Af Mimi Olsen, selvstændig i MedieKompagniet, tidl. lektor ved Hvidovre Gymnasium og HF, fagkonsulent for mediefag og tidl. medlem af medielærerforeningen – fra CUT-udgivelse #82, april 2006

Forfatterintroduktion af Mimi Olsen, november 2024 For nogle uger siden var jeg på ferie i Italien. Et par dage før afrejsen havde CUT-redaktionen spurgt, om de måtte genudgive min ældre artikel om Tim Burton som eksemplarisk auteur. Og i en lille toscansk landsby dukker der så helt ud af det blå et isskilt op, som viser at manden og hans oeuvre er sprællevende! Nu kan man simpelthen købe en lilla fløde-Wednesday-is – og den er ovenikøbet hele skiltets midtpunkt og blikfang. Til sagen: For et par år siden underviste jeg i Burton igen – efter en mere end 10 år lang pause, hvor jeg ærligt talt var led og ked af det han lavede. Men med revitaliseringen af Burton allerede efter første episode af Netflix’ hitserie om Wednesday (2022), som både mine elever og jeg selv forelskede os hovedkulds i, blev han tilgivet. Mit lille mediefagshold var meget optaget af hans univers og visuelle stil. Jeg genlæste ikke min gamle artikel i den forbindelse, men det skulle jeg nok have gjort. Jeg ville have været vild med, at mine elever kendte og brugte Alison McMahans begreb ”patafysisk” om Burton. Det holder! Og jeg står 100% på mål for min 18 år gamle pointe om, at Tim Burton er en kanongod pædagog i den forstand, at han på samme tid kan udfordre den stærke elev og give tryghed til den svage. Derfor kommer jeg også denne gang med en varm anbefaling og opfordring til at invitere ham på besøg i klasserummet.

Det kan anbefales at arbejde med Tim Burton. Det er den korte version! Den lidt længere er, at Burtons kon­sistente tematik og æstetik har pædagogiske (og eksamensmæssige) fordele, at han fremstår som en ægte auteur, og i den forstand også er eksemplarisk når det gælder introduktion til auteuranalysen. Og så gør det heller ikke noget at eleverne kan lide filmene – og at der er meget godt materiale at hente om både Burton og de enkelte film!

PÅ AVEDØRE GYMNASIUM startede vi med mediefag B allerede sidste skoleår, og vi har derfor et hold der afslutter B-niveauet denne sommer. Da klassen i efter­året skulle vælge et filmforløb oplevede jeg for første gang nogensinde, at alle elever på holdet ville det samme – nemlig arbejde med instruktøren Tim Burtons film. Vi startede forløbet med en introduktion til auteur­analysen. Med B-niveauet i mediefag følger et krav om at eleverne skal have kendskab til forskellige analyse­metoder, og auteuranalysen er en oplagt mulighed. Jeg havde lavet en PowerPoint-præsentation om hvad au­teurbegrebet betyder, om auteuranalysens historiske baggrund – og om hvilke elementer der er væsentlige i en auteuranalyse. Eleverne havde hjemme læst i Mediefag.dk, som indeholder et godt afsnit om auteur­analyse. Herefter så vi Burtons animationsfilm Vincent (1982) på bare 6 minutter.

FRA VINCENT TIL VICTOR

Vincent – som sammen med den herlige Frankenweenie fra 1984 findes som ekstramateriale på dvd’en The Nightmare Befare Christmas – er en vidunderlig skrækpoetisk film om den lille melankolske dreng Vincent, der bor sammen med sin mor og sin hund, men foretrækker at leve i en fan­tasiverden med Edgar Allan Poe, hvor han kan dyppe sin tante i voks og lave hunden om til en frygtelig zom­bie. Den morbide tematik, de adskilte verdener (drøm­me/fantasi og virkelighed), den tydelige fascination af den tyske ekspressionisme og blandingen af 2D og 3D har helt klare paralleller til Corpse Bride fra 2005, hvor den unge, ensomme og utilpassede hovedkarakter Victor bevæger sig både i en farverig og lystig under­verden – og i en dyster victoriansk provinsby. Med bag­grund i elevernes almindelige kendskab til filmanalyse undersøgte de Vincents æstetik og tematik. Pointen med at starte med denne film var dels at give en for­smag på Burtons stil og emnemæssige univers, men også at udnytte det korte format – så vi kunne vende tilbage til Vincent ved forløbets afslutning, for ved et gensyn at se hvor meget klogere vi nu var blevet på Tim Burton.

