Af Rie Gravesen, HF-Centret Efterslægten

”Hvordan kan vi opdatere og videreudvikle forløb, vi tidligere har anvendt, så de passer til det nye mediefags faglige mål?”

Dette spørgsmål stillede vi os selv i min faggruppe på HF-Centret Efterslægten, da vi skulle i gang med at planlægge det første år med det nye mediefag C. Det gjorde vi, fordi vi tænkte, at det var vigtigt at skaffe os selv tid og råderum, så vi kunne koncentrere os om at forstå og anvende de nye læreplansbegreber og vinkler på faget, uden at vi samtidig skulle bruge kræfter på at stykke nye forløb sammen fra bunden – der var rigeligt med kasketter at holde rede på i forvejen.

Ræsonnementet var derfor, at hvis vi tog udgangspunkt i tidligere anvendt materiale, som vi kendte godt, kunne vi nemmere blive skarpe på, hvad der nu skulle vinkles anderledes end før, for at få de nye faglige mål i spil.

 

Gammelt og nyt – hvad skal blive, hvad skal ind og ud??

Jeg er glad for, at vi valgte at gribe det således an, at meget af stoffet var gammelt, for selvom ikke alt blev, som vi havde forestillet os, så var det en rigtig god øvelse at omtænke mere traditionelle forløb, der matchede det nye mediefag.

Samtidig er det også godt at vide, at man – i hvert fald i begyndelsen – kan bruge meget af det materiale, man i forvejen ligger inde med. I starten var vi lidt tøvende i forhold til den præcise tolkning af enkelte dele af læreplanens ordlyd.  I hvilket omfang og hvordan skulle vi præsentere vores kursister for diverse medieplatforme og tværmedialitet? I hvilket omfang ville vores kursister være i stand til at se og anvende forskellige kontekster i relation til det gennemgåede stof, og forstod vi mon selv præcis, hvad der mentes med de der mange kontekster?

Indholdet i mit og mine kollegaers forløb varierede lidt, men de fleste af os havde med vores hold seks forløb, som ved første øjekast ser ganske traditionelle ud: Fire korte forløb: 1) Introforløb med analyse af citater og praktiske øvelser fra både film, tv og nyere medier, herunder det fremragende FEMO-videoessay, der jo nærmest er gået viralt i medielærerkredse, 2) Et tværfagligt forløb med produktion af tv-aviser, 3) Et pilotprojekt med kampagnefilm og  4) Et dokumentarforløb. Desuden to længere forløb: 5) Et Tim Burton-forløb, og 6) Et eksamensproduktionsforløb.

Jeg vil ikke gå i dybden med alle forløb, men et eksempel på opdatering af et tidligere forløb jeg vil fremhæve her, er et Tim Burton-forløb, som før var opbygget som et klassisk auteurforløb, men nu blev udvidet med andre vinkler og flere medieformater, så kursisterne blev bevidste om muligheden for at perspektivere til flere kontekster. Tidligere har vores Tim Burton-forløb bestået af både spillefilm og kortfilm, kort indføring i auteurteori og  genreteori, herunder en (meget kort) redegørelse for postmodernisme, ekspressionisme og Hammer Horror med enkelte citater, men nu inddrog jeg også musikvideo, officielle filmtrailere og recut-trailere, skulpturer/kunstværker, filmplakater og kult/fanfiction/subkulturer, så der udover muligheden for at perspektivere til stil/æstetik, genre og produktion (auteur),  også kunne perspektiveres til kontekster som auteurtræk på tværs af forskellige medieplatforme/ kunstformer og til mediebrug/reception(kult/fanfiction) og distribution.

Kursisterne prøvede desuden i mindre omfang selv kræfter med produktion og distribution af Tim Burton-fanfiction.  Ovenstående lyder måske omfattende, men et Tim Burton forløb kan fint stykkes sammen af en enkelt spillefilm, evt. citater fra andre spillefilm, et par kortfilm, samt et antal andre korte formater. Jeg oplevede til eksamen, at kursisterne generelt var gode til at perspektivere til de forskellige kontekster, vi havde arbejdet med.

Det gamle materiale udviklede vi således ved, at vi i forløbene på hver sin måde hele tiden, og forholdsvist banalt, holdt os det overordnede formål for øje, dvs. tog udgangspunkt i et bredere mediebegreb, hvor de nyere medier var repræsenteret i et større omfang end hidtil, og var bevidste om, at kursisterne skulle inddrages som både brugere og deltagere, og løbende i undervisningen gjorde vi os umage for at tydeliggøre,  hvordan medieproduktioner – herunder deres egne – kan ses i forskellige kontekster.

Eksempelvis lavede flere af mine kursister intime dokumentarprogrammer som eksamensproduktion som led i et samarbejde mellem TV2-Lorry og et antal gymnasier/HF-kurser i hovedstadsområdet. Dette samarbejde var et af mine tidligere hold også en del af året forinden under den gamle reform. Dengang underviste jeg dem selvfølgelig også i forholdet mellem genre, form, indhold, præmis og målgrupper, men den nye lærerplan lægger derudover op til et større fokus på kommunikationssituation og distributionskanal end hidtil, så det gjorde vi en del mere ud af. Derudover var ophavsret og medieetik oplagt at komme ind på her og fra et fip-kursus havde jeg en meget anvendelig oversigt. Vi lavede små analyser af de forskellige medieplatforme og distributionskanaler som TV2-Lorry lader deres – og andre HF/gymnasieelevers produktioner, som vi også så eksempler på – indgå i.

