Af Rune Graulund, Lektor, studieleder, Institut for Kultur- og Sprogvidenskaber

It is the distant future
The year 2000
(We are robots)
The world is very different since the robotic uprising of the mid-nineties
There is no more unhappiness
…
Finally, robotic beings rule the world
The humans are dead
We use poisonous gasses 
And we poisoned their asses
The humans are dead
It had to be done
So that we could have fun

Den new zealandske komedieduo “Flight of the Conchords” tager med deres musikvideo “The Humans are Dead” kærligt gas (literally) på en af science fictiongenrens største klicheer. Som både titel og refræn gør klart, så ser de ind i en fremtid uden mennesker; en fremtid, hvor robotterne har overtaget og alt bare er meget bedre. Mennesket har ikke kunnet forvalte hverken jorden, dyrene eller deres nye skabninger, robotterne, ordentligt. Pragmatiske som de er, så har robotterne indset, at det eneste rigtige at gøre var at udrydde mennesket som art. Og på den måde sørge for, at alle andre (planter, dyr og robotter), ”could have fun”.

Good Robot, Bad Robot

Som gennemgående tematik er en opdeling over kunstig intelligens, robotter og automatisering som enten god eller dårlig den mest overordnede kategorisering, man kan lave. Fritz Langs Metropolis (1927) er et tidligt eksempel, men klassikere som 2001: A Space Odyssey, (1968), Westworld (1973), Blade Runner (1982), The Terminator (1984), Matrix (1999), I Robot (2004), Ex Machina (2014), og senest The Creator (2023), kredser omkring automatisering, computere og kunstig intelligens, der enten har undsluppet vores kontrol, eller som minimum har gjort verden til et værre sted.
Ser man på litteraturen, så trækker sporet sig langt længere tilbage. Alt efter hvordan man definerer det, så kan vi her gå hundredvis eller måske endda tusindvis af år tilbage, hvis man inkluderer myter om golemer og den græske mytologis fortælling om eksempelvis Prometheus, der gav teknologiens kundskab til mennesket og dermed muligheden for over tid, at skabe kunstigt liv. Det klassiske eksempel er naturligvis Mary Shelleys Frankenstein, hvor vi endnu engang får grundspørgsmålet om det gode menneske, og den gode skabning, sat på spidsen. ”The creature” er jo netop ikke skabt hverken ondt eller voldeligt, men bliver brutaliseret (og brutal) grundet Dr. Frankensteins skødesløse behandling af et væsen, han reelt burde kære sig om, men faktisk ønsker at udslette.

Cyberpunk, Neo(n), og nutiden

Skal man lave et nedslag i en æra, hvor automatisering, robotter og kunstig intelligens for alvor kommer på dagsordenen, så var særligt firserne dog optaget – nærmest besat – af ideen om en nær fremtid, der på den ene eller anden måde ville være domineret af maskinernes eksistens.  William Gibsons banebrydende roman Neuromancer (1984) slog begreber som ”cyberspace” fast, en futuristisk vision om en informationstung fremtid, der som bekendt siden har gjort sit indtog. To år før Neuromancer havde Ridley Scotts Blade Runner (1982) premiere, en film der trods dårlig omsætning og ditto kritisk modtagelse om nogen er kommet til at stå som det tyvende århundredes monument for en nær fremtid i ”cyberpunkens” tegn: våd og mørk som en noir bør være, men stadig ti gange mere cool (hvis man lige ser bort fra filmens kvindesyn, naturligvis, men det gælder en del kunst fra den tid) end de mange, mange efterligninger, der siden har forsøgt at gøre Scott kunsten efter.

The Terminator og ikke mindst The Matrix står naturligvis også som stærke eksempler på det tyvende århundredes frygt for robotten, maskinen, computeren og den kunstige intelligens. Men det er uden tvivl  Blade Runners markante æstetik såvel som filmens vision om urbanitet, kapitalisme, teknologi og menneskets kynisme, der står som den mest markante og neon-oplyste markør i det sene tyvende århundrede bekymringer over menneskets skadelige indflydelse på miljøet og andre skabninger, om det er så er dyr eller robotter.

