Af Sara Lindberg, lektor på Brøndby Gymnasium

True crime er en genre, der bare vokser og vokser på alle platforme. Men hvilken ramme arbejder man inden for som journalist på DR?

True crime er en genre, der bare vokser og vokser på alle platforme. En hurtig søgning hos forskellige medieudbydere bekræfter vores fascination af emnet. Folk er vilde med at følge med i både politiets og journalisters undersøgelser af mord, vold og kriminalitet. Jo vildere – jo bedre!!!

En af de undergenrer, der virkelig tales om, er ”den undersøgende journalist, der opklarer og belyser det, som myndighederne og politiet ikke kunne”. Det er detektivarbejde krydret med et gran forargelse over myndigheders og politiets inkompetence, ofte med en afsluttende konfrontation med de ansvarlige (inkompetente) som punktum i sagen. 

True crime er en genre, der hele tiden rykker tættere på og måske også over grænsen for, hvad man kan vise på tv. Kan man tillade sig at lave film om rigtige menneskers lidelser? Kan man fortælle udpenslende om, hvordan nogens datter er blevet parteret? Kan man vise, hvor ofret boede, vel vidende at der bor andre der nu? Kan man vise billeder af nulevende slægtninge? Og kan man fortælle om folks mentalundersøgelser? 

CUT bad jurist hos DR, Sidsel Davidsen gøre os lidt klogere på, hvilke rammer man som journalist arbejder under på DR. De perspektiver kan du forhåbentlig bruge i forhold til dine elever, hvis du og dine elever skal arbejde med at analysere og producere True Crime.

Der findes selvfølgelig en masse regler – men har I nogle tommelfingerregler for, hvad man må og ikke må producere og vise på DR?

Der er ikke som sådan noget, man ikke må producere eller vise på DR, men som du siger, findes der en masse regler, som vi selvfølgelig er nødt til at overholde og tage højde for i produktionen, og det giver nogle begrænsninger.

Skal man tale om en tommelfingerregel, er det nærmeste nok en opmærksomhed på de hensyn, som ligger bag regler og regulering, nemlig balancen mellem hensynet til ytrings- og informationsfriheden og hensynet til privatlivets fred. Det slår igennem i alt fra straffeloven til god presseskik og til DR’s – og andre mediers – egne etiske retningslinjer. 

Alle historier handler om virkelige mennesker i en eller anden udstrækning, og der er altid et hensyn at tage til dem og deres rettigheder – også til den skyldige gerningsmand, uanset hvilke uhyrligheder vedkommende måtte være ansvarlig for. 

DR og de andre danske medier er underlagt de vejledende regler om god presseskik. Det er et regelsæt, som er formuleret af branchen selv, men som bliver kontrolleret af Pressenævnet, og forpligtelsen til at overholde god presseskik er slået fast i medieansvarsloven. 

Og det kan betyde, at der er nogle fortællegreb eller kunstneriske valg, som ikke kan bruges. Fx skal man bringe kritik og svar på kritik i sammenhæng, og det betyder, at du ikke kan beskylde en person for at have gjort noget i første afsnit i en serie, og først i sidste afsnit afsløre, om vedkommende har gjort det eller ej – eller hvad vedkommende har at sige til kritikken. Det betyder, at man bliver begrænset dramaturgisk, fordi man ikke kan bygge sin true crime fortælling op på samme måde, som en krimiserie, hvor der typisk er flere mistænkte, og gerningsmanden først afsløres til sidst. 

Er der noget, man ikke kan få lov at undersøge og sende? 

Ja, der er begrænsninger. Det har jo i den grad været på dagsordenen i forbindelse med sagen om FE og sigtelserne mod Lars Findsen mfl. om afsløring af statshemmeligheder. 

Et andet eksempel er historier om børnepornografi. Alene det at søge efter børnepornografi på internettet er strafbart, og der findes ikke en undtagelse for journalister. Så du kan ikke sætte dig og lede efter børneporno på nettet uden at overtræde straffeloven. Hvis man vil lave en historie om det, må man i stedet samarbejde med de instanser, som har ret til at undersøge det. 

