Kære medlemmer

Jeg ved ikke helt, om ”Bestyrelsens bord” er en episode- eller føljetonserie… Altså om man behøver at have læst med i de forrige numre for at kunne følge med? Det behøver man nok ikke, selvom det måske giver et større udbytte. Min pointe er, at det kan godt føles som om, at der er nogle føljetonbuer, når man ser det hele ovenfra. Nogle faste elementer/plotlinjer, der vendes tilbage til hver gang. En gang imellem er der en udvikling, men det kan godt føles lidt begrænset. Nogle gange ønsker jeg, at jeg kunne berette om en større udvikling – fx når det kommer til epx. Men det tager tid, og nu er vi gået ind i valgåret, hvor det politiske system rykker på andre dagsordner. I det følgende kan du læse om epx-udspillet og vores tanker om det.

Epx

Status på epx er, at vi har gennemlæst arbejdsgruppens udspil (udkom medio december) og har haft de indledende drøftelser. Vi skal på bestyrelsens arbejdsweekend (slutningen af februar) planlægge vores arbejde ift. indholdet på epx. Udspillet er der mange meninger om, men set med mediefags-brillerne er det bekymrende – af flere grunde. Når man læser udspillet, er det bemærkelsesværdigt, at de levende billeder ikke er tænkt ind (udover i Dansk B) i fagene eller de fire grene, der kan vælges mellem på epx. 

Arbejdsgruppen havde fået til opgave at forholde sig til, hvordan epx-eleverne kunne få tilbudt kunstneriske fag, men lige nu ligger de kunstneriske fag (i nuværende form) kun som mulighed i elevernes valgfag, hvor alle fag fra gymnasieskolerne kan indgå. Her er anbefalingerne, at eleverne har to valgfag på andet år og to til fire valgfag på tredje år. Her skal det bemærkes, at det tredje år er valgfrit og er til for dem, der vil have uddannelsesmuligheder tilsvarende en HF i dag (i store træk). Men det er selvfølgelig positivt, at epx-eleverne ville kunne vælge mediefag her (hvis skolen udbyder det).

Arbejdsgruppen har – ud over fagbeskrivelser og niveauer på en række fag – også foreslået de to fag (uden niveau-angivelse, men dog med vægtning som et c-niveau): Krop, bevægelse og udeliv samt Kunst og kulturliv. Ud fra anbefalingerne er det svært at få greb om, hvad Kunst og kulturliv indebærer og hvilken faglighed, eleverne møder her. Men det virker ikke til at være her, vi skal håbe på meget.

Det er med afsæt i dette, at vi vil fortsætte arbejdet med at prøve at råbe beslutningstagere op. Har du input til os i dette arbejde, er du velkommen til at skrive (medielaererforeningen@gmail.com) eller tage kontakt på anden vis.

Hvad ellers?

Men udover epx er bestyrelsen også begyndt at se på mediefags udvikling på stx med den kommende reform. Dette er også et arbejde, vi tager hul på i vores bestyrelsesweekend om lidt. Og det er også et område, hvor vi vil inddrage medlemmernes input.

Vores arbejdsweekend kommer også til at gå videre med arbejdet med planlægningen af årskurset til november (tirsdag d. 10. – onsdag d. 11. november 2026 – Hotel Svendborg), så vi igen i år kan få kursusmateriale og tilmelding ud før sommerferien. Vi takker desuden for den fine evaluering af sidste kursus og glæder os til at strikke endnu et godt kursus sammen til jer.

Siden sidst har jeg været i dialog med en, der spurgte til DIY-kursuspuljen, så jeg krydser fingre for, at der snart lander en ansøgning. Hvis man har glemt rammerne eller proceduren, så kan man læse op på det her: https://cutmagazine.dk/bestyrelsens-bord-marts-2025/ 

Og – som altid – tag endelig kontakt, hvis der er kommentarer, spørgsmål og lignende.

Niklas, 23. februar 2026