De emner, der optog Gibson, Scott og andre aktører indenfor cyberpunk-bølgen i de tidligere firsere er interessant nok også de emner, der optager os netop nu. Virtual Reality, AI, automatisering og dermed følgende arbejdsløshed, alt dette blev der truet med for en fyrre år siden, men nu er det for alvor ved at være virkelighed. Vi har ikke flyvende biler, som i Blade Runner. Men vi har selvkørende biler, droner og algoritmer, der i bogstavelig forstand styrer (og forstyrrer) alt mellem himmel og jord. Vi har heller ikke androider, humanoide robotter, der kan gå rundt blandt os uden vi kan genkende dem som vi så det i film som Alien (1979). Men vi har Boston Dynamics, der leverer mekanisk liv, der virker overraskende livagtigt, såvel som dronesværme, der er lige dele fascinerende og frygtindgydende. (https://lumasky.show/)

På samme vis så kan man sige, at selvom cyborg-polibetjenten fra Robocop (1987) måske ikke er lige rundt om hjørnet, så har vi chatbots, der kan bestå Turing testen (det såkaldte ”imitation game”, hvor en computer udgiver sig for at være et menneske), ligesom Elon Musks neuralink (https://neuralink.com/) lover Robocop-lignende teknologier i en ikke alt for fjern fremtid.

Sidst men ikke mindst, så kan vi oven i alt dette lægge massiv overvågning og den stadig stigende og bekymrende brug af ”big data”, ikke kun på internettet, men også på gaden, på toget, bussen, metroen, og i det offentlige rum i det hele taget. Et offentlig rum, der i stigende grad er blevet privatiseret af multinationale selskaber, der tillige har overtaget tidligere statslige funktioner i alt fra rumfart (Blue Origin, SpaceX, Virgin Galactic), sygehusvæsnet og kommunikationsteknologiens infrastruktur (https://www.starlink.com/technology).

More Human than Human

I firsernes dystopiske science fiction film var de egentlige fjender ofte det ansigtsløse megafirma, der var helt og aldeles uden etik og moral. The Tyrell Corporation (Blade Runner), Cyberdyne (The Terminator), Yutani (Alien og Aliens). Mest ligeglade af alle er dog nok OCP: Omni Consumer Products (Robocop), der ikke alene har en ambition om at brede sin forretningsmodel ud til alle (Omni) dele af forbrugssamfundet, men heller ingen kvaler har ved at genoplive den sønderskudte betjent Alex Murphy og i en ren Frankenstein sekvens samle ham af forskellige dele, mekaniske og organiske, for derved at skabe den perfekte arbejder: utrættelig, punktlig, altid lydig og, vigtigst af alt, i bogstaveligste forstand firmaets mand, eftersom han er OCPs reelle ejendom. Parallellerne til vor tids Amazon, også kendt som ”The Everything Store”, der har ambitioner om at brede sin forretningsmodel til samtlige lag af samfundet og som er berygtede for at forsøge at automatisere sin arbejdsstyrke, er slående.

Genkomsten af 80ernes frygt og fascination af automatisering, robotter og kunstigt liv er da heller ikke til at overse inden for film, serier, gaming og andre popkulturelle produkter. Vi har reelle gengangere såsom i Blade Runner 2049 (2017), Robocop (2014) Terminator: Dark Fate (2019) og The Matrix: Resurrections (2021), men det er lige så slående, hvor stor en opblomstring der har været af nye titler af film såsom Chappie (2015), Her (2013), Ex Machina (2014), After Yang (2021) og The Creator (2023). Computerspil såsom Cyberpunk 2077 eller Detroit: Become Human kan regnes med her, men denne trend gør sig også gældende indenfor streaming (som i sig selv er lidt af et cyberpunk fænomen).
Relanceringen i HBO-serieformatet (2016-2022) af filmen Westworld (1973) beror på lige dele fascination af -og frygt for det maskinelle, dog med det twist, at det i serien ikke længere er robotterne, der er de onde, men menneskene, der så uhæmmet udnytter, voldtager og misrøgter dem. Det er faktisk nok her, at den gennemgående tendens i vor tid adskiller sig fra firserne, når det gælder ideen om kunstigt liv. Tanken er stadig skræmmende, men det skræmmende er oftere at finde i menneskets afstumpede og uempatiske natur end hos robotten og den kunstige intelligens. Den svenske serie Äkta Människor (2012-2014) såvel som den britiske version af serien, der blot lød navnet Humans (2015-2018), drejer sig netop om, hvem de ”ægte” mennesker er: metal eller kød, produceret på en fabrik eller skabt i en livmoder, programmerede eller et produkt af erfaring og et levet liv, er der reel en forskel? Og hvis der er, falder den så ud til vores, det organiske menneskes fordel?

