Af Jan Billund, Kolding Gymnasium

Det er en kendt sag, at lyden i en film bidrager meget til tilskuerens samlede oplevelse. Alligevel er det mit indtryk, at vi ofte forsømmer lydarbejdet i mediefagsundervisningen til fordel for arbejdet med billeder.

Det er der naturligvis også en vis logik i, men alligevel.

Man ser alt for tit elevfilm med reallyd, der enten er muted, eller som hakker derudad som en indkøbsvogn på en grussti: forskellige niveauer, pludselige lydudfald, forskelle i baggrundstøj… Det ’larmer’ forfærdeligt i en mediefagslærers kontinuitetssensitive ører.

Men eleverne hører det ikke! De bruger hellere tiden på animerede titler, klichéfyldte effektlyde, sjove fraklip og Youtube-søgninger efter det helt rigtige popnummer.

Hvordan søren får man eleverne til at få øje på lyden?

Jeg har gode erfaringerne med en foley-øvelse.

Efter et par timers research fandt jeg en passende scene i verdens bedste tv-serie, Breaking Bad. Eleverne skulle – på baggrund af en lydanalyse af scenen –  genskabe lyden fra bunden, udelukkende ved hjælp af effektlyde, de selv producerede. Det er jo sådan, man lægger lyd på professionelle produktioner.

Det krævede en scene uden dialog, og det krævede et lydbillede, der var realistisk at genskabe. Valget faldt på Breaking Bad-scenen S01E06, hvor Walter fedter rundt med nogle pilleglas, slår en blodig streg, klør sig i håret, grynter og til slut barberer sit hoved helt glat: ”Walt goes Bald”, som scenen kaldes på YouTube.

Så alt, eleverne behøvede, var – ud over en mikrofon – et pilleglas, en vandhane, en barbermaskine, et toilet, lidt grynt, et par synkelyde og en tis’tår. Standardvarer i de fleste hjem.

Vi så først scenen på klassen og talte in plenum om scenens reallyde. Herefter blev eleverne sendt hjem for at genskabe scenens lyd. Eleverne arbejdede i grupper, så vi fik mange forskellige lydversioner af den samme scene. Så gik der lidt konkurrence i, hvem der lavede bedste version.

Originalscenen kan ses her:

og en vellykket elevversion her:

 

Elev-versionen er mixet sammen af 24 lydfiler i et komplekst Final Cut-projekt med lyd i 3-4 lag.

Og hvad fik eleverne så ud af arbejdet?

De fik først og fremmest en opmærksomhed på lyd og lydarbejdet. De blev bevidste om, at lyd er noget, der ikke bare er der, men noget, der skal skabes, bearbejdes, finjusteres, pusles om, altså noget, man skal bruge tid på i alle produktionens faser.

Eleverne fik også en forståelse for, at langt størstedelen af lyden i en ’rigtig’ film ikke er 100%-lyd, men lyd, der produceres i et lydstudie.

Eleverne fik et indblik i, at god lyd tager tid, og at god lyd skal mixes sammen, så indkøbsvognen på grusstien forvandles til nyvoksede ski i puddersne. At klippe en film er også at klippe lyden, og den skal – ligesom billederne – klippes smooth og præcist for at skabe kontinuitet.

Det var selvfølgelig ikke alle elevversioner, der var lige gode, så det blev også meget klart, hvilken betydning dårlig lyd har for oplevelsen.

Sidst, men ikke mindst, blev eleverne meget fortrolige med redigeringsprogrammets lyd-funktionalitet: justere lydniveau, skifte lydniveau i den enkelte lydfil,  mikse lyde sammen, tone op og ned, arbejde i flere lag med videre.

Og som en sidegevinst affødte øvelsen en del morskab på holdet. For hvordan laver man lyden af en væske, der rammer toiletkummen og langsomt klinger af … hvis man ikke lige skal tisse? Og hvis lyden er meget realistisk, hvem har så lagt stråle til? Der blev visualiseret en del under fremvisningerne. Andre prøvede at lade være.

Jeg synes, at tiden var givet godt ud.

Jeg har brugt øvelsen i flere versioner. Nogle elever laver hele øvelsen. Andre får lydfilerne udleveret af mig. Så handler det udelukkende om at klippe lydene sammen, ikke producere dem. De teknisk svage elever får også en stak lydfiler, men dog med den lydmæssigt set mest komplekse passage samlet i én lydfil, så antallet af filer reduceres, og klippearbejdet bliver mere overskueligt.