– et essay om tendenser i nyere ”ungdoms”-gysere

Af Torben Bille

Når man studerer faglitteraturen om gysergenren (f.eks. Jerslevs Det er bare film (1999), bliver gyserfilm- og tv-serier med horrorelementer ofte beskrevet som nogle, der er specifikt er skabt og henvendt til et publikum af yngre mennesker. Det kan der være mange gode grunde til, men som Jerslev skriver, er en af disse fordi horrorfilmen i vores kultur ofte benyttes som et slags moderne overgangsritual. Et sted hvor unge, i trygge rammer, kan udfordre hvor hinandens og ens egne grænser går.

Som alle ved, kan filmene ikke skade dig direkte (med mindre forbandelsen i The Ring (1998) viser sig at være virkelig), men filmene kan alligevel gøre dig ubehageligt tilpas og vise dig ting du måske ikke havde lyst til at se.  Heri ligger en af gyserfilmens paradokser, spørgsmålet om hvorfor vi  frivilligt opsøger noget som vi ved kan være skræmmende eller ubehageligt. Et muligt svar er at vi gør dette fordi oplevelsen kan sammenlignes med en ruchebanetur – at se horrorfilm er en fuldstændig tryg måde at opleve noget grænseoverskridende på. Et andet svar er fordi disse fortællinger uanset hvor absurde og skræmmende de kan være måske er med til at ruste os til dagligdagen.

Der er der flere ting, der tyder på at gyserfilmen kan være god for os. Der ligefrem forskere og flere undersøgelser, der peger på at gyserfilm er gavnlig for vores mentale helbred. Ved at se gyserfilm kan man trygt konfrontere ting man frygter, for udsætter man sig selv for grænseoverskridende, tabuiserede og ekstreme situationer på film, så er det muligt man på sigt kan blive bedre til at kontrollere og konfrontere de ting i ens virkelighed man ellers ville have været bange for.

Set i lyset af ovenstående kan man postulere at de gyserfilm henvender sig til et ungt publikum kan ses som en moderne version af de klassiske eventyr, som dem vi kender fra Brødrene Grimms eller Charles Perraults samlinger. Folkeeventyr fremstår i manges bevidsthed som uskyldige, sjove og lidt uhyggelige historier henvendt til børn, men som adskillige litteraturforskere peger på, så havde folkeeventyrene i deres oprindelige, ucensurerede form en opdragende funktion. De var med til at forberede tilhørerne på de farer, som eksisterer rundt om os. Eventyrerne kan derfor betragtes som moralske fortællinger, der ligeledes har en opdragende funktion.

Folkeeventyrene var heller ikke kun historier tiltænkt børn, men fortællinger der henvendte sig til alle aldersgrupper og som takket være deres form kunne italesætte emner, der måske var vanskelige at tale om i hverdagen. Således kan historien om Rødhætte ses som en fortælling om pubertet og voldtægt (med andre ord: ulven som overgrebsmand – er du i tvivl om denne læsning så læs blot moralen til sidst i Perraults version) og historien om Hans og Grete kan tolkes som en historie, der handler om at man ikke kan stole blindt på voksne, end ikke ens forældre – for vil du overleve, så bliver du nødt til at lære at klare dig selv.

I dette essay, er fokus ikke på eventyr, men derimod på de mange dystre fortællinger der optræder i fortrinsvis amerikanske gyserfilm og på hvad disse film kan fortælle os om den verden vi lever i. Vi kan måske indledningsvist blive enige om at vi befinder os i en virkelighed hvor vores opmærksomhed er lig med firmaers indtjening. Derfor handler det fra filmselskabernes side om at skabe film, der kan give seeren mere end blot en oplevelse af spænding men muligvis også noget man kan tænke over længe efter filmen er slut.

Krop og sind

Gyserfilmen har altid været en meget kropslig genre. Der er jo ligefrem opstået undergenrer til gyserfilmen kaldet ‘body-horror’ og ‘torture-porn’ hvor det er lemlæstelsen af kroppen, kroppen der muterer, forfalder eller ligefrem fortæres, som bliver sat i fokus. Filmene viser os nærbilleder af snitsår, negle der knækker, syre der får øjenæbler til at poppe og ting der er langt, langt værre. Selvfølgelig er scener som disse med til at få folks opmærksomhed på godt og ondt.

Samtidig har det at se gyserfilm, mere end mange andre filmgenrer, en række lighedspunkter med det at se porno. Begge genrer viser os den afklædte menneskekrop og begge typer film skaber direkte fysiske påvirkninger på tilskueren. Adrenalinniveauet stiger, puls og åndedræt bliver hurtigere. Når man ser en gyserfilm er det i denne tilstand nemmere at forestille sig smerten, der er forbundet med nærbilledet af en negl, der flås af, eller når man ser en person der træder et glasskår op i foden. Jeg har i al fald flere gange hørt elever og biografgængere sige ”av” når de har set den slags billeder. Bevares, der er også seere, der begynder at græde når de ser en tragisk kærlighedsfilm, men nok om følelser og film hér. Lad det blot blive sagt at den nærmest fysiske intensitet man kan opleve i horrorfilmen kan være blandt grundene til at genren er så populær blandt dens tilhængere, deriblandt unge. Filmene synes at påvirke os stærkere end andre genrer.

Opskriften på at fange vores opmærksomhed i disse gysere synes stadigvæk at være en kombination af udpenslet sex og vold. To ting, der synes at navigere udenom vores civiliserede fornuft og appellerer direkte til vores reptilhjerner.

Som flere af de, der har beskæftiget sig med gysergenrene nævner, så benytter genren sig stadigvæk af elementer som mennesker alle dage har været bange for: frygten for mørket, for det ukendte. Frygten for alle de ting du ikke kan forklare. Frygten for de ting, der potentielt kan jagte og dræbe dig. Hertil kommer alskens fobier, lukkede rum, edderkopper, blod, mv. Sagt på en lidt anden måde, vores frygt kan antage mange forskellige former.

