Af Michael Højer, lektor ved Favrskov Gymnasium

Nød lærer nøgen kvinde … som det sig hedder. Og corona-krisen har så sandeligt lært os alle, at der KAN være positive konsekvenser ved, at man kastes ud på det dybe vand, hvor man ikke helt kan få fodfæste. Derudover ved vi fra faget, at det er udemærket med benspænd i ny og næ. For når omstændighederne ændrer sig, så er vi nødt til at tilpasse os. Og det var faktisk en ændring i strukturelle forhold, der satte gang i en omkalfatring af Medie C på Favrskov Gymnasium, hvor vi nok i lidt for mange år har været lidt for klassiske i vores tilgang til faget. Og ændringen har vist sig at være en gave til undervisningen, til den praktiske planlægning af årshjulet og til elevernes mulighed for kreative udfoldelse.

På skoleårets første arbejdsdag i august sad medielærerne på Favrskov Gymnasium (FG), som mange andre lærere, lidt rødvins-groggy efter 5-6 ugers sommerferie og havde nok ikke ligefrem gennemtrevlet det materiale, som vores ledelse havde sendt ud i dagene op til. Vi tænkte, at grundforløbet nogenlunde var det samme som året før, og at vi derfor havde godt styr på, hvad der skulle ske i mediefag frem til efterårsferien. Vi havde oven i købet en gylden mulighed for at forbedre forrige års grundforløb i faget (filmiske virkemidler + nogle små praktiske øvelser) via småjusteringer hist og her. Da vi sidder der ved bordet og kigger vores papirer igennem, går følgende op for os: den kunstneriske fagdag (hvor de kunstneriske fag sammen introducerede fagene) er pillet ud, timetallet er skåret til 6 blokke (a 95 min.), og vores undervisning er helt anderledes fordelt i grundforløbet end året før. Vi kunne, med andre ord, ikke bruge vores forløb og erfaringer fra året før til særligt meget i den nye struktur, hvis vi ville agere didaktisk og fagligt ansvarligt. Og hvad gør man så. Vores svar blev (stort set) at fjerne teoretisk undervisning fra grundforløbet og kaste eleverne direkte ud i gruppeproduktioner af human postcards ved årets begyndelse. At gå lige på og hårdt med produktion – og dermed ændre, hvordan vi hidtil har kørt faget mht. forholdet mellem det teoretiske og det praktiske arbejde – viste sig at bære frugt, endda en hel del.

Fra teoretisk til praktisk bund
Jeg har altid været en teoretisk lærer, der har befundet mig bedst i det traditionelle klasserum og med levende billeder, der kunne pilles fra hinanden og sættes sammen igen – med skærmen som fælles referenceramme. Og hvis man kigger ud over mine 15 år som mediefagslærer, så tegner der sig et tydeligt billede af en undervisningstilgang, hvor jeg først og fremmest var lærer i mediefaglig teori og dernæst i produktionspraksis. Jo, jeg har da mange gange hørt gode argumenter for at vende bøtten på hovedet og kender en masse dygtige kolleger, der excellerer i at sætte det praktiske arbejde i forgrunden. Men jeg tror nu ikke, jeg er alene med at gøre, som jeg har gjort, for der er en masse tryghed i at have tavlen i ryggen. Men måske netop fordi jeg er sådan en type lærer, kan min erfaring bruges til noget for alle dem, der har det på samme måde. For jeg er faktisk blevet en gladere (og måske bedre) mediefagslærer af at lade det praktiske fylde markant mere end tidligere. Helt konkret kan jeg illustrere, hvad der er sket med min undervisning ved at vise listen over alle de produktioner, jeg har nået med mine elever skoleåret 2019-2020: FEMO-øvelse, Human Postcard, ”Drik mindre, opleve mere”–kampagnefilm (Lommefilms temadag uden for timerammen, evaluering af elevernes film i mediefag), Film om filmiske virkemidler, Skyd en dialog-scene,hverdagsmontage med efterfølgende Foley/lyd-redigeringsøvelse, individuelle corona-postkort, samt 1 stk. amputeret eksamens-produktion (synopsis, manus, moodboard, pitch, markedsførings- og distributions-strategi) inklusive en individuel 5 min. video-fremlæggelse (a la eksamensoplæg) til aflevering.