Tre grupper på mit hold valgte at lave intime dokumentarfilm som eksamensproduktion, hvilket er flere end jeg er vant til, og måske skyldes det den konkrete mulighed for ekstern distribution på TV2-Lorry.  Den klassiske kortfilm lader dog fortsat til at være et populært valg hos os, og mine censorerfaringer siger mig, at det også er sådan mange andre steder, hvilket der jo heller ikke er noget forkert i, for det at være deltager i mediesamfundet kan jo ske på mange måder. Det at komme på EKKOs shortlist var eksempelvis et håb for en af mine grupper, og så måtte de jo undersøge, hvad der skal til, for at det kan blive en mulighed.

Jeg har prøvet at vise eksempler på kampagnefilm i flere dele, og i øvrigt også arbejdet med det i pilotprojektet (Koncept ”Born to Create Drama”), herunder distribution på Facebook og YouTube, men det fænger indtil videre ikke rigtigt som valg til eksamensproduktion, men det kan meget vel ændre sig på sigt.

 

Rammerne

Efter reformen er mediefag C-niveau på HF tilrettelagt som et turboforløb på et halvt år, og selvom man i princippet har det samme antal timer som i en etårig tilrettelæggelse, så er forløbet i praksis mere komprimeret, og man løber hurtigere for at nå det hele. Men samtidig er det hele mere intenst, fordi mediefag fylder mere i kursisternes bevidsthed, når de ses oftere, og det er positivt.

De fysiske rammer betyder en del. På min skole er de fleste C-niveauhold på langt over 30 kursister, og derfor er der en logistik og en udstyrsfordeling, der skal gå op. Vi har været så heldige at få bevilliget nogle ekstra kameraer, så det har været lidt lettere, men det er krævende at jonglere med 7 fyldte grupper med mange meninger og forudsætninger på et hold. På den anden side er jeg generelt tilfreds med, at der nu højst må være 5 i en gruppe, da de store grupper, vi undertiden har været nødt til at lave tidligere, ikke er optimale.

 

Hvor står vi nu?

Vi er alle kommet helskindet igennem det første reform-år på Efterslægten. Ingen tvivl om at tidsfaktoren dukker op som et centralt parameter, når jeg tænker tilbage på mit første år med det nye mediefag C.  Der har været mange bolde i luften, og det har været vigtigt med struktur og nøje planlægning for at kunne føre kursisterne sikkert igennem forløbet. Der har derfor ikke været så meget tid til at eksperimentere i år. Men det kommer, og jeg er glad for, at vi har fået en lærerplan med mange gode fremtidsmuligheder.

Når jeg tænker efter, har jeg nok haft for mange forløb i forhold til de timer, der er til rådighed. Jeg synes, det var svært at nå de to teoretiske forløb (Tim Burton og dokumentarforløbet), når det nye skulle tilgodeses, og jeg forstår fuldt ud den tendens, der har været de seneste år blandt mange – dvs. også inden reformen – i retning af at lave kun ét teoretisk tematisk forløb, der både indeholder film, tv og nyere medier, samt fakta, fiktion og blandingsformer.

Tim Burton-forløbet var vellykket, men dokumentarforløbet blev lovlig kort, så til trods for at vi i vores faggruppe havde et rigtig godt samarbejde om opdatering af vores dokumentarforløb, herunder eksamenscitater, så vil nogle af os måske prøve kræfter med ét integreret tematisk forløb næste gang.  Det er i hvert fald nogle overvejelser, jeg har gjort mig.

Det er der for så vidt ikke noget underligt ved, for selvfølgelig er det tidskrævende at sætte sig ind i nye reformkrav og forsøge at omsætte reformens hensigt i praksis. Heldigvis synes jeg også, at vores lærerplan byder på mange spændende muligheder, så selvom jeg ikke nåede at gøre alt på den måde, jeg gerne ville, så er jeg meget fortrøstningsfuld, for jeg synes, en del er lykkedes, og samtidig er jeg blevet klogere på områder, hvor jeg skal videreudvikle fremover.

Det er nemlig ikke den nye læreplan i sig selv, der har betydet, at jeg har været mere stram i min planlægning, men mere det, at jeg har skulle blive fortrolig med fortolkningen af den.

Hvordan vi eksempelvis anvender og forstår begreber som selvvalgte kontekster og tværmedialitet er blevet diskuteret løbende både på årskurser, i min faggruppe og på Facebook, og det har været meget givtigt med debatten. Inspirationsmaterialet ”Det nye mediefag” udgivet af Medielærerforeningen er siden er kommet til, og det giver også et godt fundament for både nye og gamle undervisere, tænker jeg.