Af Peter Albrechtsen

 

Det intime drama har fået en glorværdig renæssance de senere år i Hollywood med prisbelønnede pragtværker som There Will Be Blood, No Country for Old Men og The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford. Lydsiden er en altafgørende del af dette unikke udtryk, og den danske tonemester Peter Albrechtsen har i den anledning talt med filmenes lyddesignere om, hvordan man med lyd kan forme verden, vække sanserne og gøre psykopater sympatiske.

 

Vær stille. Helt stille. Og prøv så at lytte.

De fleste vil nok sidde hjemme i stuen nu. Hør godt efter, og så kan du garanteret fornemme de kåde fugle udenfor, de klukkende vandrør ovre ved radiatoren, det summende køleskab ude i køkkenet eller måske endda naboen, der ondulerer græsset med sin eldrevne plæneklipper. Og hvis du i læsende stund i højere grad er afskåret fra omverden, vil du opdage, at der faktisk alligevel ikke er tavst. Ventilationsanlægget rasler, uret på væggen tikker og hvis du skærper sanserne, kan du fornemme, at vinduet klirrer sagte, hver gang en lille brise får kontakt med trærammen.

Vi kan på ingen måde kontrollere al den lyd, der konstant omgiver os. Lyden er her, der og alle vegne. I bybilledet er der buldrende biler, kimende alarmer, skrigende børn og et generelt bombardement af støj. Og derhjemme er vi altså heller ikke fredet. Overhovedet. Vi lever i en verden polstret med lyd, ja, selv hvis vi blev spærret inde i et lyddødt vakuum, ville vi kunne høre en lyd: blodets brusen i øregangene.

Støj og sanselighed

Og hvorfor er det så magtpåliggende at fremhæve? Fordi stilhed er et af de absolut væsentligste værktøjer i tre af de senere års mest markante amerikanske film: There Will Be Blood, No Country for Old Men og The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford. Det er alle film, der udretter noget meget stort med noget meget småt: Filmene opnår en helt fantastisk poesi ved at dyrke de spæde, sarte lyde, vi sjældent oplever i vores hverdag, fordi de simpelthen bliver overdøvet. Disse lyde oplever vi efterhånden kun, når vi er helt tæt på dem, vi elsker. Og netop ved at dyrke disse mikrolyde opstår der nærmest en form for supersanselighed.

Fig. 1: Coen-brødrenes film No Country for Old Men (2007) er kendt for sin smukke billedside, men har også et velkomponeret lyddesign.

”Folk tolererer mere larm nu,” sukker Craig Berkey, som blev Oscar-nomineret for sit lydarbejde i Coen-brødrenes No Country for Old Men. ”Telefoner larmer, ting bipper, musik buldrer løs alle vegne, og folk skændes på deres mobiler. Det utrolige er, at selv om alle maskiner rent teknisk sagtens kunne være meget mere stille, så forholder det sig stik modsat. Støjen er massiv overalt – og folk bemærker det ikke engang!”

Berkey har gudskelov en fordel: Som lydmand på film har man fuldstændig kontrol over absolut alt, der nærmer sig øregangen – lige fra den lillebitte lyd af en pære, der skrues løs i en skæbnesvanger scene i No Country for Old Men (en af Berkeys favoritsekvenser i filmen), til de ribbensrystende eksplosioner i There Will Be Blood, når Daniel Day-Lewis borer efter olie. Lyden på en film er med andre ord nøje udtænkt i alle detaljer. Selv om der især hos den yngre generation af filmelskere de sidste 10 år er udviklet en forfriskende bevidsthed om lyd – ikke mindst fordi hjemmebiografernes veludrustede surround-anlæg har gjort sit indtog – så er der stadig mange, der tror, at hovedparten af lyd i film stammer fra selve optagelserne. Det er på ingen måde tilfældet.