Kort sagt: Jeg har aldrig nogensinde før været i nærheden af at nå så meget produktion, som jeg har nået på mit c-niveau i år, og denne liste er foruden de forskellige små mobiløvelser, som eleverne har lavet i timerne for at lære begreberne (flere af alle disse øvelser gennemgås længere nede). Det pudsige er, at jeg sjovt nok heller aldrig før har været så lidt tidsmæssigt presset på c-niveau eller været så tilfreds med det afviklede årshjul og/eller elevernes evner i den teoretiske undervisning. Det lyder jo alt sammen helt fantastisk – og ja, jeg er glad – men hvorfor er det gået så godt. Det tror jeg, der er flere forklaringer på.

Det nye mediefag
Vi har haft et par år til at vænne os til reformen og læreplanen fra 2017 og dens inddragelse af kontekstualisering, tværmedialitet og nye medier. Og jeg tror faktisk en central årsag til, at jeg er tilfreds med dette års mediefaglige forløb på c-niveau er, at jeg endelig føler, at faget er faldet i hak – og at jeg endeligt har fået omsat læreplanen til et nyt mediefag, hvor jeg tager intentionerne i den nye læreplan helt alvorligt. Så det første svar på, hvorfor det føles, som om noget er faldet på plads i år er, at faget endeligt har fundet sin form på FG, og at vi endeligt er landet med faget efter den nye reform. Det er der naturligvis en tilfredsstillelse i.

Et andet svar på årets succes – og min helt enorme selvtilfredshed 🙂 – findes i de to principper, der lidt ubevidst har ligget til grund for ændringen i min måde at køre faget på i dette skoleår:

1. Fokus på kontekst frem for medietekst i det store teoretiske forløb
2. Optage/klippeudstyr-i-hånden (og hermed elevaktivitet) trumfer teoretisk undervisning

Fokus i denne artikel er, hvorledes det praktiske arbejde har fået en meget mere fremtrædende rolle på mediefags c-niveau, så jeg vil kun lige kort berøre de teoretiske forløb og forklare, hvilken rolle de spiller med hensyn til at gøre den øgede produktionsmængde mulig.

Årets to teoretiske forløb var Anslag og Netflix. Omdrejningspunktet for Anslagsforløbet var filmiske virkemidler og dramaturgi. Dette forløb har fra et lærersynspunkt den klare fordel, at man lærer eleverne fagets grundlæggende teori, samtidig med at man introducerer et for eleverne overskueligt forløb om et særligt kort format (filmiske begyndelser), der kan bruges til eksamen i både fiktions– og dokumentarøjemed. Og rent eksamensrettet giver det læreren et væld af muligheder for at finde eksamenscitater. For hvem kan ikke finde et godt anslag? Af samme grund er anslag et fænomenalt sted at begynde den mediefaglige rejse, for der er masser af materiale at vælge mellem for både lærer og elev, og det tager ikke lang tid at lære eleverne, hvilke teoretiske parametre man skal holde øje med for at kunne sige fornuftige mediefaglige ting om et hvilket som helst anslag. Og det bedste af det hele, det forholdsvist korte teoretiske forløb frikøber tid til praktiske produktionsøvelser. Det giver desuden ret frie rammer til resten af året, fordi fagets teori og metode er velintroduceret og fordi man både har været omkring genrebegrebet (som er centralt i anslag) samt berørt fakta, fiktion og blandingsformer (både via deres ’human postcards’ i grundforløbet og arbejdet med anslag).

