Af Henrik Uth Jensen, Gefion Gymnasium – fra CUT-udgivelse #96, april 2011

Berettermodellen handler om en del mere end forløb og struktur. En ana­lyse af kortfilmen Selvbiografisk scene nr. 6882 viser, hvordan placeringen af Point Of No Return er tæt knyttet til vores forståelse af fortællingens konflikt og tematik. 

Hvad kan vi bruge beretter­modellen til? At en fortælling har en begyndelse i form af anslag og præsentation og en slutning i form af klimaks og udtoning er så indlysende, at man næppe har behov for en model eller en analyse for at se det. 

For gymnasieeleverne er det fortællingens midtpunkt, der er prob­lematisk. Hvad er forskel på konfliktud­dybning og konfliktoptrapning? Hvor er Point Of No Return (PONR)? Der er altid mange kreative bud på det, for dramatiske fortællinger er en perlekæde af punkter, hvorfra man sjældent kan se vejen tilbage til harmoni og normalitet. 

Men PONR, der i andre dramaturgiske modeller ofte betegnes halvvejsmærket, er et centralt begreb i forståelsen af enhver klassisk fortælling. 

Lad os derfor tage udgangspunkt i en kortfilm, der er så tilpas minimalistisk i sin stil, at vi kan fastholde opmærksom­heden på fortællestrukturen, nemlig Ruben Östlunds Selvbiografisk scene nr. 6882.

SELVBIOGRAFISK SCENE NR. 6882

En højbro over en flod. Seks teenag­ere står midt på broen. Martin holder fast i ydersiden af rækværket. Han vil springe de omkring 25 meter ned i floden, men der er forhindringer og forsinkelser. Springet kræver det rigtige fodtøj for ikke at slå fødderne, og et skib skal først passere. Martin skal ne­top til at springe, da en ældre mand på en trehjulet knallert kommer forbi og advarer. Et spring er livsfarligt. Martin kravler tilbage over rækværket. Da de unge går ned fra broen, udbryder en diskussion. Martins kammerat, Gunnar, bemærker, at han godt forstår, at Martin blev bange. Martin svarer, at han bestemt ikke blev bange, og diskussionen bliver til et skænderi. For hvis Gunnar ikke tror Martin, siger han jo, at han lyver Martin løber tilbage til midten af broen og springer uden mindste tøven. Chokeret løber de øvrige tilbage og kigger ned. Et åndeløst øjeblik senere jubler en pige. “Han klarede det”. De forlader broen. Ikke længere i fælles flok. Martins veninde Ingela er rasende løbet ud af billedet, en anden pige går med vrede skridt, den sidste med en tøvende slentren, mens de to andre drenge har svært ved at slippe stedet og oplevelsen.

I anslaget får vi omgivelserne og et blik på broen nedefra. I præsentationen fremhæves Martin i gruppen. Så kom­mer uddybning, PONR og optrapning, inden klimaksets maksimale spænding om udfald samt afsløring af hovedper­sonens kerneegenskab fulgt af udton­ing med de forskellige reaktioner på hændelsen. 

Men hvad er så PONR? Nu skal vi ikke komme for godt i gang. At anvende berettermodellen forudsætter jo, at man har fastlagt fortællingens konflikt. Dette er naturligvis knyttet til hovedpersonens projekt. I første omgang er dette projekt at springe, men hvorfor vil Martin springe?

Martins projekt er at få gruppens anerkendelse ved at vise mod. Det er i første omgang ikke springet, men viljen til springet, der giver anerkendelsen, men efterhånden som risikoen ved springet dæmrer, har ingen i gruppen længere interesse i, at han springer. Gunnar for­sikrer ham endda, at det er i orden at være bange.

AT BEVISE MOD

Dette er PONR for Martin. Han kan hævde, at han ikke er bange, men hvis han ikke sætter handling bag ordene, kan han ikke bevise sit mod. Her sker den hurtige optrapning af konflikten ved, at han løber hen og springer. Han foretager sit valg, og der er maksimal spænding om udfaldet. Er vovehalsens mod dumdristigt eller ej? 

Dette kunne være historien, men når vi studerer stilen, er der noget, der ikke helt stemmer. Vi ser aldrig Mar­tins ansigtsudtryk eller følger ham efter springet. Omvendt ser vi heller ikke de andres udtryk, så ingen anden kan­diderer til pladsen som hovedperson. Selvbiografisk scene nr. 6882 handler om gruppen. Hermed ændres projekt og konflikt også. 

Gruppens projekt er at slå tiden ihjel på en mindeværdig måde. Risikoadfærd som ungdommens traditionelle redskab til at bryde rutinen og oplevelsen af hverdag. Det ændrer nok ved betydningen. men ikke ved placeringen af anslag, præsentation. klimaks og udtoning. Til gengæld flytter PONR og dermed grænsen mellem uddybning og op­trapning sig. PONR for gruppen bliver den gamles advarsel i PONR. der for­vandler springets status fra lavrisiko til højrisiko – konflikten optrappes.

AT SPRINGE UD AF FÆLLESSKABET

Det ændrer gruppens holdning. Indtil PONR er springet et fælles projekt – en form for overgangsrite med Martin som den udvalgte, der repræsenterer grup­pens overskridelse af grænser I optrap­ningen mister gruppen interessen for springet, og især Ingela, som antageligt er Martins kæreste, har skiftet holdning. Martins spring er ikke længere udtryk for en kollektiv bestræbelse, men individets forsøg på at skille sig ud som noget sær­ligt. Hans mod danner modsætning til de øvriges fornuft. Modet får kun værdi ved at se deres valg som noget nega­tivt.

Derfor observerer vi i udtoningen, hvor forskelligt de fem andre reagerer på springet. Fra anerkendelsen af Martins særstatus til indestængt vrede over den handling, der kunne have endt fatalt. Dog stadig ingen nærbilleder og iden­tifikationspunkter til at styre vores egen reaktion. Vi står frit og må selv mærke efter, som de fem unge.

AT SE TEMA I STRUKTUR

Dette lille eksempel burde illustrere sam­menhængen mellem den tematiske analyse og brugen af berettermodellen. Placeringen af PONR er ikke alene et strukturanliggende. Det er forpligtende for og forpligtet af vores forståelse af fortællingen. Den tematiske analyse kan gøre strukturanalysen mere præcis, og omvendt kan strukturanalysen styrke forståelsen af det tematiske. 

Når eleverne i arbejdet med beretter­modellen foreslår placeringer af PONR, der dårligt stemmer overens med vores egen, kan det betale sig at få dem til at begrunde deres valg, da det i mange tilfælde kan åbne op for alternative læsninger af fortællingens og konflik­tens kerne. 

Usikkerheden om fortællingens midt­punkt kan ligne et fagligt problem, men kan benyttes som afsæt til en mere nu­anceret forståelse af fortællingen og forholdet mellem de forskellige læsnin­ger, fortællingen kan være genstand for.

FAKTA! Ruben Osttunds Selvbiografisk scene nr. 6882 (orig: Scen nr: 6882 ur mitt liv) fra 2005 findes på dvd med nordiske kortfilm vedlagt Ekko #50. Instruktøren spillefilmsdebuterede 2004 med den vittigt punkede Gitarrmongot som blev fulgt op af De ufrivillige (orig: De ofrivillage). Han arbejder ofte sammen med Patrik Eriksson og med­virker bl.a. i dennes mobilkamera­dokumentar En enastående studie i mänsklig förnedring.  OPDATERING fra 2024 Filmen findes på youtube her.