Selv om fokus i denne tekst er på de film, der lige som eventyrerne vil vise os noget om samfundet så skal det siges, at der naturligvis også laves en masse horrorfilm, der ikke har andet til hensigt end netop at skræmme os og at svælge i lemlæstelser og brutalitet (se blot film som i Terrifier– (2016- ) eller Laid to Rest (2009-2011)-serierne). Samtidig findes der også en lang række gyserfilm, der handler om mere og andet end blot en samling kåde teenagere, der samles ude i en hytte i skoven, mens en maskeret morder lurer lige i nærheden. Det er især film som dem, der skal undersøges i det følgende.

Der er intet nyt i at film, uanset om de er gyserlige eller ej, afspejler tendenser, holdninger og værdier i det omkringliggende samfund. Selv om gyserfilmen måske primært har til hensigt at underholde og skræmme os, så viser filmen os også noget om den verden vi lever i. Det gør filmene måske først rigtigt idet man begynder at analysere eller undersøge fællestrækkene mellem filmene og det er netop dét, nærværende tekst har til hensigt.

De film, der nævnes herunder, vil ikke blive analyseret i detaljer, men i stedet blive brugt som eksempler på film der indholdsmæssigt peger i retning af at have et fælles budskab eller som måske blot vil gøre opmærksom på eller advare om farer eller tendenser der reelt eksister udenfor fiktionens rammer.

Slutteligt virker en gennemgang af nyere gysertekster henvendt til unge mangelfuld, hvis ikke også der blev afset plads til at undersøge forholdet mellem ny teknologi og filmens verden. Har du en vellykket filmfranchise, så skal der også laves et spil – eller omvendt. Desuden er videospil og internettet også blevet så stor en del af unges medieforbrug, at det ville være forkert ikke også at se på dette aspekt, når nu fokus er på ungdomsgyset.

Så er du nysgerrig på nyere gyserfortællinger, så kan denne tekst være med til at inspirere dig til hvilke film (og spil) du bør give en chance og samtidig få dig til at se en potentiel sammenhæng mellem værkerne.

Ultrakort definition af ‘ungdomsgyseren’

Vi starter med en ultrakort definition af ungdomsgyseren. Ungdomsgysere er en gruppe af gyserfilm, der som navnet antyder henvender sig primært til et yngre publikum. De kendetegnes ofte ved:

• tematisk at beskæftige sig med emner som appellerer til unge og deres liv (f.eks. skolegang, teenageproblemer, mobning, trends & tendenser, kæresteproblemer, seksualitet & kønsidentitet, mv.)
• at filmene har børn eller unge i de bærende hovedroller – herunder at nogle af skuespillerne eller filmskaberne er nogle der kendes fra andre fora.
• at markedsføringen af filmene optræder de steder og medier hvor unge færdes
• at filmene ofte ses af unge i fællesskab, hvor hverandres grænser afprøves

Teenageren er som begreb er i øvrigt et forholdsvis nyt fænomen. Begrebet opstod efter Anden Verdenskrig og i takt med den voldsomme økonomiske vækst i starten af 1950’erne. Med unge, ikoniske skuespilleres enorme internationale succes og filmroller der viste publikum unge mennesker, der turde at gøre oprør mod deres forældres forstokkede holdninger, fik Hollywood øjnene op for, at der var et enormt økonomisk potentiale i at lave film specifikt til denne målgruppe. En tendens der er fortsat frem til i dag.

Hollywood – big business og budskaber

Den amerikanske filmindustri er på den ene side er en pengemaskine drevet af markedsøkonomiske kræfter, hvor man giver folk den vare de gerne vil have (i ungdomsgyseren er det primært sex, stoffer og vold). På den anden side er der i USA også i disse år en række produktionsselskaber, der har indset at dette måske ikke er nok, men at publikum også gerne vil have andet og mere med sig hjem fra biografen. Selv om det kan virke som en påstand, så synes også den moderne gyserfilm at ville mere end blot at fortælle publikum en uhyggelig historie. Den byder også på budskaber som handler om vores familiestruktur, som kommenterer på politik, sætter spørgsmålstegn ved vores øgede medieforbrug, og meget mere.

Det kan måske godt være vanskeligt at ane disse budskaber, idet de ofte står i skyggen af filmenes ekstreme fokus på blod, overnaturlige hændelser, væmmelige monstre og folk uden tøj på, men kradser man lidt i overfladen, kan disse film faktisk fortælle os noget om os og den verden vi er en del af.

Film er en kunstart men det er også en millionindustri. Det handler om udbud og efterspørgsel. En del af Hollywoods filmmaskine består derfor i at nærstudere brugernes opførsel, lave brugerundersøgelser, holde test-screenings, undersøge hvilke tendenser der trender på SoMe, mv. så producenterne på den måde, kan finde på historier der rammer så præcist ned i tidsånden som muligt. Samtidig er er i disse år en række unge, kreative instruktører og manuskriptforfattere, der har fået mulighed for at lave film for både de store filmselskaber og for de produktionsselskaber, der efter amerikanske standarder kan kaldes for ”små” og uafhængige.

Den sidste pige

Som en af pointerne lyder i Carol Clovers Men Women and Chainsaws – Gender in the Modern Horror Film (1992) – en bog, der byggede videre på samme forfatters artikel Her body, Himself: Gender in the Slasher Film (1987) – så var de klassiske slasherfilm – på trods af deres megen fokus på nøgenhed, druk, stoffer og ikke mindst brutale, blodige og udpenslede voldsscener i deres kerne – overraskende moralske fortællinger. Måske sammenlignelige med førnævnte folkeeventyr.

