Anmelder: Claus Hasle Larsen

Det medievidenskabelige fagfelt har de seneste 25 år været et vildtvoksende træ, der skyder i alle retninger. Det kan være vanskeligt at følge med i forhold til det, der var pensum engang.

TV-serien var noget, der kom hver søndag aften kl. 20 på DR i et lindt flow. Produktionsmidlerne var også mestendels helliget filmen og i det hele taget foregik det bare på kukkassen, som var tung og stationær. Mobilen, til gengæld, havde Snake.

Så kom internettet, så kom streamingtjenesterne, så blev TV-serien prestigefuld, så gik TV 2 også i gang, så gik de andre i gang, så skulle vi bingewatche og pludselig kunne man godt savne Rejseholdets gode, gamle I.P, der som bekendt tager sig af …. resten.

Undervejs er der sikkert kommet rigeligt med teoribøger: Fjernsyn for viderekomne, Streaming for viderekomne og mange andre.

Nu en er ny udgivelse fra Syddansk Universitetsforlag klar til at bevæge sig et skridt videre ud i virvaret med “Populær serialitet i dansk arena” – og titlen afslører et dobbeltfokus på tv-serien og arenaen. Og her kunne man måske have tilføjet nyere medier, men det ligger måske i det populære?

Bogen er opdelt i fem dele. Allerførst har redaktørerne skrevet et grundigt motivationskapitel inden første del fokuserer på nye samfundstendenser i forhold til serialitet. Anden del introducerer begrebet “arenaer” som går igen i titlen, mens tredje del tager hul på fortællingerne. Sidste del, som egentligt er gemt i redaktørerne Heidi H. -K. Phillipsen og Henning Bøtner Hansens efterskrift, er et fint idekatalog til mediefagsunderviserne med øvelser og forløb.

Sociale medier som serie

Første del har tre artikler. To af dem handler om henholdsvis bæredygtighed og økonomi (se artikeloversigten nederst) i dansk seriedrama.

Og så inviterer Lisbeth Klastrup læseren indenfor det halvintime rum, som de sociale medier kan være, når hun i “Serialitet på sociale medier – seriegenrer og indragelsesstrategier” med udgangspunkt i trillingemoderen Michella Meier Morsi leverer en artikel med en genredefinition, undergenrer og analysemodel af såkaldte SoMe-serials. Afsnittet åbner for, hvordan man kan betragte insta-profil serielt et sted mellem realitygenren og sæbeoperaen. Det er voldsomt inspirerende og med et par omskrivninger og forkortelser også en artikel, der kan anvendes i undervisning i mediefag, hvis man savner lidt inspiration til det serielle og til sociale medier. Eller begge.

Her er også et bud på noget, som elever kan være med på, for det er trods alt (let’s face it) dem, der altovervejende er eksperterne her.

På plads! Ryk arenaem frem i bussen

Anden del af bogen handler om arenaen – altså ordet, der i titlen nok mest betyder kontekst, men her i anden del betyder location. I hvert fald hos manuskriptforfatter Elsebeth Nielsen, der var elev af Mogen Rukov på Filmskolen og derfor er interesseret i begrebet “Den naturlige historie”.

Det handler ikke om, hvad der bliver sagt, men hvor det bliver sagt i artiklen “Om at fortælle med rummet – med særligt fokus på Downton Abbey”. Ideen er naturligvis at fokusere på det konkrete rum, som kameraet filmer i og undersøge, hvad der kan bruges og leges med i fx produktionerne til eksamen, hvor jeg tænker at arenaens betydning for produktionen nok står i anden række efter filmiske virkemidler og dramaturgi. Artiklen læser på gennemnørdet manér et par sekvenser fra Downton Abbey, men har også en analyse af både Orkestret og Borgen.