Selvfølgelig er store dele af dialogen hentet fra indspilningerne – alt efter omstændighederne er adskillige replikker dog eftersynkroniseret i et studie bagefter – men alle andre lyde, store som små, er udtænkt og udformet af lyddesigneren og millimeterpræcist mixet, så de udvider og underbygger det filmiske univers optimalt. Den velrenommerede lyddesigner Richard King afslører eksempelvis, at han arbejdede intet mindre end 18 måneder på den prisbelønnede poetiske western The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford  – hver eneste sekvens blev vendt og drejet, alle muligheder afprøvet, og associationerne fik frit løb.

 Fig. 2: The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford (2007)

”Hvis du laver en actionfilm, er folk vant til, at en biljagt lyder på en bestemt måde. Men denne film var helt anderledes. Jesse James er en meget afdæmpet film med lange pauser mellem dialogerne, og det store spørgsmål var, hvordan de huller skulle udfyldes. Instruktøren var meget fascineret af tavshed, så der er momenter, hvor der sker utroligt lidt, og momenter, hvor der sker utroligt meget. Det gjaldt hele tiden om at frembringe den rette følelse,” konstaterer King og taler om den palet af kriblende naturlyde, som var en af lydteamets centrale virkemidler.

I mange scener blev fuglene og insekterne nærmest musik. Vi scannede gennem tusindvis af fugleoptagelser for at finde helt specifikke fugle, som passede til præcis de stemninger, vi ville ramme, og præcis de årstider, hvor handlingen udspiller sig. Samtidig ønskede vi, at insekterne var så nærværende, at publikum fik brug for at klø sig på armene. Det genererer et særligt nærvær. Man føler sig til stede. Vi ønskede at være inde i hovedet på hovedpersonerne – både Jesse James og Robert Ford.

 

Den usynlige lyd

Og hvordan opnås denne symbiose med en hovedperson gennem lyden? Her har filmlyd en af sine mageløse forcer. Mens vi af natur er bevidst fokuseret på billederne, taler lyden til underbevidstheden – vi er simpelthen mere trænet i at afkode billeder. Lyden sniger sig med andre ord ind under huden, hvilket gør lydsiden til et enormt effektfuldt og forførende fortælleelement på trods af, at det er den mest usynlige del af filmen. Når en films lydspor er subjektivt og suggestivt frem for mere virkelighedsnært og bundrealistisk, så får publikum, uanset om de vil det eller ej, fornemmelsen af at opleve verden filtreret gennem hovedpersonens sind og sanser, og vores identifikation med karakteren foran os bliver intensiveret og forstærket.

Dette udnyttede instruktøren Paul Thomas Anderson og lyddesigneren Chris Scarabosio i There Will Be Blood. Den altdominerende centrumfigur i dette ambitiøse helaftensepos er oliemagnaten Daniel Plainview – spillet af frygtindgydende Daniel Day-Lewis – som er et grundlæggende dumt svin ikke blot på forretningsfronten, men også på et basalt menneskeligt plan. Anderson og Scarabosio arbejdede helt bevidst med, at filmen skulle opleves, som om vi var kilet ind i knolden på Plainview, og dette gør, at man bliver totalt opslugt af hans skæbne, selv om excentrikeren gang på gang gebærder sig som en rabiat psykopat.

”For mig er det vigtigt at få publikum til at læne sig fremad, give dem lyst til at komme tættere på lærredet og personerne, ja, simpelthen få et mere intimt forhold til filmen. Og det er der mange måder at gøre på,” fortæller Scarabosio og napper et helt enkelt eksempel: ”Noget af det mest effektive er gradvist at fjerne lyde, helt subtilt, så publikum på den måde kommer tættere på, hvad der sker. Hvis filmens personer befinder sig midt i byen, er der måske en masse forbipasserende busser, biler og sirener. Hvis man langsomt skruer ned for sirenerne og lader lyden af de forbipasserende biler blive mere og mere diffus, så vil intimiteten øges.”

Starten på There Will Be Blood kører denne nedbarberingstankegang helt ud i sin yderste ekstrem: I de første små 20 minutter af filmen er der ingen dialog! Bortset fra de disharmoniske åbningsstrygere af Radiohead-guitaristen Jonny Greenwood er der faktisk forbløffende lidt lyd i hele filmens indledning, hvor Daniel Plainview introduceres, først alene med hakke og dynamit i en vindblæst mineskakt og senere med en lille flok lejesvende ved Plainviews første olieboring.