Slasherfilmen er en type gyser hvor fokus er på en gruppe unge mennesker, der som oftest én efter én bliver dræbt af filmens opfindsomme – og som oftest maskerede morder. I disse film oplever vi hvordan filmens ‘Final Girl’ (altså hende, der altid undslipper monstret eller maskemanden til sidst) samtidig er den eneste figur i filmen, der konsekvent siger pænt nej tak til tilfældig sex, stoffer og alkohol. Det er hende, der overlever fordi hun evner at holde hovedet klart og belønnes på den måde med sit liv, for ikke at gøre alle de ting som hun ved ikke burde. Ting som er tabu.

Selv om man stadig kan opleve mange ‘Final Girls’ på film, findes der også efterhånden mange eksempler på at filmskabere siden slasherfilmens storhedstid i 1980’erne er blevet lidt trætte af denne stereotyp. Et fint eksempel er den politisk ukorrekte men ikke desto mindre, meget morsomme Cabin Fever (2002). I denne film er det slackeren, ham fyren, der udelukkende drikker øl og ryger joints, der ender med at overleve rædslerne. Den dydige ‘Final Girl’ som vi oplevede i filmene fra 70’erne og 80’erne kan derfor ses som et symbol på den kultur og det menneskesyn der var fremherskende dengang, mens den øldrikkende gut fra Cabin Fever er en figur, der kan tyde på at instruktør Eli Roth enten har læst Carol Clover eller, om ikke andet, bevidst har villet vende denne ‘Final Girl’ tendens på hovedet. I al retfærdighed bør det nævnes, at der allerede i starten af 1980’erne blev lavet film der lavede tykt grin med slashergenren, eksempelvis filmserien Sleepaway Camp (1983-2008), en filmserie, som bevidst leger med de mange genrekonventioner og de stereotyper vi kender fra slasherfilmen.

Mange nyere gyserfilm bærer lidt på samme måde præg af, at de, der skaber filmene, har læst eller fået undervisning på filmskolen i disse ting. Alternativt er der også kommet en masse nye filmfolk til der er selvlærte og har benyttet forhåndenværende grej og streamingplatforme som træning. De har måske selv set så tilpas mange genrefilm, at de bliver det, Umberto Eco i anden sammenhæng kaldte for ”instinktive semiotikere” – altså folk, der er i stand til at afkode filmenes tegn på baggrund af andre værker de har set. Metafilm som f.eks. Scream-serien (1996- ), Tucker & Dale vs. Evil (2010), The Final Girls (2015) eller The Cabin in the Woods (2011) er alle glimrende eksempler på film der bevidst er skabt til et filmanalytisk- og gyserbegejstret publikum. Film, der ofte gennem dialog mellem figurerne eller på anden vis direkte kommenterer på gyserfilmens konventioner og herefter bevidst forsøger at bryde dem.

Jeg er klar over, at de tendenser og tolkninger, der præsenteres i det følgende, alene sker på grund af mine valg af film, tv-serier og andre medieprodukter og derfor ikke bør ses som generelle tendenser, der uproblematisk kan overføres på alle nyere ungdomsgysere. Ikke desto mindre, vil jeg forsøge at pege på fællestræk i disse film. Vi starter hjemme.

Kernefamilien i opløsning

Der er virkelig mange horrorfortællinger, der foregår med udgangspunkt i familien og i deres hjem. Vi kender alle de filmiske fortællinger om familier, der flytter ind i et nyt hus (f.eks. Haunting of Hill House (2018), Sinister (2012), oa.). Dertil kommer de film hvor (bedste)forældre, altså de personer der burde beskytte børn og børnebørn, pludselig forvandles til trusler (f.eks. Evil Dead Rise (2024) & The Visit (2015)) eller også kan man opleve at der er noget helt galt med børnene (f.eks. Bring Her Back (2025), Weapons (2025)).

Sigmund Freuds eneste tekst om fiktion – og derfor også den eneste man efter min mening burde inddrage i tekst- og filmanalyser – Das Unheimliche (1919) er stadig værd at nævne. Her skelner Freud i sine analyser af ETA Hoffmans fortællinger, mellem begreberne ”heimlich” (da. hjemligt/hyggeligt) og ”unheimlich” (en version af hjemmet, der har forvandlet sig til noget u-hjemligt, noget uhyggeligt).

Selv om langt de fleste af os glæder os til at flytte ind i et nyt hus, er en flytning også forbundet med en omvæltning i ens liv, muligvis endnu mere tydeligt når man er ung og ens verden pludselig skal omdefineres. Nye omgivelser, en ny skole, ny klassekammerater og nye naboer at forholde sig til. En sådan situation kan være skræmmende nok i sig selv og de mange film om hjemsøgte huse synes netop at udnytte bekymringer som disse maksimalt.

Det er helt bevidst, at horrorfilm benytter hjemmet og familien, noget der burde være trygt og sikkert, til det stik modsatte. Dæmoner, der besætter familiemedlemmerne, så man allerede tilbage i 1970’ernes okkulte gyserklassikere som Eksorcisten (1973) eller Tegnet (1976) men også i nyere ungdomsgysere oplever vi dæmoner true familien. Det sker eksempelvis i de mange mockumentary/found footage-film som The Exorcism of Emily Rose (2005), The Taking of Deborah Logan (2014) m.fl. eller i mere traditionelle gyserfilm som Nattens Dæmoner (2013) (org. The Conjuring).

Langt de fleste af os tror nok ikke fuldt og fast på dæmonbesættelse eller ondskabsfulde hekse på samme måde som tidligere. Takket være videnskaben har vi for længst anerkendt at dæmonerne måske ikke var sendt af Satan, men i stedet kunne forklares ved at de der var ‘besatte’ i virkeligheden led af epilepsi eller havde en svær psykisk sygdom. I virkelighedens verden er der desværre flere ungdomsgenerationer der i disse år af forskellige, komplekse årsager forekommer at være langt mere psykisk sårbare end tidligere. Når dette er noget, der optræder i vores nyhedsstrøm, så virker det også oplagt, at der skabes fiktionsfilm, der netop fastholder ideen om at personer på film der pludseligt ændrer deres personlighed drastisk. Desuden kan det tilføjes, at når nu videnskaben har overtaget Guds rolle i vores bevidsthed, så kan de mange nye bud på okkulte gyserfilm være en opfordring til, at vi igen måske bør overveje at begynde at tro på Gud, når nu vi oplever filmenes videnskabsmænd komme til kort overfor de mange dæmoner.

