Af Claus Hasle Larsen, tidligere underviser på GUX Nuuk

Grønland er hot. På flere måder. Dels er klimaet i verden efterhånden indrettet sådan, at Grønland ikke har haft højere temperaturer, end vi oplever nu, og dels er der et enormt fokus på landet højt mod nord, som på grønlandsk kaldes Kalaallit Nunaat – Grønlændernes land. 

Men det billede, der fremvises i især de danske dokumentarfilm om Grønland, er fyldt med paradoxer (Jeg må takke Mette Wolfhagen og Dorte Granild for titlen til deres bog DOX – forløb i medier. Jeg leger med titler) og tendentiøse misforståelser og forenklinger. Omvendt er der to modsatrettede tendenser i Grønland lige nu. Man er på vej mod noget originalt, som man finder tilbage i inuitkulturen, og samtidigt har man et enormt globalt udsyn, der til mange danskere “ærgrelse” rækker længere end containerhavnen i Aalborg. 

Siden landet fik selvstyre i 2009 har det været et øget fokus fra politikere og medier på Grønland, dets relation til Danmark, dets historie og dets interne forhold. 

I foråret 2021 var der valg i Grønland og her satsede begge danske public service-stationer stort og installerede reportere i landet med Kim Bildsøe-Lassen fra DR og Lotte Mejlhede fra TV 2 som de mest prominente. DR har i løbet af de seneste par måneder dels vist Borgens fjerde sæson, hvor det narrative omdrejningspunkt er fund af olie i Grønland, og seneste er Historien om Grønland og Danmark kørt over skærmen i fire afsnit, der dokudramatisk fortæller om forholdet mellem de to lande og Grønlands vej fra koloni til selvstyret nation i rigsfællesskab med Danmark. 

I litteraturen er Grønland og postkolonialisme generelt hot stuff – og nu er Grønland begyndt at trende overalt i danske medier med dokumentarfilm og nyhedsindslag. 

Inden for de sidste par måneder har både DR og DFI lavet deciderede temasites, hvor man kan stige ombord på produktioner om Grønland. Vil man have hurtig adgang til de bedste dokumentariske sager, så har sitet Levende Grønland længe været stedet at starte. Filmmagasinet Kosmorama har også udgivet numre med fokus på film i Grønland. Ja, Grønland er HOT. 

Mit udgangspunkt er, at jeg har undervist i mediefag og dansk på gymnasiet i Nuuk, hvormed jeg har et vis kendskab til Grønland og produktionsforholdene i landet. Her tilbage i Danmark optager Grønland mig stadigvæk meget, og jeg vil godt slå et slag for, at man i undervisningen i Danmark sætter fokus på Grønland, så vi og eleverne kan få mere kendskab til det. Men hvordan er det med dokumentarfilm og faktaproduktionerne om Grønland, det arktiske område og inuit? Jamen det vælter ud og har gjort det længe. I mange forskellige formater. Og med mange forskellige typer af afsendere. 

Vi begynder vores rejse til Grønland med at kaste et blik på de historiske fremstillinger af inuit. 

Den ædle nanok – vores grønlænder

Det er i disse dage 100 år siden af Nanook of The North havde premiere. Filmen, som er gået hen og blevet et slags startskud for dokumentarfilmen overhovedet, blev skabt af Robert Flaherty og omhandler inuitten Nanooks gøren og laden i det arktiske Canada. Filmen er bl.a. berømt for at manipulere med virkeligheden, så Nanook fx går på jagt med traditionelle våben frem for den riffel, han normalt bruger og Nanook, der betyder bjørn (gr: nanoq) er et navn, han har fået til lejligheden. Egentlig hed han Allakariallak. Problematikken er ikke manipuleringen i sig selv, men snarere det, at Flaherty danner et billeder af iniut ud fra et vestlig synsvinkel – som en slags ædel vild. 

Den problematik er helt central i langt hovedparten af film om Grønland. Vi vil gerne have vores Nanoq, men virkeligheden er en Allakariallak.

