Af Sven Damgaard Ørnstrup

Jeg har i nogle år nydt at køre et forløb om dystopiske fortællinger. Det foregår på mine turbohold på HF på 1. semester. Eleverne starter deres HF-uddannelse i august og afslutter allerede mediefag c til jul. På de ca. 4 måneder skal de både lære at gå i skole, lære et helt fag fra bunden og gøre sig klar til at tage en ganske krævende eksamen i flere dele med krav om både individuel præstation og selvstændig ansvarstagen i et komplekst stykke projektarbejde. Det kan godt, som alle vi mediefagslærere jo allerede godt ved, være lidt af en mundfuld for en mere eller mindre uddannelsesfremmed elev på omkring 16 år, der har hovedet fuldt af alt muligt andet end lige at lære noget fagligt i skoletiden. Derfor er det min oplevelse, at det er vigtigt at finde stof, der fænger. Og det oplever jeg, at dystopiske film og serier gør hos eleverne – og selvfølgelig også hos deres lærer. 

Den dystopiske genre er efter min personlige og ganske uvidenskabelige vurdering blevet mere og mere populær i film og serier over de senere år – og med god grund, oplever jeg. Grundlæggende er dystopien en genre, der advarer sine modtagere om mulige fremtidsscenarier, hvor de risikerer at miste deres ret til at være individer i et frit samfund. Det gør den ved at fremskrive forskellige tendenser fra forfatternes virkelighed i ekstrem grad og holde dette op som et skræmmebillede for modtageren om, hvad der kan ske, hvis ikke den frie verdens befolkninger aktivt passer på deres demokratier. De skræmmebilleder har genren længe præsenteret i romanform med fx Yevgeny Zamyatins politistat i ”Vi”, Aldous Huxleys genmanipulerede farmaceutmareridt i ”Fagre nye verden”, George Orwells propaganda- og overvågningshelvede i ”1984”, Ray Bradburys bogbrændende brandfolk i ”Fahrenheit 451” og Margaret Atwoods dogmatiske, mandschauvanistiske og nykristne USA i ”Tjenerindens fortælling”. Fælles for fortællingerne er de totalitære overvågningssamfund, som de udspiller sig i, og med opfindelsen af internettet og deraf følgende big data, statslig registersamkøring og profilering af brugere og borgere på både sociale medier og i myndighedernes databaser er genren ikke blevet mindre relevant. 

Selvom internettet, big data og digital overvågning er relativt nyt, er det dog ikke noget nyt, at dystopier bliver filmatiseret. François Truffaut indspillede fx ”Fahrenheit 451”, George Lucas lavede ”THX 1138” og Michael Radford filmatiserede ”1984”. Men selvom det ikke er nyt, at dystopier bliver filmatiseret, oplever jeg alligevel en stigende tendens til, at rigtig mange spændende dystopier ser dagens lys som både film og serier i disse år. Om det hænger sammen med internettet og big data, og de overvældende overvågnings- og kontrolmuligheder, disse fænomener giver magthaverne, eller om det er fordi dystopiske fortællinger som oftest bare er vanvittigt spændende historier, eller om der er tale om en kombination af de to ting, er svært at sige med sikkerhed, men sikkert er det, at genren blomstrer. 

På Apple TV kan man finde den dystopiske kontorthriller ”Severance”, der kan æstetisere en hvidmalet kontorgang på nærmest Kubricksk vis, HBO har stor succes med ”Tjenerindens fortælling”, hvor den dystopiske helt i form af June sæson efter sæson stirrer stålsat og grådkvalt på sine bødler, mens hun langsomt og ubønhørligt forrås og nedbrydes moralsk og menneskeligt af det samfund, hun er fanget i. Også ”Fagre nye verden” fandt vej til HBO for en enkelt sæson, og Netflix har serialiseret Bong Joon-hos postapokalyptiske film ”Snowpiercer” med det hierarkiserede samfundstog, der kæmper sig vej gennem snemasserne som en totalitær udgave af Noas Ark i et forsøg på at bevare de sidste rester af menneskeheden fra den sikre kuldedød – I øvrigt tredje led i en remediering af fortællingen, der startede som en graphic novel. Herhjemme har vi den efterhånden lidt halvgamle ”Hvordan vi kommer af med de andre” af Anders Rønnow Klarlund, og Maren Uthaug har for ganske nylig udgivet sin matriarkalske fremtidsdystopi ”11 %” i romanform. Så genren lever og trives, og det er som sagt spændene at dyrke den i undervisningen, fordi historierne både dramaturgisk og filmisk er spændende og flotte, og fordi eleverne ofte ender med at kunne se en masse relevante paralleller til virkelighedens verden.

