet fællesskab, er, at alle begynder i samme uniform – som i The I-Lands (Netflix, 2019) eller det årelange realityprogram Robinson Ekspeditionen, hvor deltagerne får udleveret samme basisgarderobe. En ting er fiktionens verden, hvor kostumer er nøje udvalgt til at karakterisere personerne, men ligeledes ses det i mere faktaprægede programmer – hvor dresscoden er givet fri- som Overlevelse i vildmarken og Øen, hvor de castede deltager signalerer en personlighed via valg af tøj og sko. Helt basalt handler Robinsonader om at overleve. Der skal skaffes mad, der skal etableres ly, og overlevelseshandlingerne – trods deres enkelhed – bliver omdrejningspunktet for konflikter.
Stil: Robinsonaderne bruger supertotaler og lange kamerature til at vise ’den øde ø’ – til at manifestere hvor isoleret en person eller en gruppe er. Ofte dyrkes den idylliske natur i nære beskæringer og mennesket bliver for alvor fortabt i naturens styrker. I kælkede kompositioner og indstillinger med obstruction (FEMO) fortæller billedsiden – sammen med effektlyde, forstærkede reallyde og disharmonisk underlægningsmusik – om de farer øen byder på. På den måde skabes kontrast mellem mennesket som har mistet kontakt til civilisationen, og mennesket oplever nu at naturen definerer dagsordenen på øen. Billedsiden bruges ofte på helt klassisk vis til at drive historien frem, skabe indlevelse og vise stemninger. Døgnrytmer og vejrlige forhold iscenesættes af lys, farver, teksturer og billed- og lydeffekter og underbygger de nødstedtes grundstemning. Reallyden fra bølgerne og en uforklarlig susen fra det øde, er lydeffekter til forstærkning af følelsen af fremmedhed og forladthed.
Brugen af flashbacket udvider den begrænsende location og den indsnævrede tidshorisont i robinsonaden. Robinsonaden som genre i serielandskabet udvider sit rummelige og tidslige univers for at overleve formatet og for at fastholde fremdrift. Men måske også for at tydeliggøre den tematiske parallelitet mellem at være strandet på en ø og være strandet i civilisationens moderne liv.
Legen med tiden
Lost leger med sit fortælleunivers, og det udvider sig i løbet af serien i tid og rum. Anmelderen i Information udleder, ’Lost er så snedigt designet, at den begynder i timerne efter flystyrtet, hvilket giver de forskellige forfattere og instruktører mulighed for langsomt at udforske karakterernes baggrund’. Beskuerne erfarer i bidder hvad karaktererne kommer fra, hvad de som mennesker fra før forliset bringer med sig til efter forliset. Dette er på den ene side et dramaturgisk greb, at fortælleuniverset udvides, og med stor elasticitet opstår delplots i løbet af serien med nye locations og nye trusler. Ligeledes komponeres tidslinjen med kreativitet og tæft for suspense og effektiv brug af set-up/pay off. Jacob Ludvigsen skriver i EKKO-anmeldelsen ’Lost i labyrinten’ ’Gennem seks sæsoners flashbacks, flashforwards, flashsideways og andre tidslige krumspring lagde forfatterne spor ud, der inciterede de opdagelseslystne seere og gav ekstra godbidder til de inkarnerede nørder, […] der ville dissekere selv den mindste detalje.
I flere af robinsonaderne arbejdes med forskellige visuelle tilgange til productionsdesign henholdsvis på øen og i karakterernes flashbacks. I Lost var der en grundregel om at undgå grønt og blåt i flashbacks, da det var den dominerende farvepalet på øen. Den idylliske tropeø i dagstimerne står i kontrast til tid og sted udenfor forliset, men også til nattetimerne. For at bibeholde fortællingen om kampen for overlevelse må location udvides i løbet af sæsonerne (andre øer, underjordiske kamre o.lign.). Omgivelserne i flashbacks viser ofte på overdreven vis det moderne forbrugssamfund og alle goderne og bekvemmelighederne for at understrege kontrasten til det primitive liv på øen. I Lost blev valget af linse også defineret af hvorpå tidslinjen historien er. Produktionen på Lost ønskede ikke at gøre flashbacks sort/ hvide, skabe overgange med wipes eller lignende, men derimod besluttede de at alle flashbacks har stillestående kamera og man valgte kameralinser med wide. I modsætning brugte de lange linser på øen og masser af bevægelse for at understrege mystikken. I flashbacksne bliver karaktererne omgivet af det som de ikke længere har adgang til som teknologiske gadgets, forbrug af penge og civilisationens bekvemmeligheder.