Konceptet med at komme til termer med voksenlivet og puberteten, har også været temaer, som har været en fast del af ungdomsgyseren. I startscenen på Carrie (1976) så vi hovedpersonen få menstruation for første gang og idet Carrie går fra at være en pige til en ung kvinde, så vågner hendes overnaturlige evner også. Carrie er mobbeoffer og slutter selvfølgelig på dramatisk vis at tage en frygtelig hævn mod alle de, der har mobbet hende. Mange, der har været udsat for mobning eller har set det ske, har sikkert ganske stor forståelse for at mobbeofret på den vis får hævn, selv om det også går ud over uskyldige.

I filmatiseringen af en anden Stephen King historie IT (2017), er vi i den første film også blandt en samling børn. King har om nogen formået at forene nostalgi, ungdomsliv og gys. Selv om IT på mange måder er en meget generisk teenagegyser hvor en dæmonisk klovn kidnapper børnene i et lille lokalsamfund, så fungerer især filmens første del virkeligt godt som en ‘coming-of-age’-film, altså en film, hvor alle de børn vi følger, takket være forskellige omstændigheder bliver nødt til at blive voksne. Puberteten er en del af ens liv hvor dette er en nødvendighed, men i IT er det strengt nødvendigt, da det handler om overlevelse.

Samme tema kan spores som noget helt centralt i Netflix-serien Stranger Things (2016-2025), der i bund og grund er en ungdomsgyser, men idet den foregår i 1980’erne også er en dejlig nostalgisk tur tilbage til pastelfarver og grimt hår for alle vi, der var unge dengang. Faktisk synes det at være en tendens at flere og flere gysere foregår i firserne, både fordi nostalgi virker populært, men mere lavpraktisk måske også fordi det var før alle kunne bruge deres mobiltelefoner til at ringe efter hjælp eller med kameraet dokumentere de overnaturlige hændelser.

For lige at afslutte dette afsnit om familie og ungdom, så skal jeg også nå at nævne filmen Hereditary (2018) og den danske Mulm (2024). I de film fortælles der henholdsvis om hvordan dødsfald i familien og en smertefuld skilsmisse potentielt kan have en altødelæggende effekt på de, der er tilbage. I begge film er der selvsagt tilsat overnaturlige elementer, til at gøre budskaberne mere attraktive for et publikum, der holder af gys.

Opfør dig ordentligt

Selv om den ‘Final Girl’-moral, som blev omtalt ovenfor, udfordres nu og da, så bliver der stadig lavet en lang række gyserfilm, der på samme måde synes at opfordre unge til at opføre sig snusfornuftigt. Filmene er muligvis ikke helt så tydelige i deres budskaber som de var i halvfjerdserne, men ikke desto mindre vil ungdomsgyseren lige som tidligere forsøge at opfordre dens publikum til at man reflekterer over ens gerninger og opførsel.

Du må under ingen omstændigheder lege med okkulte kræfter. Et eksempel på sådanne lege, der bliver til blodig alvor, kan ses i Ouija (2014), du kan også lade sig frivilligt besætte med hjælp fra en mystisk gipshånd som i filmen Talk to Me (2022) eller man kan, helt uden at ville det, blive offer for en ondskabsfuld forbandelse, som det sker i Smile (2022) & Smile 2 (2024). Filmene vil måske fortælle os, at du i stedet burde vælge en tur i kirke eller i det mindste foretage sig noget helt andet end at lege med overnaturlige kræfter.

I filmen It Follows fra 2014, oplever man hvordan en ung kvinde lidt på samme måde som i Smile bliver forfulgt af et usynligt, dødbringende væsen, men det kræver ikke mange analytiske kræfter at tolke sig frem til at filmen måske i virkeligheden handler om de yderste konsekvenser af at dyrke ubeskyttet sex. Samme tema kunne man allerede se i Parasitmordene (org. Shivers) fra 1975, selv om Cronenbergs gennembrudsfilm næppe kan betegnes som en ungdomsgyser eller for den sags skyld som en kommentar til HIV og AIDS, idet filmen kom mange år før sygdommen opstod. I begge film ser vi dog hvordan alt går galt, hvis man fristes af at dyrke ubeskyttet sex. Du bringer ikke kun dig selv men også alle dine partnere i fare.

Samme budskab om at sex potentielt kan være dødbringende kan opleves i en masse film som f.eks. Teeth (2008), X (2022), Raw (2017), m.fl. Når vi taler om sex, så er det også muligt at se klassiske monstre som vampyrer og varulve som repræsentanter for samme tendens. Flere vampyrfilm, senest Roger Eggers version af Nosferatu (2024) synes at fremstille blodsugere som erotiske, dyriske væsener. Varulven synes at være en moderne udgave af eventyret om Rødhætte – varulven er jo antropomorficerede dyr. Dette væsen kan også tolkes som om det er vores dyriske side der får lov til at rasere. I enkelte af varulvefilm som i filmserien Ginger Snaps (2000 – 2003) er menneskeulven dog ikke længere et handyr, men derimod handler filmene om en kvindelig seksualitet, der her bliver fremstillet som spændende, magtfuldt og selvfølgelig truende. Det samme er gældende i den groft oversete danske ungdomsfilm Når dyrene drømmer (2014)

Ungdomsgysere kan også vise publikum, at det er åbenlyst forkert at bryde loven og at lovbrud bliver straffet virkeligt hårdt. En af de bedste advarsler om ikke at begå indbrud kan ses i den effektive Don’t Breathe (2016) hvor en gruppe unge kriminelle vil røve en blind, gammel mand. Hvad de ikke ved er, at den blinde er en toptrænet forhenværende soldat der gør kort proces med alle der trænger ind i mandens hjem. Omvendt er der også et utal af gysere, der netop viser hvor skræmmende det er når hjemmerøvere pludselig dukker op i ens hjem (som f.eks. i The Strangers (2008), You’re Next (2011) eller den vildt ubehagelige metafilm Funny Games (2007)). Alle disse gyserfilm trækker samtidig på Freuds ovennævnte koncept med at forvandle det hyggelige hjem til et meget utrygt sted.