Efterfølgende kommer artiklen “ Narrativt potentiale – brugen af arenaregler i manuskriptudvikling” af film- og serieskaber Andrias Høgenni, der med tre DR-serier på cv’et har udviklet en metode til ideudvikling. Kapitlet bruger også Rukovs ide om “den naturlige historie”, som bl.a rummer teorien om, at hvert rum har sine egne interne regler, som man som forfatter skal benytte til at skabe og udvikle konflikten. Artiklen kan måske anvendes i mediefagets ideudviklingsfase, hvis man leger med at historien og konflikten opstår i spændingsfeltet mellem arena, plot og karakter

I anden dels sidste kapitel går vi tilbage til at analysere og sætte lidt flere begreber på arenatankegangen. Nathali H.S. Pilegaard går i kødet på TV 2-serien Badehotellet og undersøger det hun til lejligheden kalder et “stedsspecifikt etos”. Igen er udgangspunktet at et rum eller en arena har forskellige regler – adfærdskodekser, som man skal fortælle med. Og her er badehotellet som arena interessant, fordi det fine borgerskab fra hovedstaden i følge seriens forfattere ændrer adfærd på badeferien i det vestjyske – og kaster sig ud i leg på stranden. Pointen er, at forskellige rum giver afkast i forskellige konflikter og med Goffman i hånden etablerer serien forskellige forrum og bagrum (fx de private værelser og den offentlige spisesal).

Med fokus på arenaen har bogen i hvert fald sparket til min egen lyst til at måske at skubbe locationanalysen lidt længere frem i bussen. Jeg tænker, at mediefagslæreren tit kaster sig over de lavthængende frugter som klipning og lyd – men hvad med at give arenaen et skud?  Spørg ikke hvem, hvad og hvordan – men hvor. Og jeg vil påstå, at analysen åbner sig på en anden måde. Også i elevproduktionerne, hvor man kan benspænde med forskellige locations.

Serier i en utålmodighedskultur

I bogens tredje del hæver vi blikket mod nyere tendenser i dansk TV-drama – også med arenaen som et af flere fokuspunkter. Der er læsninger af Netflix-serien Equinox, der leger med forskellige virkelighedsplaner som man også kender fra fx Stranger Things. En anden artikel zoomer ind på brugen af humor og satire i hhv Orkestret og Operarejsen, som nok henvender sig til et lidt mere modent publikum, der kan spejle sig i de 30-40-something-problematikker, de fremstiller. Som sagt er arenaen stadig i spil og det samme er dramaturgi i to artikel om vidt forskellige typer af serier.

I første omgang ser Kim Toft Hansen på tv-serien Hvide Sande og konstaterer at Danmark ikke er et lille land, som man måske antager, når man sådan helt hafniacentrisk sidder og udvikler i åbent kontorlandskab et sted i hovedstaden. Vi er med andre ord rykket til Udkantsdanmark og ser her på “periferiens æstetik”. At placere sit drama i periferien er ikke nyt. Lige siden En by i provinsen fra 1977 har Tv-serier undersøgt arenaer som Samsø, Korsbæk og ja de to omgange Rejseholdet fra hhv. 1983 og 2000 kunne have heddet “Mord på Margueritruten”. Men noget nyt er, at periferien i højere grad byder sig til som lokation, så det at få en lokal tv-serie står lige så højt på dagsorden som at renovere skolen (lidt groft sagt), samtidig med at public service-kontrakten påbyder at ramme hele landet.

Artiklen undersøger således, hvordan serien æstetiske valg underbygger ideen om man har bevæget sig mod periferien – og alene det, at man bruger 3 minutter af et afsnit på 42 til at fragte en politibetjent fra Aarhus til Hvide Sande vidner om at rejsen og målet i det perifere er i fokus både i denne serie, men også en langt række serie verden over. Men den undersøger også, hvordan nordic noir bliver til blue sky crime med Visit Denmark-æstetik, der siger katjing hos droneproducenterne.

Ovre på internettet begynder der at ske ting og sager, som har sat TV-serien fri for TV’ets produktionsmæssige struktur i alle aspekter af produktionen fra ideudvikling til distribution. Henning B. Hansen griber fat i Jonas Risvigs værk, der er et godt eksempel på, at fx DR har forstået at vise serier til unge, hvor unge er – nemlig alle andre steder end, der hvor TV’et står. Risvig har siden 2020 skabt forskellige serieformater på Youtube, DR, TV 2 Østjylland  og Viaplay.

