Af Mimi Olsen, fagkonsulent, Hvidovre Gymnasium

Corona og mediefag

Siden sommerferien har vi været gang igen ude på skolerne – med fortsætterhold, grundforløb og turbo-hf, med at introducere nye elever til mediefag. Stadig midt i en coronapandemi, som præger både skolekulturen og vores fag. Selvom det er godt at være tilbage med fysisk undervisning, er der udfordringer. På min egen skole har vi et afstandskrav på 2 meter til eleverne, og det har ikke gjort det helt let at arbejde praktisk med indføring i bl.a. kamera og redigeringsprogram. Der luftes ud, afsprittes udstyr og ind imellem, når der skal instrueres og uddeles grej til mindre grupper, er det med mundbind. Men selvfølgelig skal sikkerheden være i højsædet.

I ”Nyt fra fagkonsulenten” (august 2020) har jeg skrevet mere om opmærksomhedspunkter i forbindelse med udstyr og afstand i mediefag for at indgå Covid-19-smittefare. Læs mere her. Husk også, at der er inspirationsmateriale til fjernundervisning i mediefag, hvad nogle kan få brug for: Inspirationsmateriale til fjernundervisning i mediefag.

Vintereksamen 20-21

Turbo-hf’erne er allerede halvvejs gennem deres C-niveau og skal til eksamen i december-januar, hvor der igen i år bliver brug for mange censorer. Jeg benytter lejligheden til at komme med en reminder med baggrund i henvendelser ifm. turbo-eksamen sidste år:

  • Rækkefølge: Det er ikke muligt at bytte rundt på rækkefølgen af gruppeeksamen og den individuelle eksamen i teori/analyse. Den beskrevne rækkefølge i læreplanen skal følges.
  • Eksamensspørgsmål til teori/analyse: I forbindelse med udformningen af eksamensspørgsmålene er det vigtigt at være opmærksom på bedømmelseskriterierne for den teoretisk-analytiske del af prøven. De spørgsmål, der skal stilles til eksaminanden i eksamensspørgsmålene, skal give mulighed for, at eleven kan vise, at han/hun kan leve op til bedømmelseskriterierne. Derfor er det en god ide at bruge bedømmelseskriterierne som afsæt for formuleringen af eksamensspørgsmålene.
  • Selvvalgt kontekst: Vær opmærksom på, at der skal perspektiveres til en selvvalgt kontekst. Eleven skal derfor ikke have at have at vide, hvad der skal perspektiveres til, men skal selv foretage et valg.

Og husk, at I altid er velkomne til at skrive/ringe til mig. God arbejdslyst til alle i forbindelse med eksamen.

Fagdidaktisk kursus i mediefag 2020

Der bliver afholdt fagdidaktisk kursus i mediefag i Fredericia fra den 2.-4. november. Der er 7 kandidater i år. Programmet spænder vidt: Hovedlinjer i mediefags identitet og historie, bedømmelse af eksamensproduktioner, næranalysen som mediefags omdrejningspunkt, forløbsplanlægning, skriftlighed, praktiske øvelser, mediefaglige værktøjer og eksamen er nogle af de emner, der er på dagsordenen i de tre dage. Mette Wolfhagen, der er fagdidaktisk underviser på kurset, og jeg selv, ser meget frem til 3 gode dage, hvor det handler om mediefag fra morgen til aften.

FIP 2021

Næste FIP-kursus i mediefag er mandag den 8. marts 2021 kl. 10-16 på Tietgen Business, Lerchesgade 29, 5000 Odense C. Bemærk, at der denne gang kun afholdes ét FIP-kursus. Nærmere program følger, men helt sikker er det, at de store opgaver kommer på som emne, jf. også nedenfor. Her skal vi erfarings- og ideudveksle om vejledning, vejen fra problemformulering til opgaveformulering og muligheden for inddragelse af selvproducerede produkter og innovation.