Til trods for, at der stadig findes en række film, der gerne vil moralisere over hvor ukontrolleret unge opfører sig, er der heldigvis også plads til film og tv-serier der netop hylder alle de skæve, utilpassede teens. Et glimrende eksempel er Tim Burtons Netflixserie om Wednesday (2022- ). Som en kvindelig goth-udgave af Harry Potter starter hun på kostskole sammen med en række andre lige så utilpassede unge og her hyldes mærkværdigheden frem for at dæmonisere den. Selv om Wednesday ikke er rendyrket gys, så arbejder serien med mange af de elementer vi kender fra gyserfilmens verden og viser sin seer, at det er helt okay ikke blindt at følge strømmen og være lige som alle andre.

Det politiske gys

Verden anno 2025 er for mange blevet langt mere utryg og kaotisk end den har været i mange år. Ikke alene fylder krig, oprustning og konflikter meget i nyhedsstrømmen, men frygten for hvad fremtiden vil bringe synes også at afspejle sig i mange af de nye ungdomsfilm.

Der har i mange år blandt både unge og os andre været en voksende politikerlede og en dalende tiltro til at de folkevalgte kunne bestride deres embede efter hensigten. Virkelighedens verden er da også fyldt med eksempler på folkevalgte, der i den grad har misbrugt deres magtpositioner med katastrofale følger som resultat.

Der er ikke noget nyt i at vi bør være bange for enkelte politikere. Det kunne man allerede se i filmatiseringen af endnu en Stephen Kings roman: The Dead Zone i 1983. Filmen følger ikke kriterierne for ungdomsgyseren, men i den oplever vi en mand der får synske evner og efter en vision af fremtiden han har haft, hvor han ser at den kommende amerikanske præsident starte tredje verdenskrig, beslutter han sig for at dræbe ham. I en anden fortælling af King, The Long Walk (2025), der netop blevet filmatiseret, får vi historien om en samling unge mænd der i et fremtidigt USA ‘frivilligt’ deltager i en konkurrence, der transmitteres live. Kun en af de 50 drenge vil overleve i dette udskillelsesløb. Da King skrev sin historie, var den nok tænkt som kritik af Nixons krig i Vietnam og alle de unge mænd der dengang døde på grund af politiske ideologier, mens det hele blev tv-transmitteret. Desværre synes denne histories budskab at være lige så aktuelt i 2025, takket være de aktuelle konflikter der eksisterer og måske ligeledes på grund af den uforudsigelige præsident der lige nu bor i Det Hvide Hus.

Selv om vi et kort øjeblik bevæger os væk fra ungdomsgyset, er det også muligt at se en lang række film med horrorelementer henvendt til unge, der på samme måde vil advare om at vores fremtid kan blive skrækkelig, hvis vi ikke ændrer adfærd. Disse film skildrer alle fremtidsscenarier hvor politik, magtfulde multinationale selskaber, overvågning og magtsyge enkeltindivider har forvandlet vores samfund til en dystopi. Sådanne nedslående fremtidsvisioner kan opleves i populære filmserier som f.eks. Maze Runner (2014-2018), Divergent (2014-16) eller den måske den bedst kendte: Hunger Games (2012-2023). Der er næppe nogen der har lyst til at vores civilisation i fremtiden kommer til at se sådan ud. En verden hvor ikke kun menneskeheden kæmper for overlevelse men hvor også naturen er helt ødelagt. Det er på den vis film, der skræmmer os og udnytter den angst mange af os har for at den globale opvarmning på sigt vil resultere i et økologisk og samfundsmæssigt kollaps.

En anden meget aktuel politisk debat handler om køn. Debatter om alles ret til egen krop, ligeløn og kampen mod patriarkatet startede med kvindebevægelsen i slutningen af 1960’erne, men det er også en debat der har taget nye former og vokset i kraft gennem de seneste år. Kønsdebatten har udefra set i al fald fyldt meget i vesten og er nok allermest tydelig i de unges verden. Når man er teenager og i fuld gang med at forme sin identitet, er seksualitet, kropsbevidsthed og ens kønsidentitet helt centralt. Film som Jennifer’s Body (2009), Men (2022) eller den seneste filmatisering af The Invisible Man (2002) kan derfor alle ses som ungdomsgyseres kommentarer til netop kønsidentitet. Det er film, der på hver deres særegne måde kommenterer den måde kvinder fremstilles og behandles på i samfundet, men fælles for filmene er at de ikke nødvendigvis dæmoniserer kvinderne, men derimod viser deres hovedpersoner som stærke, selvstændige individer.

Endelig har racepolitik også på det seneste gjort sit indtog i gyserfilmen. Det skyldes selvsagt at der er dukket både forfattere og filmfolk op der selv er sorte, har asiatiske eller latinamerikansk baggrund, men også fordi Hollywood har indset at der også er et stort publikum blandt ikke-hvide filmforbrugere. Selv om heller ikke alle af de følgende film med rette kan betegnes som ungdomsgysere, måske med undtagelse af den fremragende Get Out (2017), så får publikum i både vampyrfilmen Sinners (2025) og tv-serien Lovecraft County (2020) serveret historier, hvor hovedkaraktererne møder den institutionaliserede racisme overalt hvor de kommer. Som om det ikke er nok at skulle slås med henholdsvis vampyrer og tentakler, så skal man også slås med hvide menneskers fordomme og forstokkede, racistiske holdninger. Mon ikke vi i de kommende år vil se flere og flere af denne slags gyserfortællinger der tackler netop etnicitet og fordomme på nye, interessante måder?

