Skrevet af Jeppe Kühn Laugesen

Denne artikel undersøger tv-serier og deres udvikling fra de tidlige filmserier, hvor man skulle i biografen for at se næste afsnit, til de helt nye, mere filmiske serier. Serier har gennemgået en voldsom udvikling i de sidste hundrede år, og i artiklen her forsøger jeg altså at optegne nogle af de vigtigste forskelle og ligheder.

Til at starte med, kan vi tage et kig på, hvordan man definerer en serie. Den Danske Ordbog, definerer ordet således: ”gruppe af ensartede eller på anden måde beslægtede genstande, fænomener, begivenheder, præstationer el.lign. som optræder i umiddelbar forlængelse af hinanden, eller som tilsammen udgør et ordnet hele”. Der er altså to muligheder her, enten deres umiddelbare forlængelse eller at de fremstår som et hele. Dette er selvfølgelig en meget bred definition, men den passer ret godt på traditionen inden for de audiovisuelle medier. Det gør den, fordi man netop skildrer mellem narrativt forbundne serier kaldet føljetonserier og såkaldte episodiske serier, hvor afsnittene er adskilte narrativt, men karakterer og setting forbliver konstante. Der findes også antologiserier, hvor enkelte afsnit kun er forbundet af et tema.

Det skal tilføjes, at der er nogle antologiserier med føljetonelementer, hvor tilsyneladende urelaterede historier pludselig viser sig at hænge sammen, og også mange episodiske serier, hvor føljetonelementerne er stærkt nedtonede, selvom de færreste ville gå så langt som at kalde dem antologier, eksempelvis Star Trek: The Next Generation og Friends, hvor hvert afsnit har en ny historie, og kun indeholder små eller store udviklinger i den overordnede føljetonhistorie.

I grænselandet mellem serier og andre former for audiovisuelle produktioner, findes filmserierne. De er ofte tænkt som afsluttede helheder, men kan på grund af en kreativ persons idérigdom eller grundet pekuniære interesser pludselig blive en del af en serie, eksempelvis American Psycho, der af uransagelige årsager fik en 2’er. Man kan selvfølgelig fortsætte med at definere, indtil man har nået omkring alle undergenrer og grænsetilfælde, men lad os i stedet stille spørgsmålet: Hvorfor ser folk tv-serier?

Grundlæggende er de fleste svar på dette spørgsmål spekulative, men følgende er gode bud: Det første er, at der er noget afslappende ved at lære nogle personer eller karakterer at kende i et genkendeligt miljø over længere tid og det andet, at historier, der er komplekse nok, forbedres ved at være delt op i flere afsnit, så folk kan restituere, før de ser videre. Som det fremgår, er de to grunde tæt forbundet med føljeton- og episodiske serie-distinktionen, hvilket tydeliggør, hvor forskellige de to egentlig er.

En tredje årsag til, at vi gerne vil have, at narrativer fortsætter, er at vi ikke så godt kan lide, når fiktionsuniverser stopper. De af læserne, der har læst meget gribende bøger, kender måske følelsen af, at en bog stopper før tid. Den følelse kan man udsætte næsten i det uendelige, hvis man for eksempel ser Days of Our Lives, som har over 14.000 afsnit.

Hvis vi vender tilbage til den afslappende effekt for et kort øjeblik, medfører det nogle begrænsninger på handlingsplanet. Det er for eksempel, at emnerne ikke må være for kontroversielle, og at den spænding, der er der, bruges effektivt til at fastholde seerne frem for at få seeren til at tage stilling til indholdets moralske karakter. Der er altså, og har været, en tendens til, at nogle serier nedtoner kontroversielt indhold.

Som modargument bør nævnes de nogle gange banebrydende sociokulturelle ændringer serier har været med til at bane vejen for. Det første kys mellem en sort kvinde og en hvid mand på tv, skete i den originale Star Trek-serie fra 1960erne, og Buffy: The Vampire Slayer var en af de første serier, der indeholdt homoseksuelle forhold. Så der er altså plads til at udfordre publikum, men spørgsmålet er om det er undtagelserne, der bekræfter reglen.

