Af Tor Nygård Kolding, Dokumentarist og underviser på Falkonergårdens gymnasium og HF

Som dokumentarinstruktør har jeg lige fra mine første spæde skridt på Facebook haft en mærkværdig blanding af afsky og fascination af SoMe og hele det område, vi kalder for ”nyere medier”. Jeg kan ikke blive enig med mig selv, om det er kommunikationsbranchens nye guldkalv, eller det snarere er et penge- og kunstløst fatamorgana, der æder demokratiet og gør alle andre end algoritmesnedkerne ludfattige? 

Jeg vil her beskrive produktionen af webdokumentarserien ”Snapshots of a Wo/Man” (https://www.facebook.com/SnapshotsofaWoMan) for at vise, hvordan det eventuelt kan bruges som en case, når der skal undervises i nyere medier. Jeg vil primært anvende begrebsapparatet fra Levende Billeder.

Baggrunden for Snapshots

For tre år siden blev jeg kontaktet af musikeren Dorte Hartmann fra A Mess. Hun havde skitserne til en række sange, der tematisk kredser om, hvordan det er at være kvinde i dagens Danmark. Det var kontroversielle emner som ”dating”, ”seksuelle grænser” og ”magt”, og vi blev hurtigt enige om, at det ville være interessant at lave en serie af webdokumentarer, der samtidig flettede sig ind i et æstetisk univers, som man kender det fra musikvideoen. Et univers hvor de tunge emner blev krydret med poetiske montager og lyrik og på den måde måske kunne bidrage til en mere konstruktiv debat. I den forbindelse blev det dog samtidig klart for mig, at projektet ville stå langt skarpere, hvis vi samtidig lavede mandlige versioner over de samme emner. Vi kontaktede derfor Tomas Høffding (WhoMadeWho), der heldigvis var med på ideen. Høffding skabte en række sange, og så var det ellers bare om at komme i gang med at skyde noget dokumentar og lave den perfekte genrehybrid til SoMe. Og dog…det skulle vise sig, at der lå problemer og ventede på os i facebooks algoritmer, og at de nye medier også kræver en anden form for finansiering og distribution.

Finansiering og produktion

Projektet består af 10 dokumentarfilm, hvor hvert afsnit er på 6-7 min. Det er et stort projekt, samlet set næsten en spillefilm, for et lille produktionsselskab som mit, og jeg ville derfor normalt alliere mig med et større firma med økonomiske muskler og gode kontakter indenfor distribution. Men da vi påbegyndte arbejdet, havde den første  #Metoo-bølge lagt sig i Danmark (vi skriver 2018), og stemningen var, at den debat var overstået. Vi fik bl.a. et meget direkte afslag fra et lokaludvalg i Københavns Kommune, hvor de 4 granvoksne mænd i bestyrelsen i utvetydige vendinger lod os forstå, at nu måtte vi se at komme videre, for der var ingen interesse for alt det der pjat med kønsroller og #Metoo. Det var før Sofie Lindes tale.

Finansieringen blev derfor meget beskeden og bestod af et kludetæppe af små donationer. Samtidig skabte en intensiveret produktion hos Netflix, kombineret med Corona-virus og den deraf stigende efterspørgsel på live-stream, en giftig cocktail for filmbranchen, hvor særligt fotografernes lønninger gik på løssluppen himmelflugt. Jeg måtte derfor undlade at hyre den ønskede fotograf og i stedet klare ærterne selv. 

Jeg fik dog gode folk på rollelisten med oneliner-maskingeværet Christine Feldthaus og den kontroversielle journalist Rene Fredensborg, der altid er klar på at jogge godt og grundigt i spinaten. Da jeg gerne ville have folk fra forskellige generationer, fik jeg også forfatteren Anders Haahr Rasmussen og rapperen Karen Mukupa med ombord, mens ungdommen blev repræsenteret af debattøren Rasmus Hald Møller samt Instagram-dronning og illustrator Sofie Riise Nors (også kendt som Wagina Pineapple). 

Genretræk og stil

Snapshots serien består af 4 forskellige elementer. For det første er der klassiske ‘talking-head’ interview-sekvenser, der er klippet så de væver sig ind i hinanden. Interview sekvenserne kombineres med dækbilleder fra Rudolph Tegners statuepark, suppleret med arkivmateriale, der med lyriske/poetiske montager kommenterer på de medvirkendes udsagn. Derudover er der enkelte scener, hvor vi kommer ud på tur med de to musikere i diverse parker, hvor de optræder med mini-koncerter og debatarrangementer i forbindelse med projektet. 

Umiddelbart ligner dokumentaren genremæssigt derfor en klassisk autoritativ dokumentarfilm, der blot mangler den obligatoriske voice of god. Men serien brydes stilistisk samtidig af lange montagesekvenser, der er taget fra de to musikeres musikvideoer, hvilket giver et mere poetisk/lyrisk udtryk. 