Spil(le)film

Interaktiv underholdning, altså spilindustrien, er efterhånden blevet dominerende på underholdningsmarkedet. Allerede tilbage i 2022 var omsætningen i spilindustrien målbart større end hvis man så samlet på omsætningen i musik- og filmindustrien. Det er der nok en god grund til. De unge har måske bevæget sig væk fra film og tv-mediet og som noget helt naturligt omfavnet videospillenes verden.

Videospil har mulighed for at benytte alle de virkemidler vi kender fra filmen i en verden, hvor du selv er med til at forme indholdet af den historie der fortælles, alt efter hvilke valg du træffer. Den største forskel på film og videospil er netop dette interaktive element. I spillet kan du selv vælge hvilken vej du vil løbe væk fra modstanderen eller hvilket våben du mener er det bedste. Det gør ofte spiloplevelsen mere intens og du kan på den vis komme tættere på gyset, end når du oplever det på film. Enkelte spil kan du ligefrem spille i VR, hvis du altså tør.

Helt konkret oplever jeg, at jeg hopper lidt højere i sofaen når et klamt, fugleskræmselslignende væsen skrigende springer mod min figur, mens controlleren ryster i hånden på mig når jeg spiller Silent Hill f (2025). En oplevelse der næppe ville være lige så effektiv, hvis jeg havde set en film der var baseret på dette spil. I Silent Hill f styrer man en ung pige i skoleuniform og spillet afdækker jo længere man kommer ind i det, en fortælling om svigt, ødelagte venskaber og sindssyge med udgangspunkt i hovedpersonens klassekammerater, venner og allernærmeste familie. Alle elementer som vi har set ovenfor være en del af ungdomsgyset.

Når det er sagt, så har gyserfilmen ofte helt bevidst benyttet sin lineære struktur og seerens manglende indflydelse på hvad der sker på skærmen. Vi kender alle det klassiske suspense set-up hvor tilskueren ser filmens morder gemme sig i husets kælder, noget som filmens hovedpersoner ikke har set, så når hovedpersonen efterfølgende skal bevæge sig ned af kældertrappen kan vi råbe lige så meget ad skærmen som vi vil, hovedpersonen hører ikke vores advarsler og går stadig ned af trappen til det uvilkårlige pay-off med økse.

Videospillet er lige som filmen en kunstart, der er kommet for at blive og vi oplever i disse år at produktionsselskaber i højere og højere grad forsøger at skabe sammenhæng mellem forskellige franchises og de medieplatforme deres helte og skurke optræder på. Har du set filmen, kan det jo også være, at du har lyst til at spille spillet – eller omvendt. Resulteret har været nogle mere eller mindre vellykkede filmatiseringer af survival-horrorspil, som f.eks. Resident Evil-serien (2002-2016) eller de foreløbig to film, der foregår i tågebyen Silent Hill (2006/2012). Igen kan disse film ikke just kan betegnes som ungdomsgysere, men omvendt er der sikkert rigtigt mange unge, der netop opsøger disse film efter at have gennemført spillene de er baseret på.

I 2025 fik ungdomsgyseren Until Dawn premiere i biograferne. En film hvor seeren helt klassisk kunne opleve en gruppe unge mennesker samles i en skummel hytte. Her blev de en efter en dræbt på opfindsomme og meget voldsomme måder, for så – lige som i komedieklassikeren En ny dag truer (org. Groundhog Day (1993)) – at vågne til live igen og opdage at de hver især vil opleve starter samme gyselige nat igen og igen.

Until Dawn er løst baseret på Sonys spil af samme navn fra 2015, men selv om teenagerne i spillet ikke blev levende igen efter morderen havde haft fat i dem, så synes filmen at emulere spillets muligheder for at genstarte starte handlingen efter man er død. Vi oplever hvordan filmens figurer så forsøger at tackle modstanderen på en anden måde end sidste gang man mødte ham. I øvrigt kan man opleve samme ”forfra igen”-struktur i de to meget underholdende Happy Death Day film (2017/2019), der dog ikke er baseret på videospil.

Hvis du ikke har lyst til at spille offerrollen, som er det lagt de fleste gyserspil placerer dig i, så kan du også i nogle spil indtage rollen som skurken. I Texas Chainsaw Massacre (2023) har du mulighed for at spille motorsavssvingende Leatherface, og så er det op til dine venner at flygte fra dig eller forsøge at besejre dig i fællesskab online. Hvis du synes det lyder sjovt kan du snart også indtage rollen som den tavse maskemorder Michael Myers eller den hysterisk skrigende teenager han jager i spilversionen af John Carpenters klassiske slasherfilm Halloween, der forventeligt snart udkommer til en lang række platforme.

Som en sidste kommentar til relationen mellem gyserspil og film, bør Five Nights at Freddy’s (2023) også nævnes. Et film baseret på det spil om animatroniske dukker, der bliver levende når man ikke ser på dem. Spillet blev en enorm succes og det affødte ikke kun en række fortsættelser på forskellige spilplatforme, men også en spillefilm der kom i 2023 og 2’eren er snart biografaktuel. Selv om filmen baseret på spillet egentlig ikke fortjener omtale, da den er en ganske skrækkelig film i min optik, så er fænomenet FNaF interessant, da det her er lykkedes at presse aldersgrænsen for ungdomsgyset ned. Både spil og film henvender sig til en målgruppe der er 10-13 år gamle, på den vis kan FnaF sammenlignes med Gåsehud-serien, som en filmserie, der forbereder børn på at skulle se ungdomsgysere når de bliver lidt større.

