Af Mette Wolfhagen Linnebjerg, formand i bestyrelsen, Sct. Knuds Gymnasium, og Michael Højer, næstformand i bestyrelsen, Favrskov Gymnasium

 

Det andet år med reformen var på mange måder et roligt år for bestyrelsen i medielærerforeningen – uden de helt store foreningsmæssige udfordringer. Men det har nu også været rart oven på et par hæsblæsende år med optakt til reformen og dernæst implementeringen af den.

Bestyrelsen har netop afholdt møde i Odense, hvor vi kunne begynde at se fremad mod en ny valgperiode. Og det har sat tankerne i gang omkring de ting vi ønsker at optimere og udvikle, og dermed også hvor vi gerne ser foreningen bevæge sig hen. Men vi glæder os først og fremmest virkeligt meget til at byde velkommen til nye kræfter i bestyrelsen.

NYE MEDLEMMER TIL BESTYRELSEN
Nathalie Halphen, Malene Moesgaard Ludvigsen og Iben Engberg genopstiller ikke til bestyrelsen. Bestyrelsen vil gerne sige tusind tak til Nathalie, Malene og Iben for den store indsats og det gode samarbejde. Det har været en fornøjelse. De tre efterlader sig tre tomme stole i bestyrelsen. Men alle bestyrelsespladser er formelt set på valg. Så har man lyst og tid til at bruge nogle aftener på at styrke foreningens arbejde og mediefagets fremtid, er det bare at melde sig på banen.

At være en del af medielærerforeningens bestyrelse kræver at man bruger ca. 3-5 aftener om året på at mødes med bestyrelsen og planlægge bl.a. årskursus, efteruddannelse og det foreningspolitiske arbejde. Desuden afholder vi, hvert andet år, en arbejdsweekend med overnatning indlagt.

Bestyrelsen forsøger så vidt muligt at være repræsenteret i planlægningen af medielærerforeningens filmfestival, redaktionen på CUT og de filmiske uddannelsesinstitutioner. Selvom der lander en del opgaver på vores skrivebord i løbet af året er det en spændende og overkommelig opgave, som sagtens kan kombineres med en travl medielærerhverdag.

Bestyrelsesarbejdet er frivilligt, men transportudgifter bliver refunderet og der er selvfølgelig gratis forplejning til møderne (og betalt overnatning i forbindelse med arbejdsweekender). De almindelige møder bliver som regel afholdt i Odense.

Det optimale er, hvis bestyrelsen er sammensat af medlemmer fra hele landet og at medlemmerne repræsenterer forskellige grene af gymnasieuddannelserne. Det er et prioriteret mål, da det er vigtigt, at bestyrelsen repræsenterer medlemmerne bedst muligt.

De nuværende medlemmer har været meget glade for at være en del af bestyrelsen, både i politisk med- og modvind. Vi har også været glade for den opbakning, vi har fået af jer, og vi håber at nogen af jer kunne have mod på at overtage stafetten og arbejdet med at sikre mediefaget de bedste betingelser i fremtiden.

ÅRSKURSUS 2019
I skrivende stund er der kun 20 pladser tilbage på årskurset – så skynd jer at melde jer til inden de sidste pladser er væk (tilmeldingslink: https://hotelsvendborg.nemtilmeld.dk/52/). Vi glæder os til at se kendte og nye ansigter på Hotel Svendborg til et kursusprogram vi er meget tilfredse med. Der er blandt andet besøg fra instruktør Laurits Flensted-Jensen (Usynligt Hjerte) og klipper Denniz Göl Bertelsen (Doggystyle, Dreaming Murakami) foruden en lang række dejlige mediefagslærere. Generalforsamlingen afholdes samme sted i forbindelse med årskurset tirsdag d. 29. oktober, kl. 10:30-12:00 og åbner kurset.

Dagsorden for generalforsamlingen følger vedtægternes §5b:

  1. Valg af dirigent og referent
  2. Formandens beretning v/Mette Wolfhagen Linnebjerg
  3. Kassererens beretning v/Michael Højer
  4. Beretning fra udvalg
    1. Fagligt Forum v/Fagkonsulent Mimi Olsen
    2. CUT v/repræsentanter fra øst og vest redaktionerne
    3. Filmfestival v/repræsentanter fra øst og vest redaktionerne
  5. Behandling af indkomne forslag, herunder forslag til ændring i vedtægterne
  6. Fastsættelse af næste års kontingent
  7. Valg af bestyrelse (7 bestyrelsesmedlemmer)
  8. Evt

Vær opmærksom på flg.

  1. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 3 uger før generalforsamlingen, hvorefter en endelig dagsorden skal meddeles medlemmerne senest 14 dage forud for generalforsamlingen.
  2. At kandidater til valg til bestyrelsen (og suppleanter) meget gerne må kontakte formanden forud for generalforsamlingen

BESTYRELSEN FREMOVER
Når vi er samlet i en ny fuldtallig bestyrelse er der flere spørgsmål, der skal tages op. Vi skal diskutere muligheden for forskudte valgperioder så vi sikrer kontinuitet i bestyrelsesarbejdet. Vi skal også kigge på vedtægterne generelt med henblik på at få dem opdateret, herunder en præcisering af bestyrelsesmedlemmernes beføjelser og forpligtelser. En styrkelse af samarbejdet mellem bestyrelsen og CUT er også på tapetet. Det samme er strukturen for vores kontakt til forskellige filmiske aftager-institutioner og uddannelsesmæssige samarbejdspartnere. Den kommende bestyrelse skal også overveje, hvordan vi kan sikre, at alle ungdomsuddannelser bliver repræsenteret i bestyrelsen. Endeligt skal vi pleje foreningens egne faglige interesser, samt danne fælles front med andre kunstneriske fag med henblik på, at få de kunstneriske fag til at stå stærkere i den gymnasiale fagrække.

Endeligt skete der jo det, at Dansklærerforeningen helt uventet besluttede at opsige samarbejdet med en lang række faglige foreninger, hvis administration de varetog, herunder også Medielærerforeningen. Vi er derfor på udgik efter en ny administrator og er pt. i dialog med GL, der ser ud til at kunne hjælpe os. Men den endelige overdragelse af administration er også en opgave, der ligger og venter.

Så der er altså nok at tage fat på, men vi glæder os.