Samme tendenser ser man i fiktionsfilmen Das Eskimo-Baby, hvor Asta Nielsen spiller en ung, dristig og drilagtig grønlænder, der bliver hjembragt til Berlin af polarforskeren Knud. Denne Knud kunne måske være en parafrase over Knud Rasmussen, der satte sig for at få lavet en fiktionsfilm, hvor grønlændere spillede grønlændere. Eller rettere, hvor østgrønlændere spillede østgrønlændere. Filmen Palos Brudefærd fik premiere i Danmark i 1934 og er nok dokumentarisk i ånden. Den indledes med en tale af daværende statsminister Th. Stauning, der i store vendinger hylder Knud Rasmussen, der netop var død og hans kærlighed til Grønland. Stauning indvender at filmen i høj grad er skabt for at vise et billede til verden af “vor koloni i nord”

Før den 2.  verdenskrig var der mange af ekspedition rundt omkring i Grønland og mange af dem bragte billeder med hjem. Da kongen i 1921 som den første regent besøgte Nuuk havde man også en fotograf med, der optog billeder af kongen, der defilerer rundt på havnen i Nuuk. 

Går vi langt nok tilbage i historien, så er den allerførste film, der er optaget i Danmark faktisk pioneren  Peter Elfelts optagelser af kolonibestyrer Carl Joensen, der rusker rundt i Fælledparken på en snevejrsdag med sine slædehunde fra Grønland. Er der ikke for træerne i baggrunden, kunne man have troet, at vi var længere mod nord (https://filmcentralen.dk/museum/danmark-paa-film/film/korsel-med-gronlandske-hunde)

Den etnografisk film – poetisk, cool og kritisk

Man fastholder altså i ret lang tid et nærmest puritansk og ædelt billede af inuit som et vildt folk, der lever det stille liv i overensstemmelse med naturen. 

På DFIs nye temaside om film i det moderne Grønland fremgår det, at der særligt fra 1953 til 1979 bliver produceret et væld af danske film om Grønland finansieret af statsstøtte og distribueret af Statens Filmcentral til skoler og foreninger både i Danmark og Grønland. De to årstal er vigtige milepæle i Grønlandsk historie. I 1953 ændredes Grundloven som bekendt. De fleste er med på, at prinsesse Margrethe nu kunne blive dronning, og at man sløjfede Landstinget, men for Grønland betød det, at landet nu var en del af riget og indgik i det danske rigsfællesskab. I praksis fik Grønland status af amt, og man fik to pladser i Folketinget. I 1979 indførte man så Hjemmestyret, der i 2009 blev overtaget af Selvstyret, der kort sagt betyder, at man på en lang række området er selvbestemmende og naturligvis har sit eget parlament: Naalakkersuisut

Der er så også i den periode, at Danmarks indgriben virkelig tager fat: Man nedlægger bygder og tvangsflytter folk til byerne i brutalt betonbyggeri, man tvangsadopterer børn til at skabe den nye, moderne version af inuit. Senest har man hørt om, hvordan Danmark stod for at tvinge unge piger til at få spiral sat op, uden at disse piger faktisk vidste, hvad der foregik. Men det betød også at danskere på eget initiativ kunne drage nordpå for at drive erhverv, noget der ellers var kolonimagtens ansvar (Gulløv, Hans Christian (red): Grønland – Den arktiske koloni (2017). 

Forfatteren Thorkild Hansen formulerer det egentlig ret fint i rejseskildringen: Sidste Sommer i Angmagssalik “Det er endnu ikke 100 år siden, danskerne kom til Angmagssalik. Ud over hele distriktet kan man endnu finde gamle mænd, der kan vise, hvorledes de som børn lavede ild med et mundbor. Deres døtre går med spiral. Mellem far og datter er der her foregået den samme udvikling, som tog folkene i Europa et lille tusinde år.” Allerede inden Den 2. verdenskrig havde Jette Bang fulgt en boplads over en lang periode, og det var også i sidste øjeblik, for krigen ændrede på alt.

I 1965 fokuserede Danmarks Radio i fem film af Christian Kryger (Bondebjerg, Ib: Virkelighedens Fortællinger (2008)) på sammenstødet mellem det traditionelle Grønland og mødet med det moderne samfund, der dels skete under Den 2. verdenskrig, da landet var isoleret og amerikanerne pludselig dukkede op med en hjælpende hånd og en masse moderne bekvemmeligheder og i forbindelse med, at Grønland ved grundlovsændringen blev et dansk amt i stedet for en koloni. Det gjorde bl.a., at Grønland nu er repræsenteret i Folketing med to folkevalgte kandidater. 

