Af Kasper Østerholdt Jensen, Kruses Gymnasium

”Den individuelle timepulje skal først og fremmest anvendes til skriftlig træning af eleverne, herunder skriftlig træning i de enkelte fag, men vil også mere generelt kunne anvendes til intensive kurser i bestemte fag, faglige praktikophold og særlige talentaktiviteter.” (”Undervisningstid, fordybelsestid og individuel timepulje” i Vejledning til lov og bekendtgørelse s.2)

Med gymnasiereformen 2017 kom muligheden for at arbejde med den såkaldte 130-timers pulje (”Den individuelle timepulje”). På Kruses Gymnasium knytter vi en del af disse timer til SRP-progressionen, hvilket udmønter sig i en række skriftlighedsworkshops, samt nogle workshops med fokus på mundtlig fremlæggelse. En række fag har også fået timer til at arbejde med skriftlighed, hvor der er tid til og fokus på den enkelte elevs behov. Men vi har også valgt at tilbyde en række intensive kurser, hvor eleverne selv vælger sig ind på baggrund af ren og skær interesse. Dette tilbud oplever eleverne á to omgange – i efteråret 2g og i efteråret 3g.

Underviserne tilbyder en række fagligt funderede intensivkurser, som eleverne derpå vælger sig ind på. Et kursus har et omfang á 12,7 klokketimer, og der er mødepligt. Vicerektor og jeg tog på turne i klasserne og informerede om initiativet, hvorefter eleverne valgte sig ind. Kurserne er nu afviklet, og jeg har kun hørt positiv respons fra eleverne.

Lær at skrive filmmanuskripter

Jeg valgte at udbyde kurset ”Lær at skrive filmmanuskripter” med beskrivelsen ”Vha. af eksempler, skriveøvelser og readings (vi læser vores arbejde højt sammen) skal vi lære hinanden at skrive filmmanuskripter”. Syv elever valgte sig ind på kurset, og vi afsatte fem eftermiddage, hvor vi kunne arbejde sammen.

Motivationen bag kurset var ganske enkelt, at jeg som mediefagsunderviser ville forsøge at skabe et kreativt rum, hvor vi kunne dele glæden ved fortællekunsten. I mediefag har vi fokus på både filmiske og dramaturgiske virkemidler og den samlede skabelsesproces, når vi skal lære eleverne at skabe fortællinger. Ved at fjerne fokus fra de filmiske virkemidler, og ved at fjerne det sædvanlige produktkrav (en færdig film), som tilmed er del af underviserens bedømmelsesgrundlag, var det mit håb at skabe det føromtalte kreative rum, hvor vi i fællesskab kunne arbejde med fortællekunsten.

Hver workshop åbnede med et dramaturgisk fokus og eksemplificering, hvorefter skriveøvelser og readings gik i gang. I første workshop var fokus på første akt i en spillefilm og aktens bestanddele, hvorefter vi så første akt af Sandheden om mænd (2010) af Nikolaj Arcel, som arbejder med et metalag, hvor filmens dramaturgi blotlægges. Eleverne skulle derpå skrive synopsis til første akt i en spillefilm. Vi fokuserede særligt på hovedkarakterens dramatiske behov, indre behov, ydre ønske, kald, tvivlsperiode og første vendepunkt. Vi fokuserede mere på struktur end på replikker og regi i første omgang.

Da alle havde skrevet, åbnede vi op for det næste lag – readings. Jeg ville skabe en fortrolighed i rummet, der tog udgangspunkt i readings, hvor man dels blotter sit kreative arbejde og dels åbner op for feedback fra de andre kursister. At skrive er for mange noget personligt, der kun sjældent deles – i modsætning til fx musikere, der ofte indgår i samspil med andre og ad den vej oplever samskabelsens effekt. Jeg ville gerne skabe et rum, hvor samspil opstår i form af feedback på det skrevne og bud på forandringer.

 

Samspil mellem individuelt arbejde og samarbejde
Man kommer unægteligt til at vise noget af sig selv, når man lukker andre ind i sin fortælling. Vi kan skrive scener, der udfolder sig med personer og på steder, som er langt fra vores egen hverdag, men det hele kommer jo alligevel fra afsenderens erfaringsverden, følelser, indre billeder mv. Jeg får et indblik i forfatterens tankegang, når jeg lukkes ind i fortællingen. I mediefagstimerne skriver eleverne som oftest sammen i grupper á fire, og det afstedkommer ofte gode, men sjældent personlige manuskripter. På kurset ville jeg gerne, at vi trin for trin bevægede os i retning af, at hver især skriver for sig, med henblik på at sandsynliggøre mere personlige manuskripter, hvor forfatteren finder og bruger sin egen stemme. Men jeg ville også have samarbejdet med – men ikke i selve skriveprocessen, samarbejdet skulle skubbes hen til de fælles readings, hvor arbejdet læses højt og der derpå gives feedback – gerne på forfatterens givne fokuspunkter. Jeg ville skabe en pendulering mellem selvstændig skriveproces og fælles readings, så der blev mulighed for fordybelse, når der blev skrevet – efterfulgt af en fælles kommen op til overfladen og dermed deling af arbejdet i et samskabende rum.

