af Joachim Jelle (Podcastvært på Gysergutterne og Den sidste filmpodcast)

Hollywoodikonet, Demi Moore, står splitterravende nøgen foran spejlet som Elizabeth Sparkle. Her iagttager hun sine posede underarme, halv-hængende bryster og insisterende appelsinhud i den Oscar-vindende The Substance (2024).

Elizabeth drømmer sig væk til fortidens æra, hvor hun var mediebranchens ypperste skønhed – dengang hun som en skinnende stjerne på skærmen fangede alles øjne. Elizabeths syn på sig selv er ødelagt, fordi hun er blevet gammel – fordi hun bliver anset som gammel – og derfor tyer hun til at injicere sig selv med en væske, der kan gøre hende yngre, så hun på trods af alderdom kan forblive en stjerne for evigt. Denne kropsændrende mulighed, Elizabeth får, danner grobund for en større tendens hos moderne gyserfilm. Med kroppen i fokus søger moderne kvindelige og mandlige filmskabere at transformere og omforme samtalen om emner som krop, køn, seksualitet og identitet i en tid, hvor disse er under angreb af politik og samfund.

The Substance blev en succes både ved billetlugerne og som samtaleemne. Jeg bruger den som fundament til at opridse subgenrens historie og pludselige boom. Med titler som Titane (2021), Den stygge stedsøster (2025) og Shell (2024) danner den rammerne for en moderne bølge af eksplosive body horror-film fyldt op med kroppe, feminisme og kvindeligt raseri. Som XY-pendant til den monstrøse femininitet kigger jeg kort på mandlige body horror-film fra nyere tid såsom A Different Man (2024), der groft skitseret er mere subtile i deres fortælleteknik.

Body horror – og subgenrens voldsomme fødsel

Selv hvis du aldrig har set en gyserfilm, forbinder du den med smerte, vold, blod og død. Publikum forventer at menneskekroppen må lide en form for pine — men bare fordi kroppen lider, betyder det ikke, at det er body horror.

Slashers, monsterfilm eller torture porn har alle i sinde at destruere kroppen; body horror har andre planer. Kroppen undergår her krænkelser og transformationer. Kroppen muterer, inficeres, vansires eller forandres. Nødvendigt for subgenren er det dog, at individet undervejs må tackle de psykologiske konsekvenser af den transformerede krop og det potentielt fremmede stykke kød foran spejlet. Krop og sind går hånd i hånd, for hvordan påvirker det dig, når dit selvbillede ikke stemmer overens med din fysiske præsentation. Dét er body horror.

Body horror: Man kan snildt spore body horror som subgenre helt tilbage til den tidlige filmæra. Frankenstein (1931) udforsker transformation af kroppen, fra det genkendelige til det fremmede, men kaster også rampelyset på det psykologiske konsekvenser. ”Er man yderligere interesseret i subgenrens begyndelse, såvel som kroppens dårligdom på film, anbefaler jeg på allerhøjeste Søren Søberg Poulsen ”Blotlagt”, der er en ekstrem læsbar gennemgang af mange body horror-værker.” Se anmeldelse i Cut

Med enkelte undtagelser har body horror-fænomenet været defineret af mandlige filmskabere. David Cronenberg er kongen af genren. Selvom han startede sit vanvid i 1970’erne, var storhedstiden 1980’erne. Her var de praktiske effektmagere nemlig rockstjerner i Hollywood og skabte body horror-mesterværker som The Thing (1982) og An American Werewolf in London (1984). Det er dog Cronenbergs The Fly (1986), der er body horror-hovedværket. Efter koks i maskineriet bliver Seth Brundles DNA blandet med en flues, hvorefter det vederstyggeligt transformeres til det titulære insekt.

Tager vi ideen op om, at body horror skal konfrontere den menneskelige psyke, når kroppen destrueres og genskabes på ny, bliver det sjældent mere velgjort end Seth-Brundle-Brundle-Flys vanvidsrablende, “I’m an insect who dreamt he was a man and loved it. But now the dream is over… and the insect is awake.” Selvfølgelig hjerteknusende fortalt imens hans negle og tænder falder ud.

