Af: Nina Houkjær Klausen, jobsøgende cand.mag. i Film- og medievidenskab, Københavns Universitet.

I marts 2017 løb dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX endnu engang af stablen, og flere nye initiativer blev i denne forbindelse søsat. Et af disse initiativer var festivalens nye skoleprogram, hvor tusindvis folkeskole- og gymnasieelever deltog. For en specialestuderende på Film- og medievidenskab ved Københavns Universitet rejste det spørgsmål om mediefagselevers læringsmæssige udbytte af programmet. Med fokus på CPH:DOX’s og gymnasieskolens fælles pædagogiske mål blev interviews med både mediefagselever og -lærere, der deltog i skoleprogrammet, udført. Resultaterne af undersøgelsen identificerer elevernes forhold til læring og mediefag, deres kompetencer og brugen af disse i forbindelse med et besøg på CPH:DOX.

Gammeldags kan det lyde, når en hel gymnasieklasse eller ligefrem en hel gymnasieskole forlader skoleinstitutionens afgrænsninger for en stund for at tage på udflugt ind til storbyen. Det er dog en aktivitet, der til stadighed – og i høj grad – bliver prioriteret af både lærere og elever, hvilket antallet af besøgende på CPH:DOX’s nye skoleprogram utvetydigt indikerer: I år havde festivalen besøg af ca. 10.000 elever, der skulle en tur i biografen for at se dokumentarfilm og høre efterfølgende oplæg, debatter og Q&A’s.

Skoleprogrammet er bl.a. udviklet i samarbejde med danske faglærerforeninger og har til formål at give eleverne et anderledes og nytænkende indspark i den gængse undervisning. Hermed også sagt, at gymnasieskolens mediefagsundervisere og -elever – denne undersøgelses målgruppe – har nogle faglige mål, der skal imødekommes i forbindelse med et besøg på CPH:DOX.

En specialestuderende på Film- og medievidenskab ved Københavns universitet anede muligheden for en videnskabelig undersøgelse omhandlende de pædagogiske fordele og ulemper ved at tage eleverne ud af deres vante læringsrammer og ind til et arrangement hos CPH:DOX.

Fælles didaktiske og pædagogiske mål

Undersøgelsens målgruppe fordrede et kig på STX bekendtgørelsen og dens faglige mål samt et kig på skoleprogrammets beskrivelse for at identificere de fælles didaktiske og pædagogiske mål. Specialets undersøgelse pegede på, at det overordnede mål for begge institutioner handler om mediefaglig dannelse, således at eleverne i sidste ende får en kritisk sans for og brug af medier.

Specialets teoretiske ståsteder, som især havde udgangspunkt i Lars Qvortrups, Wolfgang Klafkis og Zygmunt Baumans tanker og teorier om læring, pædagogik og dannelse – her gengivet i et meget kort oprids – fremhæver, at eleverne skal lære bestemte kvalifikationer og kompetencer for at tænke kreativt og eksempelvis stille reflekterende og kritiske spørgsmål til deres analyser og produktioner. Det er målet med CPH:DOX’s skoleprogram at hjælpe denne kritiske sans og det kritiske forbrug af medier på vej med et anderledes og nyt indspark i undervisningen. Analysens resultater pegede på flere pædagogiske fordele ved at tage eleverne ud af deres vante læringsrammer og ind i den velkendte biograf med filmen som et appellerende format.

 

Hvad sagde eleverne om mediefag og læring?

Selve undersøgelsens metode og empiri bestod af kvalitative forskningsinterviews med mediefagselever og deres lærere fra to forskellige gymnasieskoler. Første interviewrunde havde til formål at identificere elevernes holdning til læring og mediefag; Anden interviewrunde havde til formål at undersøge elevernes oplevelse af CPH:DOX’s skoleprogram samt mediefaglige udbytte af denne.

Et væsentligt udsagn fra alle interviewede elever handlede om deres forhold til mediefag som et frirum i den ellers meget boglige skolegang. Der ligger en usynlig pædagogik i et fag som mediefag, fordi eleverne forbinder faget med en større grad af frivillighed og interesse. Som en elev sagde det, da han blev spurgt om sit forhold til faget:

”Det er super fedt. Det er et af mine yndlingsfag. Der er ikke så meget skriftligt, og jeg skal ikke, øh, jeg skal selvfølgelig læse nogle sider til hver time, men det er ligesom, når det er noget, jeg brænder for, noget jeg synes er sjovt at tale om og arbejde med, så gør det det lidt nemmere.”

Undervejs i udførelsen af interviewene med eleverne blev det også klargjort, at mediefag fordrer en anderledes form for læring end mange andre gymnasiale fag. Det skal ikke kun findes i bekendtgørelsens ordlyd, hvor samspillet mellem teori og praksis er en vægtig didaktisk instans, men også i elevernes udsagn. En elev beskrev det således, da han blev spurgt ind til sin læring:

”Altså jeg synes, alt, det lærer man bedre, når man bruger det i praksis […] Hvis det, man gør det i praksis, så er det bedre undervisning. Så føler man, det er mere livligt, og så husker man det også bedre.”

Eleverne, som alle gik i 1.g, demonstrerede en imponerende viden og analytiske kompetencer og gav udtryk for en selvrefleksiv forståelse af individuelle måder at lære på. Gruppearbejde, dialog og bevægelse blev generelt fremhævet som værende godt for læringen, og især den praktiske del af mediefag blev fremhævet som særdeles godt for læringen.