Netflix-forløbet sparer også tid, bl.a. fordi man i langt højere grad har mulighed for at bevæge sig væk fra spillefilm for at arbejde med kortere formater, hvor man faktisk kan lære eleverne det samme. Men den største fordel ved Netflix-forløbet er, at det tager udgangspunkt i kontekst frem for medietekst. Med det mener jeg, at hvis man kigger på Jakob Isak Nielsens model for analytiske kontekster herunder, så kan man arbejde med alle facetter af modellen med udgangspunkt i netop Netflix.

En af de tidligste øvelser, jeg bad mine elever om at lave var faktisk at placere netop Netflix i denne model. Det synes de naturligvis var svært, og det blev en åbning til at tale om alt fra nutidens mediebillede og tværmedialitet til fakta vs. fiktion, row art, streamingæstetik, genrebegrebet og serier samt markedsføring og mediestrategi – selvfølgelig med udgangspunkt i forskellige eksempler fra Netflix’ bagkatalog som prismer. Også i et Netflix-forløb får læreren i pose og sæk mht. at finde eksamenscitater, for det er bare at gå på opdagelse. Vi brugte fra nytår til vinterferien på forløbet og havde derfor ”friholdt” hele foråret til eksamensproduktion før coronakrisen satte en stopper for alt. Det har tidligere været problematisk at kunne afvikle det store teoretiske forløb på så kort tid – måske mest af alt fordi jeg har været nødt til at afsætte tid til fremvisning af forløbets centrale film i undervisningen. Det var ikke var tilfældet denne gang, hvor jeg i langt højere grad end tidligere har haft mulighed for at give mine elever film/serie-lektier for (også i den arbejd-selv undervisning som der unægtelig bliver mere af i disse år). Så også i dette teoriforløb er der altså frikøbt indtil flere blokke, der i stedet har kunne bruges på praktiske øvelser.

Produktion trumfer teori
Da vi sad til opstartsmødet i august og fandt ud af, at mediefags grundforløb var beskåret i omfang og tid var vores første reaktion: ”Så kan vi ikke nå teorien!” Det var i konfrontationen med denne måde at tænke på, vi valgte at rykke os. For i et kunstnerisk kreativt fag burde reaktionen nok i stedet have været: ”Har eleverne så nok tid til at udfolde sig?” Og det er i lyset af den tanke, at jeg fik en lidt sørgelig erkendelse af mig selv som en medielærerpersonlighed, der står alt for meget ved tavlen. Det er aldrig helt sjovt at kigge sig selv i øjnene, men jeg har brugt året til at tage ved lære af denne indsigt, selvom det måske ikke altid har været lige bevidst. Mantraet ”produktion trumfer teori” er således ikke noget, jeg eksplicit har arbejdet med, men noget jeg kan se har dannet et særligt grundlag for min måde at forberede undervisning på i år. For i dette skoleår har problemet ikke været at finde nye, gode filmiske eksempler på kontinuitetsklipning, kontrapunktisk lydanvendelse eller fokusskifte. Det har været: ”Hvordan kan jeg undervise i lektien om kontinuitetsklipning, kontrapunktisk lydanvendelse og fokusskifte på en måde, hvor eleverne er så lidt muligt i klasserummet, og hvor de i stedet bliver fysisk aktiverede og har optageudstyret i hånden?” For jo mere tid den enkelte elev har produktionsudstyr mellem hænderne, jo bedre bliver de. Det er et altid gældende princip, at man skal øve noget for at blive god til det. Derfor har min undervisning i år været 60/40 i produktionspraktisk favør, modsat tidligere hvor det var lige omvendt. Her følger en række eksempler.

