Af Jeppe Laugesen, Vejen Gymnasium og hf

I SRP og mange andre former for tværfagligt arbejde kan det nogle gange være lidt udfordrende at finde den rette balance og sammenhæng mellem fagene. Hvordan sørger man for, at mediefag fylder nok, men ikke for meget? Hvad kan mediefag egentlig byde ind med ud over den obligatoriske næranalyse? Ofte ender det for mig med, at mediefag agerer værktøjsfag i en begrænset filmanalyse eller lignende. En lidt trist skæbne for fagets mange muligheder. 

Det er i sådanne situationer, at man med fordel kan benytte den komparative metode. Her ser man ikke filmiske virkemidler som en art forstærkende eller nedtonende modulator af elementer i den litterære version, eller endda nogle gange filmen set som tekst (for eksempel manuskript eller undertekster). I en ideel komparativ analyse opnår man ny indsigt i begge værker, som vægtes ligeligt. ^[1]

Denne artikel handler om den danske film, Dronningen (2019), og den græske tragedie, Hippolytus (428 f.v.t.), som altså lægger op til et samarbejde mellem mediefag og oldtidskundskab. Her er der ikke tvivl om, at Euripides stykke vægtes højere, i hvert fald hvis målestokken er anciennitet. Den komparative analyses styrke er i denne situation, at den bringer det lidt højtidelige græske teaterstykke ned i øjenhøjde med det moderne værk. Ideelt set vil man vide mere om begge værker til sidst. Det, man finder ud af, kan for eksempel handle om, hvad der er rigtigt og forkert i værkernes samtid, det kan være vægtningen af forskellige aspekter af de to historier. Sidst, men ikke mindst, kan det også lede til, at man kommer til at beundre begge kunstværker mere for deres unikke elementer, som står mere klart i kontrast, noget der kan hjælpe på motivationen til at skrive en opgave.

De to historier, Hippolytus og Dronningen, er relaterede af den årsag, at de bruger det samme motiv: hvor galt det kan gå, hvis man begærer den forkerte person. Mere specifikt handler det om stedmødre, der forelsker sig i deres stedsønner. Det er udgangspunktet, så at sige, for begge værker. Hippolytus viser sig bare at være en af de allerførste historier, der tager dette emne op.^[2]

Dronningen er en film af May el-Toukhy, der handler om Anne (Trine Dyrholm), der er gift og har to børn med Peter (Magnus Krepper). Peters søn fra et tidligere ægteskab, Gustav (Gustav Lindh), flytter ind, og efter nogle forviklinger ender Anne og Gustav i en affære. Da Gustav bekender det til Peter, benægter Anne det, og Gustav ender med at dø af kulde i en svensk skov – formodentlig selvforskyldt.

Hippolytus er et teaterstykke af Euripides, hvor de fleste forkerte beslutninger og problematiske forelskelser foranlediges af guderne. Udgangspunktet er kærlighedsgudinden Afrodites vrede over Hippolytus’ beslutning om at forblive jomfru. Afrodite får derfor stedmoren Phaedra til at forelske sig i i Hippolytus. Phaedra sender sin tjenestepige til Hippolytus med sit tilbud, men afvises af Hippolytus, der lover ikke at fortælle det til nogen. Phaedra tager sit eget liv i skam. Theseus, Hippolytus’ far, finder et brev ved liget, der beskylder Hippolytus for at have voldtaget Phaedra. Theseus forbander Hippolytus til eksil eller døden og beder sin far, Poseidon, om hjælp. Hippolytus smides ud af byen, hvor et af Poseidons uhyrer slår ham ihjel. Modsat i Dronningen afsløres det hele for Theseus til sidst.

Jeg vælger at fokusere på et af de delmotiver, de to værker har tilfælles, nemlig Anne og Phaedras lyst og den måde, den bliver skildret på. At fokusere på netop dette aspekt af teksten åbner mange veje, fortolkningen kan gå ned ad. Der er noget med kvinders ret til selvbestemmelse, skam og skyld i forbindelse med det at opleve lyst som kvinde, og så er der selvfølgelig samfundets fordømmelse af netop den kvindelige lyst som specielt farlig.

I filmen afspejles Annes lyst direkte, i Hippolytus afspejles Phaedras lyst ikke direkte. I en serie af beskrivelser af scener i naturen, hun gerne ville kunne tage til for at slippe for fristelsen, fortæller Phaedra indirekte sin tjenestepige om sin forelskelse.