Anden workshop havde teoretisk fokus på Mogens Rukovs begreber naturlig historie og skandaløs historie, samt fokus på at få stillet hovedkarakteren i opposition og dermed skabe konflikt, der skal løses. Vi byggede videre på første workshop ved at igen skulle skrive en synopsis dækkende de scener, der skaber første akt. Eleverne skrev først i par. Efter readings, hvor alle fik feedback, bad jeg parrene om at dele sig op – de skulle nu skrive manus med replikker og regi individuelt – på baggrund af den fælles synopsis. Dette blev skelsættende for kurset – her fandt vi ud af, hvor stor glæde man kan have af vekselvirkningen mellem det individuelle arbejde og samarbejdet. Det var en enorm øjenåbner for os alle, at et par med samme synopsis/ide skabte dybt forskellige fortællinger, når først karaktererne fik replikker og scenerne regi. Readings foregik ved, at forfatteren fordelte karakterer og regi på de andre kursister, hvorefter oplæsningen gik i gang – i fællesskab, hvor man kunne mærke replikkerne, når de fik stemme. Jeg husker fx et makkerpar, som også er private venner, der skabte en ide sammen, men skrev manus hver for sig. Det viste sig, at deres individuelle stemmer var dybt forskellige – den ene viste en dyster stemme med tragiske toner, mens den anden viste en rå stemme med komiske toner. En ide – to fremragende og dybt forskellige åbninger. Her mærkede vi de personlige stemmer. Fra da af vidste vi, at der var potentiale i arbejdsformen – at hver især havde noget unikt at byde på, og at vi kunne bruge hinanden som igangsættere og konstruktiv støtte undervejs.

De resterende tre workshops gik med lignende stilladseringer og eksemplificeringer fra både kortfilm og spillefilm. Vi læste fx med på manus til Thomas Vinterbergs Festen (1998) for at undersøge, hvad der sker fra manus til færdig film. Formen, hvor vi først skabte en ide og et bud på en struktur og derpå skrev manus fortsatte. Fokus gled mere og mere over på arbejdet med velfungerende replikker (og undertekst) og velfungerende regi, og vi aftalte i fællesskab hver gang, hvordan vi skulle disponere den fælles tid. Tiden var ofte for knap, og vi kunne have brugt meget mere tid på både skriveproces og reading-proces, hvilket jeg vælger at se som et godt tegn – vi var inspirerede.

 

Glæden ved at skabe

I mediefag oplever jeg, at eleverne holder af at skrive manuskripter, men også at jeg som underviser ikke får skabt tilstrækkeligt fokus på denne del af filmskabelsesprocessen. Jeg oplever ofte, at fire elever sidder og skriver sammen, og manuskripterne bliver gode, men måske også kompromisfyldte, da alle fire skal til orde, ligesom manuskripterne ofte bliver lidt ”sikre”, da vi ikke får skabt nok tryghed om situationen, til at man tør åbne op for sin personlige stemme og forfølge egne ideer. Når man skriver et manuskript individuelt og fordybet, da begynder karaktererne at tale for ens indre øre, og man skal næsten skynde sig at skrive deres replikker ned for at nå det, inden scenen fortsætter. De gode historier fortæller næsten sig selv – eller sådan opleves det som forfatter. Der opstår en naturlighed i, hvordan fortællingen udspiller sig, og man skaber scener nu og her – de er ikke gengivelser af allerede tænkte eller oplevede hændelser, de skabes, når man skriver, og fordi man skriver. Det var mit mål med kurset, at eleverne skulle opleve glæden ved at skabe – og ved at dele med ligesindede.

I de sidste workshops kunne vi nyde, at vi nu var begyndt at kunne kende hinandens måde at skrive på. Friheden til at tage chancer med replikkerne og fortællingen i det hele taget var tilstede. En aften kunne nogle af os ikke finde ud af at afrunde, og vi blev ved med at ”jamme” over et par fremragende manusudkast. Det blev som musikere, der i samspillet opnår fornemmelsen af, at et stykke arbejde vokser, når det deles, og man lukker hinanden ind i den kreative proces – og samskaber.

Jeg kan varmt anbefale at skabe manuskriptkursus i et karakterfrit rum, hvor man som underviser ikke skal både rammesætte og bedømme på én gang. Jeg så imponerende dygtige, dedikerede og originale bud på manuskripter, som jeg næppe havde set i den normale mediefagsundervisning. 130-timers puljen muliggør, at et kursus som dette kan foldes ud. Jeg håber, at kursisterne har fået mod på at skabe fortællinger fremover, at de har fået mod på at skrive, fordi de holder af det – både nu og efter gymnasietiden.

“Man behøvede ikke at kunne skrive et manuskript, eller vide hvordan opsætningen skulle være, for at følge med – alt blev gennemgået. Det fedeste ved hele kurset, var når det gik op for alle, hvor forfatteren ville hen med sin idé – tit på samme tid, hvilket gav en masse sjove reaktioner”
– Casper Juhl Singh, 2m