Af: Hans Oluf Schou / tidl. Viby Gymnasium

Gyset har altid haft en særlig plads i menneskets kultur. Vi søger det, selv om vi frygter det. Vi vil mærke gåsehuden, hjertet, der banker hurtigere, og den ubehagelige fornemmelse af, at noget ikke stemmer. Men hvorfor egentlig? Hvorfor opsøger vi noget, vi ellers prøver at undgå i virkeligheden? Måske handler det om kontrol—at kunne opleve rædsel i trygge rammer. Et sted, hvor mørket ikke kan røre os for alvor.

Den gysen får mange af vores elever på flere måder i dag. De er bange for fænomener, som i dag er blevet nærværende, og som ikke var det tidligere. Noget som kan gøre mange unge mennesker bange er klimakrisen. Hvad gør vi ved affaldet og de store mængder CO₂, som udledes hvert minut på kloden. Og uligheden som bliver større og større, og krigene rundt om i verden, og det at flere og flere lande i dag ledes af autokrater. Rykker det nærmere, ind i hjemmene, bliver det en trussel mod den tryghed, som vi alle søger? Der er flere skilsmisser end nogen sinde før, næsten halvdelen af de indgåede ægteskaber bliver opløst, så de etablerede familiestruktur er i opløsning. Det er selvfølgelig godt, at voksne ikke bliver sammen, når de ikke er tiltrukket af hinanden længere, men det skaber utryghed hos børnene. Samtidig er der siden 1970’erne sket en udhuling af autoritetsbegrebet, så hverken lærere eller forældre kan eller må sætte grænser. Det skaber frihed og forvirring hos de unge. De ved ikke, hvad de skal rette sig efter, og det gør mange af dem grænseløse. Jeg tror, det er med til at skabe en mistrivsel og en utryghed, et hjemligt gys, som måske er unødvendigt, og som altid vil være der i en eller anden ny form.

Men jeg skulle jo skrive om det filmiske gys, gys som tema, et tema som flere elever ikke tør eller vil være med i, og som forældre blander sig i. Mit barn tør ikke se de der gyserfilm, og så finder læreren på noget andet. 

De unge har meget at være bange for nu om dage, men gyserfilm kan stadig ses i godt og trygt selskab med vennerne.

Et af de mest fascinerende værker inden for gysergenren er Stanley Kubricks film The Shining fra 1980, baseret på Stephen Kings roman. Og det er et godt sted at starte, med King og Kubrick. De var ikke enige om, hvordan historien skulle fortælles, men de kunne begge deres håndværk. Filmen handler om Jack Torrance, en forfatter og familiefar, der tager jobbet som vintervogter på et øde hotel i bjergene. Sammen med sin kone Wendy og deres søn Danny flytter han ind i Overlook Hotel, hvor sneen hurtigt isolerer dem fra omverdenen. Langsomt begynder virkeligheden at smuldre, og hotellets mørke kræfter – eller måske Jacks egen galskab – overtager ham.

Men The Shining er ikke en gyser i traditionel forstand. Der er ingen hurtige chok eller blodige monstre. I stedet arbejder filmen med en mere subtil og psykologisk form for gys. Kubrick lader uroen vokse langsomt, som en snigende kulde. Kameraet bevæger sig gennem de endeløse korridorer, musikken skærer gennem stilheden, og hver bevægelse føles forkert – som om stedet selv er levende.

Det mest skræmmende i The Shining er ikke spøgelserne, men mennesket. Jack Torrance bliver et spejl af vores egne mørke sider: frustration, vrede, isolation. Han begynder som en almindelig mand, men langsomt forsvinder hans kontrol. Gyset bliver dermed ikke bare en historie om et hjemsøgt hotel, men om et sind, der falder fra hinanden. Det er her, filmens styrke ligger – i sammenblandingen af det overnaturlige og det psykologiske.

Samtidig rummer The Shining en dybere refleksion over frygtens natur. Vi frygter ikke kun det, der gemmer sig i mørket, men også det, der gemmer sig i os selv. Kubrick viser, at ondskab ikke altid kommer udefra – den kan vokse frem indefra, når isolation og pres får vores masker til at krakelere.

Når jeg ser The Shining, bliver jeg ikke bare skræmt – jeg bliver fascineret. Jeg mærker en ubehagelig genkendelse i Jacks kamp mod sig selv. Det er måske netop det, gyset kan: give os et glimt af de sider af mennesket, vi helst vil glemme.

Gyset bliver dermed ikke kun underholdning. Det bliver en måde at forstå os selv på. The Shining minder os om, at frygt og galskab ikke er noget fremmed – de bor i os alle. Og måske er det netop derfor, vi ikke kan lade være med at kigge, selv når vi burde vende os væk .