Af Jeppe Kühn Laugesen

I de levendes billeders første årtier blev filmsproget et internationalt sprog, der muliggjorde relativ simpel og ofte indbringende eksport og kulturel udveksling. Dette ændrede sig radikalt med talefilmens fremkomst. Den havde den indlysende konsekvens, at musik nu kunne være en mere integreret del af filmens handling. Den havde dog også to andre konsekvenser, den første, at eksport af film fra små lande blev sværere, på grund af en større sprogbarriere, og den anden, at de største markeder begyndte at dominere endnu mere. Det største af disse var og er stadig USA.

Få kunne ved talefilmens fremkomst forestille sig noget mere naturligt end at lade musik få en central rolle i de revolutionerende talkies, og publikum var enige. Der blev derfor lavet endog rigtig mange musicals i de første 20 års talefilm. Filmenes musik var i høj grad inspireret af samfundets populærmusik. I USA var der tradition for variete shows i de større byer, opvisninger med fremvisninger af musik og dans fra Europa og resten af verden, samt en stærk fascination af musikgenrer med rod i sorte afrikanske miljøer. Dette prægede filmene fra Hollywood, der ofte indeholdt mange forskelligartede danse og sange: tap dance, jazz, vals og endda ballet kunne fungere som inspiration, og modet steg op i 40erne og 50erne til vildere eksperimenter, der dog altid havde for øje, at den almindelige amerikaner skulle kunne følge med. Siden det amerikanske publikum var stort nok til, at de kunne tjene sig selv ind udelukkende i USA, var det ikke nødvendigt at tænke andre markeders interesser ind.

Netop på grund af, at de tidlige amerikanske musicalfilm var stilet så direkte til det amerikanske publikum, kom de til at fungere som reklamesøjler for amerikansk kultur og også amerikansk konsumerisme i form af hvad der for mange mindre bemidlede i Europa (men også i USA) var at betragte som overdrevet luksus: krydstogtskibe, herskabslejligheder og personlige chauffører. Eksemplerne er mange, men en serie af musical-film populært kaldet Gold Digger-serien (Gold Diggers of 35, Gold Diggers of 35, Gold Diggers of 37, Gold Diggers of Broadway) er sigende. Disse film tager, som titlerne fortæller, udgangspunkt i at man som kvinde også kan være en vare¬–en vare som nogle mænd vil betale meget for. De ender ofte med bryllupper, der er tænkt som bevis på, at jagten på ussel Mammon ikke er af det onde, men er en indbygget og nødvendig del af jagten på lykke. De bedste tidlige amerikanske musicals havde også nuancerende billeder af fattigdom og desperation, og når de var bedst, viste de kapitalismen på godt og ondt, men dog altid med amerikansk kultur som naturligt udgangspunkt for en moralsk verden.

Sådan et budskab går jo ikke an i et kommunistisk land, hvilket Soviet-Rusland da også hurtigt fandt ud af. Soviet havde i 20’erne haft enormt svært ved at finde ud af, om film, som det internationale sprog, det nu engang var i den periode, var undergravende for revolutionen eller kunne tøjles. De mange eksperimenter i den stræben efter et revolutionært udtryk finder man i montage-instruktører og teoretikerne, der udfoldede sig i starten og midten af 20erne. Der var endda nogle få sejlivede montageinstruktører, der fik mulighed for at afprøve deres teorier med lyd. Her er det Three Songs About Lenin (1931) af Dziga Vertov:

Det her er introduktionen, der meget tydeligt markerer forskellen mellem den og så de amerikanske musicalfilm: ”Songs of the Soviet East Served as the basis of this film” (1931). Filmen består af tre dele eller sange, med hver deres tema og musik, blandt andet Beethoven og Chopin, et noget mere forfinet udvalg, end hvad der var typisk for amerikanernes musicalfilm. Den udkom i 1934 i USA til et sikkert ganske lille publikum, men den fungerer som et meget tidligt og tydeligt forsøg på at adskille sig fra den amerikanske musicalfilm. Instruktøren, Dziga Vertov, var en af de vigtigste montage- og dokumentar-teoretikere nogensinde, og havde lang erfaring med propagandafilm, inklusive den ekstremt refleksive Man With a Movie Camera (1929). De stilistiske tendenser fra hans tidlige film er også tilstede i Three Songs About Lenin, men musikken er med det samme en central del af filmens fortælleteknik. I uddraget her leges der med diegesen, idet den muslimske kvinde, der læser om Lenin, får en ateistisk åbenbaring og indser Lenins sandhed: at religion er undertrykkende.

Trompeten er først nondiegetisk og parafraserer hendes indre vækkelse, men derefter pludselig diegetisk, da vi ser de marcherende trompetister. Lignende forsøg med alternativ brug af lyd blev også forsøgt af Sergei Eisenstein i hans Romance Sentimentale (1930) instrueret sammen med Grigori Aleksandrov, men der gik ikke lang tid før den politiske ensretning af filmkunsten umuliggjorde sådanne forsøg. Grigori Aleksandrov, der udover samarbejdet på Romance Sentimentale også havde været manuskriptforfatter for og skuespiller i Eisensteins film viste sig mere omstillingsparat end Eisenstein og Vertov, hvilket viste sig allerede få år efter.

I Aleksandrovs Jolly Fellows (1934) er forsøgenes tid ovre, og verden stifter bekendtskab med den allerførste sovjetiske musical, ganske vist tydeligt efter amerikansk forbillede, men hæklet efter et helt andet ideologisk mønster. Her i introsangen møder vi hovedpersonen, Kostya, der forklarer lidt om livet på landet.

Filmen er fyldt med sådanne fantastiske sange, der på forskellig fremhæver det socialistiske fællesskab og gør grin med de rige, en tendens der blev endnu mere markant i Aleksandrovs senere musical og Stalins yndlingsfilm Volga Volga (1938), hvor hovedpersonen Dunya skal hente musisk talent fra en lille landsby, hvor en rig komponist ikke mener, at der overhovedet findes talent. Hun finder ikke bare en smule talent, men en hel landsby, der sprudler med sovjetisk entusiasme og troubadourer. Til slut sejler hun på det moderne skib Iosef Stalin ind til Moskva for at deltage i den Musiske Olympiade. ”Volgaens Sang”, hendes indslag til olympiaden, er kommet hende i forkøbet og hyldes snart som den bedste sang i Sovietrusland.

Disse tidlige musicals lagde fundamentet for en lille, dyr, men underholdende alternativ filmmusical-tradition, der i vid udstrækning definerede sig selv i modsætning til den amerikanske. Man kan diskutere, om der er et aftryk i de danske musicals fra 50erne, for eksempel ligner gåturen i Jolly Fellows måske en smule ”Er du dus med himlens fugle”-gåturen med Poul Reichhardt i starten af Vagabonderne fra Bakkegården (1958).

Uanset hvor tydelig man mener arven fra disse alternative musicals er i andre landes filmmusicals, er det tvivlsomt, om der ligger nogen ideologiske tilkendegivelser bag. Den mere sandsynlige forklaring er, at Aleksandrovs film simpelthen er hamrende gode film. Får man lyst til at vide mere er dokumentaren East Side Story (1997) af Dana Ranga en fin introduktion til den videre udvikling af den kommunistiske verdens forsøg på at vriste filmmusicallen fri fra kapitalismens kløer. En ting er sikker, det er skægt, anderledes og meget, meget mærkeligt.