Tilmelding til FIP i mediefag her

EFTERLYSNING: Opgaveformuleringer med mediefag

I første SRP-runde sidste år indgik mediefag i mere end 10 forskellige fagkombinationer – ud over bestseller-kombinationen med engelsk og samfundsfag. Det understreger, hvor god en makker mediefag er i det faglige samspil. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at få et nærmere indblik i, hvilke emner, eleverne har ønsket at skrive om – og hvordan. Herunder også om nogle elever valgte at arbejde innovativt eller med selvproducerede produkter i mediefag. Jeg efterlyser derfor opgaveformuleringer med mediefag fra sommerterminens SRP’er og SOP’er, som vi kan se nærmere på bl.a. i FIP-regi i 2021. Opgaveformuleringerne skal naturligvis være anonymiserede og I må også meget gerne fortælle mig om de må offentliggøres og bruges ifm. FIP. Send dem til mig på mimi.olsen@stukuvm.dk

GDPR og mediefag

Når elever, som led i undervisningen i gymnasiet, producerer digitale produkter og produktioner, hvori der indgår billeder, lyd, video m.v. af personer, som kan identificeres, er dette ligestillet med behandling af personoplysninger om disse personer. Det betyder også, at elevproduktioner er omfattet af reglerne i databeskyttelseslovgivningen, og at det enkelte gymnasium er dataansvarlig for den behandling af personoplysninger, der sker i produktionen. Gymnasiet er derfor også ansvarlig for, at lærerne og eleverne er klædt på til at overholde reglerne i databeskyttelseslovgivningen i forbindelse med elevproduktioner.

STUK og STIL har i samarbejde udarbejdet en vejledning om persondatabeskyttelse i forbinde med elevers medieproduktioner. Den skal bruges i alle gymnasiale fag.

Bemærk, at vejledningen desuden findes på emu.dk, hvor der også kan hentes kopierbare skabeloner, som kan anvendes i forbindelse med elevproduktioner: https://emu.dk/stx/gdpr.

Artikler på EMU

Jeg minder lige om nogle af de seneste – og meget relevante – artikler på EMU, som vedrører mediefag. Nemlig –

Og gå i øvrigt selv på jagt, der er mange gode mediefaglige materialer – helt gratis og lige her: https://emu.dk/hf/mediefag

Nyt i vejledningerne C- og B-niveau

Vejledningerne bliver opdateret hvert år i marts måned. Ud over mindre sproglige justeringer og indsættelse af diverse links, er der følgende ændringer i vejledningerne på både C- og B-niveau:

  • Det er blevet understreget, at den mediefaglige næranalyse skal være systematisk, herunder også i 4.3 Bedømmelseskriterier.
  • Eksempler på forskellige typer af tværgående forløb er blevet opdateret under 3.2 Arbejdsformer.
  • Det er præciseret, at man også kan lave stor skriftlig opgave med mediefag på HHX og
  • HTX (SOP) under 3.4 Samspil med andre fag.

Husk, at I altid er velkomne til at komme med forslag til justeringer af vejledningerne. I kan sende dem til mig på mimi.olsen@stukuvm.dk

A-niveau-nyt

Mediefag på A-niveau findes nu på 4 gymnasier: Århus Statsgymnasium, Viborg Gymnasium og HF, Ørestad Gymnasium og Hvidovre Gymnasium. Det første A-hold blev studenter – og var til skriftlig eksamen – i sommers, og opgavekommissionen er i gang med at producere nye opgavesæt.

Sættene bliver finpudset og justeret løbende – og det samme gør Lærerens hæfte, der kommer med råd og vejledning til, hvordan lærerne kan hjælpe deres elever med at blive gode mediefaglige skrivere. I kan finde Lærerens hæfte her.

Den 10. september blev der afholdt et skriftlighedsseminar for de deltagende skoler på Ørestad Gymnasium, hvor både skriftlighed til hverdag og til eksamen var på dagsordenen.

Læreplanen til mediefag A er tilgængelig på UVMs hjemmeside – og der er i løbet af sensommeren blevet udarbejdet også en vejledning til mediefag A. Begge dele kan findes her.

Jeg ønsker alle en rigtig god vintereksamensperiode – og ser meget frem til, at vi kan ses igen!

Mange hilsener & pas på jer selv og hinanden 🙂
Mimi