Endnu engang så formår Blade Runner at sætte dette spørgsmål poetisk såvel som kynisk på spidsen. For som Tyrell, filmens Elon Musk (eller nok snarere Sam Altman), forklarer det til Deckard, filmens antihelt:

”Commerce is our goal. More Human than Human”

Det motto kommer dog også til at blive Tyrells ende, da hans overmenneskelige skabning netop formår at infiltrere hans virksomhed og inderste forsvarsværker gennem sin overlegne snilde, samt bruger sin overlegne styrke til at knuse hans kranie.

Inhuman, Superhuman, Posthuman, Ahuman

En anden kategori, der er gennemgående i disse fortællinger om robotter og kunstig intelligens, er spørgsmålet om det menneskelige, samt hvad det består af. Her kan man i øvrigt spore en interessant udvikling over især det sidste årti eller to, hvor sympatien klart rykker fra det menneskelige perspektiv til det ”kunstige”, men hvor det såkaldt kunstige faktisk viser sig at være mere autentisk og bedre end det liv (mennesket) det udspringer fra. Altså et spring fra det humane over det transhumane, en slags humanisme 2.0 (https://www.britannica.com/topic/transhumanism) og så videre endnu, hvor man igennem et posthumant perspektiv enten reducerer det menneskelige til samme niveau som alt andet liv (https://lab.cccb.org/en/a-ministry-for-thinking-the-future/), eller måske endda ligefrem det ahumane (https://iiraorg.com/2020/04/24/the-ahuman/), en gren af filosofien, der mener, at det menneskelige har udspillet sig både som art og som koncept
Den allerede nævnte Westworld fremstiller som eksempel den centrale antagonist, Yul Brynners ”Gunslinger”, som værende skræmmende morderisk uden nogen bagvedliggende motivation andet end at der er en mekanisk fejl i systemet. Manuskriptforfatter og instruktør Michael Crichton (en mand, der senere skrev manuskriptet til en film med lignende plot, om end med dinosaurer i stedet for robotter) fremstiller ganske vist de menneskelige besøgende i filmens forlystelsespark som værende gennemgående ubehagelige – de skyder, slår, voldtager og dræber forlystelsesparkens beboere i et væk. Men det er tilsyneladende ikke derfor, at de i sidste ende må dø. Brynners nådesløse Gunslinger er netop ikke menneskelig andet end på et rent overfladisk plan. Dette bliver mere og mere tydeligt som filmen skrider frem og det menneskelige lag i bogstaveligste forstand bliver skrællet af, ligesom han – eller nok snarere ”den – fortsætter med at ”leve” lang tid efter at et ægte, levende organisk væsen burde have opgivet gnisten:

Det umenneskelige perspektiv ses også i afbildningen af robottens syn på verden, der i West World for første gang i filmhistorien vises fra robottens pixelerede perspektiv:

Film som Westworld og senere Terminator, der stjæler både det afskrællede menneskehoved og robottens pixelerede perspektiv og forsøger på alle måder at vise den menneskelignende imitation som alt andet end menneskelig, får netop deres fremdrift gennem frygten for en kraft, der ikke er til at tale eller opnå empati med. Yul Brynner såvel som Arnold Schwarzenegger er inhumane dræbermaskiner uden moral eller etik, skræmmende netop fordi de er maskinelle og ikke ejer bare en flig af menneskelighed.

Sådan ser hverken film eller serie-landskabet dog som sagt ikke ud længere. Den tvivl, der i Blade Runner sniger sig ind hen imod filmens slutning (er Deckard selv en replikant eller menneske, og fortjener mennesker faktisk at leve frem for replikanter?) og i 2001 gør os i hvert fald bare en smule medfølende når HAL udånder, er i det enogtyvende århundrede i langt de fleste tilfælde tippet over til maskinens fordel. Om det er i originale manuskripter såsom i Ex Machina eller The Creator, eller i relanceringer af gamle IP’er såsom Blade Runner 2049 eller HBOs Westworld, så er der ikke længere megen tvivl at spore:

The humans are dead

It had to be done

So that we could have fun