”Ah! Would I could draw a draught of water pure from some dew-fed spring, and lay me down to rest in the grassy meadow ’neath the poplar’s shade.

[…]

Away to the mountain take me! To the wood, to the pine-trees I will go, where hounds pursue the prey, hard on the scent of dappled fawns. Ye gods! What joy to hark them on, to grasp the barbed dart, to poise Thessalian hunting-spears close to my golden har, then let them fly.

[…]

O Artemis, who watches o’er the sea-beat Limna and the race-course thundering to the horse’s hoofs, would I were upon thy plains curbing Venetian steeds.”^[3]

Phaedra er vildt forelsket og forsøger i disse linjer at forestille sig, hvad der skal til for at undslippe denne forbudte lidenskab. Beskrivelserne starter i noget nær et renselsesritual, hvor hun vil drikke det reneste vand fra en kilde forsynet af dug og bagefter falde i søvn, men fortsætter i jagtscener, hvor Phaedra ser ud til at identificere sig med jagthunde på sporet af dådyr.  I den forbindelse forestiller hun sig selv med pile og kastespyd, som var hun en mand eller Artemis, jagten og jomfruelighedens gudinde, selv. Hun vil med andre ord lade lidenskaben fra jagt erstatte den seksuelle, forbudte lidenskab. Artemis, som er Hippolytus skytsgud, ville nok ikke bifalde denne tætte sammenkædning af lyst og jagt. Det er kun for Phaedra selv, at de kan sammenlignes og måske udskiftes med hinanden, og denne perversion af Artemis’ gebet er ret central i forhold til netop denne gudindes motivation. Man jager vilde dyr, ikke stedsønner. 

Phaedras liste over mulige alternativer til hendes forbudte fantasier ender med en forestilling om at tæmme heste. Hun starter altså med at ville overgive sig til søvnen under poppeltræerne, så vil hun fortabe sig i jagt, og til sidst vil hun tæmme heste. Der skal ikke meget til for at se en ret simpel forførelseshistorie i disse linjer: en person der overgiver sig til en tilstand uden for vedkommendes egen kontrol, en jagt og til sidst en tæmning af et vildt dyr.

Beskrivelserne er derfor på paradoksal vis selv semi-erotiske, på trods af de jo egentlig udgør hendes ønske om at undslippe sin skæbne. Afrodites magt trænger ind i selve sproget her, og selv tjenestepigen kan se, at det ikke er en normal forelskelse: ”This needs a cunning seer to say what god it is that reins thee from the course, distracting thy senses, child.”

Så subtil er Dronningen ikke, her er det seksuelle begær voldsomt, råt og finder kun sted, når Anne vil det. Hun har tidligt i filmen lovet Gustav at holde hans indbrud i familiens hus hemmeligt, hvis han giver familielivet mere energi, hun har derfor magten over ham. Dette fornemmer man stærkest i starten af de tos forhold, men det er under Gustavs meget afslappede og naturlige forsøg på at efterleve Annes ønsker, at Anne begynder at udvikle det, der i sidste ende munder ud i deres seksuelle forhold.

Anne ser tidligt i filmen Gustav uden trøje på, han er spinkel og drenget, men hun kigger ikke ned og virker ikke synderligt påvirket af det. Efter afpresningen er sat i gang, går det dog op for Anne, at Gustav ikke bare er en dreng. En pige, han kender, kommer nemlig på besøg, og hun hører deres højlydte elskov gennem væggene. Senere ser hun sig selv i spejlet, som spørger hun sig selv: ”Er jeg stadig et seksuelt væsen på samme måde, som Gustav og hans kæreste er det?” Måske hun samtidig tænker over, om hendes magt over ham rækker langt nok til, at hun kan tvinge ham til hvad som helst. Ideen modnes mens Gustav forsøger at leve op til Annes krav. I en scene fyldt med slowmotion-sekvenser, lens flare, skvulpende vand, der obstruerer kameraets udsyn, har familien på nær faderen badet i søen tæt på huset. De meget smukke billeder kombineret med den drømmende underlægningsmusik skaber et billede af en lykkelig familie. Familieidyllen bliver mest tydelig, i en indstilling, det kunne være et helt almindeligt familiefoto.

