Af Henning Bøtner Hansen, fhv. formand i medielærerforeningen

Da Søren Falgaard fra CUT redaktionen spurgte mig, om jeg ville skrive en artikel i anledning af foreningens flotte jubilæum, var jeg først i tvivl. Var det muligt at komme i mål med en dækning af foreningens historie, af de roller og betydning den har haft og stadig har for fagets udvikling? Jeg besluttede mig alligevel for at vove forsøget, vel vidende, at det, jeg kan bidrage med i denne artikel, ikke kan blive udtømmende.

Mit første møde med Foreningen af filmlærere i gymnasiet og HF, som blev foreningens navn ved stiftelsen i 1974, var til et kursus i 1992/93 afholdt i Vesterbro Beboerhus i København. For mit indre blik kan jeg stadig få billedfragmenter frem fra dette første møde. Allerede dér oplevede jeg som nytilkommen foreningens dna, der viste sig som en udstrakt grad af kollegial interesse for hinanden, en iøjnefaldende kollegial hjælpsomhed og en fælles kollegial nysgerrighed efter at blive klogere på det fag, der var en fælles arbejdsplads. Drevet frem af en stærk passion for at udvikle faget, så det var i sync med den film- og tv-kultur, der omgav det, og samtidig få det indpasset i forhold til den daglige undervisning i faglig pædagogisk forstand. Der var et indtryk af at være del af noget pioneragtigt dengang, fordi alt land, der skulle vindes, var nyt land.

Denne kollegiale ånd har været intakt lige siden, og det var bl.a. på denne baggrund, at jeg år senere følte mig tilskyndet til at træde ind i foreningens bestyrelse og være med til at bidrage til den fortsatte udvikling af foreningen og faget.

Dette skete i forbindelse med generalforsamlingen i 2005. Det blev til ti rigtig gode år som formand for foreningen, og jeg tænker med stor glæde og varme tit tilbage på den periode, som gav mig et fint indblik i, hvad der kendetegner en faglig forening i god drift. Og hvad det kræver af frivilligt engagement og ildhu for, at det kan lade sig gøre, hvoraf meget forbliver ufortalt for omverdenen. I løbet af den forholdsvis lange periode fik jeg også mulighed for at samarbejde med mange gode fagkolleger, som jeg ikke ville have undværet.

For mange af dem, der involverer sig i foreningen og påtager sig et hverv med at drive den, betyder det, at årelange venskaber opstår ud af det kollegiale samvirke. I forbindelse med artiklen her fandt jeg bl.a. ud af, at flere af dem der var aktive i foreningen i de tidlige og formative år af dens historie stadig mødes fast til en tur i biffen med efterfølgende middag og derved fortsætter det kollegiale fællesskab, de havde opbygget indenfor foreningens rammer. Det fortæller mig, at foreningens dna i samklang med fagets dna baner vejen for at bonde med hinanden på en måde, der rækker ud over den blotte kollegialitet. Det er både meget glædeligt og opmuntrende at opleve, og det peger på, hvor værdifuldt det er at have en faglig forening som en slags ramme omkring den undervisning, man varetager dag ud og dag ind.

Foreningen binder det hele sammen

I det følgende vil jeg forsøge at sætte ord på de forhold, som peger på de roller og den betydning, som jeg mener, man kan knytte til foreningen, og dermed grundfæste både den

nødvendighed og meningsfuldhed, som kan fortabe sig for nogle i en tid med vigende interesse for at tage del i fællesskaber af forskellige slags. Det følgende skulle også gerne overbevise om vores forpligtigelse til at kæmpe for vores faglige forening, især nu og fremover.

Fra mit perspektiv kan man beskrive de nævnte forhold, som fire akser, hvor foreningen indtager en central rolle som bindeled:

1. Den første akse vedrører institutionaliseringen af faget og omfatter følgende:

Fagbekendtgørelsen, fagkonsulenten, Fagligt Forum – foreningen – medlemmerne. Her spiller foreningen en rolle som primært formidler af relevant stof, som kommer fra fagkonsulenten. Dette omsættes via artikler i foreningens blad CUT, via årskurserne og de løbende FIP kurser samt opslag i foreningens Facebookgruppe.

Ved siden heraf bidrager medlemmerne også med artikler, som relaterer sig til, hvordan man forvalter fagbekendtgørelsens enkelte dele, og det samme gælder uv-materiale publiceret på initiativ af foreningen og fagkonsulenten, som man oplevede i forbindelse med den nye gymnasiereforms ikrafttræden i 2017.

