Interview af Sara Lindberg, Brøndby gymnasium

Vil du fortælle lidt om din baggrund?

I gymnasiet tog jeg den videnskabelige retning, kun fordi det var det, man kunne få på den skole. Ikke fordi det var interessant, men jeg vidste heller ikke, at man kunne blive sådan noget her – at det var realistisk – haha. Efter gymnasiet tog jeg et år til USA, og der tog jeg nogle filmfag og så besluttede jeg at søge ind på filmskolen i Belgien. Der blev jeg uddannet dokumentarinstruktør. 

Jeg har filmet rigtig meget for andre. Da jeg flyttede til Danmark, kunne jeg ikke være så kræsen med, hvilke jobs jeg tog. Ret tilfældigt blev jeg tilbudt et job, hvor jeg skulle filme et tv-program, og det gik ret godt, og pludselig var der gået otte år, hvor jeg kun filmede tv-programmer. 

Hvad har du filmet inden din debut som instruktør?

Jeg har filmet rigtig mange temalørdage, nok ca. 15. Jeg har også filmet reality-programmer fx ”Amalies Baby” – altid sådan nogle reportageprogrammer til DR, TV2 eller TV3. Jeg synes, det er meget spændende – jeg elsker faktisk at filme. Det er fedt udelukkende at fokusere på det, når der står en tilrettelægger ved siden af. Det er meget afslappende ikke at skulle tænke så meget på indholdet, men mere fokusere på den direkte oplevelse. Det er lidt ligesom at se tv, men selv bestemme, hvor man kigger hen. Der er selvfølgelig også rigtig meget teknik i det, fordi i reportageprogrammer er der sjældent en lydmand med.  Så står man både for billede og lyd – og det er jeg bare blevet rigtig dygtig til!

Du tænker ikke på redigeringen, når du filmer? 

Jeg tænker faktisk altid redigeringen ind, når jeg filmer. Jeg prøver at filme sådan, at jeg ikke tager valg i forhold til klipning. Der er mange, som fx filmer og så løber afsted og så filmer igen – så har de jo allerede truffet den beslutning, at man ikke kan bruge det, hvor de løber. Jeg prøver i stedet at filme i et flow, hvor jeg får mange forskellige billedstørrelser, så klipperen næsten kan klippe ind hvor som helst. Jeg tænker på, at det hele faktisk skal kunne bruges til noget.  

 Det er selvfølgelig afhængigt af, hvad man bliver briefet til og som regel ved man ikke rigtigt, hvad der kommer til at ske. Derfor forsøger jeg at bevæge mig i et flow – jeg føler næsten, at jeg danser lidt. Hvis kameraet ikke er for tungt, kan jeg blive helt væk i det og så går tiden bare mega hurtigt!

Hvordan startede du så med din egen film? 

Det har taget fem år i alt. Det har været et ret atypisk forløb, men nok også meget inspirerende for folk, som bare gerne vil lave film. Der er intet, som er gået, som det skulle. Det var ikke nemt – haha. Bare det at få solgt filmen!

Jeg fik ideen, da Albert (min mand) og jeg skulle starte i fertilitetsbehandling. Vi tog til lægen og sagde ”hey, vi vil gerne have et barn, men der sker ikke noget”. Hun henviste os til fertilitetsbehandling, og så er der ventetid på nogle måneder. Så kom vi til en undersøgelse, for at se om alting var, som det skulle være. Jeg var meget anspændt og skulle ind i et lille værelse, hvor der stod tre mennesker og så skulle jeg tage mine bukser af. Jeg var slet ikke rigtigt forberedt og græd imens, og så blev jeg vildt glad, da de sagde at alt så fint ud. Dér tænkte jeg – ”wow, sikke en historie! ” Den havde det hele!  Det var absurd, der var et pay off i scenen, der var mange følelser og en lettelse bagefter. Jeg tænker altid i historier og tænkte ”Shit mand, det her kunne man da godt lave en film om!” Så tænkte jeg, at jeg måtte finde nogen som ville være med. Jeg vidste at jeg gerne ville have, at det var almindelige mennesker. Jeg havde lige filmet et program om handicappede mennesker og et om gamle forældre, hvor den ene forælder er meget ældre, men det her skulle være om helt almindelige likeble mennesker, som man kan relatere til. 

Jeg tænkte og tænkte i tre måneder på, hvordan jeg kunne finde de mennesker.  Jeg ville jo gerne have hele rejsen med, og så pludselig slog det mig: ”Gud, Albert er i gang med den her træhule i haven til vores kommende barn”. Jeg kunne se alle elementerne i historien og så slog det mig ”Gud, jeg skal da filme os selv!”.

Hvordan er filmen finansieret? 