I samme boldgade har ofre for seksualforbrydelser også krav på beskyttelse af deres identitet. Det gælder uden tidsbegrænsning og betyder, at man ikke må nævne navnet eller andre oplysninger på en person, som har været udsat for et overgreb uden vedkommendes samtykke.

Under en verserende retssag kan der også være nedlagt navneforbud i forhold til den tiltalte, som betyder, at man ikke må bringe oplysninger, der kan identificere vedkommende.

Ofte går journalisten ”undercover”. Hvordan foregår det? 

Det varierer nok en del fra medie til medie, hvor udbredt ”undercover” journalister er. 

I DR kræver det, at man får en forhåndsgodkendelse fra den relevante direktør, inden det iværksættes. Det kræver, at man på forhånd har konkrete oplysninger om en sag, og at man ikke kan få dokumentation for et retsstridigt forhold på andre måder. Altså at man vurderer, at man er nødt til at fange den mistænkte med fingrene i kagedåsen for at dokumentere de oplysninger, man har fået. 

Man må som udgangspunkt ikke selv begå lovovertrædelser – det giver ikke særlige privilegier at være en journalist på en undersøgelsesopgave, men hensynet til ytringsfriheden og afdækning af et emne af væsentlig samfundsinteresse vil altid skulle tages i betragtning. 

Under alle omstændigheder skal ”undercover”-journalisten være meget varsom med at påvirke andre personer og deres beslutninger. Det giver nok næsten sig selv, at dokumentationsværdien af det, man afdækker, er meget dårlig, hvis man selv er skyld i, at en anden person siger eller gør noget kritisabelt. Juridisk risikerer ”undercover” journalisten også at få ansvar for medvirken til den kritisable handling – efter omstændighederne også et strafferetligt ansvar.

Er der forskel imellem forskellige lande på den ramme, man arbejder under?

Ja, det er der. Der er jo grundlæggende meget stor forskel på, hvor godt ytringsfriheden og den enkeltes rettigheder er sikret. I nogle lande er der et meget lille eller ikke-eksisterende råderum for pressefriheden. 

Det betyder, at DR er nødt til at have lokale kontakter og fagfolk, når vi opererer i udlandet. 

Har journalister andre muligheder end politiet i opklaringsarbejdet – kan de samarbejde eller er der juridiske problemer?

Politiet har nogle helt andre rammer og muligheder for at undersøge og efterforske mulige forbrydelser. Journalisters muligheder er som udgangspunkt ikke anderledes end de muligheder, man som helt almindelige borger har. Pressen har dog visse priviligier, fx en lidt udvidet adgang til aktindsigt hos myndighederne, og journalistiske medarbejdere ved medievirksomhederne har ret til ikke at udtale sig om identiteten på kilder. 

Det sikrer, at journalister bedre kan undersøge og afdække kritiske historier.

Der er ikke noget til hinder for, at DR eller andre medier kan samarbejde med politiet. Det sker også løbende, at DR fx laver reportager, hvor man følger politiets arbejde. Det er dog – ligesom i samarbejdet med alle andre kilder og medvirkende – afgørende, at der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved DR’s uafhængighed og redaktionelle frihed. Det er noget, vi er meget opmærksomme på i vores samarbejdsaftaler, både almindelige mennesker, virksomheder og offentlige institutioner og myndigheder.

I takt med at true crime udvikler sig på andre medieplatforme – rykker DR så også grænserne?

Det er nok mere et spørgsmål om at være bevidst om, at normer ændrer sig 

Det kan være helt lavpraktisk i form af den måde, tv-indhold bliver tilgængeligt. Har det fx betydning, at alle afsnit i en true crime serie typisk vil være tilgængelig på samme tid – betyder det så, at man så godt kan fremsætte en beskyldning i afsnit 1, som først bliver afklaret i afsnit fire, når alle afsnit er tilgængelige på samme tid? Det er der, så vidt jeg ved endnu ikke praksis for.

Normændringer slår jo også løbende igennem i lovgivning og praksis fra Pressenævn og domstole.