Man kan om denne akse sige, at den udgør basis for faget og foreningens drift.

2. Den anden akse har at gøre med eksterne forhold udenfor foreningen, og først og fremmest med den medieteknologiske udvikling, som i sig selv retter sig mod fagets praktiske del. Denne udviklings indhold indoptages løbende i fagets undervisning, og igen spiller foreningen både via kurser, bladvirksomhed og FB-gruppen en vigtig rolle som formidler til medlemmerne. Typisk kaster implementeringen af den nye teknologi dels erfaringsdeling og diskussion af sig indenfor de nævnte fora.

Foreningen får sit første blad i 1978, hvor den første forsøgsbekendtgørelse er gjort til tema i det allerførste nummer. Til sidst i bladet på s. 7 og 8 er der en oversigt over foreningens medlemmer, som talte 55. 

3. Den tredje akse inkluderer de typer af samarbejder, som i årenes løb og på skift er blevet indgået med vigtige aktører på foranledning af både foreningen og de pågældende aktører. Her kan man som eksempler nævne samarbejdet med medieuddannelsen på Københavns Universitet, hvor forskere videregav ny forskningsbaseret viden indenfor specifikke fagområder eller kurser og online materialer udbudt af Station Next i Filmbyen i Hvidovre.

Man kunne også fremhæve deltagelsen i netværksbaserede konferencer for landets medieuddannelser omkring talentudvikling, som Det Danske Filminstitut ved Prami Larsen, mangeårig leder af Filmværkstedet, inviterede Medielærerforeningen med til. Endelig er det på sin plads at fremhæve foreningens løbende kontakt til uddannelsen Multiplatform Storytelling and Production i Aarhus, der både omfatter mulighed for besøg på uddannelsen og dens involvering i afholdelsen af den årlige Elevfilmfestival (den del, der finder sted i Aarhus).

4. Den sidste akse omfatter de to årlige elevfilmfestivals, hvor skolerne kan indsende produktioner på c- og b-niveau. Her kåres årets bedste film af en jury sammensat af folk fra filmbranchen, ligesom der til programmet er fundet en oplægsholder, f.eks. i form af en filminstruktør. Til lejligheden har man lejet sig ind i biografer med en vis filmkulturel pondus. I København er der tale om Bio Asta i Filmhusets biograf, og i Aarhus er det i art cinema biografen Øst for Paradis. Denne vigtige begivenhed giver de deltagende elever og undervisere mulighed for at se, hvad der optager andre filmelever og er blevet gennemført siden 1986 i København og i Aarhus siden 1995. Og det er en aktivitet, der muliggøres via tilskud fra Det Danske Filminstitut, men at det kan lade sig gøre, skyldes først og fremmest mediefagslærere, der år efter år har lavet alt arbejde omkring forberedelsen og afholdelsen af de to festivaler.

Lissie Hejberg og Lisbet Borker var i mange år arrangører af elevfilmfestivalen i øst. 17 gange vist nok stod de i spidsen for dette vigtige arrangement. Det hele startede i 1986 på Nørre Gymnasium, hvor Per Katz (fagkonsulent) underviste.

Når man taler om en faglig forening, gælder den præmis, at man ikke kan adskille, hvad der gør sig gældende for faget og foreningen, fordi de er hinandens forudsætning eller betingelse. Det oplever man også, når man skal skrive en artikel for at hædre Medielærerforeningens 50-års jubilæum, og jeg har med omtalen af akserne lige ovenfor demonstreret det tætte og ubrydelige bånd mellem fag og forening.

Der var engang: Først forsøgsundervisning

Men faget går alligevel forud for foreningen ved, at fagets tilblivelse banede vejen for foreningen. Op gennem 1960’erne og videre frem til de første par år i det næste årti opstod forskellige tiltag til at iværksætte forsøgsundervisning med filmmediet. I form af studiekredse og egentlig filmundervisning udenfor normal skoletid med fritimer til dette formål. Dette fandt sted på flere ungdomsskoler og flere gymnasier. En af foregangspersonerne var Jens Pedersen, der dengang var ansat på Christianshavn Gymnasium. Ret hurtigt bevægede man sig fra kun at tale om filmoplevelsen, og hvad der filmæstetisk og genremæssigt fremmede oplevelsen til også at give sig i kast med selv at lave film. Med Jørgen Sørensen fra Aarhus Statsgymnasium fik man tillige introduceret og praktiseret næranalysen. De første forsøgs år lagde dermed grunden til den fagdidaktik, faget stadig bygger på, nemlig en vekselvirkning mellem det teoretisk-analytiske og det praktisk-produktionelle mediearbejde, ligesom næranalysen som et centralt faglig pædagogisk greb blev optaget i undervisningen. Ad den vej fik man også filmoplevelse og filmerkendelse kædet sammen til et hele.