Fig. 3: Chris Scarabosio – manden bag det komplekse lyddesign til filmen There Will Be Blood (2007). Billedet er stillet til rådighed af Scarabosio.

”Omgående bliver der skabt en helt særlig intimitet,” fastslår Scarabosio. ”Uden at høre ham mæle et ord, lærer man hans karakter at kende. Han er et isoleret menneske, han er vant til at arbejde alene, og han er en mand, der lever af at hakke i jorden. Det byggede vi videre på, så lydsiden blev en refleksion af hans udvikling. Langsomt får han mere og mere magt, større og mere avancerede instrumenter, samtidig med at vi går fra lyden af tørre, hårde sten til boblende, flydende olie.”

Lyden af boretårnene var noget, jeg arbejdede meget med. Deres pumpende lyd skulle føles som en puls, der driver tingene fremad. Daniel Plainview er netop en mand med et utroligt drive. Så da vi skabte lydsiden handlede det ikke bare om at skabe en realistisk ramme – ingen ved jo rent faktisk, hvordan boretårnene lød dengang, så dét var noget af en udfordring i sig selv – men også skabe en meditativ følelse af at være inde i Plainviews hoved.

 

Ude af balance

De radikale æstetiske greb i There Will Be Blood er noget, Craig Berkey kan nikke genkendende til fra No Country for Old Men, hvor Coen-brødrene også dyrkede en minimalistisk indfaldsvinkel til lydsiden. Makkerparret skriver allerede i deres manuskripter, hvordan lyd og musik skal benyttes, og i No Country var devisen klar: Det er en film, hvor stilheden siger mere end 1000 ord. No Country for Old Men er simpelthen en af de mest tavse thrillere i nyere tid – også fordi der stort set ikke bruges noget musik i filmen, hvilket er et særsyn i moderne amerikansk film, hvor symfoniorkestrene ellers gerne filer løs fra start til slut.

Når du hører musik i en film, hensætter det dig til et særligt sted, men det er ikke et virkeligt sted. Musik er jo ikke normalt underlægning til éns hverdag. Så når man ser en scene, hvor man kun får de informationer, som man selv ville få, hvis man stod i situationen, så kan man manipulere ekstra meget med publikum. Det udnytter vi meget i No Country – folk tænker ’hvad skal jeg føle nu?’ i stedet for at tænke ’uha, nu skal jeg være bange’. I scenerne ude i ørkenen brugte vi kun lyden af vind. I virkeligheden ville der måske have været insekter eller fugle, men her var der kun vindlyde, og det gør, at man som publikum føler sig en smule ude af balance: Det føles, som om man er der, men alligevel er det ikke helt normalt. Det giver en følelse af isolation. Og publikum reagerer stærkt på det – jeg har set filmen i en biograf, hvor folk var helt musestille. Publikum holder vejret, og det er præcis sådan, det skal være.

Som sagt: Vær stille. Helt stille. Og oplev verden på en ny måde.

 

Fakta

Peter Albrechtsen (f. 1976) er tonemester uddannet fra Den Danske Filmskole i 2001 og har lavet lyddesign på en række prisbelønnede spillefilm, dokumentarfilm og novellefilm, senest bl.a. Underverden, Idealisten, QEDA, Vold i kærlighedens navn og Generation Wealth.