Nye medier, nye ungdomsgysere

Til allersidst så skal det også nævnes, at medieplatforme som YouTube har givet alle med et kamera og digitale redigeringsværktøjer mulighed for at udtrykke sig. Det er ligeledes noget Hollywood har opdaget.

Flere og flere af de gyserfilm, der dukker op i biografen der er baseret på korte videoer lavet af gyserglade amatører. Har du eksempelvis set spillefilmen Lights Out (2017) så ved du måske også at grundideen til denne film blev lavet allerede i 2013 på Youtube. Til næste år kommer The Backrooms, en spillefilm instrueret af en kun 19-årig instruktør, baseret på hans kortfilm der er blevet set 190 millioner gange, hvilket produktionsselskabet A24 synes var grund nok til at hyre ham.

The Backrooms er en slags internetbåren vandrehistorie om en mærkelig labyrintisk parallelverden med monstre, som man kan være uheldig at blive fanget i hvis du vælger at bryde loven og gå på opdagelse i nedlagte butikskomplekser eller lignende. Der er også lavet et utal af backroom-agtige videospil. Blandt dem er det japanske The Exit 8 (2023), et spil hvor du er fanget i en undergrundsstation der gentager sig selv. Spillet er tydeligvis blevet så stor en kommerciel succes, at der også snart kommer en spillefilm baseret på spillet.

I det hele taget, så virker det som om, at hvis der er en internetbåren fortælling der går viralt, så er filmindustrien hurtige til at hoppe med på hypen. Mange kender vandrehistorien om Slender Man, der i 2018 blev omsat til en ganske skuffende spillefilm. Industrien prøver konstant at lede efter ting som unge er fascineret af for så at omsætte disse koncepter til film.

Selv om mange unge, som en helt naturlig del af deres liv, omfavner ny teknologi, så er der også en håndfuld film der, lige som vi så det ovenfor, på forskellig vis synes at vise hvordan moderne teknologi kan være noget vi bør frygte. Det kan være en app der fortæller om ens nært forestående død som i Countdown (2019), det kan være dræbende legetøj styret af AI som i M3GHAN (2022) eller det kan være skumle internetsider, som tilbyder deres kunder, at få muligheden for at torturere rigtige mennesker mod betaling som i filmserien Hostel (2005-2011), Escape Room (2022) eller Funhouse (2019). I film som disse synes gyserfilmsindustrien at fortælle deres unge publikum (og alle vi andre), at vi muligvis skal være lidt ekstra kritiske, før vi klikker på linket, eller for den sags skyld på ferie vælger at følge med fremmede, der lokker os med gratis sprut og sex. Desuden er det jo også en kommentar til alle de skumle steder man potentielt kan falde over når man er på internettet.

Afrunding

Som jeg har antydet hér, bliver der til stadighed produceret ungdomsgysere der synes at følge tidens tendenser, som leger med gyserens klicheer og troper, samtidig med at filmenes verden trækker på de seneste mediestrategier.

Umiddelbart før deadline på dette essay havde ungdomsgyseren Black Phone 2 (2025) premiere i danske biografer. Den virkede som et oplagt punktum for mange af de pointer der er blevet skrevet om i denne tekst. Filmens heltinde – dens ‘Final Girl’ – er oppe mod en dæmonisk skikkelse som hendes bror tumlede med i den første film. Undervejs fremstilles hun som en der både er kristen, men som også forsøger at finde svar i bøger om okkultisme, ja selv Jungs drømmetydning ses kortvarigt i et close-up.

Black Phone 2 byder også på en mere forstokket kristen figur end vores ene hovedperson. En ældre kvinde, der er overbevist om at pigen er sendt af selveste Satan. Som filmen skrider frem, synes vores heltinde også at skrue op for sin moral. Eksempelvis skælder hun i en scene mod slutningen sin bror ud for at ryge for mange joints, i stedet for at se den frygt i øjnene, der gør at han næppe kan besejre deres fælles modstander. Hun bliver på mange måder til en slags postmoderne ‘Final Girl’, der måske tager tingene i egen hånd, bruger sin psykiske sårbarhed som styrke, men som samtidig deler værdinormer med mange andre ‘Final Girls’ der kom før hende. På den vis kan hun placeres et sted mellem tradition og fornyelse.

Filmselskaberne er opmærksomme på det store potentiale der er i at give fans af en bestemt filmserie, en oplevelse der strækker sig langt ud over biografens mørke eller streamingtjenestens tilbud, i form af videospil, tegneserier, legetøj og andre merchandiseprodukter, der enten gentager eller brygger videre på det univers brugerne kender.

‘Det nye Horrorwood’ laver i min optik derfor ungdomsgysere til to målgrupper. Den primære målgruppe er stadig det købekraftige teenagepublikum (især de 15-19 årige – 15 herhjemme grundet dansk censurlovgivning) da de måske ganske nemt kan spejle dem selv og deres eget liv i filmene. Samtidig er det også de unge, der gennem deres opførsel online, deres indkøb af videospil, deres klik på internettet eller deres egenproducerede kortfilm potentielt kan være med til at præge fremtidige film og spil.

Den sekundære målgruppe til disse ungdomsgyserfilm er alle os andre gyserfans. Os, der ville lyve hvis vi kaldte os unge, men som til gengæld har været vilde med gysere siden vi selv var teens. Selv om mange, der holder af film, måske ikke længere synes at slasherfilm eller ungdomsgysere er hverken lige så opfindsomme eller effektive, som dengang vi selv var i vores formative år, så kan man ved selvsyn opleve, når man går i biografen, at der er en hel del gamle nisser, der stadig lader sig begejstre af både ungdomsgys og de gyserspil.