De fem Kryger-film handler om hhv. modsætningerne mellem Grønland og Danmark, skolevæsenet, sundhedsvæsenet, de industrielle forhold omkring en stor rejefabrik og sociale problemer. Tonen er kritisk og bidsk, og Kryger kaster sig ironisk over stoffet, som ikke forsøger at dyrke den ædle vilde, men kritiserer myndighederne for at overgang fra fangerkultur til moderne samfund har været utålelig. Kryger bevæger sig nok i et spændingsfelt mellem den deltagende og den autoritative dokumentar.

En anden markant skikkelse var Jørgen Roos, der i lighed med Kryger skabte kritiske film om Grønland og Danmarks uheldige kulturmøde. I den lille poetiske perle Sisimiut hører man på lydsiden Gustav Winckler i den sentimentale dansktopsang “Nu vil jeg leve mit liv for mig selv”, mens en montage afslører en række voldsomt berusede grønlandske fiskere, et par hunde, der graver efter ben på kirkegården og en masse børn, der selvfølgelig også er voldsomt optaget af tilstedeværelsen af et filmhold. I samme film, der kunne kaldes et byportræt, møder vi også den tudsegamle fanger, der nu er ansat i kommune til at holde byen ren for det skrald som moderniseringen også bringer med sig. Ude på natten danses der twist i forsamlingshuset blandt de lokale, mens de danske indvandrere i de moderne betonblokke danser fandango med sig selv. Filmen afsluttes med et billeder af de unge grønlændere, der sidder på fjeldet om morgenen efter festen med bål. 

“De unge tænder bål på klipperne ligesom deres forfædre. Byen er deres. Bliver vel en dag deres?”, siger voiceoveren.

Der skulle i hvert fald gå 30-40 år. 

I andre film lader Jørgen Roos billederne tale for sig selv. Nuuk 250 år er en 40 minutter lang reportage uden speak og nævneværdig soundtrack, hvor vi både er i ungdomsklubben for at høre bands spille, vi er i Godthåbhallen for at se lidt håndbold, og vi følger Dronning Margrethe, der holder tale i bymidten, mens unge demonstranter vil ud af EF – og det kommer de. 

I filmen Ultima Thule skildres livet i Qaanaaq, der blev oprettet, da man tvangsflyttede inuit i forbindelse med oprettelse af Thulebasen efter krigen. I filmen skildres, hvordan amerikanske turister fra basen betaler de lokale børn med slik for at posere på deres turistfotografier. Med et filmisk snuptag gør Jørgen Roos de stolte inuit til turistattraktioner, lidt ligesom produktion af de gamle tupilakker tog fart igen, fordi turisterne gerne vil have noget originalt med hjem. Men da der ikke var kaskelothvaltand nok, måtte man importere det fra Japan (Gilberg, Rolf: “Tupilakken. Den usynlige dræber og turistfiguren” (Tidsskriftet Grønland 2001, Nr. 2.). Derpå følger filmen jagtsæsonen om sommeren serveret med et jazzet score udelukkende bestående af klarinet og kontrabas. Det er meget cool, og hvad er mere fascinerende end fangst af en gigantisk hvalros? Disse beroligende billeder af simpelt liv forstyrres af B-52 bombere fra en tid, hvor Vietnamkrigen var på sit højeste eller af den danske kirkes gudstjeneste, og filmen afslutter da også med at konstatere at samme år, 1968, styrtede et fly ned med fire brintbomber, som havde den umiddelbare indvirkning på inuit, at der blev udstedt jagtforbud i hele distriktet.

Jørgen Roos er bemærkelsesværdig i den forstand, at han ikke forfalder til at fotografere de store fjelde og smukke udsigter. Han interesserer sig i stedet for de enkelte mennesker og har i alle sine film lange montager af nærbilleder af mennesker. Derudover er det bemærkelsesværdigt, at samtlige interviews i hans film foregår på grønlandsk. 

