Af Mimi Olsen, fagkonsulent, Hvidovre Gymnasium og HF

Genåbning og eksamen i mediefag

Klargøring til en genåbningen for også vores 1.g’ere, 2.g’ere og 1.hf’ere den 27. maj er i fuld gang ude på skolerne. Og også den fysiske mediefagsundervisning vil – selvfølgelig når man ser bort fra afstandskriterierne, som fortsat gælder – snart være oppe på noget der kan minde om normale tilstande. Det gælder imidlertid ikke med hensyn til eksamen. Der bliver nemlig kun ret få mediefagseksaminer i denne termin. Det gælder bl.a. disse:

  • Der er en række elever, der skal op på ”særlige vilkår”, og derfor også til en individuel eksamen i mediefag. Det gælder, at disse elever skal lave en eksamensproduktion. Man kan – corona eller ej – ikke komme til eksamen i mediefag uden en eksamensproduktion. Det siger både vores læreplaner og eksamensbekendtgørelsens §7 stk. 1, der lyder sådan: ”Det er en betingelse for adgang til eksaminationen, at de formelle krav til opgaver, projekter, synopser mv. (produktet), som eksaminanden til brug for eksaminationen skal have udarbejdet som led i prøven i henhold til reglerne for den enkelte uddannelse, er opfyldt. Institutionen skal påse, at kravene er opfyldt”.

  • Når en enkelt elev skal til eksamen i mediefag skal det foregå præcis som beskrevet i læreplanen: Først er eleven oppe i den praktiske produktion (10 min. på C-niveau/15 min. på B-niveau) og derefter trækker eleven sit spørgsmål til den teoretisk-analytiske prøvedel, kommer ind til forberedelse og eksamineres efterfølgende. Man må derfor ikke lade eleven trække sit teoretisk-analytiske spørgsmål, sætte eleven til forberedelse og derefter lade ham/hende blive eksamineret i først praksis og derefter teori/analyse. Det er et vigtigt opmærksomhedspunkt for både eksaminatorer og censorer.

  • SRP-eksaminer med mediefag får vi en del af i år – og i mange forskellige fagkombinationer. Jeg ser meget frem til at få drøftet, hvordan det er gået ude på skolerne, og det vil klart være et tema på næste FIP-kursus, at vi får delt erfaringer både med at skrive opgaveformuleringer, med inddragelse af selvproduceret materiale og innovation, med metoder og teori.

  • Den første skriftlige eksamen i mediefag på A-niveau finder sted primo juni. Her er 10 elever trukket ud.

Jeg minder atter om, at der på emu.dk ligger to vigtige materialer vedrørende undervisning i mediefag ifm. coronokrisen:

FIP 2021

FIP-kurserne i Århus og København i marts 2020 blev desværre aflyst på grund af corona-nedlukningen. Der vil blive afholdt et FIP-kursus i 2021 – nemlig mandag den 8. marts 2021. Mere om både indhold og sted følger!

Tal på mediefag

Nu er der kommet tal på det vi længe har vidst, men ikke har haft helt klare og præcise målinger af. Danske Gymnasier har lavet en analyse af stx’ernes valg af studieretninger og fag. 108 ud af 136 stx-skoler har svaret på undersøgelsen, hvilket giver en svarprocent på 84. Foruden data fra medlemsundersøgelsen anvendes data fra STIL om elever, der blev studenter i 2018 og dermed gik i gymnasiet under den tidligere gymnasielov. Her er de relevante tal for mediefag:

  • Hvor 6% af studenterårgang 2018 (som altså læste efter gammel reform) havde mediefag B er dette faldet til 2% for studenterårgang 2020 (første årgang efter ny reform, dvs. dem der bliver færdige til sommer). Til sammenligning kommer her de tilsvarende tal fra andre kunstneriske fag: billedkunst B fastholder sin andel på 2%, dramatik B fastholder sin andel på 1% og musik oplever et fald fra 1,46% til 1%.

  • Mediefag C har uændret tilgang af elever ifm. studenterårgang 2018 og studenterårgang 2020 – nemlig 29%. Til sammenligning oplever de andre kunstneriske fag på C-niveau et mindre fald: billedkunst C går fra 29% til 28%, dramatik C går fra 12% til 10% og musik C fra 19% til 16%.

I finder hele analysenotatet er: https://www.danskegymnasier.dk/wp-content/uploads/2020/04/Analysenotat-Valg-af-studieretninger-og-fag.pdf

Tilbage er der at ønske alle en rigtig god eksamensperiode og en dejlig sommerferie!

Jeg ser frem til, at vi kan ses igen – til Medielærerforeningens årsmøde, til filmfestivaler og FIP i næste skoleår.

Mange hilsener
& pas på jer selv og hinanden

Mimi