Af Jeppe Laugesen, Vejen Gymnasium

Hvorfor er mørke så interessant et fænomen for mennesker? Hvad er det, vi forestiller os, der skjuler sig der, hvor vores øjne ikke slår til? Nogle gange vækker mørket frygten for det ukendte, frygten for det, der er så ækelt, at det selv har søgt hen i det dunkle hjørne i kælderen. Andre gange ægger mørket os til sig med løfter om romantik og eventyr. På film har mørket også tilkæmpet sig en vigtig plads, antihelte elsker at bade sig i mørket, det samme gør film noir-genrens femmes fatales, men også skurke, monstre og det grænsebrydende findes i filmens mørkeste afkroge.

Mørke er på film lig med fraværet af lys, men også i et vist omfang meget mørke nuancer af andre farver. Opfattelsen af mørke er med andre ord kontekstafhængig. I stumfilmsæraen var natteoptagelser ofte tonet i blå-sort som eksempelvis i den ekspressionistiske Das Wachsfigurenkabinett (1924), hvor hovedpersonen og hans kæreste jages af Jack the Ripper i en ret abstrakt sekvens.

Ud over at være kontekstafhængig kan mørke også være absolut eller delvis. Hvis man tager et kig på billedet kan man se, at minimum to andre indstillinger er superimposed på det skrækslagne par, men at der er et betydeligt areal tilbage på skærmen, hvor man ingenting kan se ud over den blå farve, der signalerer absolut mørke. Det er en day-for-night optagelse, der skal opfattes som dunkel, men det absolutte mørke gør mere end signalere tidspunktet på dagen. Det indrammer handlingen og hjælper til med at fremhæve de ekspressionistiske elementer i baggrunden.

Mørke kan altså indramme, fremhæve og signalere tidspunkt på dagen, men det har også nogle rent klippetekniske funktioner, som er blevet en fast bestanddel i kontinuitetsklipningssystemet, og har været det siden 1910’erne. Et såkaldt fade-to-black betyder oftest, at det efterfølgende sker et stykke tid efter det foregående. Tidsperioden kan strække sig fra et par minutter til flere år. Jo længere perioden er, jo mere sandsynligt er det, at et tekstskilt vil informere publikum om tid og sted for ikke at forvirre. Dette er imidlertid ikke nødvendigt, hvis hovedpersonen slås ud, bliver bedøvet, falder i søvn eller andre situationer, som publikum har en nogenlunde idé om, hvor lang tid tager at vågne op fra. Fade-to-black kan også benyttes sidst i en film eller som afslutning på en scene uden at have betydning for den efterfølgende sekvens tidsmæssige sammenhæng med det foregående. Det er i det hele taget vigtigt at pointere, at fade-to-black, ligesom alle andre virkemidler, altid betyder noget i forbindelse med den kontekst, det bruges i.

Der er visse genrer, der mere end andre interesserer sig for mørket som virkemiddel: gysere, film noir, thrillere og andre. Disse genrer benytter ofte mørke som en af mange forskellige måder at styre mængden af information publikum modtager. Gyserfilm anvender hyppigt sådanne strategier, hvilket eksemplet nedenfor illustrerer.

Plakaten er til filmen Poltergeist (2015-udgaven) og benytter mørket til at indramme den uheldige pige, men det fremhæver samtidig skabet, som i filmen er en central kulisse. Skyggen på døren kunne være pigens egen, men det er, som om skyggen fra hendes hoved ikke er så lodret, som den burde være. Hulrummet mellem de enkelte lameller er også overdrevet og er i absolut sort, vi kan med andre ord ikke se, hvad der er inde i skabet. Dette er med til at vække den potentielle seers nysgerrighed, før de overhovedet sætter sig i biografstolen. Eksemplet her er fra en plakat, men utallige andre gyserfilm vil strække sig enddog meget langt for at undgå at vise monstret for tidligt i en film. Dette er både, fordi menneskets fantasi er bedre til at skabe monstre end selv det bedste special effects-team, men også fordi det skaber en grundlæggende tvivl om, hvorvidt monstret virkelig er i det skab, det hjørne eller den kælder. Måske er monstret bare noget karaktererne forestiller sig. Til dette formål er mørke et essentielt virkemiddel.