Så universitetsuddannelse i Filmvidenskab og de første skridt mod at blive et fag

I 1967 blev studiet i Filmvidenskab oprettet på Københavns universitet med Marguerite Engberg som leder af faget, og blandt de første studerende på studiet finder vi de to personer, som er afgørende for fagets oprettelse og senere etableringen af den forening, vi nu kender under navnet Medielærerforeningen for de gymnasiale uddannelser.

                   Else Lützhøft fagets ene stifter. Her i Nibe i selskab med skulpturen ”Grubleren”

Det drejer sig om henholdsvis Else Lützhøft og Per Katz, der blev færdiguddannet i 1971, og hvor Per Katz allerede samme år med Marguerite Engbergs kyndige bistand fik etableret en kandidatordning for gymnasiet. I to efterfølgende år 1972 og 1973 underviste de to ud fra hver sin forsøgsordning. I 1974 stiftes Foreningen af filmlærere i gymnasiet og HF med i første omgang 5-6 medlemmer med Per Katz som formand og Else Lützhøft som kasserer. Et par år længere fremme laver Per Katz med Ib Fischer Hansen fra undervisningsministeriet den første generelle forsøgsbekendtgørelse for faget Film- og TV-kundskab.  I 1978 kommer så den første forsøgsbekendtgørelse, der involverede eksamen i faget. Og endelig bliver Per Katz fagets første fagkonsulent i 1981. Med gymnasiereformen fra 1988 fik faget en ændret status ved at blive en fast bestanddel af den gymnasiale fagrække. Som sådan kunne faget nu fungere fuldt ud som tilsigtet, og ikke mindst kunne sammenhængen og udviklingen af forholdet mellem faget og foreningen nu udfoldes fremadrettet og i en mere samstemt forstand.

Per Katz – fagets anden stifter og fagets første fagkonsulent på sin sidste undervisningsdag

Foreningens medlemmer bidrager til, at faget fornyer sig

Vi skylder mange personer en stor tak for deres bidrag undervejs i dette smukke udviklingsforløb. De har lagt utallige timer i for at pleje og udvikle faget, specifikt også i forbindelse med, når noget afgørende nyt skulle implementeres i faget. F.eks. med overgangene fra 8mm film til vhs og super-vhs videoformatet og i det hele taget den videre udvikling, som digitaliseringen førte med sig. Eller i overgangene til nye reformer og nye læreplaner.

Hver gang var der folk fra bestyrelsen eller fra andre af foreningens organer og fra medlemskredsen, som tog disse udfordringer op og var bannerførere for næste step i fagets udvikling. Og meget ofte er disse tidsforbrugende arbejdsprocesser ufortalte, som jeg tidligere har været inde på, men de er faktisk blevet gennemført. Hvis ikke, havde faget og foreningen ikke stået, hvor de nu er. Denne ildhu og omsorg for faget er foreningens bestyrelse, dens øvrige udvalg og medlemmerne stadig optaget af at tage på sig. Især skal denne artikels tak rettes mod Per Katz og til Else Lützhøft, som satte det hele i gang. Per Katz er i øvrigt den længst fungerende fagkonsulent (1981-2003).

DOLLY – Foreningens medlemsblad fra 1991 til 2005, hvor foreningens nuværende blad CUT begyndte at udkomme lige op til en ny gymnasiereforms ikrafttræden fra 2005 til 2017. Vel nok de mest succesfulde og ekspansive år i fagets historie.

Da jeg kontaktede Per Katz for at få nogle afgørende oplysninger om de første år, var han meget hjælpsom, og selv efter vi havde sagt farvel til hinanden, fortsatte han med at sende mig sms’er med yderligere oplysninger. Jeg kom til at tænke på, at Per sådan set ikke var ophørt med at brænde for faget, og det tror jeg er karakteristisk for rigtig mange tidligere fagkolleger. Noget lignende oplevede jeg, da jeg var i kontakt med Else Lützhøft. Samme grad af hjælpsomhed og interesse. I øvrigt bidrog hun sammen med Ib Brøkner Christiansen med den første grundbog til faget i 1984: Billeder i bevægelse. Fakta og fortolkninger.