Eksempler fra kvindelige body horror-instruktører er sparsomme, men milepælen kommer fra Frankrig i 00’erne. I 2002 udgiver Marina de Van In My Skin, som forfatter, instruktør og hovedrolle. Her følger vi den moderne kvinde, Esther, der har en sød kæreste og et godt job i markedsføring. Men ikke alt er perfekt under overfladen. En dag skærer hun sig på benet, og med det kommer en lyst til menneskekød – dog kun hendes eget. Hun figurativt og bogstaveligt æder sig selv op i et forsøg på at kontrollere sit eget liv, sin egen krop, i en verden, der ikke tillader det. 

Filmene italesætter, hvad det vil sige at være menneske, når din krop forråder dig – og når samfundet forråder dig. Titane og The Substance låner fra hele genrehistorien og bruger lektionerne til at snakke om kampen mellem køn, seksualitet og samfundet.

Kvinde, kend din kropsgyser!

“De gyldne palmer” gik til den selv-beskrevne David Cronenberg-protegé Julia Ducornau i 2021. Endelig blev den frastødende del af gysergenren hyldet på niveau med andre kunstfilm. En film om en seriemorder, der bliver gravid efter at have sex med en bil, og som klipper alt håret af sig selv og lader som om hun er en dreng for at kunne fingere at være den forsvundne søn til en meget maskulin brandmand, har altså vundet Palme d’or.

Titane er eksplicit interesseret i at udforske og bryde kønsnormer og kønsforventninger. Filmens hovedperson, Alexia, begynder som dansende sexsymbol, der slænger sig over en fed øse til et bilshow. Undervejs taper hun sine bryster og gravide mave ind, så hun ligner brandmandens dreng. Og mod slutningen ender hun som lige del mor, kvinde, søn, dreng og … titaniumbelagt hybridmenneske. Budskabet kunne måske være, at nogle mennesker ikke passer til de forældede kønsdefinitioner, samfundet har sat op, og at folk selv skal have lov til at definere sit jeg og sin krop.

The Substance er den mest populære body horror-film i nyere tid. Det er den igennem metafortællingen om ”gamle” Demi Moore/Elizabeth Sparkle; gennem temaet om skønhedsidealer; og gennem dens med vilje ekstremt tydelige fortælleteknik. Efter at have indtaget the substance ”føder” Elizabeth en yngre, smukkere, mere sexet version af sig selv: Sue. De har en smart 7/7-ordning, hvor de deler kroppen en uge ad gangen. Hurtigt begynder den yngre version at snyde sig til flere dage, hvilket ælder den gamle version af Elizabeth hurtigere.

Filmen handler om, hvor svært det kan være for alle kvinder i underholdningsbranchen at holde sig unge, fordi publikum vil se ung skønhed, og hvordan de ældre kvinder især er nødt at injicere sig selv for at bibeholde et allerede borderline uopnåeligt skønhedsideal. Den er fortalt med bas-pumpende musik, overgjort seksualiserende nærbilleder af kropsdele og hyldest til 80’ernes farvelade samt samme årtis blodgale praktiske effekter. Slutningen bliver decideret monstrøs, når Elizabeth og Sue, gammel og ung, mikser sammen til et selvudslettende væsen og bliver den ultimative kritik af Hollywoods monsterskabende fabrik.

Selvsamme tematik tager Shell fra samme år fat i. Her lover en skønhedsguru en hemmelig kur til at holde skuespillere – unge som gamle – smukke. Men efter en tur under kniven begynder mærkelige sorte bylder at dukke op på folks kroppe. Filmens hovedperson Samantha begynder at miste besindelsen, inden hun beslutter sig for at kæmpe for sin ret til kroppen.

Filmen Den stygge stedsøster er helt sin egen. Det er intet mindre end en norsk body horror-film, der genfortæller Askepot fra stedsøsterens perspektiv – fuld af sort humor, sex og foranderlige kroppe. Den titulære stedsøster er grim, siger filmen – hun har nemlig bumser og bøjle på! – modsat smukke Askepot. Stedsøsterens mor vil gerne have, at hun skal være smuk, så hun kan få en flot ægtemand. Derfor smides hun under kniven, men med den brutale gammeldags kirurgi. Filmen berører de samme uopnåelige skønhedsidealer, her pålagt af de ældre generationer og med henblik på at få en acceptabel mand. Forestil jer blot, hvad stedsøsteren vil gøre ved sin fod for at få den til at passe i den velkendte sko.

