Jeppe Laugesen har set Paw Patrol og er klar til at give sin analyse af, hvorfor du skal gøre det samme. Så har du også været på grænsen til vanviddet, når de små har siddet klinet til skærmen og set dette surrealistiske stykke børne-tv, så er hjælpen mod mening på vej…Det er nemlig ikke bare en ligegyldig børneserie, men et vindue ind til det freudianske, der udspiller sig. For vovserne er i virkeligheden udtryk for hovedpersonen, Ryders indre liv.
Af Jeppe Laugesen, Lektor på Vejen Gymnasium
Den kendte canadiske animerede børneserie Paw Patrol kalder på en Jungiansk psykoanalyse. Hovedpersonen Ryders indre kommer til udtryk igennem hans trænede vovser. I afsnittet ”Ultimativ redning: Vovserne redder Vovse-vognene” (originaltitel ”Ultimate Rescue: Pups Save the Pupmobiles”) møder Ryder for første gang sin skygge, han benægter den og siden fortrænger vores vovse helt symbolsk denne side af sig selv.
Det er noget af en voldsom påstand, at man kan genfinde Jungs teori på plotniveau i Paw Patrol, men spørg dig selv: hvor får børne-tv-serier egentlig deres ideer fra? John Dillermand, Gummitarzan, Pippi Langstrømpe, Karlsson på Taget! Det er alle karakterer, der fysisk legemliggør overdrevne evner, aparte kroppe og udfordringer med at passe ind. De peger ret tydeligt (for sådan en som mig i hvert fald) på noget udviklingspsykologisk. Om idémagerne har tænkt det eller ej, er der en latent psykoanalytisk arv, der titter frem i opbygningen og forløsningen af de serier og film, som børn ser eller udsættes for.
Paw Patrol er overordnet set historien om Ryder, der har adopteret seks talende hunde: Chase, Marshall, Skye, Rocky, Rubble og Zuma. Ryder har opdraget eller opdrættet vovserne som karikerede “rescue dogs” med hvert sit speciale. Hundene er navngivet lettere metonymisk: De hedder det, de gør. Rubble er jord- og betonarbejder, Skye flyver en redningshelikopter, Marshall er brandmajor, Chase jager forbrydere og Zuma kan…. Zoome af sted på sit hovercraft.
Afsnittet ”Ultimativ redning: Vovserne redder Vovse-vognene” har en ret interessant drejning, hvor Ryder, der normalt holder sig en smule i baggrunden ud over at komme med ordrer til hundene, møder piraten Sid Vovehals. Vovehals har selv en talende hund, Arrby (sic), og et antal medsammensvorne krabber. Sid Vovehals får i afsnittet fat i nøglen til byen, som borgmester Godglad lidt dumdristigt har haft ude af pengeskabet. Den bruger Sid til at foretage utallige indbrud i hele Adventure Bay. Paw Patrol bliver som eneste ordensmagt i byen hurtigt tilkaldt. Det er her den jungianske psykoanalyse bliver vigtig, for parallellen mellem Ryder og Sids vovse og krabbe teams er lidt for stærk til at være tilfældig. Vi starter med Ryders vovser.
De seks vovser udtrykker hver deres særegne evne til en grad, der kun kan betegnes som sygelig. De hedder, som nævnt, det, de gør, og samtidig handler de først, når Ryder beordrer dem til det. Mens vovserne gør dette, er de også udkrystalliserede udtryk for personlighedstræk, der eksisterer i Ryder selv. Skye er håbefuld og positiv, Marshall er klodset og humoristisk, Rubble er stabil og har altid ”en opbyggelig løsning.” På en meget ligefrem måde er de seks vovser udtryk for det meste af Ryders agens, altså hans evne til at påvirke den verden han lever i.
Nu skal vi tilbage til Sid Vovehals. Han formår nemlig at gøre det utænkelige, og hans tyveri af vovsebilerne umuliggør vovsernes deltagelse og skader derigennem Ryders evne til at handle, selve hans agens i verden. Den eneste bil, der er tilbage, er Chases politi-vovsebil. Chase, der jo som nævnt er opkaldt efter sin evne til at ”chase criminals”, ser ud til at være den eneste af hundene, der kan udføre (mild) vold, og det viser sig ikke at være tilfældigt. Chase tager, ligesom politiet i den virkelige verden, del i statens voldsmonopol og i følgende lille sekvens ser vi alle de andre hunde underordne sig Chases jagt efter retfærdighed.
Chases vovsebil udvider sig på ganske erektil manér og kan pludselig indeholde hele Ryders manifesterede følelsesliv, altså de andre vovser. De får alle politiuniform på og jagter fra det punkt af Vovehals, Arrby og krabberne til fordel for deres normale funktioner og med et næsten ubehageligt fokus. Ryder gør altså brug af volden i sig selv for at fange og straffe Vovehals.
Hvis vi tager et kort kig på Sidd Vovehals og hans slæng, så udtrykker de det diametralt modsatte af Ryder. De fungerer som Paw Patrols modstykke med Vovehals i centrum og håndlangere, der udøver hans onde gerninger. Jung ville kalde Vovehals Ryders Skygge. Altså den del af ham selv, der ikke kan forenes med hans job som ordensmagt, brandvæsen, hospital, bygherre mm. De er praktisk talt en parodi på Ryder og måske også Ryders utroligt vigtige og nogle gange problematisk uforenlige roller i Adventure Bay.
Ryder og vovserne jager bogstaveligt talt Sid Vovehals, Arrby og krabberne helt ud på det åbne hav for at slippe af med dem, men som i en gyserfilm kan Ryder ikke rigtig slippe af med Vovehals, der jo netop udtrykker en måske nødvendig påmindelse for ham om ikke at misbruge sin magt. Ligesom de andre skurke i serien Borgmester Humdinger og Fartmeister bliver Vovehals i stedet kraftigt mindet om, at man skal opføre sig ordentligt.
Vovehals har desværre gjort sine krabbehåndlangere sure, så de jager ham og Arrby helt ud på havet mod horisonten, hvor afsnittet simpelthen opgiver at følge efter dem -egentlig en grum skæbne at drukne til søs i det første afsnit man er med i, men i Adventure Bay er vandet aldrig mere end knæhøjt, og seerne – de glade børn – får lov at sidde ansigt til ansigt med Ryders skyggeside i mange afsnit endnu.
Det, man kan lære af historien om Ryder, er både noget politisk: Man skal ikke både være det eneste kompetente byggesjak i en by og selv stå for godkendelserne, og i den grad også noget psykologisk: Ethvert barn finder ud af på et tidspunkt, at de indeholder følelser, som de har svært ved at stå ved i takt med, at de finder ud af, at de er uønskede. Paw Patrol lærer dem den simple lektie, at man aldrig kan slippe af med disse følelser, da de er en del af en selv. Til gengæld kan man jage dem langt ud på det åbne hav og først møde dem igen i sæson 8.
Seneste kommentarer