I billedet har Gustav så og sige indtaget faderens plads. Måske det er Gustavs evne til at fungere sammen med børnene og hende, der får Anne til at se ham som mere end bare den forvirrede unge indbrudstyv.  I de efterfølgende scener lærer Anne Gustav at kende, de drikker en øl sammen, og han tatoverer hende endda. Den scene, hvor hun beslutter sig for at gå ned til Gustav og have sex med ham, starter med Anne alene i sengen. Peters fravær er tydeligt, da der er efterladt plads til ham i billedet. Hun vender ham endda ryggen, og med tunge åndedrag, der enten signalerer sjælekvaler eller opstemthed, beslutter hun sig.

Herefter følger en meget udpenslet sexscene. Den er faktisk mindre interessant i denne analyse end det, der leder op til den. Det er, fordi jeg definerer begær som ønsket om det, man ikke har. Da sexscenen jo er en form for opfyldelse af begæret, er den relativt langt væk fra sagens kerne. 

Spørgsmålet er, om det Phaedra og Anne faktisk begærer er det samme. Phaedras ønske er, i min fortolkning af hendes forbundne metaforer, at jage og nedlægge Hippolytus eller tæmme ham. Noget, som er så normbrydende, både på grund af deres familiære forbindelse og samfundets normer, at hun ikke engang kan få sig selv til at sige det. Phaedra er et offer for sin lyst i form af Afrodites forbandelse, der er stærkere end hende selv. Hun kan ikke vinde over dem og begår derfor selvmord efter Hippolytus afvisning. Et centralt træk er altså, at Phaedra intet valg har ud over det ultimative: selvmordet.

Anne er advokat for voldtægtsofre, så hun burde om nogen vide bedre. Hendes mand er til tider fraværende, men elsker hende og børnene. Hvad er det, der får hende til at ødelægge sin stedsøns liv og risikere sit ægteskab? I sammenligningen kan vi se to meget forskellige kvinder. De er begge fanget i deres lysters vold, men på grund af Phaedras manglende agens i samfundet (hvem ville tro på en løgn, en kvinde fandt på i det gamle Grækenland) har hun intet valg ud over selvmordet. Til gengæld er et selvmordsbrev, selv fra en kvinde, et vægtigt argument, så hun får sin hævn, måske mere på det samfund, hun lever i, hvor kærlighed eller lyst rettet mod den forkerte er en forbrydelse i sig selv. Anne, derimod, har valget, hun risikerer det hele, og på grund af hendes position i parforholdet, hendes job og hendes kølige intellekt har Gustav ikke en chance. Rollerne er på den måde blevet vendt om. Kvindens lyst er ikke længere farlig i sig selv.

I Dronningen får kvinder agens og ansvar, der muliggør større forbrydelser, med færre eller ingen omkostninger, men til gengæld bliver det også meget tydeligt, at kvinder bare er mennesker, ligesom mænd er det.

Der er mange andre vinkler ind på begge kunstværker end den, jeg her har skitseret. Det er for eksempel interessant, at Hippolytus er opkaldt efter manden i stykket og ikke Phaedra, som er den mest interessante.

Den komparative tilgang her kan gøres mere eller mindre sideløbende, man kan kontrastere eller sammenligne i højere grad, og så kan man selvfølgelig helt adskille de to. En anbefaling er, at man som fortolker sammenligner løbende, så man ser de to værker i relief og ikke skal tænke tilbage på dem. Så kan man altid vælge, hvordan det skal se ud til sidst.

^[1] Den komparative metode er et miskmask af forskellige tilgange, der ikke har ét teoretisk udgangspunkt. Jeg tager mit udgangspunkt i Catherine Browns ”What is Comparative Literature” https://archive.org/details/podcast_literature-form_literature-form-4-what-is_1000410342098)

^[2] Når man som elev eller lærer laver en hypotese om en sammenhæng mellem to værker, det være sig direkte inspiration, en nedarvet, næsten genealogisk sammenhæng (hvor man kan drage mellemliggende værker ind, f.eks. Phédrè af Racine mm.), eller måske endda stilistiske fællestræk, så er det en teoretisk indgangsvinkel, man benytter. Den kan man selvfølgelig kritisere, og en sådan kritik kan fint bruges som del af elevers basale videnskabsteoretiske overvejelser.

^[3] Jeg har ikke kunnet fremskaffe værket på dansk, og jeg sparer læseren for min egen oversættelse.