Per Kirkeby går en anden vej i filmen Da myndighederne sagde stop fra 1972 (Per Kirkeby opholdt sig i længere periode i Grønland på dette tidspunkt, hvor han var knapt så verdensberømt. Derfor kan man i dag se at hele forsamlingshuset i Aasiaat er udsmykket med uvurdelige vægmalerier fra hans hånd.) , som viser konsekvenserne af, at en mine blev lukket i Qullissat på Diskoøen. Kirkeby interesserer sig i sin kunst for stofligheden i naturen, og det dyrker han også med panoramiske billeder af fjeldsider ledsaget af grønlandsk Giro 413-musak. Filmen er lavet sammen med den senere politiker og forfatter Aqqaluk Lynge, og han lægger også fortællerstemme til filmen, som naturligvis er på grønlandsk. Undervejs ser man byens borgere forlade deres huse i det fineste tøj, de ejer. Her er der tale om en katastrofal behandling af et folk. I Danmark beslutter man sig for at lukke minen og med den lukker også skolen, sygehuset, butikken og alle de andre institutioner, selv Qullissat på daværende tidspunkt var en af Grønlands største byer. De mange indbyggere blev fordelt rundt omkring på kysten i fx Nuuk eller Ilulissat, hvor der ikke nødvendigvis var arbejde. 

Det moderne Grønland – We are the original storytellers

1970’erne er i Grønland præget af meget stor politisk aktivisme. Det fører i første omgang til indførelse af Hjemmestyre i 1979 og siden hen Selvstyre i 2009. Det betyder i praksis at Grønland overtager flere og flere opgaver, som tidligere lå hos kolonisterne i København og kulturelt har det betydet, at der over årene er kommet et øget fokus på og en stolthed over de oprindelig inuitkultur. 

Der kommer til stadighed dokumentarfilm om samfundets bagside, som fx film om hvordan grønlændere klarer sig i Danmark og hvordan Danmark har haft en tendens til at se ned på vores medstatsborgere fra Grønland. I DR-dokumentaren Kvinden fra Godthåb (Godthåb er i dette tilfælde en lille landsby syd for Aalborg) ser man på en østgrønlandsk kvindes liv, indtil hun en nat i 1995 bliver brutalt myrdet i Aalborg, og det antydes, at hun i mødet med det moderne Danmark gik i stykker som menneske og søgte trøst i nattelivet i storbyen. 

En anden film Inuk Woman City Blues fra 2002, som udmærker sig ved at være instrueret af grønlandske Laila Hansen, viser i en observerende form, hvordan en række kvinder går i hundene på Vesterbros brune værtshuse. Også her synes præmissen at være, at disse kvinder har forladt et lykkeligere barndomsliv i et Grønland, som i 1960’erne blev lukket og omdannet til et minidanmark af ministeriet i København. Nuuk havde omkring 1960 en befolkning på under 1000 og i 2000 var tallet 15.000. Nok fik man rindende vand, men de steder, hvor man plukkede sortebær og fangede ørreder forsvandt. Filmen kommer ganske tæt på de medvirkende kvinder og viser en virkelighed, som mange danskere sikkert forbinder med grønlændere i Danmark. Og man kan selvfølgelig spekulere i, om ikke også filmens intensitet og nænsomme nærhed netop hænger sammen med at instruktøren for det første er fra Grønland, og for det andet lader de deltagende tale deres eget modersmål. Resultatet er ret ufiltreret og viser også, hvordan danske myndigheder fx har tvangsfjernet en kvindes børn, uden at hun faktisk har vist noget om det. Dette afsløres i et interview, der foregår på gaden med bylarm og gadestøj, som man ikke kender til i Grønland. 

Nye tendenser i film om Grønland har et fokus på noget mere positivt, der peger i retning af, at Grønland også er et moderne land i den globaliserede tidsalder. Og så kan man vist heller ikke løbe fra, at Grønland mere end noget andet sted på jorden kan se konsekvenserne af den globale opvarmning. Grønland er HOT. 

Det er også værd at bemærke, at der fra dansk public service-medier synes at være en fordeling af Grønlandsstoffet. Hvis man søger efter produktioner om Grønland på TV 2 Play  dukker den nye Rejsen til isens indre, som er en co-produktion med TV 2, der fortæller om konsekvenserne for den globale opvarmning. Ellers kan man følge Bagedyst-darlingen Rosa, som sent i livet har opdaget, at hun stammer fra Grønland, fordi hendes mor under i en tuberkuloseindlæggelse havde en affære med en grønlandsk mand. Så programmet handler kun om Rosas rørende rejse til ophavet i Grønland og kaster sig over Grønland med danske briller, som når Rosa helt politisk ukorrekt og uden nogen onde hensigter kalder lufthavnsbyen Kangerlussauq for Sønder Strømfjord og Qaqortoq for Julianehåb i voice overen, som man kunne have indstuderet i postproduktion i respekt for, at byerne faktisk hedder noget andet i dag og har gjort det i årtier. 

