Af: Jeppe Laugesen, Vejen Gymnasium og hf
Vanishing Point fra 1971 er en fantastisk actionfilm fyldt med fede biler, smukke kvinder og eksplosioner. Man kan se på sådan et macho-univers på flere forskellige måder: Mulveys male gaze, Lacaniansk psykoanalyse eller en hel hær af andre teoretiske indgangsvinkler. De rykker ved filmens måske lidt skrøbelige, hypermaskuline fundament på hver sin måde, men er også nogle gange ret komplicerede. Film, hvor en central rekvisit spiller en afgørende rolle, er ofte lettere at gå til, hvis man ser dem som allegorier, altså sammenvævede metaforer, og det er netop den indgangsvinkel, denne artikel tager med bilen som metafor.
Handlingen i Vanishing Point er utrolig simpel: Den tidligere racerkører Kowalski indgår et uformelt væddemål i Denver, Colorado om, at han ikke kan nå at aflevere en bil i San Francisco inden kl 15 den følgende dag. Det er omkring 2000 km. Undervejs oplever Kowalski lidt af hvert og bliver konstant jaget af politiet på grund af den vilde fart, der er nødvendig for at tilbagelægge sådan en distance på så kort tid. På turen møder han blandt andet et homoseksuelt par, der forsøger at berøve ham, før han brutalt smider dem ud. Han møder også et hippie-kærestepar, hvor kvinden kører nøgen på motorcykel i ørkenen og tilbyder ham et knald, imens hendes kæreste løber er ærinde for ham. Kowalski får også hjælp af en ældre herre i ørkenen, der forsøger at sælge giftige slanger til en religiøs kult. Hele hans tur bliver kommenteret af radioværten Super Soul, som på et tidspunkt bliver tæsket og tvunget til at give falske informationer til Kowalski for at lokke ham i baghold. Publikum får i flashbacks at vide, at hans eks-kæreste omkom i en surf-ulykke, at Kowalski er Vietnam-veteran, og at han har oplevet adskillige styrt i sin racerkarriere. Helt centralt for filmen er bilen: en hvid 1970 Dodge Challenger R/T 440 Magnum, som bliver omtalt gentagne gange som supercharged, et tillægsord man med rette også kan bruge om Kowalski.
Når man detaljeret genfortæller plottet, er der nogle ting, der går igen, Kowalskis møde med og afvisninger af smukke, villige kvinder og hans brutale ligegyldighed over for autoritetsfigurer. Han behandler samfundets tabere: den gamle slangefanger, hippieparret og den sorte radiovært med respekt, men forårsager personligt utallige ulykker, som nemt kunne resultere i politimænds død.
Kowalskis ensporede, nærmest psykotiske drive, der kendetegner hans forsøg på at nå til San Francisco i tide, skal tilsyneladende forklares med de spredte og kronologisk upræcise flashbacks, der maler et impressionistisk portræt af en mand, der har været udsat for nogle af livets hårdeste udfordringer: at miste dem man holder af, krig, voldsomme ulykker og alt det, der følger med, når man, som Kowalski, aldrig taler om sine oplevelser med nogen.
Disse psykologiske traumer er selvfølgelig interessante i sig selv, men det, der er rigtig interessant, er, hvordan Kowalskis forhold til bilen går fra at være professionelt til noget, der ligner en sammensmeltning af de to. Konsekvenserne af det er både interessante og skræmmende, når de tages til deres yderste konsekvens.
På en strækning langs en motorvej i ørkenen finder Kowalski ud af, at han har to politibiler i hælene, og at to er på vej mod ham. Hans udtryk er helt roligt i de tre nærbilleder, hvilket ikke virker særlig logisk, situationen taget i betragtning. Til gengæld er der noget mekanisk over den kørerlærer-agtige introduktion til, hvordan man orienterer sig i trafikken, billederne også udgør. Hvordan Kowalski kan forblive rolig er spørgsmålet, og svaret findes også i point of view-skuddene. I alle billederne er bilen med, halvdelen af tiden som ramme om Kowalski, og de andre som redskab, der skaber overblik, både for os og Kowalski. Vi identificerer os altså med Kowalski og mere præcist; med hans forhold til bilen. Bilen giver ham mulighed for at slippe væk fra politiet og dermed samfundets regler og forventninger: Den giver ham overblik, og den giver ham kontrol. Alle sammen ting, han har manglet i sit liv indtil da, både i krigen og i forbindelse med kærestens ulykke.
Da bilerne mødes, sker der noget endnu mere interessant, der understreger den forvandling Kowalski gennemgår, og som i sidste ende koster ham alt. Point of view-lignende skud hen over kølerhjelmen er ret almindelige i biljagter, og det er også reglen i Vanishing Point, men da Kowalski kører af vejen i denne scene, og her er selvfølgelig et andet meget tydeligt metaforisk træk og et tydeligt point of no return, får vi i stedet bilens point of view. Kowalskis mekaniske udsyn og overblik bliver erstattet af bilens menneskeliggjorte og rystende blik. Kowalski bliver et kort øjeblik til bilen og overtager derfor metaforisk dens kraft til at undslippe samfundets regler og politiets magt.
Igennem de efterfølgende 45 minutter oplever Kowalski mere og mere bizarre ting: slangetæmmeren, hippieparret og den religiøse kult. Et virvar af indtryk fra alternative livsstile i USA, men ingen af disse indtryk kan redde Kowalski fra ham selv. Selv ikke hans biologiske drift, som ellers anerkendes ved hans dvælende blik på flere af de kvinder, han møder, er nok til at dreje hans opmærksomhed væk fra sin selvmordsmission.
Til allersidst spiller den nu omdøbte radiokanal “Kowalski” et sidste nummer for “The Last American Hero”, som de kalder ham, og dette nummer fungerer som underlægningsmusik til Kowalskis endeligt. Han kører i topfart mod en afspærring i en lille flække, hvor beboerne er mødt op for at se giraffen og dør i en eksplosion, da hans bil knuses mod to gravemaskiner.
På Kowalskis ansigt kan man se, at han glæder sig over det, der skal til at ske. Han har vundet frihed, kontrol og overmenneskelig udholdenhed ved ikke at holde noget tilbage i væddemålet om at nå til San Francisco, men det har kostet ham hans menneskelighed. Kowalski vidste nok allerede, før han skulle af sted, at dette ville være hans sidste tur vestpå. Et sidste, desperat forsøg på at genopnå lykken; på nogle måder er filmen en parodi på den amerikanske drøm. Kowalski søger lykken, men metoderne ender med at blive destruktive og selvmodsigende, i den desperate kamp på at overvinde både enorme distancer, hans indre dæmoner og omverdenens forsøg på at begrænse ham, ender han med at blive et anti-autoritært ikon for masserne, de samme masser får dog aldrig indsigt i, hvorfor han gør, som han gør.
I sidste ende er The Vanishing Point en allegorisk fortælling om såret maskulinitet og farerne i den amerikanske selvforståelse. Den udtrykker både lykkerusen, der lokker, og selvudslettelsen, der truer, i forsøget på at opnå total frihed; total frihed indebærer desværre nemlig også frihed fra kærlighed, samvittighed og i sidste ende menneskelighed.
Seneste kommentarer