Af redaktionen
“You ain’t heard nothin yet!” Dette siger Al Jolson i filmen The Jazz Singer (1927), der officielt regnes som den første tonefilm. Og Jolson havde ret. The Jazz Singer var ingen storslået lydfilm, og lydens gennembrud skete ikke fra én dag til den anden, men som en gradvis udvikling. Og ekkoerne hører man stadig…
De teknologiske muligheder har forandret sig mærkbart siden 1927, og publikums ører er langsomt blevet vænnet til filmen som et lydligt, ikke blot visuelt medie. Alligevel er lyden et element, som vi ofte glemmer, når vi taler om film, og den er et element, som vi har svært ved at beskrive og analysere.
I dette nummer af CUT får man dog mulighed for at gå dybere ned i lydens forskellige lag og funktionsmuligheder, og gennem både æstetiske, historiske, analytiske og praktiske artikler kastes der lys over dette komplekse, men ofte oversete felt.
I introduktionsartiklen (af Andreas Halskov) gives læseren et overblik over de centrale termer vedrørende lyd, og artiklen giver samtidig nogle bud på hvordan man kan analysere og beskæftige sig med lyd i undervisningen. Som et addendum til artiklen er der en gennemgang af lydfilmens og filmlydens historie – en del der naturligt kunne henvende sig til underviserne og B-niveau-eleverne.
Jan Billund fra Kolding Gymnasium bidrager med en interessant praktisk artikel, der giver læserne en idé til, hvordan man kan undervise i foleylyd (med afsæt i en sekvens fra tv-serien Breaking Bad [AMC, 2008-2013]) og således give eleverne en fornemmelse for lydens komplekse og sammensatte univers. Denne artikel fungerer som en forrygende makker til Halskovs artikel om foley som lydfænomen – en artikel som tager afsæt i et interview med foleyartisten Ellen Heuer, der har arbejdet på mere end 200 Hollywoodfilm.
Den danske lyddesiger Peter Albrechtsen har desuden skrevet en mesterlig, interviewbaseret artikel om tre fremtrædende lydfilm fra 2007 (There Will Be Blood, No Country for Old Men og The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford), og Halskov har talt med skaberne bag streamingserien Stranger Things (Netlix, 2016) om deres arbejde med lyd, musik, nostalgi og lydlige markeringer af forskellige genrer, tider og dimensioner.
Hertil kommer en artikel om kontrapunktisk musik af Jette Harboe, en artikel om den store maestro og filmkomponist John Williams, skrevet af Emil Christian Østergaard, og en artikel om lyd i gyserfilm af Camilla Paula Andersen.
Der er med andre ord masser af lydguf i dette temanummer af CUT, men man kan også læse fagkonsulentens kommentarer til den nye lærerplan og turboholdene – herunder en besvarelse af de mest hyppigt stillede spørgsmål – og en artikel af Morten Søding om erfaringerne med turbohold i Mediefag C og arbejdet med at indfri de nye bestemmelser.
Endelig har vi en beretning fra bestyrelsen, skrevet af Mette Wolfhagen og Michael Højer, som bl.a. vender en ny antologi om tværmedialitet, skrevet af nogle forskellige folk med relation til faget, og nogle andre tiltag i og omkring medielærerforeningen. Wolfhagen og Højer fremhæver bl.a. det branchekursus i Los Angeles, som løber af stabelen i marts 2018, og de skriver om elevfilmfestivalerne, som stædigt afholdes i Cinemateket og Øst for Paradis. Sidstnævnte er desuden genstand for en artikel af Hans Oluf Schou.
Det summer i medielærerforeningen, og der er mange stemmer, som melder sig i landet, når det kommer til kurser, tekstsamlinger, elevfilmfestivaler og fagbestemmelser. Og det er netop det, som CUT #116 handler om: Den summen, som altid er der, men som vi sjældent bemærker, endsige taler om.
Lad os prøve at høre efter…
Seneste kommentarer