af Hans Oluf Schou

Meget få instruktører tør og meget få instruktører får lov. Det er mest i indie-film, at det forekommer, og det er instruktører som David Lynch og Charlie Kaufmann, der eksperimenterer med formen.

Jeg kiggede efter det på vores nyligt afholdte Elevfestival Vest i biografen, Øst for Paradis, men den akronologe fortælleform var ikke til at få øje på. ‘Fri Leg’ og ‘PerfektuPerfekt’ og ‘Polaroid’, som var vinderfilmene fra forskellige gymnasier prøver at fortælle deres historie lidt anderledes, men bruger ikke akronologi som fortælleform.

Umiddelbart var der ingen af elevfilmene på årets Elevfestival Vest i Øst for Paradis, der brugte akronologi som fortælleform. De var alle kronologisk opbygget, og det er der ikke noget mærkeligt ved. Det opfylder lærernes og elevernes narrative behov – og det er svært at fortælle sin historie akronologisk. Meget få film gør det, meget få instruktører tør det, og meget få instruktører kan det. Filmene skal jo også tjene sig selv ind – og gerne mere til. Og det er svært, hvis der er brugt en akronologisk fortælleform

Hvad er akronologi i modsætning til kronologi? Den mest almindelige måde at fortælle på er den kronologiske med lidt frem i tiden og med tilbageblik på tiden før hvor der bliver fortalt, hvorfor det gik, som det gik, med hovedpersonen.

Kronologi er når filmen kommer i den rigtige rækkefølge, altså når der bliver fortalt lige ud af landevejen. Når en handling er kronologisk betyder det derfor, at tingene sker efter hinanden uden at hoppe i tiden. Når to forskellige handlinger foregår kronologisk på samme tid, så kaldes det for parallelhandlinger. Og det er der mange romaner og film, som benytter sig af. Mange film er jo baseret på romaner, på skrevne fortællinger.

En akronologisk opbygget fortælling er en ikke-kronologisk præsentation af en rækkefølge af begivenheder. Der er forskel på fortalt tid og fortælletid.

 En romans eller films handling kan strække sig over bare nogle få timer en formiddag eller den kan strække sig over flere år eller århundrede.

Charlie Kaufmann og David Lynch

Jeg ville egentlig bruge Charlie Kaufmanns film som eksempler. Han har arbejdet meget bevidst med akronologi i sine film, og jeg ville koncentrere mig om filmen ‘Eternal Sunshine in a Spotless Mind’, men jeg er kommet til at tænke på en af mine yndlingsinstruktører David Lynch, som hele vejen igennem tænkte sine historier ikke-kronologisk/akronologisk. Det gælder en af dem, jeg har brugt flere gange på mine hold på Viby Gymnasium, nemlig ‘Mulholland Drive’ (2001). Det er på alle måder en fantastisk film, som jeg har set mange gange, og som jeg holder meget af. Der har også været et par elever, som har brugt filmen som grundlag i en større opgave. Jeg tror, det var, da man måtte skrive i et fag og kunne gå i dybden med en roman eller en film.

Grunden til at jeg vil tage Lynch op, er selvfølgelig også, fordi han for ikke længe siden har forladt os og denne jord. Han ændrede vores syn på tv-serier, og han lavede film, som vil blive set og gransket i mange år frem. Jeg har som skrevet vist ‘Mulholland Drive’ til mange elever, men jeg har også vist ‘Erasehead’ (1977) i Viby Gymnasiums filmklub, hvor jeg havde den fornøjelse, at der kom mange, men der var også flere, der udvandrede. Men David Lynch’ største succes var måske filmen ‘Blue Velvet’ fra 1986, som gik i biograferne lang tid og sammen men tv-serien, Twin Peaks’ havde den mest skelsættende betydning.

David Lynch arbejdede altid med flere universer, og det var meget tydeligt i filmen ‘Lost Highway’ (1997) som er bygget op, så den falder i 2 halvdele. Det er meget forenklet skrevet, for der er meget mere i den, men i første halvdel hedder hovedpersonen, Fred Madison og bliver spillet af Bill Pullman og i den anden halvdel hedder han Pete Dayton og spilles Balthazar Getty. Det er er grænseoverskridende fortælling, hvor virkelighed og ikke-virkelighed blandes sammen. Det er meget drømmeagtigt, meget fascinerende og meget akronologisk vævet sammen. David Lynch er egentlig kunstmaler, og det præger hans måde at kæde billeder sammen på. Det er måske logisk i en drømmeagtig logik, som bestemt ikke er kronologisk i en virkelighedspræget logik. Jeg håber det kan forstås af andre end mig. Det er i hvert fald sådan jeg ser Lynch’ film. Det bliver meget akronologisk og associativt med anden del af tv-serien ‘Twin Peaks: The Return’, som kom i 2017. Det akronologiske bliver endnu tydeligere, og det kan være svært at finde rundt i serien – og måske skal man slet ikke kunne finde rundt i den, da det er meningen, at der ikke skal være nogen egentlig mening med den.

