Af: Per Helmer Hansen, tdl. Ørestad Gymnasium

Et fag i krise:

Mediefag har det tilsyneladende ikke godt efter 2017-reformen, det er, hvad jeg hører og læser, men jeg tror desværre, at det kun bliver værre: kunstnerisk-kreative fag har ikke politikernes opmærksomhed, og desværre heller ikke altid elevernes. Mediefag kan risikere at blive reduceret til en parentes i fagrækken, hvis det da ikke på et tidspunkt glider helt ud. Jeg har i forskellige fora luftet nogle synspunkter angående et alternativt Mediefag, og flere har opfordret mig til at offentliggøre mine meninger. Det vil jeg så gøre i dette lukkede forum. Jeg deler ud af mine forslag af mange års kærlighed til faget, ikke for at støde nogen.

Som jeg ser det, har faget ikke formået at følge med tiden, det har slet ikke fornyet sig i takt med den omverden, som det gerne skulle afspejle og sætte eleverne i stand til at agere i. Det er stadig langt hen ad vejen det gamle Film- og TV-kundskab, peppet op med nyt navn og senest i 2017-versionen med et par påklistrede tilføjelser om nye platforme og tværmedialitet.

Mediefag er stadig primært et teoretisk, kunstnerisk, kreativt fag, mange steder praktiseret med slagside i retning af finkultur og elitær biograffilmkunst, men det sælger slet ikke billetter til de store baner, og det sikrer på ingen måde faget den centrale rolle i en moderne ungdomsuddannelse, som det efter min mening burde have. Når man ser, hvor meget kommunikation, der foregår på AV-medier, så burde faget have en størrelse som faget Dansk, altså A-niveau med skriftlig dimension. Det stressede C-niveau må til gengæld gerne forsvinde helt for min skyld. Men: En position på A-niveau, enten som obligatorisk fællesfag eller udbredt valgfag, har faget desværre ingen mulighed for at nå i sin nuværende version, inklusive det igangværende A-niveauforsøg. Den her fremførte kritik af faget er ikke bare min, men en, jeg ofte hører, når jeg diskuterer med andre end mediefagslærere.

Lidt teknisk nutidshistorie:

AV-mediernes udvikling tog for alvor fart samtidig med 2005-reformens implementering. Det tekniske apparatur blev udviklet med enorm hast, de digitale optage- og redigeringsplatforme er eksploderet i kvalitet og faciliteter, og prisen er faldet. En mobiltelefon og en tablet kan nærmest det hele, live-streaming har udviklet sig til fuldopløsnings TV, og visningsplatformene er fra at være de store TV-stationers eksklusive område blevet hvermandseje på YouTube. Kort sagt, enhver borger er videoproducer, biografdirektør, studievært, reklamebureauejer og dokumentarist. Samtidig overgår stadig mere kommunikation fra det skrevne ord til AV-kommunikation. Det, der engang var personaleblade, manualer, nyhedsbreve, husstandsomdelte reklamer og alle mulige former for dokumentation og information optræder nu som digitale AV-meddelelser, side om side med formater som blogs, videoessays, internetserier og internetkortfilm. Det er disse nye, kommunikative realiteter, der bør være Mediefags DNA, og som bør være grundlaget for ambitioner om en langt højere status for faget.

Et nyt Mediefag:

Hvis Mediefag skal have en fremtid, og hvis det skal finde accept i politikernes og beslutningstagernes øjne, skal det tænkes og beskrives og praktiseres radikalt anderledes. I mine øjne skal faget koncentreres omkring de fire kerneområder, som gør faget unikt: filmsprog, dramaturgi, journalistik og teknisk apparatur. Faget skal have en helt ny profil og identitet som kommunikationsfag, det skal væk fra gruppen af bløde kunstnerisk-kreative fag. Faget skal vendes på hovedet, så det primært bliver et praktisk-produktivt fag, der har den relevante teoretiske fundering. Fagets orientering skal vendes væk fra det kunstnerisk elitære, fra biograffilmen og det finkulturelle og i stedet rettes mod ’hverdagskommunikation’ og rugbrødsproduktioner på alle de tilgængelige platforme, hvor sigtet ikke er, at eleverne bliver kreative kunstnere, men bliver kompetente AV-kommunikatører på et niveau, der ligger skyhøjt over de mængder af klamphuggeri, der fremstilles med selfiestang og fedtmuleklipning.

En helt ny læreplan:

Lad os lege lidt mere konkret med tanken om et fremtidigt Mediefag på A-niveau som kommunikationsfag. Intet er mere konkret end læreplanen. Med en praktisk-produktiv dimension som udgangspunkt skal læreplanen bygges op omkring kommunikationsstrategier, konceptuering og tilrettelæggelse i bred forstand. Journalistik og markedsføring og reklamestrategier skal være grundlaget for faktaproduktion, dramaturgi og en række forskellige manuskriptskrivnings-principper skal være grundlaget for fiktion. Eleverne skal lære bevidst at vælge virkemidler fra den store filmiske værktøjskasse ud fra en omfattende viden om genrer, formater, visningsstrategier og visningsplatforme. Jeg tror, det vil være en god ide at få koblet retorik på faget, så eleverne er bevidste om tekstens betydning for et AV-produkt, både når det gælder speak, interviewteknik, spibs (speaker i billedet) og replikker. Et indgående kendskab til produktionsplanlægningens værktøjer, inklusive den minutiøse planlægning af flerkameraproduktioner til live-sending, skal afrunde kompetencerne i præproduktionen.

