Af Jeppe G. Jensen, Lektor på Gladsaxe Gymnasium

Som lærer føler jeg mig tit underlegen i, hvordan den virkelige film- og tv-verden fungerer. Ikke fordi jeg ikke forstår den eller ved, at den opererer uden egentlig efterrationaliserende analyse, som er der, hvor læreren shiner. Men mere fordi man som lærer mestendels fungerer teoretisk og reflekterende over for produktioner, og fagfolk i branchen er de håndværkere, der bygger det hus, jeg bor i. Derfor synes jeg, blandt andet, at det er intelligent at forsøge at introducere eleverne for elementer og personer fra film og tv-verdenen.

Jeg har flere gange inviteret instruktører til gymnasiet for at delagtiggøre eleverne i den proces, de gennemgår inden en film bliver virkelighed. Eleverne forstår bedre den tid, vi forsøger at forklare dem en produktion tager (burde tage??), når de hører Christian Sønderby Jepsen forklare om to andre produktioner og halvdelen af sin uddannelse, famlende med tilfældigheder, førend han når til idéen med at sende et skriv ud i flere trykte medier for at få fat på Henrik og dermed starte den proces, som Testamentet (2011) var for ham. Jeg ville jo nok påbegynde og afslutte den historie på de 37 sekunder, jeg mener, den kan præsenteres på for derefter at springe ud i et længere spiel om genrebestemmelse, anslag, tre-akters model og karakterdreven dokumentar.

Min erfaring fortæller mig også, at det ikke kun er hovedmændene bag produktioner, der kan fortælle og dele historier, men også de egentlige håndværkere. Således har jeg med stor succes haft kameramænd, lydmænd, en manuskriptforfatter på reality-tv såvel som skuespillere ude for at snakke med eleverne. Det interessante ved dem er, at de måske mere end instruktørerne kan give fif, idéer, forslag og inspiration til eleverne, fordi de står med et enkelt, direkte instrument, de skal arbejde med, og ikke et forkromet overblik, der til dels skal uddelegeres. En af de bedste historier, jeg kan fortælle og dele med eleverne, er da jeg havde inviteret en professionel filmfotograf ud til to b-niveauer klasser og stolt præsenterede ham for klasserne. Det viste sig så, at ingen elever kendte til hverken ham eller noget af det, han havde lavet. Ydermere var han meget nervøs og som håndværker, var han ikke vant til og kunne ikke lide at stå og snakke med andre. Bevares, han var kreativ og virkelig ferm til sit kram, men at skulle fortælle om det var bare ikke hans metier. Med bævrende stemme gik han i gang og fumlede med teknikken, og mine kolleger og jeg begyndte at få bange anelser. Men lige så snart, han havde vist et klip og begyndte at fortælle om, hvorfor det var fedt, anderledes, inspirerende og derefter viste noget fra egne produktioner, der mindede om det, fangede han elevernes interesse. Det unikke ved håndværkerne er, at de kan deres kram; det er deres levevej, lige så vel som vores at fortælle, inspirere, formidle og, når musen besøger os, inspirere eleverne. På en anden måde end filmfotografen, kom manuskriptforfatteren selvsikkert ind i lokalet, fordi han var klar over, hvordan man skriver en god historie. Og af uransagelige årsager, har det langt større effekt, når en professionel historiefortæller deler med klassen, hvordan man skruer en historie sammen end når vi gør det. Eleverne sad med åben mund og polypper, da de fandt ud af, at manuskriptet til Paradise Hotel er skrevet lang tid forinden deltagerne overhovedet er taget til Mexico; at der foreligger en klar præmis fra starten, og at målet, til dels, helliger midlet.

Der, hvor jeg (vi?) til tider kommer til kort, er nemlig ved konkretiseringen af det praktiske arbejde. Jeg er klar over, at mange Mediefagslærere er markant mere praktisk anlagt end jeg, men meget af vores arbejde består i en efterrationalisering af andres værker og en meget direkte approach til elevansvarlig medieproduktion – fordi vi er ikke håndværkere, men akademikere. Vi tænker, vi analyserer, vi fortolker og vi overfortolker. Håndværkere gør og håndværkere skaber. De har ikke altid et ben i den analytiske lejr, men har set, oplevet, og er blevet inspireret til at prøve og at gøre. I vores verden er der en læreplan, der skal overholdes – i deres er det en tidsplan. Deres arbejde er håndgribeligt og ofte er blot det, at de deler erfaring og metier med eleverne nok til at vække en interesse. At få folk fra branchen ud er en gave til eleverne, fordi de inspirerer til at skabe på en mere gennemskuelig og tydelig måde, og at respektere processen og at alle, der er en del af processen har ære af processen. Og hvis eleverne ikke lærer noget af dem, så garanterer jeg, at vi som lærere gør.