Da det er en webdokumentar, befinder den sig genremæssigt indenfor den audiovisuelle kategori, der normalt er kendetegnet ved originalt indhold, når der er tale om en webdokumentar. Men da den kombineres med musikvideoer fra de to musikere, er der også tale om en form for remix, da flere af videoerne er lavet inden dokumentarserien.

Serien har derfor mange af de træk, man forbinder med de “nyere medier”. For det første remixer den og nedbryder de traditionelle genreskæl med sin kombination af dokumentar og musikvideo. Det gør samtidig at grænsen mellem virkelig og fiktion nedbrydes, da der både arbejdes indenfor fakta (dokumentar) og fiktion (musikvideo), og serien opererer tværmedialt, da den både bliver tilgængelig som stream på nettet på en række platforme, og da den samtidig udgives som podcast (auditivt). Endelig er det i høj grad et interaktivt produkt, da det primært endte med at blive lanceret som et live-debat, film og koncertarrangement. Hvilket fører mig frem til lanceringen.

Kaotisk lancering

Filmene havde premiere to steder; Urban13 i København og Museet for Gender – Køn i Århus, hvor det blev lanceret som en kunsthybrid med filmfremvisning, koncert med de to musikere samt paneldebat med de medvirkende. Vi hyrede et PR bureau til at varetage opgaven, men pressemedarbejderen sprang fra to uger forinden, så der var ikke meget hjælp at hente. I den forbindelse var det jo heldigt, at vi allerede havde noget virkelig godt visuelt materiale, så vi selv kunne lave sponsorerede promoveringer på SoMe, hvor vi primært gik efter facebook og instagram stories og sponsorede posts. Men det var her de føromtalte problemer startede. For samtidig med vores arbejde, var der sket noget med SoMe platformenes algoritmer. Det styrkede fokus på at fjerne kontroversielt indhold, medførte at samtlige annoncer vi lavede blev trukket tilbage af algoritmens filter. Først var det en 2 sekunders indstilling med en animeret, cigarrygende kvinde, der gjorde udfaldet. 

Senere ordet “fuck”. Da vi havde forsøgt os et utal af gange, var der til sidst kun vores undertitel tilbage, som måske kunne tirre algoritmens finere fornemmelser – de to ord: “Gender Debate”. Og ganske rigtigt, endelig gik annoncen igennem. Generelt har vi erfaret, at opslag med hastags som #feminism eller #gender performer virkelig dårligt på sociale medier, hvilket bekræftes af mange andre bloggere, der anvender omskrivninger af ordene for at omgå algoritmernes nedprioritering i opmærksomhedshierarkiet.     

Det var derfor med et par velvoksne sommerfugle i maven, vi troppede op på Urban13. Men på en eller anden måde havde jungletrommerne fundet vej, og vi fik en udsolgt premiere. Endda med gode anmeldelser. 

Guldkalv eller fatamorgana?

Så for at vende tilbage til det indledende spørgsmål, er det måske relevant at have et kritisk blik på SoMe som endegyldig distributionsplatform – uanset om du er mediefagselev eller professionel distributør. For det første er der den irriterende tekniske spændetrøje, der ligger hos Facebook/Instagram i form aspect ratio – 4:5 virker bedst i opslag, mens 9:16 virker bedst i stories, der generelt er det helt store format, hvad angår annoncer. Dertil kommer det meget korte tidsrum, SoMe brugeren kan give opmærksomhed, hvilket betyder at alt over 1 min er et long-shot, og endelig er der altså også et stigende problem omkring censur af indhold, som vi ellers ville opfatte som helt legitime debatemner. 

Oprindelig var vores ide at distribuere filmene på SoMe efter lancering, men vi kan nu se, at det i dag er meget svært at komme højt op i algoritmernes hierarki, især når man har et kontroversielt indhold. Vi er derfor endt med at gå i den helt modsatte retning, hvor “Snapshots of a Wo/Man” primært er blevet et fysisk arrangement, der kombinerer koncert, debat og filmfremvisning. På den måde synes vi også, at vi i højere grad har ramt vores oprindelige ambition om at få folk til at debattere og reflektere over kønsdebatten på en mere konstruktiv måde.

Man skal altså tænke sig grundigt om, inden man vælger at kaste sig over den digitale guldkalv, der meget vel kan vise sig at være et fatamorgana. Og jeg tror den debat kan være interessant at tage med eleverne i forbindelse med et undervisningsforløb, hvor de sideløbende med iagttagelser over genrehybrider og filmtekniske særtræk i de nyere medier, kan diskutere de moderne tech-giganters monopollignende censur og de konsekvenser, det potentielt har for vores samfundsdebat.   

Snapshots på Gentofte HF med live debat, koncert og filmfremvisning

Se mere på: https://www.facebook.com/Snapsh