Der er mere mening i ‘Mulholland Drive’. Der er en mening med det drømmeagtige, der ikke-virkelige, med navnebytningen, men samtidig er det ikke meningen, at vi skal gennemskue det lige med det samme. Der er nemlig masser af humor og grin i filmen, og det er meningen, at vi skal være underholdt, mens vi leder efter en dybere mening.

Filmen begynder med en dans, flere par danser, og det er ikke til at se eller blive klog på om de er virkelige eller ‘bare’ skygger. Men allerede her få vi at vide, at forholdet mellem virkeligt og ikke-virkeligt er ophævet. Der er ikke noget, som er mere virkeligt end andet. Alt er drømmeagtigt og intet kan vi regne med. Der bliver vævet biller af et ældre ægtepar ind i filmen. Vi ser hovedpersonen Betty og det ældre ægtepar, der senere følger hende ud af lufthavnen, og som ler af et eller andet. Vi ser dem også til sidst i filmen, hvor de sidder grinende bagerst i en bil. Vi får altså det indtryk, at de er med og ser hele filmen. De sidder i baggrunden og griner.

Det drømmeagtige understreges i den næste indstilling, hvor vi ser kameraet bevæge sig hen over et rødt tæppe, hvor det antydes, at der sover en person. Filmens tema og filmens paradoks er altså sammenblandingen af det virkelige og det ikke-virkelige, det virkelige og det absurde.

 Der klippes fra det røde tæppe i værelset til en bil, som i høj fart er på vej op ad Mulholland Drive. Vi ser et lysende skilt, hvor der står Mulholland Drive. Billederne her er også meget drømmeagtige, og vi ser, at der sidder en smuk kvinde i bilen. Bilen holder ind til siden, hun får en pistol peget mod sig og bliver beordret ud af bilen, og idet hun stiger ud af bilen bliver den påkørt af nogle tilsyneladende berusede unge mennesker. Hun er blevet truet i bilen, har overlevet, er undsluppet, er svimmel og har åbenbart slået hovedet og kan ikke huske hvor hun er, og hvem hun er.

En nogenlunde klar og nogenlunde kronologisk start på filmen. Kvinden flygter og falder i søvn uden for et hus og derefter lægges den ene brik oven i den anden. Der kommer en anden kvinde ind i billedet, som i første omgang hedder Betty (vi har set hende i drømmebilledet i starten) og siden skifter navn, og det gør kvinden fra bilen også. Hun tror i første omgang, at hun hedder Rita, et navn hun finder på ved at få øje på en filmplakat med Rita Hayworth, men mod slutningen skifter også hun navn. Mange personer får plads i historien og mange mystiske ting sker. Måske er der en sammenhæng, måske er der ikke – men det er heller ikke sikkert, at der skal være en sammenhæng. Det slutter med ordet ‘Silentio’, altså stilhed. Vi skal tænke selv, vi skal i hvert fald tænke, og det bliver vi nødt til, hvis vi vil have en mening med akronologien.

De gamle griner, vi tænker at der nok er en mening med absurditeten, men vi får i hvert fald lyst til at se sammenblandingen af drøm og virkelighed endnu engang.

Charlie Kaufmann fortæller en kærlighedshistorie i filmen ‘Eternal Sunshine in a Spotless Mind’. En i grunden banal kærlighedshistorie om to unge menneske, måske lidt ensomme eksistenser, med en mellemliggende historie om et hukommelsestab hos dem begge. Begge dele påført af et mærkeligt firma, som kan slette folks hukommelse gennem en kompliceret mekanisme. Det er meget akronologisk fortalt, men det fungerer, så vi får lyst til at få verden vendt på hovedet igen.

I ‘Adaption’ (2002 – da ‘Orkidé-tyven’) diskuterer Kaufmann måden at lave film på: Skal man bruge et plot som skabelon i sine historier eller kan man lade historien udvikle sig uden et plot. Manuskriptforfatteren, Robert Mckee, tilbyder kurser i manuskriptskrivning, hvor plottet står i centrum. Man er nødt til at have et godt plot for at kunne skrive et godt filmmanuskript. Det diskuteres i filmen, hvor den ene bror vil skrive et manus om orkideer uden et plot, mens den anden bror tager på kursus hos Mckee og lærer, at et plot er nødvendigt for at skabe en god historie.

Vi lærer vores elever, at de helst skal være en historie med et plot, en lille twist til sidst. Vi lærer vores elever at tænke kronologisk, og det er også de film, vi helst vil se, men heldigvis laves der også ind i mellem akronologiske film, og der tænkes akronologisk både i filmens og litteraturens verden.