Ens for alle filmene er tydelighed i tema, fortælleteknik og vold/sex. Men det er måske ikke helt overraskende, at det er de kvindelige filmskabere, der ser sig nødt til at råbe med megafon for at få folk til at forså, nu når kvindekroppen især er under fokus eller under angreb i samfundet. Budskabet reflekterer samtiden – men det gør fortællemetoden også.

En anderledes body horror og en anderledes mand

Mændene laver stadig body horror. Men det er som om de brugte 80’erne på at være eksplosive og højtråbende og nu i stedet er, groft skitseret, mere subtile: tematisk, narrativt og æstetisk.

A Different Man (2024) følger Edward, der drømmer om at blive skuespiller. Det kan være svært, når man lider af neurofibromatose, der dækker dit ansigt med godartede knuder, som var du Elefantmanden. En videnskabelig mulighed gør, at Edward kan få et nyt udseende langt mere accepteret af samfundet. Det lyder grangiveligt som et The Substance-ekko. Men hvor The Substance er fuld af farver, nøgenhed og vanvittige transformationer, byder A Different Man på en langt mere tvetydig og labyrintisk rejse gennem menneskets dybde. 

Efter Edward har fået et ”normalt” ansigt, dukker flere roller op til ham. Faktisk får han hovedrollen i debutskuespillet fra den aspirerende teaterforfatter, som han lærte at kende gennem “hans tidligere jeg”. En dag dukker en ny skuespiller op, Oswald, med samme lidelse som Edward havde, men Oswalds personlighed er karismatisk, charmerende og morsom — alt det Edward ikke var eller er, selv efter nyt ansigt. Apropos metafortælling: Adam Pearson, der spiller Oswald, har i virkeligheden neurofibromatose.

---

Edward er ved at miste besindelsen, fordi han mister grebet om virkeligheden, efter han har mistet grebet om sit selv. Den nye skuespiller bliver introduceret til alle hans venner, og selv med Edwards nye, skønne ansigt, bliver han aldrig lige så elskværdig som Oswald. Drømmen er blevet et mareridt. Filmen trækker mere på David Lynch-agtig ulmende ubehag, og en mere gammeldags opbygning af uhygge og paranoia.

Hvad mon body horror muteres til i fremtiden?

Sat på spidsen er det derudover kun Cronenberg-familien, der holder den mandlige del af subgenren i live. Både David Cronenberg og hans søn, Brandon Cronenberg fortsætter i subgenren. Film som Possessor (2020) og Crimes of the Future (2022) kigger på kroppen igennem de science fiction-briller, der var på mode i især 80’erne. Brandon Cronenbergs Possessor tager undercover spioner til nye højder, når videnskabeligt gennembrud tillader agenter at føre deres bevidsthed over i andre kroppe for at begå mord. Men som body horror dikterer, så er det ikke altid lige let at affinde sig med en ny krop og forkaste sit tidligere jeg.

Vi slutter med at kigge ind i fremtiden med David Cronenbergs Crimes of the Future, der markerede mesterens tilbagevenden til subgenren. Viggo Mortensen spiller en performance artist, der præsenterer sine organer i en verden, hvor mennesket har været nødt til at tilpasse sig et syntetisk miljø. Filmen er mindre kønsbestemt, men mere miljøkritisk. Den forbinder identitet med environmentalism, hvilket er en spændende ny vej for body horror, da jordens ødelæggelse påvirker alle mennesker uanset identitet.

Om det er, hvad fremtiden bringer for body horror, ved jeg ikke, men jeg tvivler på, at subgenren stopper her. Så længe mennesket har krop og sind, skal der nok eksistere nogle sadistiske hjerner derude, som ynder at forulempe begge. Og så længe køn, seksualitet og identitet er store fokuspunkter i samfundet – om det er i underholdningsindustrien eller generelt – så kommer der unægtelig nye kvindelige og mandlige instruktørstemmer til, som vil kritisere systemet og transformere det til det bedre.

Filmliste