 

Hvad sagde eleverne om skoleprogrammet?

Eleverne var generelt positivt stemte over for skoleprogrammet. Især skulle det vise sig, at det at komme ud af de vante læringsrammer på skolen og ind i biografen som nyt læringsrum øgede fokus hos eleverne markant. Biografen, som eleverne normalt forbinder med underholdning og fritid, besidder derfor også en usynlig form for pædagogik, hvor elevernes koncentration, identifikation, eftertænksomhed og refleksion kom til udtryk.

En elev formulerede biografoplevelsen således:

”Når man går i biografen, går man i biografen for at se film, og så sker der ikke noget andet […] og når jeg sidder her i klasselokalet, og man skal se en film om, det ved jeg ikke, i engelsk eller et eller andet, i samfundsfag, så sker der ligesom nogle andre ting rundt om dig ret tæt på, som let kan distrahere dig.”

En anden elev havde følgende kommentar om biografformatet:

”Det er altid federe, når ting er på et større lærred. Fordi det der med at sidde i et lukket rum med mørke og kun fokusere på en ting, fordi du kan hurtigt blive distraheret derhjemme af sms’er osv. […] det gør ligesom, at dit fokus er kun der [i biografen] og ikke nogle andre steder.”

En anden elev påpegede også følgende ift. identifikationen og refleksionen med fokus på dokumentarfilmen:

”Man føler, man ligesom har lært noget, sådan, øhm, sådan rent menneskeligt i stedet for bare, sådan, faktuelt.”

Generelt gav eleverne udtryk for, at biografrummet krævede fokus på filmens indhold frem for eksempelvis stil og derfor også gav stof til personlig eftertanke og refleksion.

Dog blev der efterspurgt flere praktiske elementer og opgaver af eleverne – man skal trods alt sidde stille og være tavs i nogle timer, når man er i biografen. Eleverne påpegede også, at læringen ikke kom med tilbage på skolen, og at deres kompetencer derfor ikke rigtig kom i spil.

 

Smartphonen som didaktisk redskab

Da resultaterne af undersøgelsen peger på, at mediefagseleverne kun i nogen grad gjorde brug af deres analytiske kompetencer, introducerer specialet en teoretisk facilitering og stilladsering af et praktisk læringsforløb med CPH:DOX’s medie- og læringsplatform Everyday. Med en given dokumentarfilms temaer som indholdsmæssigt udgangspunkt og smartphonen som produktionsapparat ville mediefagselevernes praktiske kompetencer blive udfoldet på ny og anderledes vis.

Den æstetiske læreproces giver ikke alene mulighed for at eksperimentere med og udfordre elevernes opfattelse af deres egen identitet, men grundet den genkendelse og tryghed, der er i smartphonen og muligheden for en hurtig sammenkobling mellem teori og praksis, er der flere pædagogiske og didaktiske årsager til at inddrage den som redskab i den mediefaglige undervisning. Smartphonen ville på denne måde også være med til at selvstændiggøre eleverne langt hurtigere, fordi de ikke skal bruge tid på tungt og vanskeligt produktionsudstyr.

Fusionen mellem CPH:DOX og STX kan på længere sigt facilitere en ny læringskultur i gymnasieskolen, hvor den usynlige pædagogik og de (ud)dannende aspekter, der ligger i biografen som læringsrum og smartphonen som pædagogisk og didaktisk værktøj, bliver udnyttet til fulde. Om ikke andet er det måske værd at overveje en større satsning på elevernes møde med den professionelle virkelighed uden for gymnasieskolens fire vægge, hvor de kan sætte deres kompetencer i spil på en ny og anderledes måde.

 

Filmene for 2018’s skoleprogram annoncerer CPH:DOX løbende, temaerne er allerede offentliggjort og det fulde program er klar medio januar.

 

Litteratur

Austring, Bennyé D. og Merete Sørensen: Æstetik og læring. København: Hans Reitzels Forlag. 2006.

 

Bernstein, Basil: Pædagogik, diskurs og magt. København: Akademisk Forlag. 2001.

 

Christiansen, Hans-Christian og Gitte Rose, m.fl. (red.): Læring med levende billeder. 1. udgave. Frederiksberg: Samfundslitteratur. 2010.

 

Jacobsen, Michael Hviid (red.): Zygmunt Bauman. Fagre nye læringsliv – læring, pædagogik, uddannelse og ungdom i den flydende modernitet. 1. udgave. København: Forlaget Unge Pædagoger. 2009.

 

Klafki, Wolfgang: Dannelsesteori- og didaktik – nye studier. 3. udgave. Århus: Klim. 2011.

 

Klausen, Nina Houkjær: CPH:DOX – Et nyt læringsrum. Kandidatspeciale fra Københavns Universitet. 2017.

 

Qvortrup, Lars: Det lærende samfund – hyperkompleksitet og viden. København: Gyldendal. 2001.

 

Wahlgren, Bjarne og Vibe Aarkrog: Transfer – Kompetence i en professionel sammenhæng. Århus: Århus Universitetsforlag. 2012.

 

Hjemmesider

STX bekendtgørelsen: https://www.retsinformation.dk/forms/R0710.aspx?id=152507

 

CPH:DOX’s skoleprograms hjemmeside: https://cphdox.dk/skoleprogram/