Af Malene Moesgaard Ludvigsen

Når vores elever påbegynder idégenereringsfasen, i jagten på at indfange den gode historie, er der reelt set mere på spil end man sådan lige skulle tro. Ofte er vi lidt for gode til at aflive egne og andres ideer, være realistiske og rationelle, inden kreativiteten for alvor får lov at blomstre. Men i den undersøgende tilgang, og i de helt spæde ideer, ligger der faktisk noget ganske interessant.

Et narrativ er selve handlingen at producere en fortælling. Og det gør vi naturligt på daglig basis. Der er de store biografiske fortællinger; livshistorierne, der opsamler vores oplevelser og færden i et sammenhængende hele. Og, så er der de små historier, de mere fragmenterede sekvenser af begivenheder; nogle fantastiske og unikke, andre hverdagsagtige og universelle.
Vi ser dem begge i vores undervisning. Der er elever, der begiver sig ud i eksistentielle tematikker, der fortæller noget almengyldigt og samler livslange erfaringer, men vi oplever også små nedslag, der griber fat i enkeltbegivenheder, eller måske ligefrem ’blot’ serverer indtryk og sansninger. Uanset hvilke historier der fortælles, er vejen til dem en poetisk proces, der tilskynder viden om, hvem vi er som menneske og person. Det er ikke sært, at det for vores elever fylder meget at skulle fortælle historier, der rammer hårdt, da teenageårene rummer stor grad af identitetsforvirring og deraf søgen mod det ’autentiske’ selv. Her afprøves forskellige roller i forsøget på at finde ind til “kernen” – hvis man da overhovedet kan tale om en sådan.

At designe karakterer i et fiktivt rum – hvad enten der er tale om protagonister, antagonister eller andet derimellem – kan være med til at åbne op for et rum, hvor eleven kan blive klogere på sig selv. Desuden tilskynder dette arbejde til, at eleven er med til at udfordre et af de store temaer i den tidlige voksenalder: intimitet vs. isolation, hvorfor kønsroller, kæresteforhold, seksualitet, ensomhed, mobning og mørke ofte er til indgående behandling i elevproduktionerne. Disse historiefortællinger bliver en art distanceret selvrefleksion, en diakron navigation imellem modsætningsforhold, der er med til at forme og danne den enkelte – kontinuitet vs. forandring, ensartethed vs. forskellighed, ageren vs. passivitet.

Vi skaber mening igennem historiefortælling – og oftere end vi tror, skaber vi fortællinger, der enten synes usandsynlige, eller historier der deriverer fra normen. På denne måde blive konstruktionen af historien et eksistentielt laboratorium, dvs. en identitetslegeplads for eleven, ligesom den i sidste ende er med til at skabe kontinuitet og sammenhæng – det være sig den enkeltes livshistorie. Men vi konstruerer også vores virkelighed ud fra kulturelle normer og konventioner. Vores fortællinger er altid kontekstspecifikke og fortalt ud fra fortællerens blik i det enkelte, givende øjeblik. De små historier, som vi samler igennem livet, bliver derved også en hverdagspositionering. Det er derfor ikke kun interessant at se på den enkelte begivenhed i sig selv, men ligeså hvad denne enkelte begivenhed står for. Hvordan er karaktererne fx positioneret i relation til hinanden? Hvordan positionerer historiefortælleren sig i forhold til sit publikum? Hvad er historiens funktion i en fortløbende interaktion? Og hvordan positionerer fortælleren sig selv, for sig selv – jf. kulturelle og normative værdier?

We bring an identitied world to each communicative exchange in which we are involved, and it is this world that circumscribes and gives sense to the dialogue that results’ (Freeman, Mark s. 119)

Der ligger altså noget interessant i skabelsen af en fortælling. En proces der indeholder væsentlige dannelsesmæssige perspektiver som eleven, og end ikke vi, altid selv er klar over. Ind imellem kan man tage sig til hovedet over at opleve eleverne – år efter år – gribe fat i de samme udvandede emner, og derfor glemme, at selvom vi undervisere er mange erfaringer rigere, ja så er en 1.g’er jo endnu en 1.g’er. At finde begejstring frem i elevens favør, er derfor ikke altid så lige til. Men, et øget fokus på skabelsesprocessen kan måske hjælpe lidt på vej. Det interessante er, at netop her har eleven godt fat i egen separation- og individuationsproces. Der er ting, der skal undersøges, afprøves og udfordres. Hvis ikke længere dén nysgerrigheden er at finde hos eleven, ja så er det, vi som underviser bør være bekymret! At de samme tematikker går igen, er kun naturligt.

Den givtige og interessante læring ligger derfor ikke overraskende i processen – og langt fra altid i det endelige produkt. Hvilken vinkling og hvilket perspektiv lægger eleven fx på det emne, eller den tematik, der er valgt? Hvordan positioneres de enkelte agenter, og hvordan kommer dette til udtryk? Denne bevidsthed og selvrefleksion kan ikke mindst trænes i både idégenereringsprocessen, i manuskriptskrivningen og i storyboardfasen. Essensen ligger i ordene og sætningerne, i plottets udfoldelse og i anvendelsen af de filmiske virkemidler. Og så giver overstående ikke mindst næring og materiale til eksamensbordet, hvor konteksten er af vigtig betydning – her tænkes ikke mindst på receptionsforhold og andre samfundsrelaterede eller socialpsykologiske vinkler.

Anvendt litteratur:

Bamberg (1997). Positioning between Structure and Performance. Journal of Narrative and Life History, 7, 335–342

Bamberg, M. (2011a). Who am I? Narration and its Contribution to Self and Identity. Theory & Psychology,21 (1), 3-24.

Bruner, J. (1986). Actual Minds, Possible Worlds. Cambridge, MA: Harvard University Press.

Bruner, J. (1990). Acts of Meaning. Cambridge, MA: Harvard University Press. 

Freeman, M. (2011). Stories, big and small: Toward a synthesis. Theory & Psychology, 21 (1), 114-121.

Schachter, E. (2011). Narrative identity construction as a goal-oriented endeavor: Reframing the issue of “big vs. small” story research. Theory & Psychology, 21 (1), 107-113.