Materiale og analysearbejde

Og nu til det praktiske, som jeg desværre ikke formår at opstille i en fin moduloversigt, da det hele altid bliver lidt ad hoc i løbet af det travle efterårssemester. Jeg håber, at min beskrivelse af forløbet giver mening alligevel. I det nedenstående har jeg beskrevet, hvilket materiale jeg arbejder med, og hvordan jeg arbejder med det. Nederst i artiklen findes så en mere overskuelig oversigt over materialet i punktform. Jeg linker undervejs i artiklen til dokumenter med øvelser og handouts.

Som det første i forløbet, gør jeg som regel det, at jeg tager en indledende snak med mine elever om, hvordan ethvert samfund kan siges at eksistere på en skala med maksimal frihed (anarki) i den ene ende og maksimal tryghed i den anden ende. I den trygge ende er der til gengæld nul selvbestemmelse, fordi alt er reguleret ned til mindste detalje. Vi bliver så enige om, at demokratiet ligger et sted midt på skalaen med både statslig regulering og en udstrakt grad af frihed for den enkelte borger inden for de rammer, staten udstikker. 
Dernæst ser vi afsnit 1 fra sæson 1 af ”The Handmaids Tale”, fordi det både er visuelt enormt flot, vanvittigt spændende og samtidig indeholder en fantastisk masse tydelige dystopiske genretræk. Efter at have set afsnittet – eller måske halvvejs igennem – præsenterer jeg eleverne for denne liste med dystopiske genretræk.

Listen er blandt andet baseret på artiklen ”Frygt og bæven i dystopia” i 25. udgave af filmmagasinet ”Mifune”. Sådan rent en passant kan jeg nævne, at mange elever helt af sig selv efterfølgende begynder at se ”The Handmaids Tale” derhjemme, hvilket for mig blot er en bekræftelse af, at serien fænger hos dem og vækker noget i dem.

Jeg har klippet to bidder af afsnittet af ”The Handmaids Tale” ud, som vi laver grundig næranalyse af både i plenum, individuelt og i små grupper. Der er tale om scenen, hvor June / Offred er i supermarkedet for at handle ind, samt afsnittets klimaks hvor tjenerinderne henretter en mand dømt for voldtægt ved at sparke ham ihjel og samtidig får afløb for deres indestængte frustrationer mod staten. Tal om del og hersk. Machiavelli ville være stolt. Analysearbejdet foretages over flere omgange på forskellige dage og i forskellige moduler, og nogle gange nøjes jeg også med at vise halvdelen af afsnittet og så lave noget analyse og derefter se afsnittet færdigt en anden dag. Det giver både en større chance for, at fraværende elever får et forhold til afsnittet, og så tillader det mig at køre korte sekvenser, hvilket er godt for opmærksomheden. 

Jeg viser også et ca. 20 minutters uddrag af starten på Michael Radfords ”1984”. Det fungerer godt ift. at illustrere dystopiske genretræk, men filmen er relativt lyrisk og langsom, og den vil fungere bedre på B-niveau, hvis man vil se det hele. 20 minutters uddrag fungerer dog som sagt ganske udmærket på c-niveau. Også filmuddraget laver vi en masse næranalyse på.