For mit eget vedkommende oplever jeg den samme form for ildhu være som en strømførende kraft i mit arbejde med at skrive denne jubilæumsartikel. Faget og foreningen vil altid være præsent som noget uadskilleligt, selvom når man går på pension.

Ikke alt er gået lige nemt og glat i de første år med undervisning i faget Film-og TV-kundskab. På mange undervisningssteder herskede nogle meget primitive forhold, hvad angik den praktiske del af faget. Faget og underviserne led under en kamp for at få de nødvendige og berettigede midler til indkøb. Det var en problemstilling som optog foreningen og dens medlemmer.

Per Katz måtte i sin egenskab af fagkonsulent ofte true skolerne med at lukke faget, hvis der ikke blev ændret på de økonomiske vilkår for fagets drift. Et par eksempler herpå kan give et levende billede heraf, og de viser samtidig, at underviserne var gjort af et særligt stof. De gav ikke op.

Jørgen Riber Christensen på Støvring Gymnasium var en af dem, der oplevede denne jammerlige virkelighed på tæt hold. Det lykkedes ham f.eks. at anskaffe et af de første videokameraer. Brugt og i en temmelig ringe forfatning på grund af talrige løse forbindelser. For at få det til at fungere måtte han i frikvarteret inden timerne varme det op med en hårtørrer.

En anden underviser kunne ikke mørklægge lokalet til visning af film, og måtte derfor selv hænge noget op. Det løste hun ved at tage nogle lagner med hjemmefra.

Udvikling på flere fronter

Fagets fremdrift generelt skyldes i høj grad de aktiviteter, foreningen op gennem 80’erne og 90’erne tager skridt til i form af bladdrift med artikler, hvor ideer til uv-forløb (sektionen Pædagogiske Klip) eller emner til fagets opgavetyper beskrives til inspiration for andre kolleger. Mange medlemmer har taget en tørn i bladredaktionen, og det ville kun være rimeligt at nævne flere tidligere og nuværende fagkolleger. Jeg vil nøjes med at fremhæve ganske få, nemlig Katrine Aggebo, som senere også påtog sig hvervet som fagets EMU redaktør, Lisbet Borker, Pauline Langhoff, Mimi Olsen, Hans Oluf Schou og Neel Schucany, Søren Falgaard….

En parallel til bladvirksomheden er de talrige kurser, som er blevet afholdt af foreningen, enten som årskurser eller som en del af et samarbejde med eksterne partnere som f.eks. Station Next. I løbet af 90’erne og på den anden side af årtusindskiftet begynder der også at dukke udlandskurser op for at opleve mediekulturen abroad.

London 1994: Dorte Wendt i studiet hos CNN og andre deltagere fra studieturen foran BBC

Som jeg har været inde på tidligere, skaber foreningen og faget i fællesskab nogle andre måder at være kollegial på. Man får et mere personligt og nært forhold til hinanden, men som følgende episode illustrerer er der også grænser for, hvor tæt på man skal komme.

I 2001 arrangerede foreningen et udlandskursus til New York. Selvom det skulle finde sted tre uger efter Twin Towers crash, valgte man at gennemføre kurset og kom til at opleve en såret og stærkt traumatiseret storby tæt på. Jeg kan stadig genkalde mig lugten af brændt metal fra Ground Zero, da vi var forbi bare tre uger efter den tragiske hændelse. Da vi ankom til hotellet i Greenwich Village sent om natten, viste det sig, at de reserverede værelser, som vi var to om at skulle dele, kun omfattede 1 ½ persons senge. På én gang befandt hele selskabet sig i hotellets mikroskopiske reception med krav om større senge, hvilket naturligvis ikke kunne lade sig gøre. Der måtte søges lokale og mere pragmatiske løsninger båret af en stærk kollegial følelse.  Alle måtte bidrage. Min roommate og jeg valgte at skiftes til at sove i sengen – nu med ekstra god plads – og på gulvet. Det gik, og kurset kunne gå sin gang.

En overvejende del af kurserne og mængden af artikler var i flere år orienteret mod at styrke den teoretisk-analytiske del af faget. Det kan måske forklares med, at faget ikke rådede over egentlige grundbøger, der dækkede begge fagets dimensioner og film-og tv-historien. Selvfølgelig blev der produceret uv- materialer, men mest for at tilgodese den teoretisk-analytiske del af undervisningen.