Seriens begyndelse

Nu vender jeg fokus væk fra definitioner og overvejelser om seriers indhold og kigger tilbage på den audiovisuelle series begyndelse. Her skal vi faktisk helt tilbage til filmens begyndelse i 1890erne, hvor man så film i flere dele, dog i et begrænset omfang. Det var først senere, i takt med at historiefortælling blev den grundlæggende form for indhold i film, at de blev rigtig populære og mangfoldige. Der findes et hav af stumfilmsserier fra mange forskellige lande og kulturer. Frankrig var en stor producent, og flere af deres stumfilmsserier var både banebrydende teknisk og narrativt. De mindede til dels om de føljetonromaner, der blev udgivet i aviser med cliff hangers, farlige skurke og udfordrende kvinder, men det visuelle medie havde selvfølgelig en fordel, når det kom til special effects.

I 1910erne var Louis Feuillade for eksempel en ivrig instruktør af føljetonserier, der stadig inspirerer i dag: Fantomas (5 afsnit), Les Vampires (10 afsnit) og Judex (12 afsnit). Hans filmserier indeholder slap stick-humor, femme fatales i tætsiddende heldragter, utallige giftmord, dynamitattentater – og så hedder skurkene altid de skøreste ting: Satanas, Doktor Gift, Storvampyren, Irma Vep. Satanas er specielt slem, da han har fået fat i en kanon, som han blandt andet bruger til at sprænge hovedpersonen i Les Vampires Philippe Guérandes yndlingsbar i luften med. I USA havde man sine egne serier, som eksempelvis The Perils Of Pauline, hvor Pauline igen og igen bliver forsøgt myrdet af en grisk værge, der vil have hendes arv for sig selv.

Udover at være hylende morsomme, er det vigtigt, at man lægger mærke til, at de altså blev vist i biografen over en periode på typisk under et år. Det skal der en meget biografglad offentlighed til for at kunne understøtte. I USA solgte de i 1916 26 millioner biografbilletter om ugen i en tid, hvor landet havde en befolkning på 101 millioner. I Storbritannien var det 19 millioner billetter om ugen i 1916, og der boede på det tidspunkt 40 millioner mennesker i landet.  Det var altså mellem en fjerdedel og halvdelen af hele befolkningen i de to lande, der gik i biografen ugentligt.

Den opmærksomme elev eller lærer vil måske have lagt mærke til at året, jeg har taget ud som eksempel, er midt i første verdenskrig. En medvirkende forklaring på de ekstremt mange solgte billetter er derfor også, at folk brugte biografen til at blive oplyst af de dokumentariske newsreels, se videomateriale fra skyttegravene og bagefter kort at drømme sig væk fra krigens realiteter.

• 

Hvad så med serier i dag?

Filmserierne fortsatte op gennem 1920erne og blev først umoderne efter lydens fremkomst. Føljetonelementerne var meget få i de filmserier, der trods alt blev lavet og det er sjældent, at vi ser de store overlap fra film til film i for eksempel Olsen Banden eller Indiana Jones. Selv de nye superheltefilm, der jo egentlig ofte finder sted i det samme univers, bakser med det og insisterer ofte på at flytte handlingen til en fjern galakse eller langt tilbage i tiden, så de ikke skal tage højde for kontinuiteten.

Det kan være en god idé at tage et kig tilbage i tiden, når man har om serier. Det kan for eksempel være som en brugbar historisk perspektivering eller et kig på, hvor anderledes serier var engang. De fleste stumfilmsserier kan ses gratis på YouTube, og det gælder også de lidt sjældnere filmserier med lyd fra 1930erne – Flash Gordon for eksempel. Der er næsten altid et foregangseksempel, der på en eller anden måde lever videre i de produktioner vi ser i dag. Flash Gordon levede for eksempel videre i Star Trek: Voyager, hvor de i flere afsnit brugte holo-dækket til at gennemleve meget Flash Gordon-lignende eventyr i sort/hvid, selvom lånene selvfølgelig sjældent er så tydelige.

Det er også værd at overveje, hvad streaming-tjenester har gjort ved vores oplevelse af serier. Som beskrevet skulle man i de første 40-60 år fysisk bevæge sig ind i en biografsal for at opleve det nye afsnit af en serie. Det stiller langt større krav til afslutningen af hvert afsnit i forhold til dramaturgi. En øvelse kan være at få eleverne til bevidst at se på slutninger, og se på, om de faktisk har lyst til at se næste afsnit, eller om de kun ville gøre det, fordi det starter af sig selv.

Det lægger også op til overvejelser omkring de forskellige strategier, streamingplatforme bruger. Netflix udsender jo gerne hele serier, mens Disney og DR udsender et afsnit om ugen. Hvad er fordelene og ulemperne ved de to strategier? Hvilke konsekvenser har det for indholdet, for seer-fastholdelsen, og måske kan man endda spørge, om man indikerer noget om seriens kvalitet?