Episode 5 i Lost’s sæson 1 åbner med et Jack Shepards flashback til barndommen. Beskæringen er atter ultranær af øje og kameraet tracker ud, mens vi på lydsiden hører nogle dumpe slag. Jack som ung dreng ligger på jorden i vertikal komposition, og i et magtskabende frøperspektiv ser vi en dreng som skolegårdens bølle, der kontrollerer situationen. Kort efter afsløres det at de dunkende reallyde stammer fra en dreng som slår en anden i maven. I en kælket komposition ser vi Jacks POV og baggrunden er fyldt med en gul skolebus. Den sørger for at referere tydeligt ud af miljøet på øen og vise de ting som er i den hverdags verden de kommer fra – i kontrast til ’det strandede liv’. Jack vælger at handle – at rejse sig for at kæmpe i mod – med det resultat, at bøllen slår ham og flashbacket fader til sort og scenen er tilbage ved Jack på den strandede ø. Flashbacket bruges til at lave set-up af Jacks karakter som en handlingens mand, og tilbage på øen rejser Jack sig for at løbe ud og redde nødstedte i havet.
Øens scenografi i The Wilds afviger fra den forventelige tropiske idyl. Gråvejr så langt øjet rækker, som om regnen er på vej. De forliser ikke på en blød hvid sandstrand, men derimod sort sandstrand med klippeformationer og rå natur. Serieskaberen Sarah Streicher forklarer hvad intentionen for valg af den New Zealandske strand ‘Auckland’s west coast was perfect because we didn’t want the island to feel tropical – we wanted it to feel beautiful, enormous in scope and a little forbidding too. In some ways the environment beat the crew down, in the same way we hoped the castaways would feel on the island.’ Pigerne er ikke i paradis. Selvom den rejse de har begivet sig ud på hedder ’The Dawn of Eve’ og blev præsenteret som et ’empowerment retreat’ for unge kvinder. Det indikerer en ny begyndelse, hvilket det også bliver, men ikke som forventet. Der er ingen paradisisk idyl over deres destination og hele mise-én-scenen af øen giver en dystopisk understrømning af at intet er som man forventer – heller ikke for et forlis, som burde ende på en palmeø i solskin.
Beskueren ved mere om karaktererne end de andre i gruppen, og netop flashbacks giver denne mulighed for et udvidet tidsspand og dermed kan fortælleuniverset nemmere udvide sig. I The Wilds ved vi både mere om de enkelte karakterer, men også det ’akademiske sociale eksperiment’ de udsættes for. Vi får at vide at der er 2 af pigerne på øen som ved mere om eksperimentet end de andre. Dette afsløres ikke blandt pigerne på øen, men i flashbacks. På denne måde forklares pigernes bevæggrunde til dels, med samtidig skildres deres rolle i fortællingen mere dobbelt og vi ser videre for at løse puslespillet. For hvad skal professor Gretchen Klein opnå med det iscenesatte flystyrt og de ’fortabte piger’ – Er det et matriarkats forsøg, hvor drengene i sæson 2 bare er en kontrolgruppe, eller er det en undersøgelse af ’de menneskelige vilkår’, når man føler sig fortabt – ikke kun på øen, men også i det virkelige liv – det liv som flashbackene udstiller.
Overlevelsesmotivet
Genrens grundpræmis bliver at overleve, at klare sig alene – afsondret fra samfundet. Udfordringer bliver at opbygge en civilisation på ny. Overlevelsesmotivet vækker genklang i serier, film og medier, måske netop fordi det med optimistiske øjne giver illusionen af en ny start, én ny civilisation. Eller med mere pessimistisk optik en resonans af tabet af vores civilisation. Man kan altså se robinsonaden som en art ’nulstilling’ af civilisationen og det enkelte individs rejse i livet. Robinsonader udspiller sig ikke absolut på en øde ø, men afsondringen er central. Alle fortællingerne omfatter den omvæltning, hovedkarakteren udsættes for ved isolationen. Ensomheden fylder som tema i mange robinsonader, måske især hvis man er strandet alene. Her giver flashbacket mening, da det giver den alenestående karakter mulighed for at udfolde kommunikation. Det kan ske ved hallucinationer og kommunikation gennem teknologiske apparater (Gravity, Curacon 2013). I både Lost og The Wild er det isolerede menneske erstattet af et karaktergalleri af modsætninger. Ensemblet er eminent til at udfolde konflikter, vise modsætninger og lade kommunikation og handling mellem de agerede blive en måde at lære dem bedre at kende på. Beskueren følger deres forsøg på at opbygge en ny civilisation på øen – afsøge magtstrukturer og overlevelsesfærdigheder – i vekselvirkning med flashbacks fra deres fortid i den moderne civilisation. Vi opsluges i deres interne kontroverser i sandet og i vandet, i nattens mørke og i huler med skjulte farer – Alt imens vi venter på at deres hemmeligheder åbenbares.
Eksempler på robinsonader/ overlevelsesfilm:
Film: Cast Away, Life of Pi, Buried, 127 timer, Gravity, The Martian, All is Lost, Adrift, Artic, The Revenant.
TV-serier: Lost, Wilds, I-Lands
Realityprogrammer: Big Brother, Paradise Hotel, Divaer i junglen, Robinson ekspeditionen,
Kunsten at lave tid: et essay om ‘Lost’ af Bo Kampmann Walther’
Jacob Ludvigsen, ’Lost – en postmoderne blindgyde’ in Fjernsyn for viderekomne
Seneste kommentarer