Vil man have mere Grønlandsstof fra TV 2, kan man følge kongefamiliens rejse i landet. Så der er et klart billede af stoffet prioriteres mere og mere i danske medier. For også DR er på sporet af Grønland

DR har nemlig leveret en masse stof de seneste 10-15 år. Grønland bliver bl.a præsenteret igennem et par af DRs lytter- og seersucceser (og en del af stoffet er tilgængelig på DRTV)  som Tværs, Grønlandske Boligdrømme, Hammerslag og Gintberg på Kanten, hvor Jan Gintberg på sin egen lidt klodsede Gonzo/Michael Moore-facon prikker hul på bylden på et sted som Nuuk allerede i 2011, hvor der tilfældigvis også var gang i bygning af fx Selvstyretårnet, som i dag pryder downtown Nuuk med glasfacader og udsigt over hele byen. Der bliver fanget ørreder, kørt med taxa til Qinngorput og danset polka. Ja, på sin sære facon rammer Jan Gintberg egentlig ret tæt på skiven i forhold til at vise et sanddrueligt billede af Grønlands hovedstad. En anden, der gør det, er Nikolaj Coster-Waldau, der i programserien Gennem Grønland får rejst til alle kanter af landet og får vist noget af den stolthed landet rummer i fx programmet fra Tasiilaq, hvor han og svogeren får klø i arctic games (inuit-idræt) i den lokale sportshal. Det er hyggeligt og respektfuldt. Grønland kom også på amerikanske læber, da Donald Trump i ramme alvor ville købe landet i 2019. Det fik talkshow-værten Conan O’Brien op af stolen og sendte ham til bl.a Nuuk for at “gøre forretninger” (Noget af indslaget kan ses her: https://www.youtube.com/watch?v=eyMKA4d35dg – Undertegnede har iøvrigt boet i Nuuk i tre år og har mærkeligt nok aldrig set et dokumentarfilmhold. Men en kedelig torsdag eftermiddag spottede jeg Conan O’Brien foran Hotel Hans Egede, mens hans hold var ved ordne udstyr). I lighed med Jan Gintbergs udsendelse finder Conan O’Brien frem til, at grønlænderne har fantastisk humor, hvilket nærmest aldrig portrætteres i de mere seriøse faktaproduktioner. 

En anden tendens i film om Grønland er, at det håbefulde fokus ligger på Grønlands yngre befolkning. I De unge grønlændere er der fokus på unge iværksættere, musikere, guider og andre, der skal tegne Grønlands fremtid. Hemmeligheder fra Nuuk omhandler nok problemerne i Nuuk, men tegner også et billede af Grønland, hvor man nok kan opleve problemer med at være homoseksuel, dansktalende eller andet, men også kan opleve, at folk faktisk har ret åbne overfor det, der er anderledes. I grønlandsk kultur er begrebet diskussion ofte forbundet med en konflikt, der er svær at løse, og det er ikke forkert at sige, at grønlændere kan være konfliktsky. Serien åbner for, at de unge i Grønland er træt af den lukkethed, der har præget kulturen, men spørgsmålet er selvfølgelig om det rykker, når den primære målgruppe til serien er DR’s (yngre) seere. Den almindelig grønlænder ser ikke filmene. Samtidig er nærmest alle interview lavet på dansk, så mange af de deltagende har også gode danskkundskaber, og det er ikke nødvendigvis repræsentativt. 

Et andet problem, der opstår i portrætteringen af de unge grønlændere, er, at mange af dem er fra Nuuk. Nuuk er på mange måder ikke “det rigtige Grønland” og er under alle omstændigheder meget anderledes end fx Uummannaq i det nordlige Grønland eller Tasiilaq i Tunu (Østgrønland). Man har også haft en tendens til at dyrke de samme usual suspects i fx Hemmeligheder fra Nuuk og Kenneth Sorentos CHP:Dox-åbner “Kampen om Grønland”, hvor rapperen Josef Tarrak og hans kæreste Paninnguaq folder sig ud. Og i et bizart sammentræf kan man se en af deltagerne fra Byen hvor børnene forsvinder i Coster-Waldaus Tasiilaq-afsnit. 