Else Lützhøft og Ib Brøkner Christiansens udgivelse fra 1984 – Else afbilledet i Villabyernes Lokalavis

Det bliver der rådet bod på fra sluthalvfemserne og fremad, igen skrevet af folk fra foreningens medlemskreds, som reagerede på et skrigende behov for uv-materiale.

”Fokus” (1997) var fagets første grundbog, mens ”Mediefag.dk” (2005-2006) blev en rigtig sællert for det nye c-niveau fag, der kom til med reformen i 2005. ”Levende Billeder” fra 2007 har i dag status som fagets grundbog og favner fagets to niveauer.

Årskurserne får en afgørende rolle

Især årskurserne har haft en meget stor og meget gavnlig effekt i årenes løb. I mange år var det almindelig praksis med et årskursus hver andet år. Her var det kursuscentre som Vissenbjerg Kursuscenter på Fyn og Magleås Kursuscenter i Nordsjælland, som dannede rammen om kurserne med et deltagerantal omkring 40-45. Programmet omfattede foredrag, introduktion til nye fagområder (f.eks. produktion af stopmotion film), nyt fra fagkonsulenten og med det tilbagevendende indslag, hvor man så eksamensproduktioner og diskuterede vurderingskriterier.

Screening og diskussion af eksamensfilm på Svendborg Hotel

På initiativ af bestyrelsen, og her især Mette Linnebjerg og Dorte Granild, gik foreningen fra omkring 2011/2012 over til at afholde årskursus hvert år med stor succes til følge. Deltagerantallet ligefrem eksploderede og mere end 110 af foreningens godt 300 medlemmer deltog. Det blev dette kursus foreningens medlemmer valgte at prioritere, og dette krævede andre og større rammer. Også på grund af sin geografiske placering midt i landet er Svendborg Hotel næsten permanent blevet det sted, hvor årskurset afholdes.

I samme tidsrum begyndte fagets praktiske dimension at optage mere plads i årskursets program. Der var et udtalt behov for, at det blev sådan. Man kan også formulere det som, at man flyttede programmet tættere på dagligdagens undervisningssituation. Se selv, hvordan det er tænkt praktiseret på det kommende årskursus 5.-6 november i år.

Foreningen udvider sit virkefelt, indgår i nye samarbejder og sigter mod a-fag

Der er også grund til at fremhæve de perioder i foreningens historie (fra 2008 og fremefter), hvor man indgår i udviklingsprojekter, der har talentudvikling indenfor fagets praktiske dimension i fokus. Her afholdes talent camps primært finansieret af ministerielle midler og samtidig afholder Det Danske Filminstitut en række konferencer om samme emne med deltagelse af bl.a. vores forening. Andre projekter har den skriftlige dimension i faget som omdrejningspunkt. I dette arbejde indtager fagkonsulent Hans Oluf Schou en central plads.

Nogenlunde samtidig tager fagkonsulenterne i de kreative fag initiativ til fælles konferencer, hvor man forsøger at indkredse det særlige ved de kunstneriske arbejds- og læringsprocesser i vores fag. I forberedelserne heraf inddrages foreningernes formænd, og vi var her repræsenteret af fagkonsulent og undertegnede.

Omkring 2010 tager foreningen det første skridt i retning af at lave den første ansøgning om at få oprettet a-niveau i faget. Dette lykkedes ikke. Efter otte måneders venten på svar kom afslaget. Efter Mimi Olsens tiltræden som fagkonsulent i 2014 blev dette ansøgningsarbejde for alvor sparket i gang igen, og i dag kører der nu forsøgsordninger på flere gymnasier landet over. Vi sejrede.

I sin tid som fagkonsulent (2014-2024) formåede Mimi Olsen tillige at få arbejdet med at skrive og få udgivet flere undervisningsbøger til faget ind i en god gænge. Det blev til bøger, der dækkede forskellige områder som dokumentar, gyser-, ungdoms- og krigsfilm samt en særskilt udgivelse om de korte medieformater.

Fra Skolekom til Facebook

Omkring bestyrelsen, CUT-redaktionerne, de to elevfilmfestivaller, fagligt forum med afsæt i fagets fagkonsulent har der i årenes løb været en række andre fora, som med udgangspunkt i foreningens aktiviteter og medlemmernes daglige udfordringer med undervisningen har varetaget behovet for faglige drøftelser af forskellig karakter. Meget ofte omkring ideer til udvikling af uv-forløb og i dag i større eller mindre grad med hensyn til, hvordan læreplaner og uv-vejledninger skal og kan udlægges.

