Af: Mads K. Mikkelsen, Programchef på CPH:DOX

Tre af de danske film på årets udgave af dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX er eksempler på en væsentlig strømning i den moderne dokumentar, hvor instruktøren bruger sit eget liv og sine egne erfaringer som råmateriale.

En filmfestival er et godt sted at holde sig opdateret på de strømninger og tendenser, der netop nu tegner filmkunsten. Det gælder også for dokumentarfilmen, som i løbet af de sidste 10-15 år er blevet anerkendt som en kunstform i sin egen ret. På årets udgave af dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX har man således kunnet opleve tre danske eksempler på en af de store strømninger i tiden: den personlige fortælling baseret på instruktørens eget liv.

Tendensen er ikke forbeholdt filmen, men er en del af en større kulturel strømning, ikke mindst på de sociale medier, hvor en konstant strøm af stories kæmper om vores opmærksomhed, hvor selv et enkelt billede “fortæller en historie”, og hvor små og store livsbegivenheder bliver delt med alle og enhver, for nu at blive i de sociale mediers egen jargon.

Men dokumentarfilm i første person ental kan noget andet og mere, ikke mindst i det lange format. En film har ikke blot længere tid til at gå i dybden og nuancere sin fortælling, den akkumulerer også en følelses- og erkendelsesmæssig tyngde i løbet af sin spilletid, som stories i bite size-formater slet ikke kan måle sig med.

Et rost eksempel er Mr. Graversen, hvor instruktør Michael Graversen vender tilbage til sin hjemby Grindsted for at konfrontere sig selv og sine forældre med et gammelt traume. Som barn var han meget syg og var indlagt i lange perioder, og det har påvirket både ham og hans forældre dybt. Mens hans mor passede ham på hospitalet sank faderen til bunds i et misbrug, der førte til hans fallit og gjorde ham fremmed for sin kone. I dag er han rask, men spørgsmålet – som også bliver filmens omdrejningspunkt – er hvorvidt han kan genvinde sin kones tillid, og om familien kan finde modet til at se fortidens spøgelser i øjnene.

Med instruktøren selv som fortæller er Mr. Graversen fortalt med et overskud, som står i paradoksal kontrast til sin dystre oprulning af gamle traumer. Faktisk starter den med et surprise-visit, hvor Michael dukker uanmeldt op hos sine forældre, mens de forbereder sig på at sælge deres hus. At den slutter med en gribende scene på det hospital, som på mange måder er historiens ophav, skal man selv opleve. Graversens film er et eksempel på en fortælling i første person ental, hvor instruktørens personlige investering er enorm, men hvor den samtidig er i balance med hans metode som fortæller. Graversens strategi er baseret på samtaler og tålmodige observationer af hverdagens små og sigende detaljer, der indirekte gør hans forældre til aktive medskabere af fortællingen – og af den helingsproces, som er både hans og filmens ærinde.

At der for alvor er noget personligt på spil er netop kendetegnende for dokumentarfilm fortalt i jeg-formen. Det gælder også Sanne This’ film An Eternity of You and Me, der over flere år skildrer hendes og hendes mands forsøg på at få et barn. Først på egen hånd, siden ved kunstig befrugtning. An Eternity of You and Me er en dokumentarisk dagbog fra den udmattende proces, der tærer hårdt på bøde følelser og forhold. Men ligesom Michael Graversen fortæller Sanne This sin historie med et tragikomisk overskud. Også her er manden indesluttet og muligvis fanget i forventningerne til, at en rigtig mand ikke viser sine følelser, eller i hvert fald er meget uvant med at sætte ord på dem.

Men det er dens happy ending – hvor alle de følelser og erfaringer, den har akkumuleret undervejs – som forløser filmen og får parrets strabadser til at falde på plads i en større fortælling.

At en film er fortalt i første person betyder dog ikke nødvendigvis, at instruktøren altid spiller den dominerende hovedrolle. Den dansk-pakistanske instruktør Anita Hoplands Moosa Lane er således fortalt af hende selv, men med opmærksomheden rettet mod hendes store familie i København og Karachi. At hendes film er blevet til over en periode på hele 15 år gør den samtidig til et eksempel på en anden spændende strømning i dokumentarismen: Film optaget over meget lange perioder – i øvrigt den måske eneste filmkunstneriske tendens, man ikke bare sådan lige kan kopiere fra den ene dag til den anden!

Ligesom Graversen og This er Hopland er også sin films fortæller, men snarere end dagbogens indadvendte form er der en nærmest panoramisk kvalitet over hendes episke familiedrama, som ikke desto mindre også sætter ord på hendes egen oplevelse af at vokse op mellem to kulturer.

Mr. Graversen, An Eternity of You and Me og Moosa Lane er vidt forskellige – og yderst vellykkede – eksempler på, hvad den personlige fortælling kan i det lange format. Med deres personlige afsæt og subjektive vinkling inviteres man til at overveje, hvordan denne type film placerer sig inden for dokumentarfilmens forskellige (og nogle gange konkurrerende) skoler og metodiske traditioner. Film fortalt i første person er imidlertid ikke længere en fjern, kunstnerisk afart af en mere objektiv og journalistisk form for dokumentar, som man måske ellers forestiller sig er genrens “grundform”. Den personlige fortælling med filmskaberen selv i hovedrollen er, om ikke dominerende, så i hvert fald så udbredt og normaliseret i dansk film – fra de yngre vækstlag til den etablerede branche – at der efterhånden er stof nok til at hæve den kritiske analyse til et nyt niveau og se nærmere på de enkelte filmskaberes individuelle metoder, strategier og kunstneriske valg. Eller med andre ord: ikke kun at se på hvad de fortæller os i første person ental, men også hvordan de gør det.