At Grønland er et meget mangfoldigt land med mange typer mennesker  ser man i øvrigt også i Lene Stæhrs “Eskimo Diva” fra 2015, der følger Nuka Bisgaard (Nuka Bisgaard har sidenhen juridisk skiftet køn), der i filmen turnerer rundt i Nordgrønland med et dragshow, og den spritnye og flotte dokumentar Tsumu handler om tre unge fyre fra Tasiilaq, der laver teater og og handler om en flydens kønsidentitet.

Senest har DR lavet et tema om Grønland i forbindelse med premiere på Historien om Grønland og Danmark, hvor Lars Mikkelsen og Nukaka Coster Waldau fortæller om de to landes fælles historie. I temaet finder man også et par podcasts om at være opvokset i Grønland og en udsendelse om bortadopterede børn. Dette fokus på Grønland har også ført afslørende journalistik med sig omkring tvungen prævention for ganske unge grønlandske piger i 1970’erne og fokus på tvangsfjernelse af børn for grønlandske forældre baseret på test, der ikke egner sig til personer med anden kulturbaggrund end dansk. 

En tredje tendens er, at der er begyndt at dukke film op med en grønlandsk afsender. Det har ellers desværre ikke været normen, og det der kan være mange årsager til. For det første kan grønlandske instruktører have svært ved at få finansieret deres film, fordi de ikke har adgang til støtte i Danmark, som fik skrevet Grønland ud af filmloven i 1997. I Grønland er midlerne fra fx tipsmidler meget mindre og alene rejseomkostningerne i Grønland er enorme. Alligevel er nogle små produktioner dukket blandt via film.gl (som er en samlet interesseorganisation for filmskabere i Grønland) og Filmiliortarfik, der er et filmværksted som man kender fra fx DFI i København, Odense og Aarhus. Selvom mange danske vinkler på Grønland kan være lavet i den bedste mening, undgår man ikke blinde vinkler, når man fortæller fra et dansk synspunkt. Kritikken fra dele af det grønlandske publikum er ofte, at de danske instruktører kommer som white saviour. Sådan blev bl.a. Byen hvor børnene forsvinder” mødt af kritik af mange i Grønland, fordi filmene bl.a. fastholdt et noget stereotypisk billede af grønlændere. I filmen viste man uden videre billeder af døddrukne personer, der havde pisset i bukserne. Dem kender hr og fru Jensen i Køge ikke, men alle i Tasiilaq ved, hvem der ligger der – og de så sjovt nok også udsendelserne, hvilket påvirkede lokalmiljøet. 

Omvendt kan der i den sammenhæng opstå nye problematikker. Blandt andet bliver Tasiilaq meget tit nedgjort og negligeret internt i Grønland. Østgrønlandsk er anderledes end Vestgrønlandsk, og man oplever til tider en vis distance mellem øst og Vest. Ja faktisk oplever man også, at borgere i Tasiilaq hellere vil have dansk indflydelse end vestgrønlandsk. Byens gamle navn Angmagssalik var faktisk vestgrønlandsk – og det blev ændret allerede i 1990’erne. 

Tilbage til nye grønlandske vinkler

Her skal Inuk Jørgensen (Inuk Jørgensen har en fortid som gymnasielærer i Næstved og arbejder i dag som underviser i Göteborg http://www.inuks.dk/) nævnes. Han har med sit eget udgangspunkt fra Sydgrønland taget fat i dels forliset af Hans Hedtoft fra 1959, som kostede 95 mennesker livet, heriblandt den elskede grønlandske politiker Augo Lynge, der var med til at skabe et nyt mere selvstændigt Grønland. Hedtoft handler om forliset af skibet, men filmen handler også om begyndelsen på det moderne Grønland, hvor man fra KGH (Kongelig Grønlandsk Handel), der næsten havde monopol på handel i Grønland dengang trodsede sund fornuft og lavede vintersejllads i farefuldt farvand omkring Kap Farvel. I samme boldgade kan man nævne Anders Berthelsens Blok 5 (som du kan se her: https://vimeo.com/402020851), der omhandler den fatale gaseksplosion, der ramte blokbyggeriet i Nuuk i 1970, hvor 11 håndværkere døde. Først 50 år senere og på privat initiativ rejste man en mindesten. 