Ja… Det er sådan set ikke rigtigt sket – haha. Det var rigtig svært at få solgt en historie om to mennesker i et hus, med nogle høns. Det kunne folk ikke se potentialet i.  Jeg havde dog en producer på fra starten. Jeg begyndte at filme med det samme og efter 2 måneder klippede jeg det sammen og kontaktede en producer, som jeg kendte og respekterede i forvejen. De tog projektet, og det var det eneste jeg havde – nogen som troede på projektet og så adgang til deres udstyr. Men det får man jo ikke nogen penge ud af. 

Jeg filmede i halvandet år uden at vide, om der var nogen som helst, der ville se det her. Jeg pitchede flere gange til både DR2 og TV2, som begge sagde nej. Men jeg troede selv på det, også på grund af den erfaring jeg har. Det ville blive unikt. De ting, jeg selv havde set om det samme emne, var altid meget sørgeligt og fortalt i datid, men jeg ville gerne se det i nutid, lidt ligesom en fiktionsfilm, hvor man ser tingene ske. 

Så fik vi endelig solgt en serie til DR2, efter 1 år og 8 måneder. De var mega begejstrede og sagde at vi bare skulle bruge al den tid vi havde brug for – og da vi så talte med dem en uge senere ville de have det fem måneder senere! Sådan er gamet! Vi havde ingen andre muligheder end at sige ja, så vi tog imod tilbuddet. Jeg sagde til produceren, at jeg også ville lave en film, og det er ret vildt at hun sagde ja til det! 

Vi lavede serien og det var super sjovt. De var helt oppe at køre over det og havde lagt en super god pressestrategi – noget jeg aldrig havde oplevet før. Men så blev der udskrevet valg en uge inden premieren og så dalede deres interesse for projektet. 

Jeg blev ved med at filme og vi søgte midler bl.a hos Dansk Journalistforbund (fagforening), Danske Filminstruktører og alle mulige små fonde. Alle sammen relativt små beløb. Heldigvis ændrede Filmværkstedet deres regler i forløbet, så vi også kunne søge dem og fik der produktionsstøtte og færdiggørelsesstøtte på ca. 70.000 kr. Så var der lidt til dem, der havde arbejdet med filmen, bl.a komponisten. Vi søgte også DFI, men fik det ikke, fordi jeg ikke er uddannet fra den danske Filmskole.  Jeg havde heller ikke noget værk at vise, og de syntes ikke, at det var nyskabende. Der er jo mange, der får afslag hvert år, men ellers ville jeg måske have fået en enkelt månedsløn og det er også værd at tage med.

Når man viser film på DOX får man æren for det – haha. Så filmen har faktisk kun kostet mig penge at lave. Min producer og jeg har ikke fået løn for arbejdet med filmen, men i den periode, hvor vi lavede serien, fik jeg løn i et halvt år for at klippe den sammen med klipperen. Så håber jeg bare, at jeg næste gang kan få mere støtte – for nu har jeg jo i det mindste lavet et værk. Jeg tror, at hvis man ikke kommer fra den Danske Filmskole, og gerne vil det her, så bliver man nødt til arbejde sig ud af det!

Hvilke elementer havde du på forhånd tænkt skulle med i filmen? 

Jeg havde ikke tænkt over, at hønsene skulle fylde så meget. Jeg kunne jo heller ikke forudse, at ræven kom, men hulen var klart en storyline sammen med fertilitetsbehandlingen. 

Det er ikke en klassisk persondokumentar med en voice over, et håndholdt kamera og point of view. Ikke fordi jeg har noget imod dem, men jeg havde ikke lyst til at det kun skulle være min historie. Det skulle være mere ligeligt fordelt mellem Albert og jeg. Det er et bevidst valg, som jeg tog fra starten af. 

Der var mange andre bevidste valg. Jeg vidste, at jeg ville adskille instruktør Sanne og karakter-Sanne. Jeg kan virkelig godt lide Cinema Verite, hvor det føles rigtig ægte, og det følte jeg ikke, at jeg kunne, hvis jeg tog aktiv styring over historien med en voice over, eller hvis det var mig, der viste seeren, hvad de skulle tænke og føle og se. 

Jeg tager også store statiske billeder af flere grunde. Først og fremmest fordi når jeg sagde record, så kunne jeg træde ud og give plads til, at karaktererne kunne fylde og rykkes rundt i billedet. Jeg vidste jo ikke, hvad karaktererne ville gøre! Og så følte jeg, at seeren kunne kigge rundt i billedet.  Hvis de selv får lov at kigge rundt, er der en mere direkte forbindelse, fordi de ikke føler sig styrede, og så sker der mere i seeren selv. Det giver en kraftigere reaktion. Og så synes jeg også, at det er flot med store billeder, og det gør filmen egnet til det store lærred. Jeg kan godt lide at arbejde med visuelle regler. Hjemme var det statisk kamera på et stativ, på klinikken var der selvfølgelig fotograf på, noget der aldrig var her i huset. 