I Blue Velvet, hvor Jeffrey Beaumont finder et afskåret øre ved højlys dag, får mørket en symbolsk betydning, da Jeffrey om aftenen samme dag ser ud at forestille sig selv komme nærmere og nærmere øregangens mørke (det er værd at bemærke, at Jeffrey aldrig har set øret i mørke). Billedet ser ud til at stille spørgsmålet: Hvad har øret hørt, siden det skulle skæres af?

I løbet af filmen finder man ud af, at øret er forbundet med voldsom og farlig kriminalitet: voldtægter og mord. Mørket bliver altså tilholdssted for det amoralske og det samfundsnedbrydende, men Jeffrey drages samtidig mod den ældre Dorothy Vallens, som også er viklet ind i miljøet. Dette bringer os til nogle mere komplicerede forestillinger om mørket.

Når vi sætter os i biografen eller foran fjernsynet i sofaen for at se en film, så er det almindeligt, at lyset slukkes. Jean-Louis Baudry foreslår, at biografmørket er med til at opnå en slags psykisk regression til et tidligere udviklingsstade. Enkelte andre mener, at stadet er lig den tidligste eksistens som foster i maven, eller at det hvide lærred minder om moderens bryst. Denne tilstand er samtidig en tilstand, hvor samfundets normer eller ideologi bliver øvet med eller uden vores vidende eller accept. Med andre ord kan filmoplevelsen opfattes som en slags hjernevaskningsmaskine, der ved at lulle os ind i en følelse af tryghed og ro i mørket får os til at klappe af heltene og buhe af skurkene, uden at ænse uheldige generaliseringer af kvinder som objekter, racisme og det, der er værre.

Denne effekt modvirkes dog af det simple faktum, at film kun i begrænset omfang kan styre, hvad vi forestiller os i det absolutte mørke. Mørket kan med andre ord rumme det ubevidste, det amoralske eller endda det lystfyldte på en en måde, som modarbejder den herskende ideologi.

Eksempelvis forbinder vi ofte nonner med omsorg og arbejdsomhed, og på billedet herunder er det umuligt at afgøre, om det bare er to nonner, der snakker, eller der er noget andet på færde. Billedet er fra gyserfilmen The Nun (2018), og jeg kan rapportere, at den bagerste nonne ikke er i kælderen for at hyggesnakke. Det, at den bagerste nonnes ansigt er skjult i absolut mørke, åbner altså op for tvivl i forbindelse med den katolske kirke. Mørket har derfor både den funktion, at det tilbageholder information, men åbner samtidig op for nogle dybere ideologiske spørgsmål.

Et andet eksempel er Venom (2018), hvor hovedpersonen bliver inficeret af en symbiot, som i bogstavelig forstand kommer fra rummets mørke, er helt sort, og hvis eneste svaghed er ild. Venom, som symbioten hedder, er erklæret kannibal og elsker vold og mord. Hele filmen er en slags eksperiment over, hvad der ville ske, hvis man gjorde alle menneskets værste impulser levende.

Hovedpersonen huskes brutalt på, at den voldelige side af mennesket nogle gange er nødvendig for dets overlevelse. Han havde nemlig ikke overlevet mange minutter af filmen, hvis ikke Venom havde reddet ham med sine utrolige evner og umådelige raseri.

Uanset hvordan man vælger at se mørke; som et klippeteknisk virkemiddel, en effektiv måde at lege med publikums forventninger på eller et rum for ideologiske spørgsmål, så er det værd at bruge tid på for både elever og lærere.