Det første møde eleverne havde med faget på FG i grundforløbet, var, som nævnt, et human postcard-forløb efter følgende form (kun ca. 15% teori):

1.blok: FEMO-øvelse
2.blok: Fakta, fiktion og blandingsformer – analyse af Human Postcards
3.blok: Ideudvikling
4.blok: Optagelser
5.blok: Redigering 6.blok: Screening

Efter grundforløbet fulgte teoriforløbet om anslag og filmiske virkemidler/dramaturgi. Og dette forløb var, så ofte som jeg kunne finde på noget, krydret med praktiske øvelser, hvor eleverne med kamera (ofte telefon), lydoptager eller redigeringsudstyr i hånden skulle omsætte teori til praksis. Da man først kom ind i rutinen var det faktisk ganske nemt at finde på øvelser, og det endte med, at der kun var to blokke i alt (fra grundforløbet til jul), hvor eleverne ikke beskæftigede sig med at selv at filme og klippe eller forberede egne oplæg. Alle øvelsernes mål var, at indlære den læste teori. Her følger en kort beskrivelse af de øvelser vi nåede i perioden:

Beskæring

2 og 2
20 min

1. Bliv enige om, hvordan de forskellige beskæringer ser ud og hvad de bruges til
2. Gå ud og tag stillbilleder af hinanden i samtlige beskæringer, hvor I illustrerer deres funktion (I må gerne inddrage andre filmiske virkemidler)

Skyd en indstilling om de filmiske virkemidler

3-4 mands-grupper
½ blok (95 min)

Der skal laves en indstilling for hvert medlem i gruppen. Hver mand i gruppen skal stå både foran og bagved kameraet mindst en gang.

• Hver indstilling skal indeholde en elev, der forklarer hvilke filmiske virkemidler, der er anvendt i indstillingen.
• Man skal nævne så mange virkemidler som muligt (ser herunder) i den enkelte indstilling (også gerne FEMO)

Skyd en scene, hvor to mennesker mødes!

3-4 mands-grupper
1 blok (95 min)

Sceneopbygning:  https://www.youtube.com/watch?v=3VS2iNhz180&feature=related

• Skyd et møde mellem to mennesker, hvor noget bliver udvekslet
• Anvend sceneopbygningsprincippet UD – IND – UD
• Scenen skal indeholde både establishing og master shot
• Scenen skal være tydeligt afrundet
• FEMO skal tænkes ind – så I laver nogle lækre billeder
• Der skal være god lyd som kan bruges i redigeringen
• Jeres film skal sammenklippes

Rutine-montage

(inspireret af Line Arlien-Søborgs øvelse i Fagdidaktik i mediefag)

3 mands-grupper
1 blok (95 min)

• find en ting som I gør rigtig meget (stå op, gå i seng, gå på toilettet, købe sandwich i kantinen, lave lektier el.lign.)
• Omsæt til en filmisk rutine-montage, a la Dexter: Dexter – Opening Credits [1080p HD] Optag filmen på jeres telefoner (husk hvordan telefonen skal vende) og klip den hurtigt på en af jeres computere. 

Regler for produktionen:

• I må, som udgangspunkt, ikke bruge reallyd (undtagelser godkendes hvis årsagen er god)
• Der skal ligges 1 stk. passende underlægningsmusik under hele montagen – underlægningsmusikken må ikke indeholde sang!
• I må kun filme i halvnære, nære og ultranære beskæringer
• I skal huske at anvende FEMO-principperne
• Filmen må maximalt være 60 sekunder lang – og ingen indstillinger må overstige 5 sekunder!

EKSTRA: Foley-øvelse (45 min)

Lav to Foley-optagelser til jeres hverdagsmontage:

• I må ikke bruge den originale lydkilde
• Overvej følgende kriterier
  • Volumen
  • Hastighed
  • Tekstur (materiale)

Ovenstående repræsenterer en overvældende mængde af produktionstimer i det, der i gamle dage var grundforløbet for mig. Og jeg var faktisk lidt nervøs, da eleverne afrundede forløbet med at holde oplæg om selvvalgte anslag. For hvor godt ville begreberne sidde fast, når vi ikke helt havde terpet dem, som vi plejer. Svaret er: mindst lige så godt. Eleverne holdte superfine oplæg om deres anslag og brugte begreberne med samme sikkerhed, som de plejer. Det er selvfølgelig ikke særligt videnskabeligt at konkludere noget på baggrund af et enkelt årshjul. Men jeg sad ingenlunde med fornemmelsen af, at dette års elever manglede noget fagligt.