Jeg synes egentlig, at det psykologiske, der foregår i filmen, er mere interessant end selve fertilitetsbehandlingen. Det er også der, hvor filmen er anderledes end serien. Serien var Public Service, hvor DR skal lave noget oplysning om, hvordan behandlingen for eksempel foregår. Der skulle flere trin med. I filmen har vi pillet så meget behandling ud som muligt, så vi kan se, hvad der foregår inde i de her mennesker. 

Hvordan foregik det, når I skulle filme derhjemme? 

Jeg har ikke stillet kameraet op, og så skulle vi ”lave noget”. Jeg har bare levet mit liv og ligeså snart der var noget, hvor jeg tænkte ”hov, er det her interessant”, så sagde jeg STOP til Albert efter to sætninger. Vi havde den regel, at vi ikke måtte snakke videre, imens jeg stillede udstyr op, fordi vi skulle ligesom blive i det øjeblik. Jeg stillede så kameraet op, framede det, satte mig ned igen og så fortsatte vi.

Det handlede også om ikke at tage styringen i processen. Jeg så fx heller ikke optagelserne igennem i de første to år, jeg registrerede bare. Jeg tænkte ikke over, hvordan jeg så ud, eller hvorfor sagde jeg lige det, jeg dokumenterede bare. Min karakter skulle ikke blive for påvirket. 

Er der noget, som alligevel har været for personligt, da det skulle redigeres? 

Ikke særlig meget som var relevant for historien. Hvis min karakter havde været en anden person, ville jeg nok have beskyttet personen mere. I redigeringen var det primært instruktør-mig, som havde optur over, at jeg ikke skulle spørge hovedpersonerne om lov hele tiden. Jeg kunne vise alt det, jeg ville og kun kigge på selve historien.

Der var et billede, som ikke er med i serien, som både er med i filmen og i traileren. Det føltes ikke, som om det var respektfuldt overfor min karakter, men jeg synes, at det er et absurd og sjovt billede. Jeg ligger på klinikken, Albert er der og man ser hele mine ben, men man ser lige netop ikke det, man ikke skal se. Det viser fuldstændigt det mekaniske og super uromantiske ved fertilitetsbehandling. Vi havde brug for lidt tid til at acceptere det billede, men det var et meget stærkt billede. Jeg havde sagt til fotografen, at vi skulle have billeder af et ben der hænger i en bøjle, imens jeg bare ligger der og folk gør alt muligt. Der er meget på spil og man er meget sårbar. Hvis jeg havde filmet en anden, ville jeg have følt, at det var for tæt på. På den måde er jeg kommet tættere på, fordi jeg både er karakter og instruktør i filmen. 

Hvad tænker du om diskussionen af, om en dokumentar skal tilstræbe objektivitet eller subjektivitet? 

Det har jeg tænkt rigtig meget over. Da jeg lavede den her film, havde jeg også den holdning, at det skulle være så ægte som muligt, men det var jo kun muligt, fordi jeg var til stede hele tiden som instruktør. Når vi filmer andre, så går vi nok meget ind og styrer handlingen. Og hvor går grænsen? Er det ikke også dokumentar, hvis du kun sætter rammerne og så siger ”nu vil jeg gerne have at du gør det her”, men du ved ikke, hvad karakteren præcis kommer til at gøre! Det er stadig karakteren eller de medvirkende, som ligesom udfylder rammen med dem selv.  Jeg er selv blevet mere fri i forhold til, at man godt må sætte rammerne og skabe en situation, og så se, hvad der sker i den. Der er mange som vil mene, at du så selv har skabt situationen, og så er det ikke en rigtig dokumentar, men det tror jeg ikke, jeg er enig i. Det vigtigste er, at man som skaber er åben over for rammerne – altså hvordan det er lavet, og det kan man på en subtil måde fortælle, så alle er klar over det. Min film er virkelig det modsatte af styret. Det er meget bare det, der sker. Der er ikke klippet meget. Men man styrer jo altid lidt. Der er jo klippet i det og der er også brugt musik, som ikke var der oprindeligt. Jeg har forstærket en atmosfære, og det er en slags styring. Jeg tror, at åbenheden omkring det er vigtigt. 

Men hvad er så virkeligheden?

