Af Søren Falgaard, Falkonergårdens gymnasium

 

Det er jo ikke så overraskende. Eleverne har filmet deres stort anlagte eksamensproduktion, og nu skal filmen have det sidste pift, der kan hæve produktionen. Løsningen er at smøre filmen ind i lækker nymodens parafraserende (og irriterende) popmusik. I sig selv ofte et ødelæggende valg, og et valg der kan skabe en flad stemning. Og så er det ovenikøbet et brud på copyright, hvis filmen skal have offentlige visninger eller lægges ud på sociale medier. Men hvad  gør man så?

 

Som lærer i mediefag møder man ofte elever, der vil pifte deres produktion op med musik, der er copyright på. I læreplanen for 2017 står der under punktet IT ”Faget fokuserer endvidere på medieetiske og basale ophavsretlige problemstillinger i forbindelse med brug og produktion af levende billeder samt på de ændringer af medievaner, som en digital mediekultur afføder. Digitale kompetencer vil således i mediefag sige at udvikle elevernes kritiske bevidsthed i deres omgang med den digitale kulturs muligheder og begrænsninger.” Det er altså et krav, at man skal arbejde med at bevidstgøre eleverne om basale ophavsretlige problemstillinger, og her er brugen af lyd i eksamensproduktionen helt afgørende.

 

Basal ophavsret og medieetik

I udgivelsen ”Det nye mediefag” (Medielærerforeningen 2017, Red: Høyer og Wolfhagen), der ligger frit tilgængelig på nettet her https://emu.dk//sites/default/files/2019-02/Det%20Nye%20Mediefag.pdf handler den sidste artikel om ophavsret i mediefag. Her gennemgår Mimi Olsen sammen med advokaten Josephine Bock ”Basal ophavsret og medieetik – med særlig fokus på elevproduktioner”. Her står der f.eks., at (elevernes) værk skal kreditere, hvem der har lavet det. Videre står det i artiklen, at ”hvis eleverne gør brug af andres værker (fx musik) skal det tydeligt fremgå, hvem der har ophavsret til værket.” Endelig beskrives det, at man ikke må lave plagiat af andre værker. Man må dog godt ”stjæle” en god ide. I artiklen kan man finde flere uddybninger af ophavsrettigheder og andre medieetiske aspekter, for eksempel at filme andre personer og på privat grunde. I øvrigt kan man læse Josephine Bocks powerpoint fra FIP her: https://padlet.com/mimi_olsen1/fip_mediefag_2017?fbclid=IwAR0Quq_fJ5Ni325vVGVde4RMuytkn0g5P0euIDCoMzLFwD4f5ZAN_fUCa0k Endelig har Jakob Smidt fra Rosborg Gymnasium lavet en fin lille guide til sine elever, som kan findes her: http://mediefag-rosborg.blogspot.com/2017/09/ophavsret.html, så der er allerede en del steder at gå hen, hvis man vil oplyse sig selv og eleverne om, hvad der er op og ned i forhold til ophavsret.

 

Men hvad med lyden?
I mediefagseksamensproduktioner har lyden, som jeg ser det, traditionelt fyldt for lidt. Det virker dog, som om tiden er blevet moden til, at fokus på lyden øges. Sidste år (2018) var lyddesigneren Peter Albrechtsen således gæst på medielærerforeningens årskursus, hvor der også blev arbejdet kreativt med at skabe lyd. Det var et meget inspirerende kig ind i maskinrummet i forhold til, hvor meget lyd betyder for den filmiske oplevelse. Som jeg ser det, er det en god ide at fokusere på, at eleverne selv skal arbejde aktivt med at skabe et godt lydbillede og i forlængelse af dette, taler jeg i forhold til elever mod brugen af copyright musik i deres film. Helt at bandlyse det kan dog virke som at gå for radikalt til værks. For hvis værket blot skal bruges til eksamen og ikke ude i offentligheden, kan det være et acceptabelt æstetisk valg at bruge en relevant popsang til filmens festmontage. Men så vil jeg kræve af eleverne, at de reflekterer over dette til eksamen. Et kig på diskussioner på medielærerforeningens facebook, hvor emnet har været diskuteret, bakker dette synspunkt op. Men husk nu eleverne på, at de skal kreditere, hvis de har brugt musik, der er beskyttet af ophavsret!

 

Men mest spændende bliver produktionen ofte, hvis eleverne søger at finde kreative løsninger på lyden, så de skaber en mere personlig film. Her er reallyden naturligvis vigtig. Mange elevproduktioner ødelægges af dårlig lyd, så her er virkelig et sted at sætte ind. På Falkonergården har vi i flere år kørt med eksterne mikrofoner, der forbindes til kameraet via ledning. Det har dog vist sig problematisk, da ledningerne lynhurtigt går i stykker. I stedet er vi i stigende grad gået over til microport mikrofoner, der også har den fordel, at man kan optage lyd langt væk. Det eliminerer dog ikke tendensen til vind i mikrofonen. Vind i mikrofonen kan ødelægge en hel produktion, så her skal der enten arbejdes med at optage ny lyd inklusiv eventuel indtalelse af dialog og baggrundsskabende stemningslyd. Arbejdet med lydarbejde skaber en ny dimension i filmskabelsen.

 

Ophavsfrie lydtricks og -links
Personligt har jeg opgraderet mit fokus på lyd og ophavsret i undervisningen. Man kan lave små lydøvelser, men det er også vigtigt for eksempel at forklare, hvordan lydbroer er en helt afgørende del af en god sammenhængende produktion. Endelig er det rigtig vigtigt, at eleverne forstår elementer som for eksempel brugen af effektlyd samt parafraserende musikanvendelse. Når eleverne er i redigeringsfasen skal man sikre sig, at de også har fuldt fokus på at indstille lydniveauerne. I denne fase af redigeringen kan det være en god ide, at eleverne er fortrolige med, hvor de kan finde copyrightfri musik og lydeffekter. Her anbefaler jeg selv https://freesound.org/browse/tags/sound-effects/, der er en stor database med alskens lyde.

http://soundbible.com/ er i samme dur – og det er kun toppen af isbjerget, for der findes utallige sider. Det er naturligvis vigtigt, at eleverne forstår balancen og ikke plastrer deres produktion ind i for mange forstyrrende lyde.  I forhold til baggrundsmusikken plejer jeg at guide eleverne til https://www.bensound.com/royalty-free-music/cinematic Det er dog ofte et kæmpe arbejde for eleverne at finde den helt passende musik der. https://freemusicarchive.org/ er en anden mulighed – og der findes en hel række flere. Er man særligt heldig (og det har jeg prøvet to gange), findes der elever i gruppen, der faktisk selv kan lave simpel musik.

 

Lyden skal være i orden! Både med hensyn til æstetik, grundighed og ophavsret.