Nu er foråret for alvor på vej og eksamen står snart for døren. Men først er der vigtige mediefagsbegivenheder at se frem til: Fyraftensmøde i Odense om medieproduktioner i flere dele, en ny webudgivelse med fokus på mediefags fagdidaktik og inden for de næste par uger er der elevfilm både i Øst og i Vest. Og så er der en stor nyhed, som gælder fra sommeren 2022: Mediefag på B-niveau er blevet en del af adgangsgrundlaget for bacheloruddannelser med film- og medievidenskab.

MEDIEPRODUKTIONER I FLERE DELE – MED FYRAFTENSMØDE I MARTS

Siff Rytter, Iben Engberg og Anne Juul Møller har gennem mange måneder arbejdet på et spændende udviklingsprojekt om medieproduktioner i flere dele, som tager fat på nogle af de områder, vi trænger til at få udviklet i faget. I BUVM-regi og i samarbejde med mig har de lavet et indbydende og grundigt site til alle mediefagslærere, som viser konkrete eksempler på medieproduktioner i flere dele, beskriver velegnede formater og genrer, kommer med bud på, hvordan man kan planlægge et årshjul i mediefag, som inddrager medieproduktioner i flere dele i både teori og praksis, præsenterer bedømmelser mm. Lanceringen af sitet sker på et fyraftensmøde for alle interesserede mediefagslærere i Odense den 21.3.22. Det er et superflot arbejde, de tre har lavet, og det bugner med elevproducerede eksempler på medieproduktioner i flere dele. Jeg håber, at det vil kunne inspirere andre mediefagslærere og -elever til at prøve kræfter med denne type af produktion. Et link til sitet bliver selvfølgelig gjort tilgængeligt for alle så snart som muligt.

MEDIEFAG B SOM EN DEL AF ADGANGSGRUNDLAGET FOR BACHELORUDDANNELSER MED FILM- OG MEDIEVIDENSKAB

En af de helt store mediefags-nyheder i dette skoleår er, at mediefag B er blevet en del af adgangsgrundlaget til de videregående uddannelser. Universiteternes bacheloruddannelserne har søgt og er kommet igennem med, at mediefag B (og samfundsfag B) skal være ”en del af adgangsgrundlaget”, som det formuleres. Det er enten/eller og ikke både-og, og gælder allerede ved optaget i 2022. Det bliver meget spændende at se, hvilken betydning det får for vores elevers valg af mediefag på B-niveau.

STORE OPGAVER MED MEDIEFAG!

Jeg får stadig henvendelser fra censorer vedrørende opgaveformuleringer til SSO og SRP, hvor eleven bliver bedt om at lave en shot-to-shot-analyse. Altså ikke en næranalyse, hvor både filmiske virkemidler og deres effekt undersøges, men hvor eleven udfører en meningsløs opremsning af filmtekniske virkemidler uden refleksion. Det er meget vigtigt, at I som eksaminatorer, der udformer opgaveformuleringerne, gør jeres bedste for, at dette ikke sker. Tal med jeres elever om, hvad en næranalyse er og skriv det tydeligt frem i opgaveformuleringen, så eleverne ikke misforstår kravene til denne vigtige disciplin i faget.

NY FAGDIDAKTISK UDGIVELSE OM MEDIEFAG TIL ALLE

I mediefag er vi ikke forvænt med fagdidaktiske udgivelser. Men nu er der godt nyt! En ny udgivelse Fagdidaktiske formidlingsartikler om mediefag. Undersøgelser i fag i Teoretisk Pædagogikum, er nu meget tæt på at blive udgivet. Og så bliver den oven i købet gratis tilgængelig online – på emu.dk og på Syddansk Universitets hjemmeside. Udgivelsen er blevet til i et samarbejde mellem BUVM og SDU. Her er 6 mediefagskandidaters udvalgte, gode opgaver i teoretisk pædagogikum blevet omskrevet til formidlingsartikler, forsynet med et forord, en indledning og et perspektiverende efterord. Og artiklerne åbner for mange interessante muligheder for faget: de indeholder konkrete ideer til undervisningen, spændende forløb, empiriske undersøgelser, refleksioner, teori med meget mere. Nedenfor har jeg indsat forsiden og indholdsfortegnelsen, så forfatterne og deres artikeltitler kan ses. Det er virkelig en gave til os og faget, og vi skal finde på gode måder, artiklerne kan komme i spil på, så deres pointer og perspektiver kan blive brugt af os. Mediefagsudgivelsen har et omfang på ca. 100 sider og den udkommer primo april 2022. Jeg lægger link ud til den, når den er helt klar.

SOMMEREKSAMEN 2022

Forberedelserne til sommerens eksaminer er ved at gå i gang ude på skolerne. Der lægges planer for det praktiske arbejde, udstyret skal koordineres, elevernes ideer skal pudses af og realiseres. I den forbindelse minder jeg om, at man ikke må lade eleverne lave copycats som eksamensproduktion. Eleverne kan ikke honorere bedømmelseskriterierne i mediefag, hvis de blot kopierer, hvad andre har lavet. Som skrevet før: Copycats er et rigtig godt øveredskab i den daglige undervisning, men til eksamen går det ikke an.

FILMFESTIVALER I ØST OG VEST

En af de allerbedste traditioner i vores fag er den årlige elevfilmfestival – arrangeret af faglige ildsjæle både øst og vest for Storebælt. Her er der mulighed for at se elevproduktioner i fiktion og fakta og på alle fagets niveauer. Det er lørdag den 2.4 Vest) og lørdag den 9.4 (Øst) man skal sætte kryds i kalenderen – og man skal endelig tage sine elever med, for der er masser af inspiration og gode ideer, man kan tage med sig hjem. Corona har lagt en dæmper på filmfestivalerne, men nu er de heldigvis tilbage og det er skønt.

JUSTERING AF MEDIEFAGS VEJLEDNINGER

I dette skoleår har ’det globale’ været årets FIP-fokus i alle fag, og det skal nu skrives ind i mediefags vejledninger i løbet af foråret 2022. Hvis I har ideer/inputs til, hvordan vi kan styrke beskrivelsen af, hvordan det globale kan indgå i vores fag, så skriv endelig til mig.

Husk, at I altid er velkomne til at skrive til mig på mimi.olsen@stukuvm.dk – med spørgsmål, ideer til kursustemaer, forslag til justering af vejledninger med mere.

Med mange ønsker om en god eksamenstermin!

Mimi