Virkeligheden er jo ikke en fast ting. Den er forskellig alt efter, hvor du befinder dig. Som instruktør er det meget sjovere, at man styrer lidt, og man kan skabe noget, som er flottere og stærkere. Hvis vi bare står og filmer og venter i timevis, bliver det ikke det samme. Min film er en observerende dokumentar, men det er kun muligt, fordi jeg selv er til stede hele tiden.  Jeg har sindssygt meget materiale! Der er rigtig meget, som ikke er kommet med, fordi vi følger den fastlagte historie. 

Jeg synes, vi skal være mere moderne. Vi kan godt spørge om folk kan gøre noget, men det spørger man ikke om, hvis de aldrig kunne drømme om at gøre det ellers. De medvirkende går jo også kun med til det, fordi de kan genkende sig selv i det. Og så er det stadig dokumentar!

Hvor er grænsen så? Må man bede en fuld mand om lige at køre lidt i bilen, fordi det gør han alligevel tit?

Jeg ville aldrig opfordre til noget, som var til fare for nogen. Jeg føler, at jeg har ansvaret for mine medvirkende, og der er visse ting, som ville være mangel på respekt. Jeg synes ikke, at det er over grænsen i forhold til seerne, at de ser noget, der ikke er spontant opstået, fordi det jo er rigtigt, hvis han gør det ofte. Det er super svært, når man står i situationen, fordi man altid er en del af det, men man skal jo kun registrere det. Nogle gange har man lyst til at sige ”hov stop” eller ”den ting, du ikke kan finde, ligger lige der”. Eksempelvis i dokumentaren om Knud Romer, der på et tidspunkt går rundt og leder efter sine bukser. Der filmes i ca. 45 min – og du kan jo se, hvor de bukser er! Og du kan jo lide de mennesker, du filmer, du er sammen med dem i lang tid!

Eksemplet med den fulde mand er over grænsen, fordi det er at udsætte sine medvirkende for noget, som ikke er i orden. Men man har heller ikke altid tid til bare at stå og vente. Derfor er det okay at spørge, om karaktererne kan gøre “det der” nu i stedet for senere på dagen eller i overmorgen, hvor jeg ikke er der. 

Næste projekt? Hvad skal du nu? 

Vi er i fuld gang med festivalerne, og håber, at filmen kan rejse verden rundt. Derudover er jeg også i gang med et andet projekt, men ved endnu ikke, om det bliver til noget. Det er noget, jeg har arbejdet på i to år foreløbig, men nu må vi se. Det er lidt hårdt at tænke på, at projektet måske ikke bliver til noget.  

Men jeg har tænkt mig at filme noget mere på andres projekter. Helst på film, så man har tid til at komme ind i projektet. Med TV-produktion ved man aldrig rigtig, hvad der skal ske. Man ankommer, får udstyr smidt i hænderne og så skal man bare få det til at fungere. Det kan være, man bliver sendt fra København til Jylland for at filme en dag – og så kører man hjem igen, og man ser måske aldrig, hvad man har filmet. Så jeg håber at komme med på et længere filmprojekt og jeg er gået i gang med at genoptræne min krop, så jeg kan holde til det. Kameraerne er blevet tungere og tungere indtil for nogle år siden, og jeg har fået en rygoperation for nogle år siden, så det er nødvendigt at træne inden! 

Der er mange instruktører, som ikke rigtig ved, hvad de vil med optagelserne, og det har som konsekvens, at de bare gerne vil have filmet det hele! Det kan sagtens ske, at man står og filmer i 10 timer, og tilrettelæggeren glemmer tiden, fordi de er fokuseret på historien. De har heller ikke noget tungt i hænderne, så de føler ikke tiden på samme måde. Man kommer måske heller ikke på toilettet, man får ikke noget at drikke. Det er sindssygt hårdt arbejde og ofte ret barske omstændigheder! Men jeg føler, at hvis jeg træner nok op, så kan jeg godt. Det er jo bare sådan arbejdet er! Jeg vil også gerne lave noget, hvor andre filmer for mig, eller hvor vi er to om det. Så vil jeg holde fokus på at passe på min kollega under produktionen. 

Hvad kan du godt lide at se selv? 

Det er vigtigt at instruktørerne har respekt for de medvirkende, og viser dem kærlighed. Nogle gange har jeg filmet noget, hvor de medvirkende har stolet på mig og vi har fået filmet noget specielt, men så afleverer man jo bare SD-kortet til en tilrettelægger, og så er det færdige produkt helt anderledes. Det er ikke så rart – det var jo mig, der fik dem til at stole på mig!

Jeg kan godt lide, når ting er finurlige. Jeg er meget inspireret af den franske film Amelié. Jeg har forsøgt at medtage så mange elementer som muligt fra det univers i min film. Humor er vigtig og det lidt skæve som fx i Wes Andersons eller Anders Thomas Jensens film. Det er universer vi genkender, men som alligevel er lidt off. Det er inspirerende!