Desuden kan det postuleres, at gyserfilmen – uanset om man er ung, midaldrende eller gammel kan ses som et forholdsvis trygt sted at opholde sig i en utryg verden. Når virkelighedens monstre, frygtelige krige, miljøkatastrofer, droner og overordnede dommedagsstemning i medierne kan virke overvældende, så kan gyserfilmen grænseoverskridende excesser selv om de måske udefra virker frygtelige, være et langt mere trygt sted at opholde sig. Selv om gyserfilmen kun fungerer, når man accepterer dens præmisser, så ved langt de fleste også, at der blot er tale om en gensidig leg mellem filmmagerne og os i publikum.

Filmen og spillene er fiktioner og oftest så nedkæmpes monstret eller modstanderne til allersidst i fortællingerne. På den måde kan man opleve retfærdigheden og ‘det gode’ sejre til sidst. En retfærdighed, som måske kan være ganske vanskelig at få øje på når man ser på verden lige nu.

Hvilke tematikker og advarsler som ungdomsgysere vil komme med i fremtiden kan der kun gisnes om, men lige nu, her i slutningen af 2025 er der masser af gode bud på at gysere kan og vil mere end blot at ville give sit publikum et hurtigt chok, som hurtigt glemmes igen.

Litteraturliste:
Arora, Krishan.	The Gaming Industry – A Behemoth with Unprecedented Global Reach (2023)

Bille, Torben. Analogi til tiden – anmeldelse af The Long Walk (2025)

Carroll, Noël. The Philosophy of Horror (1990)

Clover, Carol J. Men, Women and Chainsaws – Gender in the modern Horror Film (1992) 

Clover, Carol J. Her Body, Himself: Gender in the Slasher Film (1987)

Freud, Sigmund.	Das Unheimliche	(1919)

Jerslev, Anne. Det er bare film – Unges videofællesskaber og vold på film (1999)	

Kristensen, Kent. Gys kan gøre os stærkere i Ny Viden SDU (2014)

Perrault, Charles. Little Red Riding Hood – fundet online

Schlossman, Steve. Why are More Kids Watching Horror Films i Psychology Today (2022)

Film:
Instruktør			Titel			Årstal
Alvarez, Fede			Don’t Breathe		2016
Anderson, Paul W. S. (oa.)	Resident Evil 		2002-2016
Arnby, Jonas			Når dyrene drømmer	2014
Aster, Ari			Hereditary		2018
Ball, Wes			The Maze Runner		2014-
Bertino, Bryan			The Strangers		2008
Burger, Niel			Divergent		2014-
Burton, Tim (oa.)		Wednesday		2022-
Cogler,Ryan			Sinners			2025
Craig, Eli			Tucker & Dale vs. Evil 	2010
Craven, Wes			Scream			1996
Cregger, Zach			Weapons			2025
Cronenberg, David		Shivers			1975
Cronenberg, david		The Dead Zone		1983
Cronin, Lee			Evil Dead Rise		2023
DePalma, Brian			Carrie 			1976
Dec, Justin			Countdown		2019
Derrickson, Scott		Black Phone 2		2025
Derrickson, Scott		Sinister		2012
Derrickson, Scott		The Exorcism of Emily Rose 2005
Donner, Richard			The Omen		1976
Ducournau, Julia		Raw			2017
Duffer, Matt & Ross		Stranger Things		2016-2025
Eggers, Roger			Nosferatu		2024
Fawcett, John			Ginger Snaps		2001
Finn, Parker			Smile			2022
Finn, Parker			Smile 2			2024
Flannagan, Mike			Haunting of Hill House	2018
Friedkin, William		The Exorcist		1973
Ganz, Christophe		Silent Hill		2006
Garland, Alex			Men			2022
Goddard, Drew			The Cabin in the Woods	2011	
Green, Mischa			Lovecraft County	2020
Hall, Robert			Laid to Rest		2009
Hanneke, Michael		Funny Games		1997
Hilzik, Robert 			Sleepaway Camp		1983
Johnstone, Gerard		M3GHAN / M3GHAN 2.0	2022/2025
Kawamura, Kenji			Exit 8			2025
Kusama, Karyn			Jennifer’s Body		2009
Lawrence, Francis		The Long Walk		2025
Landon, Christopher		Happy Death Day		2017
Landon, Christopher		Happy Death Day 2 U	2019
Lee, Jason William		Funhouse		2019
Leone, Damien			Terrifier		2016-
Lichtenstein, David		Teeth			2007
Mitchell, David Robert		It Follows		2014
Muschetti, Andres		IT – part 1		2017
Nakata, Hideo			The Ring (Ringu)  	1998
Nielsen, Martin Vrede		Mulm			2024
Parsons, Kane			The Backrooms 		2026
Peele, Jordan			Get Out			2017
Phillippou, Danny & Michael	Bring Her Back		2025
Phillippou, Danny & Michael	Talk to Me		2022
Ramis, Harold			Groundhog Day		1993
Robitel, Adam			Escape Room		2019
Robitel, Adam			The Taking of Deborah Logan 2014
Ross, Gary			The Hunger Games	2012-
Roth, Eli (oa.)			Hostel			2005-
Roth, Eli 			Cabin Fever		2002
Shaymalan, M. Night		The Visit 		2015
Sandberg, David F.		Lights Out		2016
Sandberg, David F.		Until Dawn		2025
Straus-Schulson, Todd		The Final Girls		2015
Tammy, Emma			Five Nights at Freddy’s	2023
Wan, James			The Conjuring		2013
West, Ti			X			2022
Whannell, Leigh			The Invisible Man	2020
White, Stiles			Ouija			2014
White, Sylvan			Slender Man		2018
Wingaard, Adam			You’re Next		2011

Spil:
Crawthon, Scott			Five Nights at Freddy’s	2014
Donniere, Miles			Halloween		2025
Keltner, Wes			The Texas Chain Saw Massacre 2023
Kokate Create			The Platform 8		2023
Yang, Al			Silent Hill f		2025