Mit helt personlige corona-postkort
Som allerede nævnt skulle foråret have været forholdsvist traditionelt (efter mine standarder), med et teoretisk Netflix-forløb og derefter eksamensproduktion det meste af foråret. Sådan gik det som bekendt ikke, og jeg sad igen midt i et benspænd: færdiggør mediefagsundervisningen selvom eleverne ikke må mødes og uden at kende rammerne for, hvordan og hvor lang tid nedlukningen af Danmark kommer til at være. Mit gamle jeg gik straks i gang med at undersøge mulighederne for forskellige teoretiske forløb, hvor eleverne selv kunne se film og analysere scener derhjemme. Men heldigvis blev disse tanker trumfet af en produktionside. For i forlængelse af årets tidligere arbejde kom jeg i tanke om en øvelse, jeg ofte har bedt vores brobygningselever om at lave, nemlig at lave et 1-minuts interview med dækbilleder efter FEMO-principperne, hvor de fortæller om deres oplevelser med at være på gymnasiet. Den blev omskrevet og opgraderet, så den passede til omstændighederne – og til medie C’s krav samt mediefagselevernes noget mere komplekse forståelse af levende billeder og human postcard-formatet. Øvelsen, der fik navnet ”Individuelt corona-postkort” viste sig at være en overraskende succes: jeg fik en sjælden mulighed for at vurdere de enkelte elevers praktiske færdigheder (og derigennem deres forståelse af det teoretiske materiale vi har arbejdet med i løbet af året), jeg undgik alle former for doven virtuel pseudo-deltagelse, og eleverne fik mulighed for at fortælle andre om deres liv derhjemme. Det blev til en lang række rigtigt gode, personlige postkort, hvor eleverne bogstaveligt talt og på fineste vis inviterede ind i eget liv og egne stuer. Jeg oplevede dette som noget, der både aktiverede deres stolthed og deres vilje til at præstere – og både bund- og topniveauet var højt. Helt grundlæggende er det bare en øvelse, der står på skuldrene af en masse andre øvelser – og som bygger på det princip, at produktion trumfer teori. Men øvelsen blev måske for mig det endelige bevis på, at jeg var på rette vej mht. at vægte produktion så højt i min undervisning.

På mange måde blev øvelsen min egen endelige åbenbaring – og lidt tænkt – min helt egen corona-erkendelse. Konklusionen på mit personlige corona-postkort må derfor lyde nogenlunde således: Det er simpelthen sjovere at have mediefag (både som lærer og elev), når eleverne hele tiden er i ilden – og hele tiden får lov til at pille ved udstyr og udforske, hvordan film fungerer – uden at læreren står imellem eleven og det filmiske materiale. Det er en af vores fags største styrker og en styrke, som jeg måske lidt har glemt i mit fokus på at omsætte de nye teoretiske aspekter af faget til undervisningspraksis de sidste par år. Og det er så nemt at mærke på eleverne, at produktionsfokus understøtter fagligheden eminent – for deres måde at tale om faget og bruge begreberne på er så meget mere velkvalificeret når de lærer gennem kreativ udfoldelse og derigennem danner sig egne faglige erfaringer som de bringer med sig tilbage i det mere lærerstyrede undervisningsrum.

Derfor skal der herfra lyde en gungrende opfordring til at huske, at vi har et kreativt legende fag – og at den kreativitet og den leg får lov til at fylde i undervisningen. Anbefalingen er således klar: gå ALL IN på produktion Det sker ikke på bekostningen af faglighed, men som grundlag for den.