Forløbet bestod herudover af følgende film: Edward Scissorhands (1990), Ed Wood (1994), Sleepy Hollow (1999) og Corpse Bride (2005).

Til forløbet udarbejdede jeg et tekstkompendium be­stående af anmeldelser af de enkelte film, artikler om Burton, uddrag af bøger om bl.a. Danny Elfmann der har komponeret musikken til næsten alle filmene, pres­semateriale og en Burton-quiz (sidstnævnte hentet fra bogen Filmquiz, Informations forlag).

Efter Vincent læste vi tekster som gav et overblik over Tim Burtons særlige stiltræk – og så arbejdede vi med de 4 spillefilm.

De fokuspunkter vi koncentrerede os om ifm. filmana­lyserne var især: Burtons brug og blanding af genrer, filmenes æstetik, dramaturgi, orkestrering (med særligt vægt på hovedkarakter), arenaer og tematik. Sideløbende med at vi så og analyserede de enkelte film læste vi tekster i kompendiet, som gav nye vinkler på filmene og uddybede og udbyggede forståelsen af Tim Burtons værk.

BURTONS UNIVERS

Burtons genremæssige kende­tegn er, at han blander og bruger de etablerede genrer – og giver dem et twist. De foretrukne genrer i de film vi beskæftigede os med var eventyr og horror med romantik og poesi. Ed Wood havde med sit biografiske baggrundsmateriale en speciel status (men relaterede sig til de andre film bl.a. ved de sci fi- og horrorfilm Ed Wood lavede og gennem Bela Lugosi-figuren). Et vigtigt kendetegn er Burtons leg med genrekoder og – forvent­ninger – som når han med Ed Wood vælger at lave en film om en instruktør der netop ikke har haft succes og når han i Sleepy Hollow har en retsmedicinsk funde­ret helt, der ikke kan tåle synet af blod.

Tim Burtons dramaturgi er som hovedregel lineær, evt. med brug af flash backs der forklarer hovedkarakterens baggrund (f.eks. i Edward Scissorhands og Sleepy Hollow); og ofte møder vi kontrastfulde arenaer båret af for­skellige værdisystemer (f.eks. det gotiske slot og det pastelfarvede forstadskvarter i Edward Scissorhands, det ekspressionistiske dødsrige vs. det småborgerlige, beg­rænsende miljø i Corpse Bride, forholdet mellem virke­lighed og fantasi i Vincent).

Burtons æstetik og tematik er, som allerede nævnt flere gange, stærkt påvirket af den tyske ekspressionis­me (især Wienes Das Kabinet des Dr. Caligari fra 1919) – leg med skygger, markant lys, skæve vinkler, det for­vrængede og anderledes univers, det bevidst overspillede skuespil (gerne leveret af Johnny Depp), dobbelt­hed, mistro til autoriteter finder vi i film efter film, og måske allermest tydeligt i Corpse Bride og Edward Scissorhands. Musikken – der siden Pee-wee’s Big Adventure og bortset fra Ed Wood – leveres af Danny Elfman er uomgængelig. For den er om noget – med sin vægt på mol, brug af dissonans og atonalitet – med til at identificere Burtons film og understrege deres ofte mørke og gotiske stil. Men Elfmans bevidste udnyttelse af stilhed i enkelte scener – med det formål at understrege musikken i andre er, ligesom anvendelsen af kor, også et karakteri­stisk træk (specielt i Edward Scissorhands).

PATAFYSISKE FILM

I Alison McMahans helt nye The Films of Tim Burton. Animating Live Action in Contemporary Hollywood (Continuum 2005) fremsættes den tese at Burtons film er patafysiske (“pataphysical”). Dette indebærer blandt andet at

• filmene i vidt omfang – både når det gælder sets og karakterer – involverer special effects (digitale eller mekaniske). Det kan betyde ændringer i den narrative struktur (så filmene kommer til at ligge tættere op ad konventionerne for animationsfilm) og en udfladning af karakterernes følelsesmæssige aspekter
• filmenes special effects ofte fremtræder som åbenly­se konstruktioner, der påkalder sig opmærksomhed
• filmene – også dem der er ikke er komedier – gerne har ‘et glimt i øjet’. Myter og eventyr behandles tit på en parodisk og satirisk måde
• filmene ikke prøver at være realistiske, og at der gerne gøres grin med en videnskabelig diskurs
• filmenes plot og karakterer ofte er skitseagtige – og at fortællingerne i højere grad skal forstås ud fra inter­tekstuelle referencer

Da vi havde gennemgået alle Burton-filmene på holdet tog vi dette (postmoderne) aspekt op til drøftelse og relaterede de enkelte film til McMahans tekst.