Her er grund til at nævne to fora. Først med EMU, som tjente og stadig tjener som en slags ’officiel’ og delvist ministerielt bestemt webside for faget. EMU kom til i 2003 og vores fag var noget nær det eneste fag på det tidspunkt uden en EMU-side. Fagkonsulent Per Katz fik sat processen i gang, og Ole Østergaard blev den første webredaktør. Han beskriver selv starten på følgende måde: ”Jeg forsøgte med nyheder fra medieverdenen i ind- og udland – prisuddelinger og den slags – og med billeder, illustrationer m.v., men det blev efter et par år ret standardiseret, så alle fags sider nu ligner hinanden.” Efter nogle år fratrådte Ole Østergaard og blev afløst Katrine Aggebo.

Nogenlunde indenfor det samme tidsrum, måske nogle år senere, opstod Skolekom konferencen, der kom til at fungere som kommunikationsmiddel for lærerne på skoler og med de daværende amtscentraler for undervisningsmidler som en vigtig medaktør. Som udløber blev der skabt mulighed for, at fag indenfor gymnasiet fik sin egen ’kanal’. Igen var det med Ole Østergaard som primus motor, og han fungerede i en kort årrække som administrator af dette forum, som gav mulighed for at drøfte faglige problemstillinger og andre faglige aspekter som f.eks. kollegial sparring, når det drejede sig om nyindkøb af fagligt grej til faget. I denne sammenhæng vil jeg gerne fremhæve, at samme person desuden spillede en central rolle i forbindelse med implementeringen af harddiskredigering i faget. Allerede i 1991 skrev han således den første artikel til DOLLY om dette nye felt indenfor fagets udvikling.

I dag har foreningens FB-gruppe fuldstændig overtaget den plads, skolekom konferencen havde. FB-gruppen er forbeholdt foreningens medlemmer, og især nytilkomne kolleger kan her hente faglig hjælp, sparring og inspiration. Initiativet blev taget af bestyrelsen i 2012/2013 (?) i en periode, hvor jeg selv var formand, og der var dengang delte meninger, om det var en rigtig beslutning at tage. Jeg var selv på skeptiker siden, men erfaringerne fra at have et sådant forum har siden da kun gjort min skepsis til skamme.

Foreningen er efter 50 år nået langt i sin udvikling. Strukturen med de fire akser har skabt et grundlag også for fremtiden. Det er mit indtryk, at det stadig er ildsjæle, som bærer foreningen med deres kontinuerlige, frivillige arbejdsindsatser. Sådan vil det nok fortsætte med at være. Man skal have brændstof i årerne for at kaste sig ind i fagligt foreningsarbejde, men det er ikke nok. Medlemmerne i øvrigt må imidlertid også forstå at værne om de værdier, som foreningen hele tiden skaber. Denne bemærkning er ikke ment moraliserende, snarere som en kontant påpegning af, at foreningsfællesskaber i dag ikke er så naturligt indlysende som tidligere. At vi derfor skal mønstre en ekstra opmærksomhed for, at de første 50 år kan blive til mange flere år. Men vi skal være stolte og ønske os selv et stort tillykke med det flotte jubilæum.

Tak for indsatsen

Meget mere kunne tilføjes her, men alt har et naturligt mæthedspunkt. Jeg synes, at den rigtige måde at runde af på vil være at nævne navne på personer, som har spillet en væsentlig rolle for foreningen, vel vidende at alle ikke kan nævnes. Tak til alle nævnte som udeladte.

Per Katz, Else Lützhøft, Ib Brøkner Christiansen, Henning Vagn Jensen, Frederik Vest Hansen, Ida Westh, Ellen Møllesøe, Torben Brandt, Poul Erik Brøndgaard, Bjørn Gudmundsen, Henrik Poulsen, Lisbet Borker, Lissie Hejberg, Kamma Haugan, Dorte Wendt, Per Helmer Hansen, Pauline Langhoff, Erik Erstrup, Peter Fritzen, Henning Sørensen, Kirsten Andersen, Hans Oluf Schou, Jette Harboe, Mimi Olsen, Ole Østergaard, Klaus Michael Jensen, Neel Schucany, Iben Engberg, Søren Jacobsen, Mette Linnebjerg, Dorte Granild, Anne Juul Møller, Lillian Curran, Martin Houlind, Michael Højer, Lasse Harder Schouboe….. og mange flere.

Tak til Lisbet Borker og Else Lützhøft for billedmateriale til artiklen.