Et essay om skolen som (fravalgt) location

Af Hans Oluf Schou, Viby Gymnasium

Filmen starter i en total af en kældergang. Der er en elev, der er bange. Det afspejler sig i hendes ansigtsudtryk, som vi måske ser i en nær. Vi fornemmer, der er nogen efter hende. Hun løber og falder rundt i de halvmørke gange, kigger sig tilbage, hører skræmmende lyde, døre der knirker og smækker og underlægningsmusikken ligger som en faretruende bund under sceneriet. Væggene er røde mursten, der er døre og skilte, vi ved, hvor vi er, det er skolen. Uhyggen breder sig ikke rigtigt, selv om pigen skriger, da hun bliver fanget på skolens toilet eller snubler, når hun falder i panik på vej op ad trappen til boldbanerne med forfølgeren lige i hælene. 

Vi er på gymnasiet, vi er i kælderen og på skolens toiletter, og vi ender med at løbe rundt på skolens boldbaner og lege fangeleg. Gyset og uhyggen forsvinder i de alt for genkendelige omgivelser. Der var måske et godt manuskript eller i hvert fald noget, der kunne blive godt. Man gjorde sig bare ikke den umage at tænke locations ind i konceptet. Gruppen var ikke ude og finde et gammelt forladt hus, et stykke øde skov eller en grusgrav, som kunne danne ramme om et virkeligt gys. Eller det kunne måske bare være en af gruppens medlemmer, der bor i et hus med kælder og flere etager, hvor uhyggen kunne iscenesættes.

Måske fortsætter filmen med, at vi er i et forhørslokale, hvor den skrappe strømer sidder over for den skræmte voldsmand, der bliver forhørt om sine uhyggelige ugerninger. Strømeren har selvfølgelig sin politiuniform på eller i hvert fald nogle klare indikationer på, at han er politiagtig. Det kunne være et politiskilt fra en BR eller måske bare en blå skjorte og en kasket – og han er bare 17 år. Location er nu et studievejlederkontor på gymnasiet. Et kontor som gruppen har fået lov at bruge af deres flinke lærer. Men forhørslokale, det er det på ingen måde. Det er et lokale på skolen, og lokaler på skolen vil altid være lokaler på skolen. Det er bare alt for tydeligt – også hvis det skal forestille, at en mobbet elev er til samtale med en psykolog. 

Her kan man tilføje, at troværdigheden, sammen med en autentisk location, øges, hvis detektiven/strømeren eller psykologen er en voksen person og ikke en af 1.g’erne fra gruppen.

Og hvad gør man så, hvis gruppen vil lave en film om en pige, som kommer ud for en ulykke, og man gerne vil have en hospitalsstue til næste scene. Kan man komme ind på det lokale hospital!? Det kan nok være vanskeligt at få lov til. Jamen så kan vi vel bruge et lokale på skolen som hospitalsstue. Nej, for det ligner ikke en hospitalsstue. Det er et lokale på skolen, og det fungerer ikke som location i scenen, hvor pigen ligger i sengen på hospitalet. Opsøg i stedet muligheden for at låne en location hos den lokale læge, ring til hospitalet, eller find noget, der ligner.

En gangsterfilm med et afsluttende shoot-out skal ikke foregå på gymnasiets boldbaner eller med ryggen mod gymnastiksalen. Find et skummelt sted langt fra skolen, en skov, en strand eller en parkeringsplads (og huske at underrette politiet) – eller måske skal man slet ikke lave en gangsterfilm. Det er lettere at finde autentiske locations til en film noir. Der skal nok være en (skummel) bar i byen, der vil lægge lokale til en klassisk noir-scene og så skal man huske det autentiske outfit og cigaretten i mundvigen.

”Location – eller arena, som det også kaldes – er en vigtig del af den overordnede mise-en-scene, for valget af et bestemt filmisk rum sender et signal, hvad enten det er et København eller New York” (Levende Billeder, s. 20, 2019)

En uddybende definition kunne lyde:

”Det er ethvert sted uden for studiet, hvor en film helt eller delvist bliver optaget. Man kan ændre på stedet ved f.eks. at føje til eksisterende bygninger eller benytte mattepainting og modeller, men grundlæggende tilstræber man den autenticitet, der ligger i at være på et sted uden for studiets konstruerede verden. At optage uden for studiet kaldes at optage on location” (Filmleksikon, Schepelern, 1995)

Hvis vi erstatter ’studiet’ med ’skolen’, så passer denne definition perfekt til et oplæg om location til et c-niveau-hold, der skal i gang med deres eksamensproduktion. Det er begrebet autenticitet, der er centralt. Det er vanskeligt – så godt som umuligt – at opnå en autenticitet ved at bruge skolen som location

Det er vigtigt, hvor man vælger, at filmen skal foregå. Det er vigtigt at gå ud fra ’skolen’ og foretage research og medtænke, hvor sammenhængen mellem karakterer, handling og steder/location vil fungere bedst. Og det er som hovedregel ikke på skolen.

Som udgangspunkt siger jeg til mine mediefagselever, at de ikke må bruge gymnasiet/skolen som location. De skal uden for skolen og finde andre steder at optage deres film, finde relevante locations, altså locations, som rammer genre og handling, så det sender de korrekte signaler, så ’stedet kan blive en stærk medfortæller af historien’ (Levende Billeder, s, 48, 2019)

På den anden side så opfordrer jeg også mine elever til at arbejde med problematikker, der tager udgangspunkt i deres egen hverdag, altså ideudvikle på, hvad der betyder noget for dem og så lave en film ud fra det. Og hvad kan det så være. Ja, det kan fx være noget med mobning eller noget med at have det skidt, at føle sig udenfor eller i det hele taget have problemer med sit selvværd og sig selv. Det er da relevant og vedkommende for næsten alle unge i gymnasiealderen at lave film i de omgivelser, hvor en stor del af deres hverdag og identitetsdannelse foregår. Udfordringen er, at de i den alder har en naturlig blufærdighed, som de skal overvinde, og hvad er så mere oplagt end at lave en mobbehistorie, som primært foregår på skolen. Det kan også i enkelte tilfælde komme til at fungere, men det bliver ofte døde billeder af skolemiljøet, og der skal tænkes meget fotografisk kreativt, for at det bliver en medfortæller af historien. Men hvis fx mobningen har sit arnested på gymnasiet, så skal der jo optages på stedet. Jeg så for nogle år siden en ’spring-ud’ film, hvor skolemiljøet var brugt som ramme om to elevers frigørelsesproces, så de som afslutning på filmen kom gående med hinanden i hånden ind gennem skolen og ingen tog notits af dem. Alt det, de havde frygtet udeblev – døren til skolen blev symbolsk filmet som døren til den identitetsmæssige frihed.

Så selvfølgelig kan skolen være en relevant location, en medfortæller af historien, men som udgangspunkt skal eleverne ud af ’studiet/skolen’ for at finde de locations, som giver deres historien den fornødne autenticitet.