AUTEUR?

Forløbet blev rundet af med at vi vendte ilbage til auteur-begrebet – med afsæt i den omtalte The Films of Tim Burton. Her fremfører McMahan at betegnelsen “auteur” idag er uholdbar pga. filmstudier­nes dominans (instruktøren i USA har sjældent mulig­hed for “final cut”) og det faktum at et meget stort antal mennesker har indflydelse på hvordan den ende­lige film kommer til at se ud. Den måde vi i dag bruger auteurbegrebet på kan måske i virkeligheden bedre erstattes af betegnelsen brand. Især instruktører der gør sig bemærket på grund af deres æstetik og stil har i vidt omfang selv været med til at iscenesætte og cir­kulere et kunstnerimage som medierne kan spinne videre på I tilfældet med Tim Burton har han f.eks. selv omhyggeligt i pressen gentaget historier om sin fortid (f.eks. om hvordan forældrene tilmurede vinduerne på hans værelse), igen og igen relateret sin produktion til f.eks. Hammerfilm-studierne, og altså herigennem været med til at iscenesætte, brande, et særligt image – og derved været med til at skabe sig en niche i Hollywood. Elementer i Burtons brand er også hans production design og Elfmans musik.

BURTON SOM PÆDAGOG

At arbejde med Tim Burton rummer faglige udfordringer for den stærke elev, f.eks. når det gælder filmenes patafysiske aspekter, den postmoderne leg med virkemidler, intertekstualite­ten, genreblandingerne. Men at arbejde med Tim Burton giver også tryghed for den fagligt svagere elev. For der er, som jeg har forsøgt at vise, en markant rød tråd igennem Burtons produktion: Fra Vincent i 1982 over Edward Scissorhands fra 1990 og The Nightmare Before Christmas fra 1993 og frem til Charlie and the Chocolate Factory og Corpse Bride i 2005 finder vi dren­ge/unge mænd i en outsiderposition. Vi møder mistro til autoritetsfigurer, gale videnskabsmænd og opfindere, død og en forkærlighed for det groteske.Vi finder, som nævnt flere gange, en gotisk inspireret æstetik med endog meget tydelige rødder i tysk ekspressionisme, klassiske horrorfilm og B-film. Og Burtons stil rummer mange gennemgående visuelle elementer (hvirvler; tern, striber; mystiske maskiner), bemærkelsesværdig farve­brug, tegneserieagtig stil, sort humor. Og vi finder hans gennemgående hyldest til kunstneren, det skabende (men ensomme) menneske. Pointen er: Den røde tråd er til at få øje på og god at holde fast i.

Og der skulle også være gode muligheder for at arbej­de tværfagligt med engelsk – bl.a. er flere af Burtons produktioner adaptioner (hvor man kunne sammenlig­ne litterært forlæg med filmisk udførelse), og han har desuden skrevet The Melancholy Death of Oyster Boy & Other Stories, som med sin poetiske og dystre tone, og de specielle eksistenser lægger sig tæt op ad orkestre­ringen i hans film.

Som sagt: Burton kan anbefales!

Jeg vil anbefale bogserien The Pocket Essential (se evt. www.pocketessentials.com), der er tynde billigbøger i lommeformat bl.a. om filmretninger, genrer og forskellige instruktører. Seriens bog om Tim Burton, skrevet af Colin Odell og Michelle Le Blanc, er fra 2005 og indehol­der en gennemgang af alle hans film – og indledningsvis  (guld værd!) en rigtig god introduktion til hele hans tematiske og æstetiske univers. Og ja, det er på engelsk. Men det går!  Bogen kommer også ligefrem med en forklaring på hvor­for unge så ofte drages af Tim Burtons film: De har let ved at relatere sig til hovedkaraktererne, der i hans film ofte er desillusionerede over for samfundet, afviger fra normen – fordi de er kejtede, forlegne, naive eller sim­pelthen bliver misforstået.

Burton-hjemmesider (se f.eks. www.timburton.com og www.timburtoncollective.com) kan med fordel – og som variation – inddrages i undervisningen.