Bøtner Hansen peger på tre forskellige aspekter som Jonas Risvigs serie er udtryk for i særdeleshed. Først og fremmest er målgruppen i centrum. Helt bogstaveligt. Man laver ikke serie til eller for de unge – men med de unge og på de unge præmisser inklusiv tværmedialle strategier, som fx det at give en hovedkarakter en profil på et socialt medie. Og i tilfælde med serien Centrum blev målgruppen også producer i den forstand, at brugerne blev inviteret med til at udvikle og skrive serien.

Næste spadestik handler om dramaturgien og nyere tendenser i en verden, hvor fastholdelse er vigtig og valgene er mange. Lidt populært kan sige, at hvalen (altså berettermodellen) efterhånden er blevet ædt af dragen (dragemodellen). Der har fokus på at inddrage publikum med det samme og slutte balladen af med et ildsprudende klimaks – og så binge igennem. Bøtner Hansen tilføjer så til Risvigs og andres dramaturgi, at det er kogt ned til at nogen gange lidt sketchagtige, som fx DRP3-serien Uskyld. Andetsteds benævnes det som kantstenfiktion, fordi handlingen tit udspringer af en samtale på en kantsten. Selv kalder forfatteren det narrativ kompression, som han så gennemgår med eksempler fra serierne Centrum og Salsa. Denne komprimerede stil udfolder sig både dramaturgisk og visuelt hos Risvig.

Artikelantologi med øvelser

Som noget interessant og vist egentlig også ganske nyt, er der i bogen lagt nogle øvelser frem, som man kan gå til og som nok mest henvender sig til mediefag A og B. Men vi andre kan nok plukke lidt i stoffet og bruge det også. Der er fx en øvelse, hvor man udgangspunkt i sin yndlingsserie bliver tvunget til at se på arenaen som medfortæller. Man kan også lege med Jonas Risvigs æstetik og skrælle alt det finurlige formsprog ned og fortælle med ansigtsudtryk. Endelig er der øvelser omkring den naturlige historie, dramaturgi og arenaer. Man kunne måske savne et par praktiske øvelse. Men dem kan måske selv bakse sammen. Kunne et stort hold ikke producere en serie, der foregår på netop deres gymnasium?

Den nye udgivelse her har 11 kapitler foruden det meget fine introkapitel. En god håndfuld kan og har inspireret til at røre lidt i forløbsgryden. Barsler man med et ungdomsforløb er Henning Bøtners artikel slet, slet ikke til at komme udenom. Og det samme gælder egentlig også artiklen om serialitet på social medier, som jeg tror eleverne kan få meget ud af enten ved at læse, skimme eller få videreformidlet pointerne fra.

Det er en alsidig bog som kommer vidt omkring med fokus på det serielle og arenaen og man kunne måske have drømt om et kapitel om fx McDonalds’ serie “Alt ændrer sig” som kan ses på Youtube og er en interessant form blanding af rekrutteringsmateriale og underholdning. Som det er med antologier er det ikke alt, der lige fanger ens interessere. Det siger nødvendigvis ikke noget om kvaliteten. Her er grundforskning på dansk for alle pengene.

Oversigt over artikler:

Lisbeth Klastrup:  Serialitet på sociale medier – Seriergenrer og inddragelsestrategier.

Heidi HK Philipsen: Økoserier. Findes de i den danske serieproduktionsbranche?

Nathali H.S. Pilegaard og Mads Møller T. Andersen.: Økonomiske vilkår for danske tv-serier.

Elsebeth Nielsen: Om at fortælle med rummet – Med særligt fokus på Downton Abbey.

Andrias Høgenni: Narrativt potentiale. Brugen af arenaregler i manuskriptudvikling.

Nathali H.S. Pilegaard: Et badehotel som arena. Front og backstage-rum i tv-serien “Badehotellet”

Kim Toft Hansen: Periferiens æstetik. Blue sky crime og lokalproduktion i Hvide Sande.

Henning Bøtner Hansen: Instruktør Jonas Risvig: Nye veje for serieproduktion og seriel narration.

Steen Ledet Christiansen: Føljetonfordybelse og verdensudviskelse i Equinox.

Louise Brix Jacobsen: Frås, liderlighed og klassisk musik – Om, humor og satire i DR- serierne “Orkestret” og “Operarejsen”.

Bo Kampmann Walther: Thomas mot Thomas – En film Om serialitet og spøgelser