Af Hans Oluf Schou, tidligere mediefagslærer på Viby gymnasium og fagkonsulent

Lars von Trier, som efter min mening er den største danske filmskaber i nyere tid, valgte at give et skråt op til de mange filmfolk, som krævede større diversitet og mere mangfoldighed i dansk film. Der er delte meninger om Triers reaktion, og der er delte meninger om kravet om større diversitet og mere mangfoldighed i danske film. 

Men som mediefagslærere er vi en del af den danske filmbranche, og vi skal forholde os til kravet om mangfoldighed, og de udfordringer det giver os og vores elever. Vi vil i hvert fald gerne betragte os som en del af den danske filmbranche. Det har været vores mål hele tiden. Vores fag hed oprindeligt ’film og tv’, og det er det vi det meste af tiden beskæftiger os med. Vi har inddraget nye områder i faget, men vægten ligger stadig på at analysere filmproduktioner og lave små film. 

Vi har mangfoldighed i vores fag. Nogle elever vælger mediefag til, mens andre vælger det fordi de vælger de andre kunstneriske fag fra. Vi har altså nogle elever, som brænder for faget, og nogle i den anden ende som bare sidder den af – i hvert fald på c-niveau, det niveau vi har mest af. Så vi har mangfoldighed, for alle skal jo have et kunstnerisk fag.

Generelt hylder vi begrebet mangfoldighed og vi har masser af diversitet på holdene. Jeg går også ind for mangfoldighed, jo mere des bedre. Holdene ser meget diverse ud. Det gør de i hvert fald på Viby Gymnasium og andre steder, hvor jeg var censor og tilsynsførende.

Men Lars von Trier er bange for, at et krav til filmholdene om diversitet bagved og foran kameraerne vil svække kreativitet og skaberevne. ”Rend mig i røven! Arbejder kun under total kunstnerisk frihed. Enhver form for censur eller kvotering på området er en indskrænkning af ytringsfriheden og leder dermed slutgyldigt til fascisme”. 

Det er Lars von Triers holdning til kravet om at underlægge enhver filmproduktion kravet om diversitet. Trier har selv i sin produktion konfronteret sig med problemstillinger, som var kontroversielle og som ofte overskred den almindelige måde at tænke på. Og han har pålagt sig benspænd hver gang, han er gået i gang med et nyt filmprojekt, men det har været benspænd, han har pålagt sig selv, og det har været benspænd, som har været fremmende for hans filmiske udfoldelse.

Men nu er filminstituttet gået et skridt videre, idet man har pålagt hele den danske filmbranche at tilstræbe en øget mangfoldighed. Der er blevet afholdt flere seminarer og i juni måned, 2024, er der så kommet et udspil med krav om større mangfoldighed blandt både produktion og publikum. Udspillet er udarbejdet sammen med ’en række af filmbranchens organisationer’ og er en ’handlingsplan, der skal være med til at bane vejen for, at dansk film i højere grad afspejler hele befolkningen både på settet, på lærredet og blandt publikum.’

Processen er selvfølgelig fremmet af kønsdebatten, hvor man mener der er kommet flere kvinder ind på både settene og på lærredet, men det kniber i høj grad med den etniske mangfoldighed – både på settene og, hvilket er tydeligt for biografgængere, på lærredet.

Formuleringen i handlingsplanen lyder, at der er indsatser ’som skal sikre, at dansk film bliver mere repræsentativ for befolkningens sammensætning på parametre som køn, socialklasse, seksualitet, alder, funktionsevne, geografi og etnicitet’. Man vil ved at sikre disse parametre samtidig ’bidrage til at opretholde den høje kvalitet som dansk film er kendt for’.

Og hvordan vil man så bidrage med det? Hvordan skal den høje kvalitet sikres, uden at det går ud over den kunstneriske frihed og kreativitet? Dansk film er jo afhængig af støtte, og for at opnå støtte, skal din film/filmidé først godkendes af en konsulent, som altså skal sige god for dit manuskript. Det lyder enkelt, men du er til en vis grad underlagt denne konsulents smag og bias.

Det kan være svært, men nu er der kommet et ekstra lag ind, som måske gør det sværere eller i hvert fald kan gøre det sværere. Du skal nemlig udfylde et ’reflektionsark’, som det kaldes i oplægget om mangfoldighed.

Og hvad er så et ’reflektionsark’ – det kommer her – og der vil blive trukket en linje tilbage til von Trier og hans kritik af kravet om mangfoldighed og diversitet. 

’Ved ansøgning om produktionsstøtte til spillefilm og dokumentarfilm skal producenter udfylde et reflektionsark med afkrydsningsfelter om indsats ift. mangfoldighed på settet, på lærredet og blandt publikum. Arket inkluderer også obligatoriske fritekstfelter til uddybninger.’

Nu kan et sådant ark jo udfyldes meget taktisk, så man giver indtryk af at ville tilstræbe mangfoldighed. Det er ikke sikkert, man opnår det til fulde med denne produktion, men man tilstræber det, og målet vil blive nået snarest. Det kan man skrive sig ud af, men nu er udfordringen, at alle ser ud til at ønske en fremme af den såkaldte mangfoldighed. 

Det vil jo i hvert fald vise sig på lærredet, hvor det er vigtigt, at minoritetsskuespillere ikke kun optræder i roller, som er med til at bekræfte deres minoritetsroller, altså de roller, vi automatisk putter dem i. Der er heldigvis allerede i film, som har flere år på dagen, været etniske skuespillere som har varetaget andre roller. Fx var Dar Salim castet som hjernekirurg i Fenar Ahmad spillefilm ’Underverden’ fra 2017, og blev kun gangster-agtig, da han skulle hjælpe sin lillebror, som var blevet mishandlet af de rigtige gangstere. 

Men om det vil lykkes at udvide mangfoldigheden blandt publikum ved at få flere minoriteter på settet og på lærredet er tvivlsomt. Det vil højst sandsynligt være sådan, at flere og flere ser film derhjemme og på skærmen, og det vil i lige så høj grad gælde etniske grupper, som sikkert går mindre i biografen end andre grupper. Om det vil ændre sig ved at disse etniske grupper bliver mere vist på lærredet er tvivlsomt. 

Om der kommer bedre film ud af det, kan der også stilles spørgsmål ved. Om det fastholder den høje kvalitet, som præger dansk film er ligeledes tvivlsomt. Det er i hvert fald et problem, som kan diskuteres. Er det en god idé at lægge et mangfoldighedskrav (og diversitetskrav) ned over dansk film?

Lars von Trier, som vist ikke kommer så godt ud af at mene noget, mener i hvert fald ikke, at der kan eller skal stilles mangfoldighedskrav til hans film.
’Rend mig i røven’ – og det bliver jo spændende at se de næste år, om mangfoldighedskravet fastholder kvaliteten (og originaliteten) i dansk film, og om mangfoldighed og diversitet på set og lærred vil få mangfoldigheden til at brede sig til publikum.