 

De medvirkende lyddesignere:

Richard King

Født: 17. januar, 1954

Base: Los Angeles, Californien

Udvalgt filmografi:

Magnolia, Paul Thomas Anderson,1999

Signs, M. Night Shyamalan, 2002

War of the Worlds, Steven Spielberg, 2005 (Oscar-nomineret)

The Dark Knight, Christopher Nolan, 2008 (Oscar for bedste lyd)

Inception, Christopher Nolan, 2010 (Oscar for bedste lyd)

Eget favoritarbejde:

Unbreakable, M. Night Shyamalan, 2000

Master and Commander, Peter Weir, 2003 (Oscar for bedste lyd)

Dunkirk, Christopher Nolan, 2017

 

Chris Scarabosio

Født: 30. Juli, 1966

Base: Skywalker Sound (verdens førende filmlydstudie), Californien

Udvalgt filmografi:

Punch-Drunk Love, Paul Thomas Anderson, 2002

Munich, Steven Spielberg, 2005

The Grand Budapest Hotel, Wes Anderson, 2014

Rogue One, Gareth Edwards, 2016 (Oscar-nomineret)

Phantom Thread, Paul Thomas Anderson, 2017

Eget favoritarbejde:

There Will Be Blood, Paul Thomas Anderson, 2007 (Oscar-nomineret)

 

Craig Berkey

Født: 18. juni, 1962

Base: Vancouver, Canada

Udvalgt filmografi:

I, Robot, Alex Proyas, 2004

Superman Returns, Bryan Singer, 2006

True Grit, Ethan & Joel Coen, 2010 (Oscar-nomineret)

The Tree of Life, Terrence Malick, 2010

Darkest Hour, Joe Wright, 2017

Eget favoritarbejde:

The New World, Terrence Malick, 2005

No Country for Old Men, Ethan & Joel Coen, 2007 (Oscar-nomineret)

 

Lyddesign – det historiske perspektiv

Stort set lige siden tonefilmens fødsel med The Jazz Singer i 1927, er der blevet eksperimenteret med lydsiden på film. Alfred Hitchcock, René Clair, Fritz Lang, Vsevolod Pudovkin og Jean Renoir er nogle af datidens foregangsmænd. Men det er King Kong fra 1933, der ofte betegnes som den første film med regulært lyddesign – den hyperkreative pionér Murray Spivak var den første nogensinde, som for alvor manipulerede og bearbejdede effektlyde. Kæmpeabens skrig krævede eksempelvis en tur i zoo – det er et løvebrøl afspillet baglæns.

Som det fremgår af nærværende boks er lydsporet blevet udnyttet på fornem vis af alverdens filmmagere lige siden. Begrebet lyddesigner blev dog opfundet af lydguruen Walter Murch i 1970’erne, hvor Murch arbejdede i tæt parløb med Francis Ford Coppola og George Lucas, der begge har været idealistiske frontløbere for filmlyd. Deres værker har i høj grad været med til at forme den lydæstetik, der præger amerikansk film den dag i dag – inklusive There Will Be Blood, No Country for Old Men og The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford.

 

Levende billeder med levende lyd – 25 væsentlige værker i filmlydens historie:

2001: A Space Odyssey, Stanley Kubrick, 1968

Apocalypse Now, Francis Ford Coppola, 1979

The Birds, Alfred Hitchcock, 1963

The Black Stallion, Carroll Ballard, 1979

Blade Runner, Ridley Scott, 1982

Das Boot, Wolfgang Petersen, 1981

The Conversation, Francis Ford Coppola, 1974

Eraserhead, David Lynch, 1977

The Exorcist, William Friedkin, 1973

King Kong, Merian C. Cooper & Ernest B. Schoedsack,1933

M, Fritz Lang, 1931

Un condamné à mort s’est échappé ou Le vent souffle où il veut, Robert Bresson, 1956

The Mirror, Andrej Tarkovsky, 1975

Nashville, Robert Altman, 1975

Once Upon A Time In The West, Sergio Leone, 1968

Playtime, Jacques Tati, 1967

Raging Bull, Martin Scorsese, 1980

Raiders of the Lost Ark, Steven Spielberg, 1981

Rumble Fish, Francis Ford Coppola, 1983

Le Samourai, Jean-Pierre Melville, 1967

Sauls søn, László Nemes, 2015

Saving Private Ryan, Steven Spielberg, 1998

Seven, David Fincher, 1995

Star Wars, George Lucas, 1977

Touch of Evil, Orson Welles, 1958