Æstetik, teknik og håndværk:

I undervisningen i produktion og postproduktion skal indgå en omfattende instruktion i de tekniske hjælpemidler. Eleverne skal kunne filme med alt fra en mobiltelefon til et professionelt kamera, de skal kende til lyssætninger og kelvingrader og mikrofonkarakteristikker, kunne redigere i både simple og professionelle redigeringsprogrammer, og de skal kunne afvikle live-streaming med et professionelt flerkamerastudie.

Den understøttende teori om de filmsproglige udtryksmidler skal derfor være forankret i det praktiske. En panorering er således både et præcist udtryksmiddel, der bruges til at følge et objekt i bevægelse, til at vise mængde og udstrækning og til at forbinde to objekter, men kræver samtidig viden om, hvordan man i praksis foretager en panorering. Redigering omfatter både strukturel klipning og de ni sceniske klippeformer, men også et kendskab til fx Final Cuts omfattende brugerflade.  Begrebet underlægningsmusik kræver en viden om musikkens funktion i forhold til indhold og billedside, men også om musikkens indplacering mellem en masse andre lydspor, samt viden om lydlægning, EQ, lydmix og lydniveauer, altså en konstant kobling mellem æstetik og teknik og håndværk. Det vil kræve en styrkelse af det praktiske arbejde på universiteterne og en del efteruddannelse, men det vil vel heller ikke være så dårligt. Ved at opprioritere den praktisk-tekniske del opnår man en klar professionalisering i arbejdet, og man opnår den taktiske fordel, at andre fag som Dansk og sprogfagene ikke æder sig ind på dele af Mediefag. Fagets produktive dimension skal således tænkes væk fra bløde begreber som kunst og talent og kreativitet, fordi de er så uendeligt svære at bedømme objektivt, hvilket de endeløse seancer med at bedømme eksamensproduktioner så tydeligt beviser. Faget skal i stedet funderes på objektivt målbare, faglige kommunikative kompetencer. Computerspil ser jeg ikke nogen fremtid for faget i.

Prøver – den skriftlige prøve:

Eksamensdelen skal måle elevens evner til at få sine tilegnede kommunikative kompetencer til at agere og interagere, når en konkret kommunikationsopgave skal realiseres. Den skriftlige prøve på A-niveau kunne passende være en opgave i præproduktion, hvor eleven bliver bedt om at udvikle en AV-meddelelse fra koncept til produkt. Eleven kunne få et valg mellem 4 produktioner til den skriftlige prøve, fx ”fremstil en reklamefilm og tilrettelæg en kampagne for produkt X – eller –producer et dokumentarprogram om…. – eller – beskriv en oplysningskampagne til ældre mennesker om… – eller – tilrettelæg en livestreaming som flerkameraproduktion ved begivenhed Y.”

Hvis eleven vælger et faktaformat til produktionen, skal der gøres rede for udviklingen af konceptet under hensyn til opgavens konditioner, desuden valg af virkemidler, både de journalistiske, æstetiske og tekniske m.m. Hvis eleven vælger et fiktivt format, så er det samme procedure, blot med argumentation for valg af idegrundlag, genre og stil, dramaturgisk model, konstruktion af replikker, samt brugen af de æstetiske virkemidler på billed- og lydsiden.

Den mundtlige prøve:

Den mundtlige prøve skal funderes på elevens produktioner, det kunne være 3, som eleven selv indstiller (fx fakta, fiktion og livestreaming), hvor eleven skal redegøre for konceptueringen og konstruktionen af plottet, valget af virkemidler i forhold til formål og målgruppe og visningssituation og skal gøre rede for valg og håndtering af teknisk apparatur, både til optagelse og redigering. Eleven skal forinden have udarbejdet en synopsis på 4 sider til hver af de produktioner, der skal indgå i prøven, hvor eleven bl.a. redegør for sine egne funktioner og vurderer produktionen, og hvor synopsen fungerer som et oplæg til den 30-minutters samtale mellem eleven, eksaminator og censor, som prøven består af.

Bedømmelse:

Bedømmelsen i begge prøveformer skal først og fremmest fokusere på elevens evne til at se en AV-produktion holistisk, altså til at argumentere for sine mange valg på både indholds- og udtrykssiden i forhold til den foreliggende opgaves krav og formål og – vigtigst af alt – redegøre for samspillet mellem valgene. Eleven skal bringe så mange kompetencer i spil, både med hensyn til valg og til fravalg. Elevens valg af teknisk udstyr indgår i bedømmelsen, og i den mundtlige prøve indgår den tekniske kvalitet og elevens evne til at udføre sine intentioner i praksis i bedømmelsen. I begge prøver skal eleven kunne perspektivere til produktioner, klassen har set i undervisningen, samt til egne andre produktioner.

Hvis nogen får lyst til at arbejde videre med disse ideer og evt. afprøve dem som en forsøgsordning, så gør det endelig. Jeg har faktisk et udkast til en læreplan liggende til fri afbenyttelse. Jeg tror, ’nogen’ skal gøre ’noget’, inden det er for sent. Alternativet er selvfølgelig bare at vente og se, hvad der sker, og håbe på det bedste.