Noget der foreløbigt ikke er blevet til en katastrofe, er det vi på dansk kalder Kvanefjeldet i Sydgrønland, hvor mange grønlændere havde håbet på, at man kunne udvinde forskellige dyrebare ting fra undergrunden udover uran, men flertallet i Grønland var imod, at man gravede i fjældet (Hele præmissen for fjerde sæson af Borgen var jo netop, at man fandt noget meget dyrbart i Grønlands undergrund). Det blev temaet for valget i Grønland i 2021. Vil man dykke mere ned i dette, handler filmen In the Shadow of the Tugtupite om emnet. I Home ser Inuk Jørgensen på sit hjem efter 10 års fravær, og han kan fornemme den klimakatastrofe, der er på vej. 

Også Paninnguaq Lind Jensen (Som i Grønland nok er mest kendt for sit virke som tatovør og laver inuittatoveringer på den oprindelige facon) og David Heilmann Ottossen har i White Paper (https://www.youtube.com/watch?v=TWJ3JOnt3-I)  omtalt de virkninger udnyttelse af Kvanefjeld ville have for Grønland og i særdeleshed byen Narsaq, som ligger i for foden af fjeldet. Narsaq er en af de byer, der lider under, at flere og flere unge flytter til storbyen Nuuk. Nivi Pedersen, der nu bliver verdensberømt for sin rolle i Borgen, skabte sidste år filmen Uummatit tillerneri (Lykken skræmmer mig ikke længere), som er et lokalt take på den evindelig diskussion om misbrug af børn. 

Problemet med disse film er, at de lever et liv på festivaler og mangler at blive distribueret til en større kreds af mennesker – og det til trods for at mange af filmene vinder priser rundt om i verden.

En undtagelse til det stille liv er dog Inuk Silis Høeghs smukke hyldest til rockbandet Sumé – Sume – Lyden af en revolution. Silis Høegh er et fantastisk eksempel på en ny grønlandsk generation, der løsriver sig og tager initiativ, og han instruerede også Historien om Danmark og Grønland. Sumé-filmen er et poetisk blik ind i den grønlandske kulturs dna, hvor rockbandet SUME kommer til at stå som symbol på det grønlandske opgør med kolonialismen. 

Filmen fortæller nemlig historien om et slags grønlandsk ungdomsoprør fra 1970’erne, der dels var en del af det globale ungdomsoprør, men jo samtidig var et oprør mod fx EF og jo først og fremmest Danmark som kolonimagt. Dette oprør blev samlet hos bandet Sumé, der opstod blandt grønlandske studerende i København tidligt i 1970’erne. Sumé betyder “hvor” og deres debutpladen “Sumut” betyder “hvorhen”. Bandet har samme betydning i Grønland, som fx Gasolin’ har i Danmark, og det er givetvis pga. bandet, at mange grønlændere faktisk spiller guitar. Selvom Grønland er dokumenteret i stor stil gennem årene, så har Sumé-filmen den ekstra vinkel, at filmens to bagmænd skaffede 8 og 16 mm’s privatoptagelse fra hele landet, som kunne fungere som dækbilleder i filmen, så det ikke kun var de tidlige dokumentarfilm, som var klippet ind. En blandt mange tematiske pointer i filmen er, at Sumé med deres grønlandske rock skabte en kulturel guldalder i Grønland, som fik unge grønlændere til at få et nyt, og positivt syn på sig selv. 

Da maorien Taika Waititi vandt en oscar for nogle år siden for at skrive manus til Jojo Rabbit dedikerede han prisen til unge mennesker fra originale folkeslag, der kunne danse, skrive, filme og fortælle historier. Det blev afsluttet med følgende sandhed: We are the original storytellers.

Selvom man i den bedste mening gerne vil fortælle om det gode og det onde fra fx Grønland, skal man som instruktør være opmærksom på de blinde vinkler, man ikke ser. Det skal man også som underviser og turist. Grønlænderne skal til gengæld forsynes med midler til at overtage formidlingen – og fortællelysten er enorm. Omvendt skal man jo heller ikke affeje alle danske versioner af Grønland, alene fordi instruktøren er dansk. 

Dette skisma indeholder en masse paradokser og gode diskussioner, og  netop derfor er film om Grønland interessante. Jeg håber og tror, at vi i mediefagsundervisningen har en opgave i disse år. Jeg vil ihvertfald komme med denne opfordring: Undervis i Grønland og i de mange film, som tematiserer landet og vores forhold til det i Danmark. Vi har brug for perspektiver på Grønland, som er en del af os