Man kan også anvende afsnittet ”Nosedive” fra Netflixserien ”Black Mirror”. Det er et stykke tid siden, jeg har gjort det, da det filmsprogligt er mindre spændende end ”The Handmaids Tale” og ”1984”. Temaet er til gengæld ganske interessant, idet afsnittet tematiserer flere problematiske aspekter ved online ratingsystemer og sociale medier og på den front spiller lige lukt ind i de tiltag, som den kinesiske regering i disse år er i færd med at rulle ud i form af sociale pointsystemer og coronapas, som indhenter og indeholder biometriske oplysninger om borgerne, og som skal scannes, når man bevæger sig rundt i samfundet. Eleverne bliver ofte også ganske overraskede, når man fortæller dem om den danske logningsbekendtgørelse og viser dem et par artikler fra Politiken om Gladsaxe Kommune, der under frikommuneordningen i 2018 forsøgte at indføre et pointsystem a la Kina i miniudgave på dansk jord med det formål at teste systemet før en eventuel udrulning i forbindelse med ghettoplanen.

Eksamenstræning

Forløbet har det med at starte før efterårsferien, når jeg er færdig med dokumentar og slutte på den anden side af efterårsferien, hvor jeg også er ved at starte eksamensproduktionerne op. Derfor lægger jeg en eksamensøvelse ind, hvor jeg får en elev til at stille op til eksamination. Eleverne på holdet får et eksamensspørgsmål, et citat på 4 minutter og 30 minutter til at forberede et individuelt eksamensoplæg.

Eksamenscitatet stammer fra afsnit 1, sæson 2 af ”The Handmaids Tale”. Efter 30 minutters forberedelsestid, hvor alle elever har lavet individuel analyse, bliver eleven, der har meldt sig frivilligt, eksamineret af mig foran holdet. Herefter taler vi om, hvad eleven gjorde godt, og hvad der gik mindre godt ift. kravene til den individuelle mundtlige eksamen i faget, og så slutter vi af med at give eleven en karakter i fællesskab. Det foregår på den måde, at eleverne taler sammen om præstationen ud fra den officielle beskrivelse af karakterskalaen og derefter ved håndsoprækning tilkendegiver, hvor de ligger på skalaen, når jeg løber den igennem. Jeg plejer bare at tage den fra toppen og spørge ”Hvor mange ligger på 12, hvor mange ligger på 10” osv. Slutteligt forklarer jeg, hvor jeg ligger og begrunder karakteren for klassen. Af hensyn til eleven, der er blevet eksamineret, spørger jeg altid, om vedkommende er ok med at få en karakter af mig og holdet. Det er de som regel. Men hvis de ikke er trygge ved det, nøjes vi med den formative feedback. Jeg oplever denne eksamensøvelse som værende en gavnlig øjenåbner for nogle af de af mine elever, der måtte have et lidt urealistisk fagligt selvbillede.
Jeg udleverer som regel også på dette tidspunkt af året en standpunktstest, hvor de på papir skal definere en række begreber uden hjælpemidler (kan tilpasses holdets behov) samt svare på nogle indholdsmæssige spørgsmål til det pensum, vi har været igennem i forløbet.

Jeg benytter testen til at tale med holdet om forskellen på det at tro, at man ved noget og så reelt at vide noget samt at minde dem om, at det er vigtigt, at de kan referere præcist til indholdet i de teoritekster og film og tv-serier, som vi arbejder med, når de bliver bedt om at perspektivere til den mundtlige eksamen. Jeg giver et antal point per svar baseret på indholdsforståelse og evnen til at udtrykke svaret præcist.

Bonusøvelse

Jeg kører også nogle gange et dystopiforløb i dansk, og fordi jeg ved, at mange mediefagslærere også er dansklærere, har jeg besluttet at nævne en kreativ øvelse, som jeg laver med eleverne i dansk. Den går ud på, at vi skal skabe et samfund, der hedder Gavmildhedens Rige, og som er drønubehageligt at leve i, og som straffer afvigere – såkaldte gavtyve – hårdt. Jeg har ikke brugt øvelsen i mediefag, fordi efteråret med c-niveau er presset, men det kan være, den kan bruges på hold, der har hele året til rådighed eller på B-niveau. Øvelsen kan klares på et enkelt modul.

Materiale

Tags